Tvind.

Ordet sætter en række tanker i gang hos de fleste danskere. Men hvad bygger associationerne på? Danske medier har teoretiseret, skandaliseret og spundet videre på rygter om Tvind siden sidst i 1970’erne. Mange er gået med en halv vind og har aldrig undersøgt sagerne ordentligt. Tidligere Tvind-lærere – inklusive mig selv – er blevet interviewet og brugt til at kaste delvist lys over fænomenet, som ingen stadig synes at forstå, men kun sjældent har der været tid og plads til de dybdegående spørgsmål. Samtidig har Tvind bidraget til mystikken med en fuldkommen håbløs holdning til medierne. I over 20 år har man lagt røret på midt i samtalerne, simpelthen nægtet at svare, eller er kommet med bortforklaringer, når spørgsmålene gik for nær.

Jeg var tilknyttet Tvind i 18 år, fra 1972 til 1990, heraf de sidste 13 år som medlem af den styrende Lærergruppe. Med denne bog har jeg forsøgt at beskrive, hvad det var, der fik mig, en ung 18-årig nybagt student, til begejstret at gå med i Tvind-bevægelsen; hvorfor jeg valgte at blive der så længe; og hvilken række af tildragelser, der fik mig til at gå min vej.

Dette er min personlige beretning. Ligesom jeg må tage ansvaret for min tid i Tvind, må jeg også nu understrege, at jeg ikke taler på andres vegne, og at synspunkterne i denne bog er mine helt og holdent.

Skriveprocessen har været en lang og til tider smertefuld personlig opdagelsesrejse, fyldt med modsætninger.

Jeg var en del af et ofte korrupt system, men samtidig også deltager i et fantastisk rigt fællesskab med næsten uendelige kræfter. Jeg arbejdede på skoler, der gav deres elever ekstraordinære og rige oplevelser, men som også udviste en ond foragt for afvigende meninger og rimelig kritik. Jeg deltog i opbygningen af organisationer, der hjalp folk rundt omkring i verden, men som også tromlede en fremmed ideologi ned over hovedet på modtagerne af hjælpen. Og jeg lærte, at jeg kunne løse selv den mest umulige opgave – noget, jeg støtter mig på den dag i dag – men også, at netop den idé har kostet mere end noget andet i form af menneskelige og materielle tab.

Jeg har været heldig nok til at kunne læne mig op ad en lang række gamle breve, dokumenter og dagbogsagtige notater fra Tvind-tiden, og derudover har jeg kunnet støtte mig til det uudslettelige indtryk mange af begivenhederne gjorde på mig.

Jeg må takke Elise H. Nørholm fra Aschehoug for at have ledt mig gennem processen med kyndig og meget tålmodig hånd. Og en særlig tak til min gode ven og arbejdskollega Tine Bendix, som har tilbragt mange aftener – i et ellers fuldt optaget liv – begravet i manuskriptet. Hendes kommentarer hjalp med til at fokusere historien, og hendes humør og opmuntringer holdt mig gående, når jeg mest havde lyst til glemme det hele.

Endelig står jeg i stor gæld til en lang række af mine venner, som tidligere har været med i Tvind, både lærere og elever. De er alle hermed nævnt, og selvom de ikke har været involveret i bogens tilblivelse, er det deres opbakning igennem det sidste par år, der har stivet mig så meget af, at jeg fattede pennen.

Den største tak skal dog gå til min kone og mine børn, som igen har måttet tage til takke med at have et spøgelse i huset i stedet for en fuldtids familiefar. Uden Leilas uforbeholdne støtte var jeg aldrig blevet færdig.

New Zealand, juni 2002

Vi stod på hjørnet af Slagelsesgade og Østerbrogade i 30 graders varme. HT-busserne larmede forbi, og osen fra bilerne hang tykt i luften. På en stentrappe fem meter fra os sad en tilsyneladende forstenet mand og stirrede ned i en halvtom Tuborg-flaske. Den kæderygende journalist over for mig var tydeligvis nervøs og gestikulerede med cigaretten i den ene hånd og sin mobiltelefon i den anden, mens han forklarede, hvorfor jeg skulle være med i et TV2-dokumentarprogram, som ville gå i dybden og beskrive, hvordan Tvind ti år forinden undgik at betale millioner i skat ved hjælp af fondslovgivningen. Jeg havde været med i nogle af de Tvind-projekter, der blev finansieret af disse millioner.

Jeg var ikke specielt interesseret. Tvind havde været mit liv i 18 år, men var nu en gammel historie for mig. Jeg havde boet og arbejdet i New Zealand de sidste 10 år og havde ikke beskæftiget mig med Tvind i al den tid. Hvorfor skulle jeg rode op i alt det nu, så mange år efter, spurgte jeg mig selv, mens Thomas Stokholm, som journalisten hed, lancerede endnu en god grund til, at jeg skulle deltage i hans tv-program. Han tænkte på programmet, og jeg tænkte på mig selv.

– Sagen er, at jeg har brug for dig, sagde han. Det er dig, der sidder med alle oplysningerne om Tvinds fond til humanitære formål. Det er dig, der ved, hvad der foregik.

Det vidste jeg godt. Men hvorfor skulle jeg hjælpe ham? Jeg savnede en god grund. Jeg ville meget hellere tage tilbage til New Zealand og igen glemme alt om Tvind.

– Jamen, for fa’en, sagde Thomas Stokholm i en nu næsten desperat tone. Kan du ikke se det, det er jo en helvedes historie. Hvis du ikke fortæller den, så kommer den aldrig ud. Det er dig, det kommer an på. Din historie er helt central for programmet. Hvis du sidder på historien, så bliver det din tavshed, du kommer til at leve med. Du kan jo ikke løbe fra, hvad der skete.

Hans ord satte en række af billeder i gang på min indre skærm. Han vidste det ikke, men han havde lige overbevist mig. Historien var god, det var én ting. Men det drejede sig om mere end blot en god historie. Det drejede sig også om menneskeskæbner. Jeg havde selv været heldig, da jeg i sin tid forlod Tvind. Jeg havde hurtigt fundet mig til rette i mit nye liv og følte, jeg var kommet langt videre de sidste 10 år. Men andre af mine venner havde haft det sværere. Nogle havde forladt Tvind som fysiske og psykiske vrag og havde haft meget svært ved at finde et ståsted efter årtier i Lærergruppen. Jeg tænkte på et par af mine bedste venner, som var gået gennem et helvede efter Tvind. En af dem kom ud og fik en kæmpe skatteregning, fordi Tvind ikke havde betalt hans skat. De nægtede at betale, og min ven hang på den. Alene for deres skyld burde jeg fortælle min historie. Og Tvinds menneskeforbrug indskrænkede sig ikke kun til organisationens egne medlemmer.

Jeg så nu mig selv tilbage i 1987 ved et fiskeopdrætningsanlæg i Panama sammen med en imødekommende og forventningsfuld panamansk marinbiolog, Mendardo Peralta. Jeg stod der og kiggede på hans fiskedamme og diskuterede hans ideer. Jeg havde præsenteret mig som repræsentant for et dansk forskningsinstitut, og nu ville jeg, på Peraltas vegne, ansøge en forskningsfond om midler, som ville gøre det muligt at færdiggøre hans projekt. Peralta kunne ikke vide, at det “forskningsinstitut”, jeg sagde, jeg kom fra, var ren fiktion. Det mest konkrete udtryk for “instituttet” var vores visitkort, som vi uden skrupler gav ud til højre og venstre. Men instituttet havde ingen bygninger, ingen laboratorier og intet forskningsudstyr, og ingen af dets såkaldte forskere havde nogen videnskabelige kvalifikationer. Peralta blev glad for, at jeg ville hjælpe ham, men virkeligheden var en anden. Han ville aldrig få nogen støtte til sin forskning, han ville ikke engang modtage et svar på sin ansøgning. Han havde ingen anelse om, at han var en brik i et spil mellem Tvind og de danske myndigheder. For hans skyld og for de mange andre, vi havde snydt på vores vej rundt i verden, burde jeg fortælle min historie.

Mine tanker gik længere tilbage i tiden, til de afrikanske studerende vi underviste på Tvind. De skulle blandt andet lære at lave fjernsyn. FN havde betalt millioner for deres ophold i Danmark, men undervisningen var så dårlig, at de studerende klagede. En af dem var udsendt fra Tanzanias officielle fjernsynsstation og havde lavet programmer i årevis, inden han kom til Tvind. Han gennemskuede lynhurtigt, at ingen af lærerne havde den fjerneste idé om journalistik, billedteknik eller fjernsynsproduktion. Den Rejsende Højskoles udstyr bestod af små amatørkameraer. Vi havde intet lys, intet lydudstyr, intet klippeudstyr, intet studie, og ingen af lærerne havde nogensinde før arbejdet med medier, fjernsyn eller film. Alligevel blev klagerne ikke alene overhørt og ignoreret. Negative, nedværdigende rapporter blev sendt til fjernsynscheferne i Tanzania som “straf” for hans “dårlige opførsel”.

Det hele var én lang historie om hensynsløs udnyttelse af andre mennesker. Hvis jeg kunne gøre noget for at stoppe den praksis, så måtte jeg gøre det. Og hvis Thomas ville fortælle historien, så måtte jeg hjælpe ham.

– Lad mig tænke over det til i morgen, sagde jeg til Thomas, idet min bevidsthed vendte tilbage til den aktuelle verden og Østerbrogade. En gruppe cyklende mødre med børn i børnesæder kom forbi på vej ud af byen. Børnene fægtede vildt med armene efter en kranbil, der larmede forbi på den anden side af gaden, og selv manden med Tuborg-flasken kiggede op med sine tomme øjne. Det var en underlig surrealistisk fornemmelse at stå her på et ubekymret fortov i København med denne diskussion, for jeg var helt klar over, at hvis jeg sagde ja og deltog i programmet, kunne det få konsekvenser for mig langt ud i fremtiden. Thomas kiggede fortabt op mod Trianglen som for at finde et svar i gadeforvirringen. Men svaret udeblev, vi sagde farvel, og jeg gik tilbage mod Østerport Station.

I tankerne så jeg mig selv stå på havnekajen i New Zealands største by Auckland 10 år tidligere. Besætningen på Tvind-skibet Marco Polo havde netop smidt trosserne og sagt farvel til mig. Det var med dette skib, jeg var ankommet til New Zealand, men nu fjernede det sig langsomt fra kajen uden mig om bord og vendte rundt i en række manøvrer. Med en taske ved min side stod jeg der og så Marco Polo gå ud i midterhavnen og sætte kurs mod North Head og bæltet mellem vulkanøen Rangitoto og selve Nordøens grønne hovedland. Og lige pludselig var skibet ude af syne. De var væk. Lige der begyndte jeg mit nye liv uden Tvind.

I S-toget tænkte jeg videre, men vidste med mig selv, at jeg ikke havde noget valg. Jeg måtte sige ja til at deltage i tv-programmet. Jeg ville ikke kunne forsvare over for mig selv at tie stille. Historien var for god, der var for meget kød på den. Jeg havde været en del af Tvind, en del af systemet. At holde mund nu ville være det samme som at forsvare deres metoder og systemer, og det ville jeg ikke kunne leve med. Så måtte konsekvenserne komme senere.

Men jeg måtte forsøge at fortælle hele historien, og jeg vidste, at det aldrig ville kunne lade sig gøre på tv. Først og fremmest måtte jeg forsøge at forklare, hvad der er drivkraften bag det hele. Hvorfor eksisterer Tvind stadig? Hvad er det, og hvem er det, som driver værket? Hvorfor blev vi så grebne af idéerne, og hvorfor gennemskuede vi ikke tidligere hulheden i projektet, som det udviklede sig? Foregik der slet ikke noget godt i Tvind? Hvis det var så slemt, hvorfor blev folk da i organisationen?

Jeg måtte skrive det ned, forklare det, udpensle det. Og det måtte handle om mere end svindel og skandaler. Jeg måtte fortælle om de fantastiske oplevelser, vi havde sammen. Om de mange ting, vi lærte; om den styrke, vi oplevede ved at arbejde i et fællesskab. Ellers er det ikke til at forstå, tænkte jeg og kikkede ud på Vesterport Stations graffititegninger.

Det blev mørkt igen, og tankerne sprang atter tilbage til det første år i New Zealand. Chokket over pludselig at være alene uden Tvind. Usikkerheden over, hvordan fremtiden ville udforme sig. Men også befrielsen. Friheden. Jeg var min egen herre. Endelig havde jeg taget det skridt, jeg engang havde anset for utænkeligt. Der var jeg, helt uden bånd, klar til at tage fat på livet.

Og klar til at skrive beretningen.

I den trygge tilværelse inden for murene af Ribe Katedralskole sad vi og diskuterede verdens gang. Vi bekymrede os ikke om tiden efter gymnasiet. Tanken om, at man på et eller andet tidspunkt skulle ud og tjene til føden, strejfede os ikke. Næh, der var andre og vigtigere ting på tapetet i 1969.

Først og fremmest var der jo Vietnamkrigen. Mens Olof Palme havde holdt tale på spansk til en million mennesker fra en balkon i Havanna og var gået i spidsen for demonstrationer til den amerikanske ambassade i Stockholm, så havde den danske regering under ledelse af Jens Otto Krag ikke sagt en pind. Bombardementerne af Nordvietnam fortsatte måned efter måned.

Men ikke kun det fjerne Vietnam stod på dagsordenen. Der var også spørgsmålet om elevindflydelse på gymnasiet. Mange af os kunne ikke sidde stille under den systematiske umyndiggørelse, som katedralskolens system repræsenterede. Jeg var flyttet hjemmefra og boede hos nogle venner i Vester Vedsted syd for Ribe. Jeg var grundigt skoletræt, allerede inden det første gymnasieår var omme.

Hr. Larsen var vores historielærer. Den gamle hr. Larsen, bælgøjet som han var, sad altid i klassen med et læseglas og studerede en bog. Aldrig den samme bog. Rygtet sagde, at alle vægge i hans hjem var dækket af reoler, proppet med bøger. Bøgerne skulle ligge i meterhøje stakke i korridorer og værelser, og stuen var efter sigende næsten ufremkommelig på grund af bogtårnene. Når vi kom ind i hr. Larsens klasse og havde sat os ned, lagde han læseglasset til side og begyndte sit forhør i dagens lektie.

I dag fatter jeg ikke, at vi fandt os i det. Med jernhånd førte han os gennem Alexander den Stores tid, persernes nederlag ved Maraton, Grækenland, Romerriget, 100-års krigen, kongerækkerne, og hvad der fulgte efter. Det var blind udenadslære, årstal, stednavne, personer, konger og rebeller. Hvem vandt hvad hvor hvornår, men aldrig hvorfor. Der var ingen forsøg på at sætte begivenhederne i en

sammenhæng. Historie var et spørgsmål om søslag og bataljer; historie drejede sig altid om fortiden, aldrig om nutiden. Karakterer blev givet efter, hvor mange gange vi markerede, og hvor tit vi blev grebet i et forkert svar eller intet svar, når vi blev spurgt. Der var ingen dialog, ingen diskussion, intet der kunne vække ens interesse. Jeg var en hurtig læser og god til at huske historiske detaljer, så jeg læste lektien i skolebussen og i frikvarteret. Så kunne jeg svare rigtigt næsten hver gang. Når timen var forbi, foregik en slags renselsesproces, hvor man så hurtigt som muligt glemte de ligegyldige og usammenhængende fakta, man lige havde lært at remse af sig.

Franskundervisningen var en anden prøvelse. Vores fransklærer var en livskraftig halvfjerdsårig med det krigeriske navn frøken Willemoes. Hun kunne være ren terror over for en elev, hun ikke brød sig om, og sukkersød over for klassens dukse. Hendes undervisning var uinteressant og bygget op omkring repetition af verber og læsning af komplet ligegyldige tekster, der intet sagde os.

– Asseyez-vous! tordnede hendes barytonstemme ud over klasselokalet, idet hun rev den skrammede dør op og skred ind med raske skridt. Stemmen blandedes med den øresønderrivende lyd af stolene, der skrabede mod linoleumsgulvet, idet klassen med ét rejste sig og stod ret, da hun åbnede døren til klasselokalet. Og så gik det i munter fart hen over verber, udtale og gold indlæring. Frøken Willemoes kommanderede med eleverne, gjorde grin med de stakler, som ikke kunne lektien, og var for mig indbegrebet af alt, hvad en lærer kunne gøre forkert.

Kastberg, dansklæreren, syntes at se sig selv som en reinkarnation af Søren Kierkegaard, og hans undervisning og adfærd afspejlede dette. En grubler i bund og grund var Kastberg. Han kunne rejse interessante spørgsmål, men han anså os elever for en grå masse af mindre intelligente individer. Han syntes at hade sine elever, ganske enkelt. Vi var en pestilens i hans tilværelse; vi var hans prøvelse; vi var hans evige forbandelse. Dér sad han i sin tynde brune vindjakke, lille i figur, halvvejs lænet ud mod klassen, med en arm på det hævede kateder og den anden arm åbnet spørgende ud mod forsamlingen. Han skulede efter os over brillerne, og hans tunge udforskede utålmodigt indersiden af underlæben, mens han vagt trak på munden i tydelig og bundløs irritation over den håbløse forsamling, han havde fået til opgave at forklare “Ideernes historie”.

Der var den arrogante og selvbevidste engelsklærer hr. Arndahl, som helt klart så sig selv som den kommende rektor for denne sorte skole. Der var den gode lektor Vind, som forgæves forsøgte at banke latinsk grammatik og en blot begyndende interesse for hans yndlingsfag, oldævl – han foretrak at kalde det oldtidskundskab – ind i hovedet på mig. Han fortsatte utrætteligt, trods min fuldkomne mangel på respons.

En lærer adskilte sig radikalt fra resten. Vores geografi- og biologilærer Lennart Edelberg var på mange måder en lige så sær type som sine kolleger. En af hans særheder var, at han lod os tænke og tale frit. Edelberg var etnograf og havde deltaget i ekspeditioner til Afghanistan, Iran og Kina. Han arbejdede stadig med den etnografiske samling på Moesgaard Museum ved Århus, og af og til kom afghanske venner og besøgte ham i hans hus. I biologitimerne lod han os eksperimentere og ved selvsyn lære om cellestrukturer og kromosomdeling gennem stereolup og mikroskop. Han var levende interesseret i sine elever, og i geografitimerne gjorde han, hvad han kunne for at bibringe os en forståelse af andre folkeslag og kulturer. Han talte med brændende øjne om sine venner i bjergene i Nuristan; han lod os læse Bhagavadgita, og hans geografilokale var én stor etnografisk samling af effekter, som han havde bragt hjem fra sine ekspeditioner. Lennart Edelbergs timer stod i skærende kontrast til enhver anden undervisning på skolen; han var altid oplagt til en diskussion, også om emner der ikke stod i direkte forbindelse med dagens lektie.

Måske var det en reaktion mod den grå sky af dumhed, der klamt lå over det meste af undervisningen. Måske var det den daglige følelse af igen at spilde tiden på ligegyldigt terperi for terperiets skyld. Eller måske var det mine evner, der var noget galt med. Jeg ved det ikke. Men sammen med en lille kreds af venner begyndte jeg at kigge ud over muren, ud på gaden, ud i verden. Der sad vi så og gjorde op med USA i Vietnam og med alle vores autoritære lærere og deres forstokkede skole.

Jeg overlevede på skolen ved at lave så meget organisatorisk arbejde, jeg kunne få fat i. Jeg kom i elevrådet, og i 2. g blev jeg elevrådsformand. Jeg blev redaktør af skolebladet Mercurius og var med i bestyrelsen af skoleforeningen Heimdal. Og så valgte jeg at gå på den musiksproglige linje fra 2. g, og dermed undgik jeg matematik og tysk, to fag som krævede en hjerne, jeg ikke havde. Jeg kunne ikke forstå systemerne bag matematikken, og jeg var ude af stand til at huske, endsige forstå, den tyske grammatiks logik. Ud over det kunne jeg ikke udstå den ambitiøse og strømlinede vicerektor Poul Hansen, som til gengæld også kun havde nedladende blikke tilovers for mig. Musikken var langt nemmere. Her kunne man jo høre sig til svaret på opgaverne. Thomas Alvad, den københavnske musiklærer, var, udover Edelberg, den eneste lærer, som syntes at fornøje sig som underviser. Han dirigerede skolekoret, og i stedet for tysk stil og matematikopgaver lærte vi at sætte korharmonier sammen og komponere anden-, tredje- og fjerdestemmer. I stedet for at læse indviklede tekster i ugevis på tysk, sad vi med Beethovens symfonier og analyserede musikken sats for sats, takt for takt. Jeg kom til at forstå, hvordan musikken bygges op til et klimaks, og hvordan et enkelt instruments afvigelse fra den givne norm kan skabe den spænding, som gør et stykke musik til noget helt specielt. Så opslugt blev jeg af dette, at jeg til sidst var i stand til at “høre” det musikalske værk i mit indre øre ved blot at læse orkesterpartituret.

En dag modtog skolen et brev fra et foretagende kaldet “Den Rejsende Højskole”. Brevet indeholdt en plakat med en naiv tegning af en bus i et bjergrigt landskab og tilbød en fællestime med orientering om den nye skole, som skulle åbne senere på året. Som elevrådsformand var jeg med til at vælge emnerne for fællestimerne. Idéen om at køre i bus til Indien appellerede til mig. Jeg fik overtalt vicerektoren til at arrangere en fællestime med Den Rejsende Højskole, og dagen kom for de to timers foredrag med tilhørende lysbilleder. Repræsentanten for den rejsende skole ankom, og fra første færd kunne jeg se, at noget var anderledes her. Ole Friis Laursen var iklædt cowboybukser og en slags armyjakke. Han lugtede af diesel, og hans hænder havde tydeligvis været inde i en motor, kort tid før han stod i Katedralskolens fællessal. Det gav han dog tydeligvis fanden i. Med selvsikker og begejstret stemme begyndte han foredraget om turen med bus til Indien.

Lysbillede efter lysbillede blev kastet op på væggen. En bus standset på en bjergvej i Tyrkiet. En bus i en landsby i Iran, de danske passagerer i livlig snak med iranske bønder. En bus snegler sig op gennem hårnålesving, en passager sidder på taget og spiller guitar. En statue af shahen i Iran, en bus holder i hjørnet. Shahen er en modbydelig diktator, hørte vi. En rismark i Pakistan eller Indien, landarbejdere knokler under opsyn af en landfoged.

– Akkurat som under feudalismen her i Danmark, sagde Ole. Fattige i Kabul, Afghanistan, gør naturens ærinde i en næsten tørlagt flod midt i byen. Alt det havde Ole og hans venner set. De rejste i en bus fra Danmark til Indien. Nu kunne vi andre gøre det samme på Den Rejsende Højskole. Købe en gammel bus, indrette den til rullende hjem for 10 personer, med bibliotek, køkken, soveafdeling og plads til at sidde. Her var noget helt nyt, noget der tiltalte mig, træt som jeg var af den golde trummerum på Katedralskolen. Skolen er ny, fortalte Ole. Faktisk ikke i gang endnu. Men den 1. juni 1970 ville det første hold begynde på Rantzausminde Efterskole på Langeland. Senere ville skolen få egne bygninger. Han afsluttede fællestimen med en opfordring til enhver interesseret om at mødes med ham om aftenen, hvis vi da kunne finde et sted at mødes.

En flok af os sagde straks til, og vi mødtes for at høre mere om den nye såkaldte “rejsende højskole”. Ole talte igen om busrejsen fra Danmark til Asien. Han beskrev besøg i landsbyer og hovedstæder, livet sammen med en gruppe kammerater i bussen; episoder i fjerne lande. Aftenen endte med at vi dannede en “lokalgruppe”. Lokalgruppen ville mødes med jævne mellemrum; studere verdensbegivenheder, hjælpe med til forberedelsen af højskolen og udbrede kendskabet til idéen bag skolen.

Det var lige mig. Det var spændende. Det handlede om verden, og man skulle selv være med til både at grundlægge og senere drive skolen.

Jeg fik navnet på en lærer på Ungdomshøjskolen i Vester Vedsted, syd for Ribe. Navnet sagde mig intet, manden hed Poul Jørgensen. Poul Jørgensen blev siden den officielle talsmand i Danmark for alt, hvad der har med Tvind at gøre. Ole Friis kaldte ham Poul VU, fordi han før havde været medlem af Venstres Ungdom. Vi mødtes med Poul en gang om ugen for at planlægge lokalgruppens aktiviteter.

Poul præsenterede os for FIST, Foundation for International Solidarity Travel. FIST, som samtidig er det engelske ord for knytnæve, blev samlingsnavnet for lokalgrupperne. FIST udgav “FIST-bladet”. Med en knytnæve på forsiden var der ingen tvivl om, hvilken politisk retning bladet stod for. FIST-bladet var alle tiders idé, syntes jeg, for vi skrev det alle sammen. Jeg købte et par sværteduplikatorstencils og skrev på maskine om, hvad vi lavede i lokalgruppen. De færdige stencils blev sendt til Odense, hvor de blev duplikeret. Så blev det færdige FIST-blad sendt ud til alle lokalgrupper over hele landet. På denne opfindsomme måde havde vi ingen central redaktion, og alle der ville, kunne bidrage til bladet.

På vores lokalgruppemøder i Ribe diskuterede vi verdenssituationen. Krigen i Vietnam fortsatte. Nixon var blevet valgt til præsident og så ikke ud til at ville trække USA ud af Indokina. Og Poul fortalte os mange andre ting, vi ikke vidste. Vi hørte om imperialisme og ulandshjælp. Vi hørte om, hvordan det meste af den danske ulandshjælp gik til danske firmaer, der arbejdede i lande i den tredje verden. Vi hørte, hvordan landarbejdere og bønder i Asien stadig levede i absolut fattigdom, mens jordejere og industriejere kørte i Rolls Royce og spillede golf i Calcutta. Poul gav os en bog at studere. Frantz Fanons Fordømte her på jorden blev vores bibel. I bogen beskrev Fanon den tortur, som franskmændene udøvede mod folk i Algeriet under uafhængighedskrigen blot 10 år tidligere. Fanons sprog var særdeles indviklet, og ingen af os forstod bogens mere teoretiske kapitler, men vi var ikke i tvivl om, hvad franskmændene havde udrettet i Algeriet.

Som planlagt startede Den Rejsende Højskole som et kursus på Rantzausminde i september 1970. Jeg var lige begyndt i 2. g, men i de kedelige timer kunne jeg sidde og drømme mig med på rejsen. Fire busser, alle fra 1950’erne, kørte af sted mod Indien med en blandet forsamling af eventyrlystne unge. Lærerne på den nye skole blev ikke kaldt lærere, og eleverne var ikke elever. De var veteraner og deltagere. Formelt var skolen slet ikke en skole, men derimod et kort kursus på Rantzausminde. Og selvom busturen var en helt central del af kursusforløbet, havde det heller ikke officielt noget med skolen at gøre, fordi staten ikke gav støtte til aktiviteter uden for landets grænser.

Da de rejsende kom tilbage til skolen, genoptog de studierne. Der blev lavet rapporter, lysbilledforedrag, pjecer og bøger som efterbehandling af rejsen. Veteranerne på den første bustur var blandt andre Amdi Petersen, Ruth Sejerøe-Olsen og Nis Jørgen Ravn. Det var klart, at Amdi og Poul var de ledende på denne nye Rejsende Højskole. De rejsende kaldtes “rejsegruppen”, mens Poul Jørgensen og andre, som blev tilbage i Danmark for at koordinere bussernes rejse, gik under betegnelsen “Danmarksgruppen”.

Det var ikke rejsegruppens første rejse. Hele idéen med Den Rejsende Højskole havde rod i en lang rejse jorden rundt. Det var sidst i tresserne, at Amdi, Mette Kløvedal, Ravn, Ole Friis, Hans Jørgen Laustsen, Grete Flintegård og et par stykker til kørte af sted i bus mod Asien. Siden hed det sig altid, at gruppen rejste fra Danmark på eventyr, uden nogen egentlig plan. Efter kørsel til Indien tog gruppen til Nepal og solgte bussen. Idéen var at købe en junke og sejle op og ned ad floderne i Kina. Men der var ikke penge nok, og gruppen tog til Australien for at arbejde. Her arbejdede man uden arbejdstilladelse i næsten et år. Efter sigende var Amdi den bedste sælger, som Encyclopedia Britannica nogensinde havde haft i Australien. Det sorte arbejde i Australien var i sig selv ikke nogen speciel bedrift, eftersom tusinder af unge fra hele verden hvert år gjorde det samme. Og arbejdet gik godt, indtil de australske myndigheder fandt danskerne og satte dem om bord på et fragtskib med kurs mod Europa.

I Tahiti stod gruppen imidlertid af og gav sig igen til at arbejde. De indlogerede sig i en hytte på stranden ved Papara, 35 km fra Papeete, Tahitis hovedstad. Der fik de nogle lokale venner som tilbød dem arbejde med noget byggeri. Papara lå tilpas langt fra Papeete og de franske immigrationsmyndigheder til, at danskerne vakte for megen opsigt. Men efter seks måneder i Tahiti udløb danskernes visa til Tahiti, og flokken af danskere blev igen udvist. Udvisningerne fra Australien og Tahiti blev til en del af den legende, der beskrev Amdi som “forfulgt” af myndigheder rundt omkring i verden. Det billede af Amdi var blevet yderligere forstærket, efter at han i 1969 i forbindelse med en demonstration mod atomoprustning var blevet anklaget for vold mod politiet i Flensborg. Han sad nogle måneder i Flensborg arrest, indtil den danske advokat Jørgen Jakobsen fik ham frigivet – lige tidsnok til at han kunne komme tilbage og være med til Den Rejsende Højskoles start.

Udvisningshistorierne var en del af Amdis image. Her var en mand som statsmagter rundt om i verden anså for så farlig, at han blev smidt ud eller arresteret gang på gang. Vi labbede de dramatiske historier i os, og således blev grundlaget for billedet af Amdi som en heroisk og revolutionær heltefigur og leder bygget op helt fra begyndelsen.

Kun med hiv og sving fik jeg min studentereksamen. Med dumpekarakterer i både latin, tysk og matematik så det ikke for godt ud på vej ind i det sidste gymnasieår. Men det gik, især takket være hjælp fra mine bedste venner på skolen, Britta og Hans Christian. Så i 3. g tog jeg mig sammen på skoleområdet, læste mine lektier og begyndte at klare mig så nogenlunde til terminsprøverne.

Samtidig var kampagnen for at få Danmark med i Fællesmarkedet – dengang kaldet EEC – i fuld gang. Jens Otto Krags socialdemokratiske regering og de borgerlige partier stod sammen med industrien og hovedparten af LO-organisationerne: Danmark skulle ind i EEC.

Sammen med Erik Schmidt, Britta Edelberg og et par andre venner i skolen stiftede vi Ribekomiteen mod EEC. Vores komité var blot en af mange rundt omkring i landet, og der var ikke nogen fælles koordination eller organisation bag disse komitéer. Vi satte os ned for at finde ud af, hvad vi kunne gøre for at få et nej ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972. Vores første problem var, at vi ingen penge havde. Derfor gik vi i gang med en hvervekampagne: Folk skulle melde sig til komiteen og betale et medlemsgebyr, som kunne finansiere aktiviteterne. Jeg henvendte mig til folk, jeg allerede vidste var imod EEC, og blev overrasket over, hvor let det var at få folk til at hoste op med medlemsgebyret. Et af vores mere fremtrædende medlemmer var pastor Søren Krarup fra Seem Kirke. Snart havde vi over 100 medlemmer og flere tusinde kroner i kassen. Nu skulle pengene bruges, og i første omgang blev det til løbesedler. Hver 14. dag forfattede vi løbesedler og fik trykt i tusindvis hos en venligtsindet rabatgivende trykker i Ribe. Jeg hentede sedlerne i kasser hos trykkeren, og på gymnasiet etablerede vi en uddelergruppe mellem eleverne. Jeg fik fat i en bunke bykort over Ribe, indtegnede uddelerruter, og så gik vi ud og proppede sedlerne gennem tusindvis af brevsprækker.

Hvert forår afholdes i Ribe en byfest, den såkaldte tulipanfest. Der er tivoli i byen, underholdning i gaderne, og som festens navn antyder er der tulipaner overalt. Højdepunktet er en parade hele vejen gennem Ribes hovedgade. Her deltager landbrugsorganisationerne, mange forskellige firmaer, Ribe-garden, folkedanserforeninger, den historiske forening og de lokale sportsklubber.

Erik og jeg lavede en plan. Vi ville overraske Ribe og tilmeldte os selv under navnet “Ribe Ungdom”. Byfestarrangørerne fattede ikke mistanke og svarede pænt tilbage med reglerne for marchen, og hvor man skulle stille op for at forme kolonnerne – det foregik ude i nærheden af Jernstøberiet.

Vores procession var veliscenesat og minutiøst forberedt. Det var Eriks idé: vi skulle lave EEC-ekspressen. Vi byggede et lokomotiv stort nok til, at en person kunne sidde inde i det. Kedlen var lavet af olietønder, malet sorte og med skorsten. Morten Danckert, som var kunstner og teatermand, lavede i hønsetråd og papmaché nogle overdrevent store, men meget vellignende karikaturhoveder af Jens Otto Krag, udenrigsminister Per Hækkerup og Richard Nixon plus ét styk overdimensioneret gulerod. Processionen bestod så af lokomotivet i spidsen. Jens Otto Krag styrede lokomotivet, som havde store skilte med “EEC-ekspressen” på siden af kedlen. Oven på taget af lokomotivets kabine sad Richard Nixon med en fiskestang, og han holdt den gevaldige gulerod ud foran det sære køretøj. Efter lokomotivet fulgte en broget skare af kedeldragtklædte gymnasieelever, alle med skilte mod EEC. Og helt tilbage i kolonnen gik en fordrukken Per Hækkerup med en flaske whisky i den ene hånd og en stor stok i den anden. Med stokken drev han flokken af arbejdere af sted efter lokomotivet. Vi havde det vældigt sjovt, og optoget ned gennem byen gik fint, selvom der var lidt hujen og piften fra nogle af de mange tilskuere. Der var da også folk som mente, at Tulipanfesten “skulle være upolitisk”, som de sagde.

Det ironiske for mig ved alt dette var, at jeg ikke kunne stemme den 2. oktober. Man fik først stemmeret som 20-årig, og jeg var stadig kun 18, da dagen for afstemningen kom.

Jeg havde tre muligheder for, hvad jeg kunne give mig til efter gymnasiet, men mit problem var, at jeg ikke vidste, i hvilken retning jeg skulle gå. På sessionen havde jeg erklæret mig som militærnægter, og én mulighed var derfor at gå direkte ind og få værnepligten overstået. Det var ikke nogen særlig tiltalende idé, for man skulle tilbringe flere måneder i en militærnægterlejr, før man kunne blive udstationeret på et museum, eller hvor det nu kunne blive. Den anden mulighed ville være at studere, og inspireret af min ven og mentor Lennart Edelberg var jeg meget interesseret i biologi. Problemet dér var, at mine elendige præstationer i matematik på gymnasiet ikke var tilfredsstillende, og at jeg var nødt til at acceptere ikke blot at lære matematik ordentligt, men også at skulle bruge en masse tid under studierne på at tænke matematisk. Det lød heller ikke særligt spændende.

Så var der folkene omkring Den Rejsende Højskole, DRH, og det helt nye såkaldte “Nødvendige Seminarium”. Rejse i bus til Indien, spændende undervisningsprogram, folk, jeg allerede kendte. Valget var ikke svært. Jeg ringede til Erik Schmidt, som allerede var tilmeldt, og sagde, at jeg gerne ville begynde på seminariet. Det var ikke, fordi jeg havde taget en bevidst beslutning om, at jeg ville være folkeskolelærer. Jeg meldte mig til eventyret og kammeratskabet. Men desværre var alle pladser optaget, så jeg blev skrevet op som nr. syv på ventelisten.

Det var stadig sommer, og undervisningen begyndte ikke før til august, så jeg tog arbejde som svejser på Ribe Jernstøberi for at tjene penge til studierne. Med en gasflamme skulle jeg lappe utætheder i radiatorer, der ikke havde overlevet trykprøverne på støberiet. Dér sad jeg og svejsede, men jeg var tit meget træt, fordi jeg også arbejdede om natten med at lave løbesedler og organisere møder i Ribekomiteen. Én gang faldt jeg i søvn med svejseflammen i hånden. Jeg slap den, og den faldt ned og brændte et stort hul i bukserne.

Så en dag kom en værkfører løbende, viftende med en seddel i hånden. Et eller andet vigtigt måtte være på trapperne.

– Hans, der er kommet et telegram til dig, sagde værkføreren med bekymret stemme. Jeg læste telegrammet som sagde: Ring omgående til 07 491066 stop ruth S olsen stop.

Hvad var det? spurgte jeg mig selv. Jeg havde aldrig hørt om det nummer og blev straks bange for, at der måske havde været en ulykke eller måske endda et dødsfald i min nærmeste familie. Jeg havde heller aldrig hørt om en Ruth S Olsen før i mit liv. Hvem kunne det være, der sådan opsporer mig på jernstøberiet og sender telegram?

Jeg spurtede tilbage til værkførerkontoret og fik lov til at låne telefonen. Jeg ringede til nummeret. Det var Amdi, der svarede. Jeg må have haft svært ved at skjule min lettelse over for værkføreren.

– Hans la Cour, sagde Amdi, ville du gerne begynde på Det Nødvendige Seminarium?

Jeg skulle senere opdage, at Amdi ofte brugte datid, når han tiltalte sine tropper.

– Ja, sagde jeg, mens det langsomt gik op for mig, hvad det hele drejede sig om. Jeg var med! jublede jeg indvendigt.

– Det var godt, sagde Amdi. Vi havde nemlig plads til dig nu, og vi havde brug for dig her så snart som muligt. Vi skal i gang med at bygge seminariet, forklarede han.

Først nu bed jeg mærke i hans bløde og let syngende fynske.

Aha, tænkte jeg, alle tiders.

– Hvornår ku’ du komme? spurgte Amdi. Ku’ du komme i dag?

Det gik ikke rigtigt, men jeg sagde op på støberiet samme eftermiddag og glædede mig til den næste morgen, hvor jeg rejste op til Ulfborg.

Det var som at ankomme til en anden verden, når man kom ind forbi Tvindgården fem kilometer uden for Ulfborg. Fra Ribe Jernstøberis kulstøvede fabriksgulve til en udendørs byggeplads med masser af liv og sjov. Den lille landevej mellem Ulfborg og Madum førte direkte forbi gården, som havde fået sit navn, fordi to små åer mødtes nede ved et af markskellene. To åer, tvende åer, Tvind.

Inde bag ved gården var der en myretue af aktivitet. Jeg var knap ankommet, før jeg var med i en betongruppe: Vi skulle blande beton til den vej, der blev lavet rundt om de kommende bygninger. Det var hårdt arbejde. Vi byggede 5-600 meter vej i tyk beton – alt blandet i små blandemaskiner, skovlfuld efter skovlfuld af cementpulver, grus og ral. Vi fik lært formlen for beton, så vi kunne den i søvne.

Vi arbejdede, så længe vi kunne, og langt de fleste nød både selskabet og det hårde arbejde. Det her, det var jo vores skole, vores seminarium. Vi var pionerer, vi var skabere, og vi var sammen om det. Efterhånden som tusindvis af trillebørlæs af beton blev læsset ned og vibreret på plads, skred arbejdet frem. Snart kunne vi gå på vejen i stedet for i mudderet langs den.

Om aftenen sad vi og sang, drak te og spiste rugbrødsmadder, og eftersom den eneste bygning med tag på var Tvindgården, så var det dér, vi sov. De næste to måneder sov jeg i min sovepose i ladens hø, mens andre sov på madrasser lagt ud i gårdens stuehus. Jeg kunne bedst lide høet, selvom det havde den ulempe, at soveposen om morgenen altid var halvfuld af stikkende strå.

Byggeriet af seminariet tog en yderligere vending, da de præfabrikerede bygninger en dag begyndte at ankomme én efter én på blokvogn, skilt ad i en slags samlesæt. Hver byggeklods bestod af et værelse, et stykke gang i midten og endnu et værelse overfor. Vi kaldte elementerne for ‘æsker’. Æskerne blev sat ved siden af hinanden, og lige pludselig havde vi en bygning med gang i midten og værelser ud til hver side. I forvejen havde vi gravet kloakker og lagt vand ind, og nu kunne vi begynde at flytte ind i vores nye skole. Midterbygningen var en fællessal eller, som vi kaldte den, en plenumsal. Her havde vi plenum – vores betegnelse for et fællesmøde for alle elever og lærere på seminariet.

Hvordan havde det kunnet lade sig gøre at komme så vidt for gruppen bag Den Rejsende Højskole, at man kunne købe Tvindgården og bygge et stort anlagt skolekompleks? Svaret var enkelt nok: Det lå i den fælles økonomi og opsparing, som den såkaldte U-gruppe havde sammen. “U” stod for Uddannelse, og i et par år havde U-gruppen, som var kollektivet bag Den Rejsende Højskole, modtaget lønninger som højskolelærere. De havde ikke brugt pengene til personlige formål, men derimod sparet op i en fælles kasse. Simpelt nok, og, som det senere skulle vise sig, en grundlæggende styrke hos det, der siden blev til Tvinds Lærergruppe. Den anden del var så seminarieelevernes arbejdskraft – her var ikke tale om at betale håndværkere. Alt blev lavet af os med undtagelse af de præfabrikerede barakker, som blev til seminariets bygninger. Stemningen var høj, der blev sunget og fyret vittigheder af hele dagen – jeg husker det som en lys og fornøjelig tid. Ikke på trods af, men på grund af det hårde arbejde. Det var sjovt. Det var vores.

Seminariet begyndte på et program, der bestod af fortsat byggeri og forberedelser til busrejsen gennem Asien til Indien. På nogle af de første fællesmøder introducerede Amdi idéen om, at vi skulle have fælles penge eller, som det blev udtrykt, fælles økonomi. Det ville gøre os alle lige, og vi ville komme til at stå meget stærkere som gruppe og samtidig som enkeltindivider, sagde Amdi. Forsamlingen var enig. Den fælles økonomi forekom fuldkommen logisk, og efter diskussioner om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre rent praktisk, vedtog vi at slå alle vores penge sammen i én stor pulje.

Blev vi tvunget til at have fællesøkonomi? Var alle enige om det? Fulgte alle de fastsatte regler? Mange har siden tvivlet på rigtigheden af det, men fakta er, at vi var enige. Ingen tvang os til det, og så vidt jeg kan se, var det en helt naturlig ting for langt de fleste, fordi det fulgte ånden: det var den måde, vi havde set vores lærere arbejde på, og det var tydeligt, at det var netop deres fællesøkonomi og det tilsyneladende manglende hierarki – alle så ud til at arbejde lige hårdt og gå lige meget ind for “sagen” – der gjorde, at spørgsmålet om fælles penge aldrig blev til en kæmpe diskussion. Faktisk var vi lidt stolte af os selv. Vi fortalte besøgende om vores “gule spand”. Heri lagde regnskabsgruppen kontanter, og når folk skulle bruge penge, tog man simpelthen fra spanden. Når pengene var brugt, lagde man en kvittering ned i spanden i stedet for pengene. Ligetil og simpelt. Der var intet humbug, der var ingen rige og ingen fattige studerende på seminariet.

– Jamen, hvad så med dem, der ryger? blev vi spurgt. Du ryger jo ikke, hvordan kan du så acceptere, at de der ryger blot tager penge op af kassen til at købe cigaretter for? Hvad nu, hvis én eller anden køber et par nye bukser, skal I så alle have et par nye bukser? lød det skeptisk. Mange forstod os ikke, og mange syntes, at der måtte været noget mistænkeligt bag sådan et system.

– Det kan ikke passe, sagde folk til mig, at alle bare efterlever systemet til punkt og prikke. Der må være bedragere mellem jer, der må være folk, som udnytter systemet.

Og det er da også højst tænkeligt, at nogen på et eller andet tidspunkt har misbrugt penge eller måske ligefrem taget af kassen. Men ikke desto mindre var fællesøkonomien i de næste fire år en grundpille i vores organisation. Den gjorde det muligt for os at købe busser, sætte dem i stand og rejse til Indien. Fællesøkonomien gjorde os stærke – i vores egne øjne uovervindelige. Vores studielån røg i den fælles kasse, og de penge vi havde haft med til seminariet ligeså.

Vores plan var, at vi måtte og skulle afrejse med busserne den 1. november 1972. Ellers ville vi komme så sent til Østtyrkiet og Afghanistan, at vinteren ville lukke de bjergpas, vi skulle over. Derfor havde vi travlt, og vi begyndte på skifteholdsarbejde. Jeg arbejdede nu på det hold, der skulle gøre autohallen færdig, og i flere uger arbejdede vi både dag og nat, for at vi kunne få tag over hovedet, når vi skulle arbejde på busserne. Autohallen blev færdig, vores autohal. At det egentlig ikke var vores; at vores navne ikke stod på skødet, betød intet for os. Vi havde bygget den. Vi brugte den. Vi følte det var vores, og det var det, det gjaldt.

Forberedelserne til Indiensrejsen foregik parallelt. Vi var 90 elever på seminariet, og vi delte os op i 10 busgrupper. De 10 busser blev fundet og købt, og dér stod de: Den ene flotte og køreklare bus efter den anden. De havde allerede kørt millioner af kilometer på de danske landeveje – de fleste var fra sidst i halvtredserne eller først i tresserne.

Vi indkøbte Olympia-skrivemaskiner – to eller tre til hver bus. Vi købte små kassettebåndoptagere. Vi anskaffede fotografiapparater, og vi satte et bibliotek sammen til busserne. Hver busgruppe bestemte, hvordan deres bus skulle indrettes. I vores bus blev sæderne i den forreste halvdel af bussen taget ud eller vendt om. Vi byggede et køkken med gasblus og modsat stod en dieselvarmer købt fra en fiskekutter. Den skulle nok holde bussen varm. Bagsædet og de bageste sæder blev taget ud og erstattet med en stor madrasbelagt flade i hele bussens bredde. Her skulle vi sove fire personer, og lige ovenover byggede vi en lignende konstruktion. Nu var der sovepladser til otte personer bag i bussen. Så byggede vi et par sofaer over baghjulene og et sænkbart bord i midten. Her kunne resten af busgruppen sove. På taget af bussen byggede vi en platform, hvor vi anbragte cykler, en ekstra dieseltank, en stor kasse med reservedele og ekstra dæk. Bagagenettene over sæderne blev lavet om til hylder, hvor vi havde bibliotek, fødevarer, opbevaring af kontorartikler og meget andet. Under sæderne byggede vi kasser, hvor vi kunne have personlige ejendele og tøj.

Det var som at forberede en stor ekspedition. Faktisk var det ikke bare som at forberede en ekspedition, det var en ekspedition. Det her var ikke blot en lille tur til Hamborg eller måske endda til Holland. Ruten gik hele vejen ned gennem Vesttyskland, og bussens første prøve ville blive Kasselbakkerne. Vi ville passere grænsen til Østrig og så køre mod Jugoslavien, videre gennem Bulgarien og til Tyrkiet. I Istanbul skulle bussen sættes på en færge over Bosperusstrædet, og så gik ruten videre gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan hele vejen til New Delhi i Indien. Det var den rute, som Amdi og hans gruppe havde fulgt – så nogenlunde – og som Den Rejsende Højskole derefter havde adopteret. Det var en rute fuld af eventyr, modsætninger og med garanti for oplevelser, man aldrig ville glemme.

Vi læste bøger om Iran og shahen. Vi lærte om CIA’s kup i 1954, hvor den demokratisk valgte Mossadeq blev afsat som præsident, og hvor Shah Reza Pahlavi fik magten. Han, som derefter fulgte en USA- venlig kurs og ikke mindst sikrede USA uhindret adgang til Irans olieresurser. Vi læste igen Frantz Fanons Fordømte her på jorden, og nu forstod vi en lille smule mere. Vi studerede Tariq Alis bog om Pakistans historie. Vi lærte om Tyrkiet og Atatürk og om kurderne og om folkemordet på en million armeniere i Tyrkiet i 1915. Vi læste bøger om ulandspolitik, om internationale organisationer og studerede Mellemøstens historie.

Vi fik også øvet os i at sætte snekæder på busserne – selvom vi i det danske oktobervejr havde svært ved at forestille os de omstændigheder, vi ville komme til at bruge dem under få måneder senere.

De lokale vestjyske bønder fra Madum, Staby og Ulfborg kom ud til Tvindgården for at se på den febrilske aktivitet. De så en broget flok af unge, som med fynd og klem knoklede dagen lang. Nok havde de fremmede langt hår og tøj i underlige farver, men arbejde, det kunne de da. Og nok var der køvenhavnere mellem dem, men de gik da også til den, det måtte man da indrømme. Vi snakkede altid venligt med de besøgende, som var lettede over arbejdsånden og over, at vi øjensynligt ikke var kommet til den gode Ulfborg-Vemb Kommune med en vestjysk version af hovedstadsfænomenet Christiania.

Jeg sad i det nyindrettede bibliotek, hvor jeg sammen med et par andre skulle få styr på bøger og andet materiale. Her lå stabler af litteratur fra Den Rejsende Højskole på Fanø. Der var flere måneders udgaver af den engelsksprogede iranske avis Kayhan, The Times of India, Kabul Times og af Hürriet fra Tyrkiet. Der var rapporter, pjecer, landkort og kassevis af lysbilleder. Jeg var aldeles betaget. Fra den

golde og uvedkommende undervisning på Ribe Katedralskole var det som at lande i kundskabens himmerige. I stedet for diktatoriske og forstenede lærere, som havde lagt vægt på udenadslære og lydighed, havde jeg her en gruppe såkaldte “veteraner”, som virkede mere som kammerater end som lærere. Og i stedet for ligegyldigt terperi sad jeg her med verden ved mine fødder: jeg kunne studere, til jeg segnede, og jeg ville stadig vide mere.

Jeg var en af de yngste blandt de 90 studerende på seminariet, og meget af det, der skete bag kulisserne, forstod jeg ikke – eller jeg havde slet ikke antennerne langt nok ude til at fange signalerne. Jeg var nybagt student, men andre var 10 eller 15 år ældre og havde allerede gennemgået højere uddannelser af den ene eller den anden art. Der opstod hurtigt et modsætningsforhold mellem den mest militante kvindelige deltager på kurset, Annette Westrup, og Amdi, som var vores forstander. Anettes dagsorden var kvinderet og kvindefrigørelse, og hun foreslog på et fællesmøde, at en af vores 10 busser skulle være en ren kvindebus. Amdi så forslaget som en trussel mod lærernes kontrol over seminariet og nedlagde veto mod idéen.

Men her var jo et problem, for det var aldrig blevet bestemt, at nogen skulle kunne nedlægge veto mod noget. Diskussionen bølgede frem og tilbage på fællesmøder, hvor vi sad så længe i salen, at man til sidst måtte stikke hovedet ud af vinduerne for at kunne trække vejret. Langt de fleste røg, og der var en tåge af tobaksos, som var så tyk, at man til tider knap kunne se til den anden ende af rummet.

Amdi vandt konflikten, og kvindebussen blev aldrig til noget. Annette Westrup var nødt til at bide nederlaget i sig, men glemte ikke hændelsen. Hendes åbne opposition til Amdi fortsatte de næste to år, indtil hun under stærkt pres valgte at forlade seminariet i 1974.

Arbejdet med busserne blev nu en af hovedopgaverne. Der manglede stadig meget, og flere af dem skulle gennem et syn, før de kunne blive registreret og få lov til at køre på landevejene. Mine erfaringer som svejser på Ribe Jernstøberi kom mig nu til gode, for flere af køretøjerne var gennemrustne under skærme og langs siderne. Her sad jeg med svejseapparat, vinkelsliber og popnittetang og blev bedre og bedre til arbejdet som karosserimager.

Men vores tilværelse var ikke kun lange arbejdsdage og hårde diskussioner på trælse tilrøgede plenummøder. Et fællesmøde begyndte altid med sang. Med akkompagnement fra guitar, saxofon og bas gjaldede sangen ud i et mørkt begyndende efterår og blev opfanget af læhegnenes lange rækker af fyrretræer. Bønderne sad nu inden døre rundt omkring os og hørte ingenting. Det var nok godt det samme, for de ville have undret sig over valget af poesi. Vi sang Østen er rød, Når jeg ser et rødt flag smælde, Kvinde kend din ret, Oktobersangen og mange andre røde revolutionære arbejdersange. Og sangen rungede med en iver og kraft som fra en russisk arbejderbrigade, der lige har overgået sig selv endnu en gang i traktor- eller lokomotivproduktionen.

Hvad mere kunne man ønske sig? Her var en flok venner og kammerater, som delte livet og havde masser af sjov. Vi havde sammenfaldende idéer og var stærke sammen. Ingen opgave var for stor til os. Nu havde vi bygget en vej, en autohal, et seminarium og forberedt en fire måneders ekspedition til Indien. Intet kunne stoppe os mere, vi er mange, vi er stærke, vi er sammen rungede det ud af plenumsalen i omkvædet på en gammel norsk arbejdersang.

Dagen kom, og busrejsen skulle begynde. Seminarieforløbets forberedelsesperiode var slut, rejseperioden var begyndt.

Vores “veteran” hed Mikala Gottlob. En spinkel og tilsyneladende blød pige – med en vilje af stål. Det var Mikalas job at gå foran og uforfærdet kaste busgruppen over nye opgaver og udfordringer. Hun var også den politiske kommissær om bord. Allerede mens vi indrettede bussen, havde hun uddelt eksemplarer af Mao Tse-tungs skrifter “Om Praksis” og “Om Modsætninger”, som skulle studeres og diskuteres. Hendes blødhed bestod i, at man på tomandshånd kunne føre en fornuftig samtale med hende. Hendes instruks må have været at sikre sig magten i bussen og for alt i verden beholde den, og hun vandt på udholdelseskraft, hver gang det kom til en prøve.

Mikalas modsætning i magtspillet om bord var duoen Anette Westrup og Lars Lauridsen. Begge kom til Tvind med en højere uddannelse – Anette var allerede én gang uddannet som lærer – og begge havde erfaringer fra politisk arbejde på venstrefløjen. Anette havde allerede haft den kraftige kollision med Amdi på grund af sine kvindepolitiske standpunkter, og det viste sig snart, at hun ikke havde tænkt sig at “indordne” sig under det tankesystem, som vores lærere forsøgte at få os til at følge. Hvor Anette på sit brede københavnske og med sit rapkæftede temperament tydeligt viste, hvor hun stod, så var Lars pragmatikeren. Han støttede Anette i diskussionerne og sad så med hovedet på skrå og lyttede fornuftigt til Mikala. Når Anette eksploderede, kom Lars stille og roligt med en række knivskarpe og uimodsigelige argumenter bygget på logik og rimelighed.

– Hvis nu der er ti piger, som gerne vil have en pigebus, hvad er så egentlig problemet? havde han sagt under de hede diskussioner nogle uger forinden.

Børge Dethlefsen var en stille og indadvendt tidligere ingeniør. Der kunne gå dage, hvor man ikke vidste, hvad han tænkte, og hvem ved, måske tænkte han ingenting. Han lod til at være i vildrede med, om han skulle støtte Mikala eller Anette i bussens interne magtkamp.

Steen Thomsen var en landmandssøn fra Vestjylland, og en af de få i bussen, som ikke kom med en tung bagage af intellektuel, venstreorienteret type. Steen behøvede ikke ideologi for at se forskel på ret og uret – det brugte han sin sunde fornuft til at bedømme.

Peter Danstrup og jeg var grønskollingerne i gruppen, men det var ikke det eneste, som knyttede os sammen. Peter var et født musiktalent – i langt højere grad end jeg selv var det – og sammen spillede vi guitar, lavede sange og holdt sjov under turen.

Nu sad vi så i bussen, mens venner og forældre, som var kommet til, gyngede os frem og tilbage som en sidste hilsen.

– Ud af røret, ud af røret! lød råbene.

Novembervejret var byget og gråt, men i bussen var der varmt og højt humør. Den 6-cylindrede Volvo-dieselmotor ralrede med sin karakteristiske lyd og skulle holde til en rasletur fra Madum til New Delhi og tilbage igen. Den lød sprød og brummende, fuld af blod på tanden, og bekymrede sig ikke om, at der stadig stod “Ålborg Rutebiler” på begge sider, malet i store, røde bogstaver. Nu skulle det være, knurrede den utålmodigt, nu skal vi af sted.

Vi var knap klar, men det var lige meget, det var afgang. Så måtte vi holde på en parkeringsplads et eller andet sted og gøre os færdige. Busserne rullede mod syd og ud på vejen til Ringkøbing. Tvind blev næsten affolket; kun Danmarksgruppen, en lille gruppe af tidligere lærere på Den Rejsende Højskole, var tilbage for at opretholde kontakten til de 10 busser.

I sneglefart gik det ned gennem Tyskland til Kasselbakkerne, hvor autobanen langsomt, men sikkert, går op og op og op og op. Ganske som forudset af flere af vores veteraner begyndte motoren at koge her. Kasselbakkerne var busrejsens manddomsprøve. Kan du klare Kassel, så kan du også klare Østtyrkiet, Iran og Afghanistan. Vi hældte koldt vand på motoren og sneglede os op ad de kilometerlange bakker. Nu var de 10 busser spredt over hundredvis af kilometer, og kun af og til mødtes vi tilfældigt ved tankstationer eller rastepladser.

Så smuttede vi ud af Tyskland, passerede gennem Østrig, og en nat efter midnat ankom vi til den jugoslaviske grænse. Børge Dethlefsen var chauffør, og jeg var chaufførvagt, og eftersom vi nogle timer forinden havde ligget under bussen for at tjekke, hvad der lugtede som en diesellæk, var vi begge iført blå kedeldragter, da vi standsede ved grænseposten. Men det tænkte vi ikke nærmere over, da vi tog konvolutten med de 10 pas og gik ind til den ulasteligt klædte betjent, som sad bag en glasrude i et neonoplyst kontor, mens bevæbnede og sandsynligvis frysende vagter nysgerrigt vandrede rundt om bussen, som om de aldrig havde set sådan et køretøj før.

Men vi kom meget hurtigt ud igen. Grænsevagten lod forstå, med meget store bogstaver, at hvis vi ville gøre os håb om at komme ind i Jugoslavien, så foregik det i pæn og ordentlig mundering og ikke iklædt gramsede kedeldragter. Han gav sig ikke engang tid til at kigge på vores pas og papirer. Og vi kunne også godt vaske de olietilsølede hænder, hvis vi mente, vi ville over grænsen. AF STED! lød det i bedste militære stil.

Og af sted kom vi til bussen, hvor vi skiftede til vores daglige tøj og vaskede os, så godt vi kunne. Vagten gloede med foragt op og ned ad os og tog imod posen med pas. Og så eksploderede han igen. En, to, talte han. En, to.

– Men her er 10 pas. Hvor er resten af passagererne?

– De sover, sagde Børge troskyldigt, vi ville jo ikke vække dem, de har en lang tur foran sig.

– Vi skal til New Delhi, tilføjede jeg på mit bedste tysk, blot for også at være med.

– AF STED! sagde han igen til Børge, og kom ikke igen, før du har alle passagerer med dig herind.

I bussen vækkede vi alle og forklarede, at vagterne ville se hver enkelt person. Så kom der imidlertid en overraskelse. Der manglede én, Lisbeth Hasling var væk.

– Det må være en joke, hvor fanden gemmer hun sig henne, sagde Steen.

Men lige meget hvor vi ledte, var hun der ikke. Hun var væk, borte, forsvundet. Jeg gik ind og forklarede vores venlige jugoslaviske grænseofficer, at vi lige skulle tilbage og hente en, der var stået af bussen.

Vi blev enige om, at Lisbeth måtte været stået af ved en tankstation 35 km før grænsen. Det var næsten den eneste mulighed, for vi var ikke stoppet andre steder. Vi vendte og kørte tilbage ind i Østrig. 45 minutter senere kom vi til tankstationen, og der stod stakkels Lisbeth i stumpet nattøj med et tæppe over sig, som hun havde lånt af tankpasseren. Vi måtte se at blive bedre til det her, hvis vi skulle nå helt til Indien i god behold, sagde vi til hinanden.

Endelig ankom vi til Zagreb i Jugoslavien, den kroatiske delstats hovedstad. I centrum fandt vi den danske konsuls kontor, og efter en halv dags venten kom manden selv. Han hjalp os ved at stemple vores carnet, der skulle bevise, at bussen havde været ude af Danmark i fire måneder, når vi kom hjem. Så ville vi få vægtafgiften for de fire måneder refunderet.

Nu skulle vi videre. Bussen satte sig i gang ved Placa Central. Det var godt, vi kørte langsomt, for da vi kom til hjørnet og skulle dreje, svigtede bremserne totalt. Det var næsten ikke til at holde ud, men der holdt vi i et kæmpe trafikkaos og havde ingen bremser. De lokale politigendarmer kom omgående og forlangte bussen flyttet. Vi kunne ikke holde dér.

– Jamen, sagde vi og gestikulerede, bremsen, frenos, brakes kaput. Vi pegede på bremsepedalen, der slapt sad og gyngede under rattet. Men det var lige meget, bussen skulle flyttes, og flyttet blev den. I første gear kørte vi så uden bremser og i sneglefart omkring nogle sideveje og fandt et sted, vi kunne parkere. Nu skulle vi lave bus, midt i vinternatten, på en gade i Zagreb.

Peter Danstrup og jeg kørte af sted på vores cykler. Vores opgave var at finde gamle stykker træ, som vi kunne bruge til opklodsning af bussen. Vi fandt en hel bunke bjælker ude i et boligkvarter, men da vi var begyndt at læsse stumperne på bagagebærerne, kom en mand løbende, og på meget internationalt forståeligt jugoslavisk råbte og skreg han om, at vi var tyve, der ville stjæle tømmeret, og at han omgående ville tilkalde Poliziecki. Jeg så mig selv rådne langsomt op i et jugoslavisk fængsel, dømt for tyveri af opklodsningstræ, og smed tømmeret fra mig. Ligeledes gjorde Peter, og af sted gik det med raslende cykler over stok og brosten, tilbage mod centrum.

Det tog 48 timer, før vi kunne køre igen. Der skulle skaffes reservedele og bussens hjul, bremsetromler, bremseslanger og bremsecylindere skulle skilles ad, renses og samles.

Endelig kunne vi køre, videre gennem Jugoslavien, Bulgarien og en tidlig morgen før solopgang kom vi til Tyrkiets grænse. Bussen standsede behørigt, og vagterne kiggede først på hinanden, så på bussen og derefter igen på hinanden. Endnu en bus med hippier på vej til Indien og Nepal, må de have tænkt, mens de kiggede ind og stødtes af den tunge luft af diesel, tobak, køkkengrej og lumre soveposer. Belært af erfaringen fra tidligere grænser klædte vi os anstændigt på og gik med en af vagterne over til endnu et grænsekontor.

På en eller anden måde ligner alle verdens grænsekontorer hinanden. Malede vægge – ofte i pastelblå eller i akvariegrøn – kalendere fra lokale lastbilsfirmaer hængt på søm, som på et tidspunkt er blevet banket ind i væggen. Jernskriveborde og skrabende skolestole, uden gummidupper på benene, eller mere eller mindre sammenbrudte kontorstole. Skabe fyldt med papirer – bunker af papirer – ovenpå, ved siden af og inde i skabene. Og så et billede af den lokale præsident, konge eller historiske helt et sted på væggen. Den tyrkiske landsfader Kamal Atatürk stirrede på os med et skarpt blik fra bagvæggen i alle kontorerne, vi kom igennem. Han havde moderniseret det tyrkiske samfund i 1900-tallets første årtier, og det var ham, som havde iscenesat folkemordet på armenierne og undertrykkelsen af kurderne i samme periode. Det Ottomanske Rige var brudt sammen, og det var for Atatürk et spørgsmål om Tyrkiets overlevelse som stat.

Dér stod jeg og kunne ikke tage mine øjne fra denne person, som på en eller anden måde virkede næsten som en bekendt. Jeg hørte første gang om Atatürk, da vi et par år forinden – mens jeg stadig var gymnasieelev – var i gang med at sætte det nys indkøbte Fanø Strandhotel i stand. Jeg havde sammen med den senere fremstående Tvindlærer og forstander Svend Sørensen stået på de højeste stiger, det havde været muligt at opdrive på Fanø, og skrabet og malet vinduer på hotelværelserne på tredje sal. Om aftenen sad vi dér i det, der senere blev til højskolens bibliotek, og hørte historier fra højskolens første hold, som på det tidspunkt var med deres busser på vej til Indien. Det var historier om busser, som brød sammen og blev lavet under umulige forhold, om frosne dieselsystemer i Afghanistan og om sikhtemplernes gæstfrihed i Indien. Og det var politiske diskussioner om shahen af Iran og hans diktatur, om de korrupte magtsystemer i Pakistan og Indien og om palæstinensiske flygtningelejre.

Jeg tog blikket fra den afdøde præsidents ørneøjne og gik sammen med Mikala og Steen tilbage til bussen. Vi var i Tyrkiet. Vi stod foran porten til Asien, og jeg var sulten efter oplevelser.

Bussen luntede videre, og vi holdt ved daggry uden for en landsby for at strække benene og tisse i vejkanten. Solen var på vej op over horisonten og oplyste landsbyens hvidmalede huse med et orangefarvet morgenskær. Jeg stod og tissede af, da højttalere fra minareten skrattende begyndte at udsende en morgenbøn. Det var første gang i mit liv, jeg hørte dette, og det strejfede mig, hvad man som muslim måtte føle første gang, danske kirkeklokker ringer solopgangen ind. Den lidt jamrende, klagende reciteren blev af og til afbrudt af gøende hunde og lokale haners kykliky ud over landskabet. Det var et maleri med lydspor, tænkte jeg.

Istanbul bød på trafikkaos, den berømte basar og en hamam-badeanstalt for mænd. Vi fik diesellugten ud af kroppen og fandt en færge, der kunne tage os over Bosperusstrædets snævre farvand. Bussen rullede af færgen og op ad en stejl rampe: Vi var i Asien. Langsomt og støt rumlede vi gennem Tyrkiet til Ankara. Undervejs læste vi, spillede musik og forsøgte at blive enige om, hvad vores såkaldte “undersøgelser” i Pakistan, Indien og Bangladesh skulle gå ud på. Jeg selv var mest optaget af at komme til Bangladesh. Det var både, fordi det lå langt fra Danmark, og fordi rejsen dertil så ud til at blive uforudsigelig og indviklet, men det havde ikke meget med undersøgelserne at gøre.

At tage på undersøgelse var først blevet praktiseret af Den Rejsende Højskole. En busgruppe kunne for eksempel sætte sig som mål at beskrive risdyrkningen eller juteindustrien i Vestbengalen. Så tog man ud til ris- eller jutedistrikterne og mødte jordejere, landarbejdere, opkøbere, vognmænd, pengeudlånere, gødningsfirmaer og andre. Man spurgte om risdyrkning, ejendomsforhold, økonomi, afsætning og sociale forhold i nogle dage og tog så tilbage til bussen for at skrive det hele ned. Resultatet af undersøgelsen var tit en pjece eller en lille bog med tilhørende lysbilledserie. Når Indiensrejsen var afsluttet, kunne man så tage ud på skoler og i forsamlingshuse og berette om ris eller jute i Vestbengalen.

En undersøgelse varede normalt mellem to og fem dage, så det er klart, at indtrykkene ikke kunne være andet end overfladiske. På den anden side var det ikke svært at se nogle af de grundlæggende modsætninger og problemer i de samfund, vi rejste igennem, og det var heller ikke svært at forestille sig at skrive rapporter om vores såkaldte undersøgelser.

Tre uger efter afgangen fra Tvind kørte vi fra Trabzon, en middelhavsagtig by ved Sortehavet, ikke langt fra grænsen til Armenien, ind i de østtyrkiske bjerge. Vores mål var Erzurum og længere ude ad landevejen grænsen mod Iran og Tabriz, hjemstedet for de verdensberømte persiske tæpper. Nu blev de tyske Kasselbakker til små bump på vejen. Stejle bjergveje, en uendelighed af hårnålesving og tyrkiske busser og lastbiler, som både kom ned mod os og overhalede os, udvisende en dødsforagt, vi aldrig havde set før. Snekæderne kom på og kom af. På en bjergside stødte vi pludselig på regulært isslag, og bussen begyndte langsomt at skride ud, baglæns og sidelæns. Ud mod en afgrund, der syntes uendelig dyb. Alle løb ud af bussen, undtagen Steen, som var langt den mest rutinerede chauffør. Vi havde et par spande med grus, som hurtigt blev tømt omkring hjulene, så udskridningen stoppede. Men nu var gode råd dyre, for der var flere hundrede meter med ren is forude, og vi havde allerede snekæderne på. I frosten rendte vi rundt langs bjergsiden og samlede småsten med de bare hænder. Bag i bussen fandt vi nogle sække og udslidte kedeldragter. Alt blev lagt foran hjulene, og bussen satte sig langsomt i sving. Ved hvert hjul løb et par stykker af os og flyttede sække og tøjgenstande, så bussen igen og igen kørte over dem. Endelig var vi ude af bjergets skygge og forbi den isbelagte vej.

Turen fortsatte, og en dag sidst i november 1972 ankom vores stolte bus fra Ålborg – den havde nu fået øgenavnet “Røde Ålborg” – til Teheran. Vi havde allerede oplevet meget, men det var blot begyndelsen.

Det var koldt i Teheran. Vi holdt foran hovedposthuset sammen med to af de andre busser. Vi havde hentet post ved poste restante- skranken og sad nu og læste breve hjemmefra. De handlede om forældre, søskende eller om lokale småbegivenheder, hvor brevskriveren boede. Her sad vi i midten af en storby, der både var moderne og uudviklet, rig og fattig, smuk og grim. Millioner af kulørte lamper illuminerede boulevarder og pladser om aftenen. Paladsagtige museer og offentlige bygninger var også dekoreret med lysguirlander, mens utallige projektørbelyste statuer af Shahanshah Reza Pahlavi rakte mod himlen fra parker, rundkørsler og søjler. I byen kørte smarte Iranational busser og biler rundt – alle lavet i Iran på licens fra Mercedes – og der var butikscentre og chikke stormagasiner, som kunne måle sig med det bedste i Europa. Men i den sydlige del af byen lå slumkvartererne tæt bedækket med hytter af pap og tagplader, kun adskilt af smalle kloakstinkende gyder. Her rendte børn rundt i plastiksandaler i frostvejret, og kulden bed lige så meget inden for dørene som udenfor.

Før afrejsen fra Danmark havde vi været nede i det militære overskudslager ved Viborg på storindkøb. Vi købte kedeldragter, armybukser, jakker og militærstøvler i bunkevis. Alt var i NATO’s militærgrønne farve, og nok var tøjet brugt, men de stykker, vi reddede os, så faktisk pæne ud. Jeg ved ikke, om det var fordi, Peter Danstrup og jeg var de yngste i vores bus, men af en eller anden grund var der ingen, der anfægtede vores indkøb af to ankellange officersfrakker i tykt mørkebrunt filtagtigt stof. Frakkerne var så tunge, og filten så tyk, at jeg uden videre forestillede mig, at de ville kunne stoppe kugler, hvis man gik i krig med dem. Og de var også varme, så vi tog dem ubekymrede på, da vi den første dag bestemte at gå ud og se lidt på livet i Teheran. Til vores store overraskelse, og i nogen grad forlegenhed, opdagede vi, at både de iranske soldater, som stod stationeret foran offentlige bygninger, og politifolk, som gik på patrulje i gaderne, gjorde stiv honnør og kiggede efter os med andægtige blikke, når vi passerede.

– Vi gør sgu da bare honnør igen, sagde jeg til Peter.

– Hvo’n fa’en gør man honnør, svarede han med et grin.

Jeg viste ham den bedste honnør, jeg kendte fra film, John Waynehonnøren. Ifølge min hukommelse var det en lidt overlegen og nedladende officershilsen, som de overordnede nødtørftigt uddeler ved at løfte hånden hurtigt til tindingen uden at vende den strakte håndflade ud mod den, han hilser på. Hånden fjernes i et næsten trodsigt vink fra tindingen, og hilsenen er forbi. Vi øvede os grinende et par gange uden for bussen og syntes selv, det så troværdigt ud.

Så kom prøven. Et par grønklædte politifolk kom gående mod os på en gade fyldt med et mylder af handlende. Honnøren kom ganske som forventet fra de to unge uniformerede iranere. Hælene klappede sammen, og de stod stille, da vi passerede. Med ansigter som hugget ud i sten løftede vi begge højre hånd og svarede tilbage med den bedste officershonnør i hele Teheran.

Det her var sjovt. Vi gik tilbage til bussen, iførte os vores grønne militærkampbukser og de solide støvler. Med os fra overskudslageret havde vi også en kasket og et sløringstørklæde hver, og nu lignede vi så sandelig noget, mente vi. Vores rang var ganske vist ikke til at se, og vores nationale tilhørsforhold var også svært at bestemme. Men vi lignede til forveksling to militærpersoner fra et NATO-land. Uden at tænke nærmere over de mulige konsekvenser og uden at forstå, hvilken slags ild vi legede med, begav vi os af sted på cykel mod en militærflyveplads, vi havde set, da vi dagen før var kørt ind i Teheran. Vi kørte cykel som københavnere. Ind og ud i trafikken, over for rødt og op over midterrabatter og fortove. Folk må have undret sig højlydt over de to cyklende, øjensynligt højtstående europæiske officerer, der ræsede ned mod Sydteheran på et par ældre herrecykler, men det lagde vi slet ikke mærke til. Vi havde det herligt, væk fra bussen og dieselstanken og alle de mange diskussioner om vores videre planer.

Efter at have kørt langs med et hegn på flere kilometer, ankom vi til flyvepladsens stærkt bevogtede indgang, og frejdigt trak vi cyklerne op til kontrolposten. En vagt i nypresset uniform og med skinnende knapper hørte interesseret på vores forklaring om, hvorfor vi gerne ville ind på basen. Uden den mindste bekymring skævede vi til den tilsyneladende splinternye maskinpistol ved vagtens side og kiggede os nysgerrigt rundt.

– Vi kommer fra Danmark, vi vil gerne lave en rapport om det iranske militær, sagde jeg.

– Vi er kommet hertil med bus i går, og nu er vi i gang med at snakke med folk i Teheran, tilføjede Peter forklarende.

– I Danmark regner vi med at tage ud og holde lysbilledforedrag om det, vi har set, fortsatte jeg, mens vagten stirrede med større og større mistro på os. Bag ham hang billedet af shahen i fulde regalier, og som Atatürk i Tyrkiet syntes hans ørneblik at tage mål af os med det hovmod, kun en regent kan tillade sig at lægge for dagen.

Vi havde ingen idé om, hvad vi ville spørge om, og vi havde ingen papirer eller aftaler på basen. Vi var ankommet på cykel i aflagte militæruniformer. Vi kunne let være endt som anklagede for spionage og måske det, der var værre. Vi var bundløst godtroende og helt uvidende om, hvor galt det kunne være gået. Men i stedet for at sende os i et iransk fangehul fik vagten fat i en officer, som på et engelsk, der især på grund af håndbevægelserne var meget let at forstå, forklarede os, at han syntes, det var en særdeles dårlig idé at rende rundt omkring basen, og at vi skulle skynde os at vende snuden tilbage mod Teheran og så ellers aldrig vise os for hans ansigt igen. Jeg har altid døjet med at oversætte den danske vending om at “lade fars hammer falde” til engelsk, men jeg er sikker på, at den iranske officer brugte et udtryk, der dækkede netop den mening, da han forsøgte at forklare, hvad der ville ske, hvis vi kom tilbage til hans base.

Vi skyndte os af sted på vores gearløse antikverede herrecykler, med officersfrakkeskøderne flagrende efter os i modvinden. Vi grinede næsten hele vejen tilbage til bussen, men valgte at holde historien i temmelig lav profil, da vi først sad i de fjedrede sæder og drak bouillon for igen at få varmen.

Vi forlod Teheran, kørte mod nord til Det Kaspiske Hav og derefter østpå mod grænsen til Afghanistan. Men her indtrådte en tilstand i bussen, som bedst kan beskrives som buskuller. Skænderierne om vores videre planer fortsatte. Mikala ville have, at vi skulle ud at se på samfundet i Iran. Annette Westrup og hendes gruppe ville til Bangladesh, koste hvad det ville, og for at nå det var der ikke tid til at stoppe. Som sædvanligt vandt Mikala slaget. Det blev bestemt, at vi skulle stå af to og to sammen for at lære om landlivet i Iran. Bussen skulle så køre videre, og vi skulle mødes i Meshad to dage senere.

Efter byen Bojnurd standsede bussen midt ude i noget, der mest af alt ville have lignet en ørken, hvis der da ikke 500 meter oppe ad en skråning havde ligget en landsby med fladtagede huse, bygget af den selvsamme jord, de stod på. Nu var det min tur til at stå af.

Da foldedøren i bussen lukkede med sit pssshhhht, og bussen raslede videre, kom der til mig et deja-vu fra den gamle skolebus mellem Renbæk og Ribe; den jeg havde kørt med hver morgen i årevis, mens jeg gik på Katedralskolen i byen med den berømte domkirke. Jeg så mig selv stå i den ældgamle Puggårdsgade, ud for Termansens bindingsværksboghandel, og høre, hvad der måtte være Ribe Rutebilers ældste køretøj koble ud imellem gearene, mens den langsomt overvandt inerti og alderdom og forsvandt op mod rutebilstationen. Jeg begyndte at gå ned mod skolen, de forstokkede lærere, den syge terpen og den golde udenadslære.

Men jeg måtte knibe mig i armen. For jeg stod ikke i Ribes forstenede verden. Jeg stod, syntes jeg selv, midt i mit livs største eventyr. Gerda og jeg var stået af sammen, selvom jeg faktisk næsten ikke kendte hende. Hun var jo kæreste med en af de andre i bussen, og det var netop derfor, hun var blevet sat af sammen med mig. Så kunne både hun og kæresten jo “blive lidt fri for hinanden”, som det hed. Det kunne jo ikke gå, at der sådan skulle være indspiste kliker i vores busgruppe, og det kunne vi jo alle godt se, naturligvis kunne vi det.

Gerda og jeg kiggede på hinanden. Hun var flere år ældre end jeg og var en venlig pige, opvokset et sted i Vestjylland og med begge ben grundigt plantet på jorden. Hun må have tænkt sit ved at skulle støtte sig til mig, en grønskolling af en student med masser af meninger, men uden nogle reelle erfaringer ud over skolelivets. Jeg var på den anden side for optaget af eventyret til at bekymre mig om den slags detaljer og mindst af alt, hvad hun måtte tænke om mig. To dage senere skulle vi mødes med bussen ved posthuset i Meshad, 500 km længere fremme. Idéen var, at vi skulle tage videre på tommelfingeren. Indtil da skulle vi klare os selv. Det var vinter, og hver nat lagde et bittert fastlandsfrostvejr sig over bjergene. Det gjaldt om at blive venner med de lokale og finde et sted at sove.

Vi gik op mod lerhusene, som lå brune og ujævne foran os. Nogle hoveder kiggede på os og blev til små drenge- og pigekroppe, der hurtigt og i bare tæer spurtede ned ad grusvejen mod de to fremmede. Deres øjne lyste, deres smil bød os velkommen, og de tog os i hånden og ledte os ind gennem et smalt mellemrum mellem to af husene.

Lige pludselig var vi i en anden verden. Hvor landsbyen havde set lukket, gråbrun og tavs ud fra vejen, befandt vi os nu i et virvar af løbende børn, kvidrende kvinder og mænd, der nysgerrigt kiggede på de to nyankomne. Omkring os lå huse til alle sider, med vinduesåbninger og døre ud mod en stor gårdsplads. Der stod et par muldyr ovre i skyggen, klemt op imod en mur. En radio et eller andet sted spillede iransk popmusik, og der var et perfekt lydmiks af stemmer, køkkengrej, kyllinger og børn. Fremmedartede dufte hang i luften, og lidt røg fra en nan-ovn, bygget i sten, drev gennem gårdspladsen uden at genere det mindste. En gang imellem kunne man høre det fjerne drøn af en amerikansk bygget Mack-lastbil, når den skiftede gear for at klatre op ad en langstrakt bakke, som netop begyndte ud for landsbyens tilkørselsvej.

En dreng ved navn Ali førte os til sin families hus og bad os sidde ned. Faderen kom til stede og hilste som det naturligste af verden på os.

– Chai? spurgte han og pegede på den store tekande, der stod på et brændekomfur og så dejlig varm ud.

– Tashakor mikonam, svarede jeg og afprøvede for første gang de persiske ord, jeg havde lært mig selv fra et par bøger, vi havde i bussen. Folkene omkring mig grinede bredt og nikkede til hinanden. Det var tydeligvis populært, at jeg kunne sige tak på farsi. Ali begyndte at forklare til sin far, mens han skiftevis pegede på os og i retning af vejen nede i den stenede dal.

Vi blev straks inviteret til at overnatte og blev opvartet i alle ender og kanter, mens vi forsøgte at hitte rede i et eller andet, der ville kunne bruges som “resultater” af undersøgelsen. Vores store problem var sproget, og først da jeg gravede mundharpen frem fra en af mine lommer, begyndte tingene at gå i orden. Andre fra landsbyen kom til med deres instrumenter, og snart sad vi en hel gruppe og spillede musik. Gerda havde desværre ikke en ren tone i livet og både “Når jeg ser et rødt flag smælde” og de andre udmærkede danske arbejdersange, vi forsøgte os med, mislykkedes derfor delvist set fra et musikalsk synspunkt.

Lige pludselig blev underholdningen afbrudt af, at huset rystede på en mærkelig måde. Alle mændene rykkede i ét tag ind mod træpillen i midten, som holdt taget oppe. Først da rystelsen var forbi, gik det op for mig, at jeg havde oplevet et jordskælv for første gang i mit liv.

Vi gik til køjs på et lergulv og fik ekstra tæpper af familien. Røgen fra et brændekomfur i det tilstødende køkkenrum bed lidt i næseborene, men det tænkte jeg ikke så meget på. Dagen havde efter min mening været helt eventyrlig. Her lå jeg i et lille hus i en vildfremmed landsby, langt ude i det østlige Iran. Hvad mere kunne man ønske sig? spurgte jeg mig selv. Jeg havde ikke skænket vores “undersøgelse” mange tanker hele dagen, for jeg var så opslugt af de mange indtryk, som sanserne skulle bearbejde. Min drøm fra skoletiden om at rejse ned gennem Asien og møde folk var gået i opfyldelse.

Den næste dag sagde vi farvel til vores gæstfrie familie og begav os på vej mod Meshad. Vi skulle selvfølgelig blaffe, det var både billigere, og man mødte flere folk. Vi kom op at køre med en lastbil, som kørte til en asfaltfabrik. Stor var vores overraskelse, da vi så, at fabrikken hed Kampsax. Her er vores undersøgelse, tænkte jeg. Vi havde i Danmark læst om Kampsax, som havde bygget jernbaner og veje i shahens Iran. Shahen var en diktator, og det danske firma Kampsax arbejdede for ham, så dermed var firmaet sat grundigt i bås. Nu kunne vi lave en “undersøgelse”, der viste, hvordan Kampsax samarbejdede med Irans undertrykkende regering, sagde vi til os selv.

Vi fik en hjertelig modtagelse af den danske Kampsax-mand på stedet. Han var glad for sit arbejde og stolt over de mange fine veje, han havde været med til at bygge. Vi spurgte ham ud om projektet og fik tal og statistikker, som bekræftede vores mistanke: Jo, Kampsax havde faktisk været en af hovedleverandørerne af ingeniører, materiel og knowhow ved opbygningen af Irans infrastruktur. Og dermed, konkluderede jeg for mig selv, var de jo så indirekte med til at hjælpe shahens regime.

Da kampsaxdirektøren hørte, at vi skulle blaffe videre til Meshad blev han helt forfærdet.

– Det må I ikke, sagde han, det er alt for farligt!

Tvind var dengang ikke kendt som begreb, havde ikke været forsidestof på aviserne, og han havde aldrig hørt om vores skole eller program. Han syntes blot, det var en helt vanvittig tanke, at to unge danskere skulle blaffe rundt i den allerfjerneste del af Iran, og han trak 400 realer op af tegnebogen og gav dem til os.

– Tag bussen, sagde han. Der kommer busser hele tiden, stop en af dem og kør hele vejen til Meshad.

Det var langt behageligere at sidde i den opvarmede Iranational Mercedes luksusbus end at stå på en kold landevej med tommelfingeren ude. Men selvom Kampsax-manden havde været flink og venlig, så havde vi ikke ændret opfattelse af, hvad han repræsenterede. Ironisk nok strejfede det os ikke et øjeblik, at vi selv nød godt af shahens infrastruktur. Der var moderne busser og gode asfalterede landeveje, og man kom hurtigt frem. Vi var alt for besatte af vores forudindtagede meninger til at tage stilling til, om en effektiv infrastruktur måske var en meget rimelig ting at udvikle i et land som Iran.

I Meshad fandt vi posthuset, og der holdt vores bus ganske som forventet. I løbet af dagen kom alle tilbage fra deres landsbybesøg. Snakken gik, og buskulleren var væk. Mikala havde haft ret, vi havde så ganske vist trængt til en luftforandring.

Vi kørte gennem Afghanistan. Fra grænsen efter Meshad til Herat – den vestligste by i et næsten feudalt, men endnu ikke krigshærget land. Videre mod syd ad den russisk byggede betonvej, gennem en sandørken, hvorfra man ude mod øst kunne ane Hindukushbjergene rage op i en blå himmel. Gennem Kandahar, og nu mod nordvest ad den amerikansk byggede asfaltvej, som til sidst snoede sig op i det monstrøse slumkvarter, som hed Kabul.

Klassemodsætningerne i Tyrkiet eller Iran syntes ubetydelige, når man stod på gaden i Kabul. Fattigdommen sprang én i møde overalt, og vores primitive konklusion var, at det hele var kongens skyld. Folk i Afghanistan mener, at “kongen skal af med hovedet”, skrev vi hjem i et fællesbrev til vores forældre. Nok var kongen rig og levede pænt i paladset, og nok var det overvældende flertal ludfattige, men vi havde kun været i Afghanistan i tre dage, og vi havde ingen idé om de kræfter, som bryggede i provinserne og om religionens og feudalismens altomfavnende tag i den almindelige afghaners bevidsthed.

I øvrigt havde vi ikke tid til at skrive andet end konklusionen, for vi var rastløse og skulle videre. Videre for at nå vores mål om at komme til Bangladesh inden jul. Efter at have hentet post på hovedpostkontoret og forvildet os i gademarkedet udenfor afgik vi med kurs mod Pakistan. I Peshawars gademylder fandt vi jernbanestationen, og en gruppe på seks fra bussen kæmpede sig til pladser i den samme aftens tog til landets største by, Karachi, nede ved det Indiske Ocean. Her skulle vi undersøge forholdene for studenter og fagforeningsbevægelsen og lave en rapport og endnu en lysbilledserie.

Vi tilbragte de 36 timer i toget sammen med et militærorkester, der øvede uafbrudt, en samling pilgrimme som skulle sejle til Saudi-Arabien fra Karachi – de bad til Allah under hele togturen – samt en storfamilie, som var i færd med at flytte fra landet ind til byen. De medbragte geder, høns, kyllinger samt et hav af kasser, pakker, kufferter og tasker.

I Karachi mødte vi folk, interviewede og tog billeder, og så rejste vi tilbage til Islamabad og mødtes med bussen.

Den 17. december 1972, efter halvanden måneds rejse, parkerede vi bussen i en spejderlejr i udkanten af New Delhi. Flere andre busser holdt allerede på pladsen, som var det mødested, vi havde aftalt mellem busgrupperne, før vi rejste fra Tvind. Busserne skulle holde her, mens vi spredte os ud over subkontinentet for at lave flere undersøgelser.

Endelig, tre dage før jul, tog vi toget fra Old Delhi Station til Calcutta og derfra videre med tog, bus, cykelrickshaw og hjuldamper til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, hvortil vi ankom juleaften 1972.

I Calcutta boede vi gratis i et sikh-tempel. I Dhaka havde vi været nødt til at leje et snusket hotelværelse, men i Cox’s Bazar boede vi på en missionsskole og i Chittagong på et lærerseminarium. Vi var siden afrejsen blevet mestre i at skaffe os selv gratis tag over hovedet – og også gerne mad – i lande, hvor millioner var hjemløse. Vi så ikke det dobbeltmoralske. Det faldt os ikke ind, at vi – hvad vi end måtte mene om os selv – var en flok unge og rige turister, som brutalt sagt levede på nas hos de fremmede folkeslag, vi besøgte. Vi var så optagede af vores egen rolle som “undersøgere” af de såkaldt “almindelige menneskers” forhold, at vi så det som en selvfølgelighed, at vi skulle ud og bo gratis “hos folket”. Desuden var vi jo på “folkets” side i deres kamp for retfærdighed, og var det så ikke helt i orden, at de gav os et sted at sove og lidt at spise?

En uge senere indledte præsident Nixon intense bombeangreb på Hanoi og andre byer i Nordvietnam. Vi opdagede det, da vi en morgen gik ud på gaden i Chittagong, en af de sydligste byer i Bangladesh. Gaderne var fyldt med demonstranter, og hæren var udkommanderet for at holde styr på folkemængden. Steen og Børge var blevet tilbage i Dhaka og landede midt i en skudepisode, hvor en mand blev hårdt såret. Folk løb op til vores to venner med mandens blodige skjorte og skulle til at lynche dem, og efter sigende var det kun en afværgende indsats fra den fagforeningsleder, de var sammen med, som reddede dem.

Her så vi ikke blot “de revolutionære masser rejse sig”. Vi så også det statslige undertrykkelsesapparat i fuldt sving. Vores opfattelse af, hvordan samfundssystemet var skruet sammen blev bestyrket – vi kunne jo selv se, hvor langt soldaterne gik for at beskytte magthaverne og de amerikanske interesser i landet.

”En morgen i Chittagong kom vi ud, og der lå en vejspærring lige uden for porten. Vi funderede på, om revolutionen var brudt ud. Den kan gøre det når som helst her. Men det var den ikke. Der var generalstrejke, og to studenter var blevet skudt ihjel i Dhaka, da de protesterede mod USA’s Vietnamaggression ... Folk sluttede helt op bag strejken, der var organiseret over hele landet i løbet af én nat. Regeringen og hæren undertrykker dem, men en dag sker der store ting her, det er jeg helt sikker på. Folket troede på, at de ville få friheden efter 16/12 1971 [uafhængighedsdagen], men de kom bare under nogle andre udbyttere...”

(Brev til mine forældre, 4. januar 1973)

Jeg blev mere og mere overbevist. Her var noget at gøre for mig, for os. Her var en opgave, og vi havde svarene på, hvordan opgaven skulle løses. Vi havde set alt med egne øjne, der var intet at være i tvivl om. På vej hjem fra Indiensrejsen havde jeg fået tid til at tænke over det hele og drog konklusionen:

”Det er rigtigt, at denne tur har givet mig en masse nye indtryk, som jeg aldrig vil glemme. Jeg tror imidlertid ikke, at det vil komme mig på tværs, når jeg kommer hjem. Jeg tror ikke, jeg vil betragte hverdagen derhjemme som grå og med længsel tænke tilbage på den gang “jeg var i Indien”. For det er trods alt ikke eventyrene, man skal lægge mærke til, og det er trods alt ikke dem, der har gjort mest indtryk.

Det har derimod elendigheden, fattigdommen, udbytningen, de enorme klasseskel og kontraster, diktaturerne, nød osv. osv.

Globetrotteriet kan være meget sjovt, men man kan ikke bruge det til noget. Vi kan derimod bruge det andet. Det fortæller os, at der er noget ved de systemer – økonomiske såvel som politiske – som er dårligt. Og dem må vi lave om.

Vi kan ikke lave noget som helst om herude, vores opgave er i Danmark. Dér vil vi gå i gang med et stykke arbejde, når vi kommer hjem, og denne rejse har givet os nogle temmelig klare grunde til at gå i gang med dette arbejde. DET bruger jeg rejsen til, og derfor vil hverdagen ikke være trist eller grå hjemme. Der bliver nok at lave, det er helt sikkert. Det, vi har startet, er ikke et projekt, der bare varer fire år. Det vil nok tage hele vores liv. Grunden til, at jeg ikke siger jeg, er, at vi er vi. Det er os og ikke mig. Vi må lære ikke at blive individualister på den måde, som vores samfund fortæller os, at vi skal være det. Vi må lære at arbejde sammen med flere mennesker, ellers blir vores arbejde ikke til noget. Vi må vide, at vi er medlemmer af en gruppe, at vi må indordne os under gruppen, og at vi må udføre de ting, gruppen beslutter at udføre, og være enige i gruppen om, at de skal udføres. Selvhævdelse, ekspertiseræs, individualisme og liberale indstillinger må vi bekæmpe.

Næste adresse efter Teheran er Main Post Office, Baghdad, Iraq.

Kærlig hilsen Hans”

(Brev fra Teheran til mine forældre, 1. februar 1973)

Der var gået tre måneder, siden vi begyndte vores rejse på den hjemmelavede betonvej ved Tvindgården. I denne korte periode havde jeg ikke blot lært at løse opgaver, der i udgangspunktet syntes uløselige. Jeg havde også med egne øjne set den dybe kontrast mellem rige og fattige på vores rejse.

Da vi stod af toget en tidlig morgen på stationen i Calcutta, havde stanken af elendighed stået os i møde. Her boede fire millioner mennesker på gader og fortove. Her lavede de mad og forrettede deres nødtørft. Her fødte de deres børn, og her døde de. Den morgen i Calcutta vil altid stå mejslet i min hukommelse. På gaden uden for den kaotiske station havde vi bogstaveligt talt måttet skræve over folk, der i nattens løb var døde i gaderne. På samme tid var overklassens sønner i rigmandsvillaerne ved at gøre sig klar til en ny dag med kricket eller golf i en af byens utallige eksklusive parker.

I både Indien og Pakistan havde vi set de nærmest feudale forhold med pengeudlånere og jordejere, som udnyttede livegne, der ikke havde udsigt til nogensinde at kunne afbetale deres gæld. I Karachi besøgte vi politiske ledere, som fortalte os om bhuttoregimets korruption og undertrykkelsen af menneskerettighederne i Pakistan. Og i Afghanistan havde vi set det mest absurde udtryk for klasse- og kønsskel. Her kørte de rige rundt i sorte Mercedeser og boede i kostbare paladser, mens det fattige flertal sad på den offentlige skideplads over for det kongelige palæ i Kabuls centrum. Mennesker blev brugt som lastdyr og bar baller af tøj, mad eller tanke med vand eller te rundt i gaderne. Den afskyelige flod, som løb ned midt gennem den forhutlede by, tjente som kloak her og til tøjvask der. Kvinder ilede gennem gyderne som fantomer iklædt burkaer fra top til tå.

Men vi havde ikke kun lært om og set forholdene i den tredje verden. Vi havde også lært meget om os selv. Vi havde lært, at ingen opgave var for lille til os. Alt kunne lade sig gøre. Vi havde repareret bus i 48 timer på en sidegade i Zagreb. Vi var kommet af sted fra Tvind med 10 gamle busser efter først at have bygget vores egen skole. Vi havde lappet og repareret på busserne og var nu i Teheran, på vej tilbage til Danmark. Vi holdt parkeret på gaden uden for Teherans hovedpostkontor, og motoren var skilt ad i stumper og stykker. Så meget skilt ad, at man kunne se lige ned gennem cylinderforingerne til asfalten under bussen. Der var hverken stempler, plejlstænger eller krumtap i motoren, da jeg skrev mit brev.

Vi følte os usårlige, og Peter Danstrup lavede sangen “Røde Ålborg” om vores bus fra Ålborg Rutebiler. Den blev siden sunget med fynd og klem på fællesmøde efter fællesmøde, når vi 90 seminarieelever mindedes vores begivenhedsrige rejse.

Og tre måneder inde i mit forløb på seminariet forudsagde jeg så til mine forældre, at “vi” ville komme til at bruge resten af livet på opgaven med at lave samfundet om. Profetiske ord, når man ser på, hvad der skete for både Tvind og mig selv i de efterfølgende 18 år.

Her var i den forstand ikke tale om en omvendelse på baggrund af indoktrinering. Dette var ikke missionsk i gammeldags forstand. Vi havde jo selv set ulighederne. Vi havde selv talt med bønder og ågerkarle og rigmænd og hjemløse. Hvordan kunne vi være i tvivl om konklusionerne? Vi kunne ikke gøre noget ved situationen i Indien, men vi kunne gøre vores til, at folk i Danmark kendte de sandheder, vi nu havde fået afdækket, og at vores lille og rige land i Nordeuropa kunne være med til at trække verden i den “rigtige” retning.

Det blev med ét mit mål. Jeg var nitten år, jeg skulle være med til at lave verden om, og det skulle være min livsopgave.

Jeg stod og tog brusebad i en af seminariets barakker efter en fodboldkamp nede bag ved sportshallen. Det havde været en lidt barsk kamp, og jeg var blevet sparket temmelig hårdt i det ene lår. Så mens jeg stod dér og ømmede mig og sæbede mig ind, mærkede jeg, at min ene testikel var blevet kæmpestor og hård og fast som en kartoffel.

Det var sgu da mærkeligt, tænkte jeg ved mig selv. Den næste dag kørte jeg på cykel ind til lægen i Ulfborg. Han gav mig et brokbind til at holde den kartoffeltunge sten oppe og bad mig komme igen en uge senere, hvis den mærkelige hævelse ikke var gået væk. Det var den ikke, og den følgende uge sendte han mig til Holstebro Sygehus til en undersøgelse.

– Du kommer til at blive her natten over, sagde overlægen på sygehuset, for undersøgelsen tager 48 timer.

Der blev taget blodprøver og røntgenbilleder, og den næste dag kom lægen igen og sagde, at de var nødt til at åbne mig for at få “hævningen” ud. Efter at have sultet i næsten et døgn blev jeg rullet ind i en operationsstue og mærkede for første gang bedøvelsen overtage kroppen.

I opvågningsrummet kom jeg langsomt til og følte en stærk smerte nede i nærheden af maven og skridtet. En sygeplejerske kom til og lænede sig ind over mig med stirrende undersøgende øjne. Lydene i rummet mindede om en mellemting mellem en slagtehal og en fængselsgang. Raslende nøgler, hvide fliser, blændende lys, knirkende hjul og klaprende døre.

– Hvad skete der i operationen? spurgte jeg nysgerrigt.

– Det skal du spørge overlægen om, sagde sygeplejersken bestemt og vendte sig om mod en tavle ved siden af sengen.

– Hvornår kommer overlægen? spurgte jeg.

– Måske i morgen, lød svaret med en ligegyldighed, som sagde mig, at min tilstand ikke ragede hende en pind.

Dér lå jeg. Sprættet op og syet sammen, med ondt i maven og uden at kunne få at vide, hvad der var sket med mig. Jeg befandt mig i denne uvidenhed i næsten et døgn, indtil overlægen kom på stuegang og med en kort besked fortalte mig, at man havde været nødt til at fjerne den opsvulmede testikel.

– De’ æ nok galoperende tæringssyge! lød det på ravjysk fra en anden hospitalsseng, da overlægen var gået.

Den dag ringede Amdi til mine forældre. Han fortalte dem, som det var, at man havde opereret mig for testikelkræft, at alt var gået godt, og at de bare skulle tage det roligt. Nyheden om, at en søn lider af kræft, kan få ethvert forældrepar til at gå i panik, men Amdi lød sikker i sin sag og talte længe og fortroligt med min far om sygdommen. Han havde sat sig ind i forløbet og prognoserne, og han holdt sig i kontakt med mine forældre i de følgende uger. Det var i høj grad Amdis fortjeneste, at min familie derfor følte sig i stand til at støtte mig. I mange år ville min far minde mig om disse telefonopringninger, når Amdi var i mediernes søgelys.

– Det er muligt, at aviserne skriver negative historier om ham, men da du var syg, Hans, så jeg en side af Amdi, som jeg altid vil være ham taknemlig for. Det var ham, og ham alene, som hjalp os igennem den tid, hvor vi ikke vidste, om du ville klare skærene.

Jeg vidste selv intet om kræften, selvom jeg havde mine mistanker. En dag konfronterede jeg overlægen og spurgte direkte, om jeg havde haft kræft i den fjernede testikel. Men han bedyrede, at nej, det var der slet ikke tale om og kom med en lang forklaring. Jeg skrev til mine forældre:

”Det, der har været galt, er, at der har været noget forkert betændelsesagtigt ved den venstre testikels sten. Dette “forkerte” er nu væk. Som sikkerhed har de i dag også undersøgt, om der skulle være noget lignende i nyrerne, og jeg har netop fået beskeden nu: Der er intet unormalt ved nyrerne ... For alle tilfældes skyld har de indskrevet mig til en undersøgelse på et hospital i Århus, hvor de skal undersøge, om der er noget unormalt ved lymfebanerne, som står i kontakt med testiklerne. De har jo efterhånden røntgenfotograferet mig meget, og da man jo skal passe lidt på med dette røntgen, sender de mig til Århus, hvor de har nogle stråler, der kan gå gennem hud og væv uden at beskadige dette, sådan som røntgen gør. Hvis det viser sig, at betændelsen har bredt sig, så skal den behandles med nogle bestrålinger, der slår den ihjel. Hvis du for eksempel har siddet og tænkt på den væmmelige og uregerlige sygdom kræft, så er det altså ikke det. Det har jeg overlægens ord for, og det er jo meget betryggende.”

(Brev til mine forældre, 26. maj 1975)

Nogle dage senere ankom jeg til Radiumstationen på Århus Kommunehospital. Jeg kunne straks mærke, at det ikke var noget almindeligt hospital. Folk her var alvorligt syge, og mange lå på stuerne og rallede, som var de døden nær. Den første person, jeg snakkede med efter registreringen, var en rengøringsdame.

– Æ du ny her? spurgte hun, mens hun svansede rundt i rummet med et fejeblad.

– Jow da, sagde jeg på dialekten, det æ jeg.

– Nå, mæn så welkommen te’, svarede hun. Det hedder jo Radiumstationen, men vi kalder det nu godt nok Endestationen! Ha, ha, ha! grinede hun og forlod lokalet.

Det var jo egentlig meget sjovt, men hvad betød det? tænkte jeg for mig selv. Svaret kom, da en ung læge ankom og skulle forklare mig, hvad det hele gik ud på.

– Ja, sagde han, du har jo haft en kræftsvulst i din testikel, og den er blevet fjernet. Nu skal du under strålebehandling, så vi kan dræbe kræftceller, der måske har spredt sig til andre steder i kroppen.

Jeg kiggede på ham. Kræft? Det var jo det, jeg havde spurgt om i Holstebro, og man havde forklaret mig om den uheldige “betændelsesagtige misvækst i cellestrukturen”. Skulle jeg dø? Hvor syg var jeg egentlig? Hvorfor al hemmelighedskræmmeriet?

Jeg bestemte mig til at undersøge sagen selv. Jeg blev indlogeret hos nogle venner i Århus og gik på biblioteket. Jeg læste bøger om kræft og fandt ud af, hvad jeg kunne vente mig. Ifølge de officielle statistikker var der kun 20 procents risiko for, at jeg ville dø. Jeg bestemte mig til at høre til de 80 procent, som overlever.

De næste måneder bestod af strålebehandling, kontrolbesøg og historiestudier på seminariet. Mine studiekammerater hjalp mig gennem denne tid. Hver morgen ankom en taxa fra Ulfborg til Tvind og hentede mig. Taxaen kørte til Århus og hentede på vejen tre andre kræftpatienter, som også skulle have stråling. Stanken af medicin, sygdom og død stod én i møde helt ud på parkeringspladsen uden for Radiumstationen, og hver gang jeg ankom dertil, tænkte jeg kun på, at jeg snart skulle hjem til Tvind igen. Mine medpassagerer og jeg gik ind i det skumle og dystre hospital og ventede, til det blev vores tur til strålebehandlingen.

Man bliver lagt på en slæde, og benene spændes fast, før man bliver kørt ind i en veritabel stråleovn. Personalet går ud og lukker en 30 cm tyk dør bag sig med et brag. Man er mutters alene i ovnen i et blyisoleret, koldt lokale. Så begynder en række klik og en summen, som pludselig tager til og bliver til en hidsig og aggressiv hvæsende brummetone, der synes at vare ved for evigt.

Det er strålerne. Tankerne farer gennem hovedet, mens man er fuldkommen i hænderne på de kittelklædte hospitalsarbejdere, der fjernstyrer behandlingen uden for lokalet. Hvad nu hvis apparatet går i baglås? Hvad nu hvis de glemmer, at jeg er her? Hvad hvis telefonen ringer, og strålingen blot fortsætter, mens operatøren bekymringsløst snakker med sin kone? Bliver jeg så kogt levende? Kan skidtet brænde hul i mig? Madamme Curie døde af strålerne, hun arbejdede med. 100.000 indbyggere i Hiroshima døde en langsom død af stråleskader. Tankerne fløj gennem hovedet, fantasien for vild, irrationelle forestillinger formerede sig, og jeg følte mig helt, helt alene i verden bag de lyd- og stråletætte døre. Det hele varede 50 sekunder, og så var man færdig.

Når mine tre medpassagerer fra taxaen var klar, gik turen hjemad. Der var regelmæssige stop, hvor patienterne skulle ud og brække sig på grund af strålesygen.

Havde det ikke været for den støtte, jeg fik fra mine venner i Tvind, ville jeg måske også have tabt alt håret og kastet op det meste af dagen. Men det var der ikke tid til, for vi var i gang med at studere historien og læse politisk økonomi. Når jeg ankom til Tvind fra Århus sidst på eftermiddagen, var der ikke plads til at tænke mere på sygdom og jammer. Hvor kræften er i stand til at opsluge patienten fuldstændigt, både fysisk og mentalt, fik den kun lov til at optage et lille hjørne af min tilværelse. Resten af tiden var jeg i gang med meget større ting.

Amdi havde fået den idé, at Fidel Castro skulle komme til Tvind. Revolutionen på Cuba var endnu ung, og vi beundrede cubanerne for at have smidt godsejere og amerikanere på porten. Det blev nu vores opgave på historieholdet at skrive en invitation, der var Fidel værdig. I en lang tale forklarede Amdi os, hvordan historie er noget, man ikke blot studerer, det er også noget, man skaber.

– Fidel har plantet en revolution lige uden for USA’s havedør, sagde han. Ikke som en vasalstat til Moskva. Ikke i et fjernt hjørne af et fjernt kontinent. Cubanerne har gjort det på amerikanernes dørmåtte, og Onkel Sam er ikke glad.

– Og hvad er det, Fidel og hans kammerater har gjort? spurgte Amdi og kiggede ud over gruppen af seminariestuderende, som pludselig begyndte at se sig selv i en verdenshistorisk sammenhæng. På Tvind kaldte vi også hinanden “kammerater” og brugte ordet politisk. Vi var ikke blot venner, vi var også “kammerater”.

– Fidel har stolet på sit folk. Fidel har givet alle cubanerne våben. Fidel har slået amerikanerne tilbage i Svinebugten. Fidel har etableret uddannelses- og sundhedssystemer, som er bedre end noget, du finder i USA. Fidel og hans folk har folkelig opbakning. De har humor. De laver musik. De respekterer hinanden som kammerater. Men de har også givet alt for revolutionen.

Amdi var nu varmet op, vi kendte ham godt efter to et halvt år på seminariet. Måske er Fidel hans idol, tænkte jeg for mig selv. Måske ser han sig selv som Danmarks Fidel?

– Hvorfor skulle Fidel komme her? sagde Amdi eftertænksomt. Som sædvanlig svarede han selv på sit spørgsmål: Fordi vi kan lære noget af ham, og fordi vores bevægelse er en af de få, han kan lære noget af i den vestlige verden! Vi forbinder den tredje verden med Danmark! De danskere, som kommer på seminariet og på Den Rejsende Højskole, har i praksis set, hvorfor folk i den tredje verden gør oprør og laver revolutioner, og det gælder også Cuba. Men cubanerne har ikke mange muligheder for at forstå, hvad der rører sig i Europa. Vi kan arrangere det største møde, Fidel nogensinde har deltaget i uden for Cuba!

Amdi var i sit es, mens hans nyfødte idé tog form.

– Vi arrangerer en sommerlejr med 10.000 deltagere – unge fra hele Danmark og Skandinavien – og Fidel bliver æresgæst og hovedtaler. På lejren bliver der sport, kultur, sang, musik, politiske foredrag og debat om historie og kolonialisme. Resultatet bliver en alliance mellem cubanerne og os selv; en alliance, hvor vi lærer af cubanerne, og de lærer af os.

Vi var omkring tyve i lokalet, og Amdis energi fængede. Rummet blev elektrisk og følelsen af at være med til noget stort, noget af betydning, noget der ville forandre verden, løftede stemningen, og vi kunne se de titusinde unge for os. Vi kunne se teltene, tribunerne, og vi kunne høre sprogene blandes og Carlos Pueblas cubanske sange trænge igennem fra baggrunden. Dér stod Fidel i sin olivengrønne uniform, og pladsen kransedes af cubanske og danske flag, der blafrede friskt i vestenvinden. Tilhørerskaren kom fra hele landet. Nu steg Fidel op på talerstolen og begyndte en lang og flammende tale foran det klassiske Che Guevara-billede i ekstrastørrelse.

Jeg syntes, det var herligt. Fidel Castro ville komme og tale til os! Fidel, som havde befriet Cuba for Batistas korrupte og brutale diktatur. Fidel, som havde kæmpet i bjergene og som kunne holde hundredtusinder af tilhørere i ave i timevis, når han talte til dem på Revolutionspladsen i Havanna. Og selvom vi ikke havde fået bekræftet, at den cubanske præsident ville komme, så troede jeg selv, at der var en god chance for, at han ville stille op ude på en af markerne mellem de vindblæste fyrretræslæhegn omkring Tvind.

Med Amdis hjælp forfattede vi et flot dokument med invitationen og sendte det via den cubanske ambassade til Havanna. Desværre kom Fidel ikke – vi hørte aldrig fra ham, og vores storslåede planer løb ud i sandet.

Men havde Amdi ment det alvorligt? Troede han selv på, at Fidel ville komme til Tvind, endsige overhovedet svare på henvendelsen fra en skole i Danmark, han aldrig havde hørt om før? Jeg tror, at svaret er ja, for Amdi var i høj grad selv et offer for sin egen tro på vores projekters storhed. Invitationen til Fidel var et tegn på, at Amdi allerede i 1975 havde en forskruet selvopfattelse. Allerede dengang mente han, at han og U-gruppen ville være de drivende kræfter i ændringen af det danske samfund og på længere sigt hele verden. Illusionen var så veletableret, at det virkede helt naturligt for ham at invitere Fidel Castro til Tvind.

Ikke alene var han selv overbevist; det var også lykkedes ham at overbevise de fleste af os andre om det samme. Amdi så sig selv som Fidels ligemand – måske endda som hans overmand. Han så Tvind som en base for uddannelse af den nye generation, der skulle gennemføre samfundsomvæltningen i Danmark. U-gruppen skulle lede denne generation, og han skulle lede U-gruppen.

Jeg havde set Amdi i aktion, og selvom jeg syntes, at han var noget oppustet af og til, så kunne der ikke sås tvivl ved de resultater, manden opnåede. En højskole, et seminarium og nu få uger forinden var det første spadestik til verdens største vindmølle blevet taget. Vi følte, vi var i gang med at erobre verden, og ingen hindring var for stor for os.

Nogle vil sige, at det var ren hjernevask: Amdi manipulerede os til at tro på sine storslåede planer. Få år senere blev netop den betegnelse brugt igen og igen om Tvind og om undervisningen på skolerne. Men det er en alt for overfladisk og simpel forklaring på, hvorfor og hvordan flere hundrede unge danskere bestemte sig for gøre Tvind til deres liv. Amdi havde karisma. Han manipulerede forsamlinger og var en mester i udøvelse af gruppekontrol. Men at lægge hele ansvaret på ham fratager samtidig alle andre enhver selvstændig beslutningstagen. Vi var en flok unge med alle sanser i behold. Vi var i stand til at bedømme, hvad vi hørte. Vi havde set landene i den tredje verden, oplevet uretfærdighed og fattigdom, og vi havde et verdensbillede, som ikke kun var et resultat af indoktrinering eller hjernevask. Vores forståelse var også baseret på oplevelser, studier og diskussioner. Vi havde al mulig grund til at tro på vores egen styrke. Hvis vi inviterede Fidel, hvorfor skulle han så ikke komme?

Jeg havde selv stor respekt for Amdi. Jeg så ham som leder af en ny og verdensforandrende bevægelse; en bevægelse, der ikke var fortabt i fraktionsmageri og diskussioner om tilhørsforhold på venstrefløjen. De hen ved hundrede medlemmer af U-gruppen fik tingene fra hånden. Der skete noget. Medlemmerne af U-gruppen levede et spartansk og arbejdsomt liv for at kunne lægge hen til nye projekter og ejendomme. Det her var ikke et spørgsmål om at være revolutionær i weekenden eller en gang om ugen, når man gik til møde. At lave samfundet om var en heltidsbeskæftigelse, og folkene bag

Tvinds skoler var de eneste, jeg nogensinde havde set, som brugte deres liv på dette og kun på dette. Amdi selv knoklede lige så hårdt som alle andre. Han var blandt de sidste, som forlod fællessalen og gik til køjs efter midnat, og altid en af de første ved morgenmaden. Hans morgenhumør var legendarisk: hver morgen underholdt han i samme fællessal de nærmeste borde med vittigheder, pjat og ballade. Der lød konstant grin og latter fra Amdi og hans bord.

Vi kunne ikke vide, at manden få år senere ville klassificere sig selv som en reel trussel mod verdenskapitalismen og bruge dette som en undskyldning til at gå underjorden til ind i det næste årtusinde. Men hans næste projekt gav et fingerpeg om, hvor storslåede hans planer kunne være.

Der gik et sus igennem forsamlingen. Smil bredte sig på folks ansigter, og efter sekunder brød fællessalen ud i en bragende klapsalve. De, der var i tvivl, blev revet med af stemningen.

Det var efteråret 1974, og Amdi havde lige fortalt os en hemmelighed, som vi alle havde svoret ikke at fortælle videre. U-gruppen ville bygge en kæmpe vindmølle på Tvind. Det ville blive verdens største! Den skulle forsyne skolerne med elektricitet og være et praktisk og uimodståeligt argument for vedvarende energi – mod den atomkraft, som skiftende regeringer havde flirtet med i flere år. Amdis beretning om idéen og den begyndende planlægning var intet mindre end fantastisk. Der var problemet om, hvordan energien skulle fremstilles og derefter, om muligt, lagres.

– Sagen er, havde Amdi sagt, at ikke alene er vi nødt til at udvikle vindmøllen selv. Vi er også nødt til at opfinde et system for, hvordan vi kan opbevare den fremstillede elektricitet til senere brug.

U-gruppen havde ikke til sinds at finde sig i, at elektricitet var en vare, som man ikke kunne sætte på lager. Alt andet kan gemmes, og energi skulle ikke være en undtagelse. Der var to muligheder, fortalte han.

– Den ene er, at vi bygger et gigantisk svinghjul. Det skal veje mellem 50 og 100 tons og køre rundt med omkring 3000 omdrejninger i minuttet. Vindmøllen får hjulet til at køre op i fart, og når det ikke blæser, kører hjulet videre og driver den generator, som laver strømmen. Det bliver ligesom en kolossal snurretop, som på grund af tyngde og fart kan køre i mange dage. Men det bliver ikke let, for der findes ingen så store svinghjul, og de kræfter, der skal tæmmes, er formidable.

– Vi kæmper nemlig med inertiens kræfter, forklarede Amdi. Inertiens lov siger, at et legeme, som er sat i bevægelse, vil fortsætte med at bevæge sig, til noget eller nogen stopper det. Men hvis vi snakker om 100 tons, så er der tale om så mange kræfter, at ingen hidtil har turdet binde an med at konstruere det. Forestil jer 10 rutebiler sat op på en karrusel, som kører rundt 3000 gange i minuttet. Hvad sker der? De flyver ad helvede til. Karrusellen bryder sammen. Idéen er god nok, men vi har endnu ikke taget stilling til, hvordan den skal udføres.

– Det bringer os til vores anden idé, piskeriset. Vi kalder det et piskeris, for idéen går ud på at have en stor beholder fyldt med vand nede under møllen. Så kunne man forestille sig, at møllen driver et eller flere piskeris, som kører så hurtigt rundt i vandet, at det bliver varmt. Meget, meget varmt. Energien i det varme vand kan så udnyttes, enten til fjernvarme eller måske til at drive en dampturbine, som til gengæld trækker en generator.

Inertiens lov. Dampturbiner og varmeproducerende piskeris. Epokegørende svinghjul og centrifugalkraftens utæmmelighed. Mine tanker sprang til Hans Scherfigs Idealister og deres alternative københavnske verden, fyldt med fantaster og mærkelige opfindere, der gik med bare tæer midt om vinteren. Men jeg måtte tage mig i det, sagde jeg til mig selv. Dette var jo virkelighed. Det var jo rigtig levende virkelighed, og jeg sad midt i det.

Planlægningen af møllen gik videre. Amdi og hans tro væbner Ruth Sejerøe-Olsen sad i et lille rum på Tvind med tegninger, tidsplaner, tekniske håndbøger og regneark. Ruth havde nu i flere år været Amdis ledsager i tykt og tyndt. Hun var hans chauffør og opvarter, og hun holdt styr på møder og aftaler. Ruth var Amdis modstykke og langt mindre flyvsk end han. Men man skulle ikke tage fejl af hendes godmodige smil og lille figur, for hun var knivskarp i sin analyse af problemstillinger og iskold i sine konklusioner.

De to holdt møder med fondsbestyrelser, ingeniører og betontårnsspecialister. Der skulle søges om byggetilladelse, og Ulfborg-Vemb Kommune var bekymret over, hvor meget møllen ville rage op i det flade Vestjylland. Amdi lejede en privatflyver, som han fik til at flyve i 60 meters højde hen over Tvind. Flyveren blev samtidigt fotograferet fra Vedersø Klit og fra positioner syd og nord for Tvind. Billederne blev afleveret til kommunen med møllen indtegnet som en lille lodret pind et sted ude i horisonten.

– Jovist, nok var den stor, men større var den altså heller ikke, forklarede Amdi til bygningsinspektørerne, og det kunne de jo også godt selv se.

Byggetilladelsen kom, og kort tid efter, sidst i maj 1975, tog vi sammen det første spadestik til det, der senere skulle blive Tvinds vartegn. 3-400 elever og lærere begyndte udgravningen af det hul, som skulle rumme møllens betonfundament.

Nogle år forinden havde den mystiske Orthon-bevægelse forudsagt verdens undergang og bygget et underjordisk beskyttelsesrum i Nordsjælland. Her ville man, ifølge pålidelige spådomme, kunne blive reddet af interplanetariske redningsstyrker og således være i stand til at overleve jordens endeligt. Sektens medlemmer havde solgt alt og bekostet bunkerens opførelse. Men da dagen kom, og alle de troende sad i undergrunden, sang lærken videre ovenover, og traktorerne pløjede de nærliggende marker, som om alt var ved det gamle.

Nu kunne pressen igen vise billeder af et underligt privat bunkerlignende byggetiltag. Møllefundamentet lignede en mellemting mellem en underjordisk missilsilo og en forstenet flyvende tallerken. Nederst lå en halv meter tyk flad betonbund. Fra ydersiden rejste sig en række skråtstillede og meget kraftigt armerede af stivere op imod det punkt, hvor tårnet skulle skyde op mod himlen. Afstiverne gik sammen og dannede et tag over et rundt underjordisk rum, som omsluttede den centrale kerne, tårnets underjordiske forlængelse. Denne kerne kaldte vi “piskerummet”, for det var her, Amdis piskeris skulle snurre og lave varmt vand og energi. Idéen med svinghjulet var blevet lagt på hylden, for det var for dyrt og usikkert at bygge det.

Som studerende på Det Nødvendige Seminarium var vi ikke direkte blandet ind i møllebyggeriet. Men Amdi var vores forstander, og på fællesmøderne fortalte han om byggeriets fremgang. Og når vi kom til Tvind fra vores praktikophold på folkeskoler rundt om i landet, hjalp vi med på byggepladsen. En nat kom vi med bus til Tvind og kunne helt ude fra hovedvejen se lysene fra glideforskallingen, som langsomt arbejdede sig op.

Nu var det visuelle indtryk ikke længere som taget ud af en Erich von Däniken-bog. Nu var det en rå og rigtig byggeplads, der på afstand mindede om et olieboretårn. Ole Friis trak de tunge metalnetdøre på en byggeelevator til side og lukkede et par stykker af os ind. Han var ubarberet og møgbeskidt, havde røde øjne og var iført en byggehjelm. Smilet var ikke til at tage fejl af. Han var dybt optaget af processen med at bygge tårnet. Elevatoren gav et ryk, da han trykkede på en grøn knap, og buret begyndte at køre op langs en jernkonstruktion på tårnets yderside. Her stod jeg en buldermørk nat og kørte op mod stjernerne med den mand, som havde åbnet døren til mit nye univers af venner, arbejde, oplevelser og politisk aktion, tænkte jeg. Det var Ole Friis, som seks år tidligere havde fortalt om den nye rejsende højskole ved fællestimen på Ribe Katedralskole. Elevatorens elektriske motor stoppede i endnu et ryk, og vi steg af og trådte ind på tårnet, som allerede var højere end Rundetårn i København.

Ved siden af mølletårnet stod et cementblandeværk. Amdi og Ruth havde købt det, rub og stub, og havde derved undgået at skulle købe dyr færdigblandet beton. En dumptruck kørte konstant frem og tilbage mellem bunker med ral, grus og sand og fyldte blandeværket op. Den færdigblandede cement blev kørt fra blandeværket og ned i bunden af fundamentet, hvorfra den blev hældt i en kæmpe spand, som så blev hejst op gennem tårnet.

Amdi havde allerede forklaret os princippet ved en glideforskalling. Et tårn skal være støbt i én lang ubrudt proces, og glideforskallingen trækker sig selv op og op og op og efterlader langsomt det hærdede beton under sig. Det var arbejde i døgndrift, uden pauser. Tårnet voksede 10 cm i timen i 22 døgn til det var 54 meter højt.

– Dette tårn er en kæmpe kæp i hjulet på atomkraftens forkæmpere i Danmark, erklærede Amdi ved et møde, hvor han fortalte os om møllebyggeriets fremgang. Det er en stang plantet midt i den hårde vestjyske jord, en stang som ingen kan komme udenom. Og det er en pæl banket ned i vores jord. Vi ejer stedet her, vi hamrede denne pæl i vores jord for vores penge, på trods af magthaverne, ikke med deres hjælp. Det er en pæl, ingen kan rykke op, og den symboliserer os, den symboliserer vores styrke. Den fortæller verden, at vi er her for at blive, at vi har mere at byde på, end nogen aner.

Planerne for den færdige mølle tog langsomt form. Det blev ganske vist ikke til noget med piskeriset i bunden af møllen. Ingeniører regnede ud, at den 60 meter lange stålaksel, som skulle overføre vingernes energi og drive denne såkaldte varmegenerator, ville blive så tung, at piskeriset aldrig ville kunne dreje rundt. I stedet fandt Amdi og Ruth en generator og en 8-tons reservegearkasse fra en mineskaktelevator i Kiruna og en skrueaksel et eller andet sted i Danmark. Alt dette skulle sidde oppe i møllens top, det vi i daglig tale kaldte møllehatten.

Så kom turen til at bygge vingerne. Amdi forfattede et telegram til Forsvarets Materielkommando: Regn truer stop øjeblikkelig hjælp til sikring af epokegørende vindmøllebyggeri påkrævet stop overdækning af 30 meter lang glasfiberkonstruktion nødvendig omgående stop

Telegrammet uddybede i lignende vendinger, hvilke dimensioner den påkrævede overdækning burde have. To dage senere ankom Hæren med tre lastbiler, et kæmpetelt og en deling soldater, som på ingen tid fulgte ordren om at sikre byggeriet af den første møllevinge mod den truende regn. Det tog et år at bygge den første vinge. Amdi og møllegruppen måtte løse utallige problemer med design og konstruktion. De var blandt andet nødt til selv at udvikle maskiner, der kunne sno 60 meter lange glasfibertråde sammen og lægge dem med den korrekte blanding af materialer fra vingespids til vingerod og tilbage til vingespidsen.

Amdi havde ret til at være stolt over møllen. Bygningen af tårnet og resten af møllen var intet mindre end en bedrift. På det tidspunkt eksisterede ingen vindmølleindustri i Danmark. Ingen i hele verden havde bygget så stor en mølle, og ingen i U-gruppen anede noget om glasfiber, aerodynamik, generatorspecifikationer eller glideforskallinger. Men det var ingen hindring, for U-gruppen så sig i stand til at udføre enhver opgave, den blev stillet overfor.

Endelig i 1978 var møllen klar til at tage sine første omdrejninger. Hallen under fundamentet blev malet hvid indvendig, og der blev sat lys op. Tusindvis af turister ankom nu til Tvind for at se det sensationelle bygningsværk, og Amdi forfattede teksten til den udstilling, man kunne se nede under møllen. Han skrev blandt andet:

”Pyramiderne blev bygget af 100.000 arbejdere. De var slaver. Udkommanderede bønder i faraoernes tjeneste. Det var slavernes arbejde, der lagde grunden for kongernes berømmelse. Som så ofte både før og siden. Taj Mahal i det nordlige Indien blev bygget af slaver, der efter arbejdet blev henrettet – for at de ikke skulle røbe konstruktionernes hemmeligheder til andre fyrster.

Entreprenørselskaber køber i dagens Danmark arbejdskraft, det er mennesker, der lever af at sælge det eneste, de har, til at bygge himmelskrabere i beton og glas. Underbetalte persiske arbejdere har bygget Teherans Eiffeltårn til shahens ære. For oliepenge.

I Tvind i Vestjylland bygger en række arbejdere, lærere og studenter deres eget kraftværk til deres egne skoler – verdens største vindkraftværk. For deres egne penge. De bygger det sammen, for naturlig energis skyld, for et menneskeligt samfunds skyld – og mod slaveriet, imod monopoliseringen og imod A-kraften.

Vanskeligheder har der været nok af. Lige fra begyndelsen er de troligt dukket frem. Lige siden det første spadestik, hvor vi 400 mennesker samlet gravede, har vi mødt problemer. Og glæden ved at løse dem har hele tiden været større end dagen før. Nu er vi helt vilde efter dem. Vi har nemlig opdaget, at det er gennem løsningen af disse vanskeligheder, vi vinder fremad.

Dette er en afgørende og meget værdifuld erfaring. Vi er født i et samfund, der har forsøgt at lære os, at harmoni er lykken. Og at harmoni opnås gennem absolut tilpasning til de rådende forhold. Idealet er således det fuldt tilpassede menneske i fuldstændig harmoni.

Derfor blev vi sommetider bange i begyndelsen af arbejdet med at bygge kraftværket.

Vi var kommet i vanskeligheder, vi havde problemer. Men vi fandt ud af det sammen – og det gav en styrke, som aldrig kan købes af andre. En styrke, vi almindelige mennesker skaber, når vi sammen organiserer os om opbygningen af vores egen verden.

Vi havde nok hørt om sådanne erfaringer fra en række lande jorden over, Kina f.eks., men lærte nu gennem vores egne, at det passede: Mennesker kan alting, når de går sammen om deres fælles fremtid. Intet problem, ingen hindringer er for store for det samlede folk.

I kan se det på billederne. Hver dag i et halvt år har vi 20 mennesker løbet frem og tilbage med jern, med beton, med besked, med kaffe og med besøgende. Vi er blevet kammerater i kampen med både naturen og samfundskræfterne.

Naturen sørger vinden for at repræsentere, samfundskræfterne planlægger A-kraftværker, motorveje, militærbaser og meget andet lort om ørerne på os. Mens vi bandt det første jern, diskuterede industrirådet beliggenheden af Danmarks første A-kraftværk. Vi blandede os i debatten, på skrift, i tale og med fortsat jernbinding.

Mens vi drøftede understøtningen af keglefoden ved en kop kaffe i sommervarmen, svedige efter jernarbejdet i solen, planlagde eksperter pressekampagnen for ELSAM’s fremstød for Akraft. Vi kunne læse det i aviserne den næste dag. Sammen med et billede af vores arbejde og en stort opsat artikel om arbejdet. Og om vores meninger om energi.

Mens F.L. Schmidts glideforskallingseksperter rådede os fra at forsøge at glide tårnet op uden deres dyre hjælp, svinede deres såkaldte “vindkraftekspert” os til i telefonen. Han kaldte os: “I som ødelægger hele vindkraftsagen ved at forsøge at bygge en mølle.” Vi svarede igen ved at udvide møllegruppen med 7 mand. Mens bestyrelserne i den ene fond efter den anden, statslig eller privat, snagede i vores ansøgninger om støtte til arbejdet for at finde en lillebitte årsag til at sige nej, nej og atter nej, strømmede almindelige mennesker fra hele landet til byggeriet. For at se, for at snakke, for at fortælle om deres tanker om energi.

Og mens det danske fjernsyn igen og igen stillede sendetid til rådighed for landets handelsministers åbenbaringer om A-kraftens velsignelser, betroede mindst 500 mennesker om ugen møllebyggerne og skolens studerende og elever, at alle mennesker går ind for vindkraft – og at det kun er de “fine”, der vil have A-kraft.

“Det er regeringen og hele industrien, der vil have alt det atomvæsen – de vil nemlig tjene på det. Derfor.” Og derfor bygger vi videre, støttede af den almindelige mening. Af de mange danskeres mening.

Det er os, I kan se på billederne. Med håndkraft, sved, latter og voksende kammeratskab slæber, skubber, stønner og støber og sejrer vi i kampen for at rejse møllen og os selv. Møllen af grus, cement, vand og jern, af omtanke, debat, skænderier og rungende enighed.

Os selv af mangel på tiltro til, at almindelige mennesker som os kunne sådan noget som at bygge et stort vindkraftværk, af angsten for materialerne, af ukendskab til fysikkens love og naturkræfternes egentlige omfang, af uvidenheden om selv elementære begreber fra teknikkens verden, denne sønderdelte, opstillede ekspertverden, som ingen i dag overskuer, af vanetænkningen om pigers evne til at bygge noget som helst.

Hullet blev gravet i begyndelsen. Jernet blev bundet sidenhen. Betonen blandet og lagt om jernet. Foden til tårnet langsomt færdiggjort. Og en skønne dag gled vi så opad for under os at efterlade tårnet. Meter for meter, time for time og efter 22 dage helt ved toppen. Her skulle så vingerne sidde. I denne højde, jaså. Herfra skulle de dreje rundt og rundt.

Vi kunne i godt vejr, frisk blæst altså, se havet og alle vore naboer. Og skolerne ikke at forglemme, hvor 500 elever arbejder med historien, med fremtiden og med hinanden. Og busserne, de har været i Afrika og Asien og Amerika i. Og markerne, de dyrker og teatret, de danser og spiller i. En god udsigt.

Vi bygger videre indtil slutningen, til begyndelsen. Vingerne er begyndt at snurre, strømproduktionen stiger måned for måned, mens naboer samles og spørger og får svar. Og the.

I regeringen forbereder de et forslag om A-kraftværker. Det skal fremsættes snart. Måske kan vi ikke stoppe dem fra det. Men vi er mange mennesker, der lærer, at sammen går det at ændre, hvad vi vil. Om så det næste tårn skal bygges op i himlen.”

Amdis og Tvinds selvforståelse er ikke til at tage fejl af: Magthaverne planlagde og gennemførte sammen et komplot, som dels havde til formål at indføre a-kraft, og dels at forhindre eller besværliggøre Tvindmøllens tilblivelse. Shahen af Iran, F.L. Schmidt, Industrirådet, Handelsministeren, DR, ELSAM og fondsbestyrelser i al almindelighed får et drag over nakken, men de er ikke i stand til at stoppe projektet. For vi har lært “at mennesker kan alting, når de går sammen om deres fælles fremtid. Intet problem, ingen hindringer er for store for det samlede folk.”

Allerede her, da møllen så småt var begyndt at snurre i 1978, anså Amdi Tvind-bevægelsen som den afgørende forandrende kraft i Danmark – og måske på verdensplan. Tvind repræsenterer “det samlede folk” og “skolerne arbejder med historien, med fremtiden” siger han, og fortsætter: “Vi er mange mennesker, der lærer, at sammen går det at ændre, hvad vi vil. Om så det næste tårn skal bygges op i himlen.”

Det er store ord, og de er alvorligt ment. Når man læser disse ord, skrevet på tavler i det katedralagtige rum under møllen, og når det skrevne ledsages af den konstante summen oppe fra tre roterende vinger, så tvinges man til at respektere manden og møllebyggerne for, hvad de har gjort. Møllebyggeriet var epokegørende. Det satte Tvind på danmarkskortet, i bogstaveligste forstand. Møllen var et resultat af en indædt hård arbejdsindsats og af en tro på, at alle problemer kan løses – på den ene eller den anden måde.

Samtidig repræsenterede møllen et vendepunkt i Tvinds udvikling. Fra at være et interessant og lidt mærkeligt skoleprojekt ude i Vestjylland, blev Tvind – og ikke mindst Amdi – hverdagskost på avisforsiderne. Skoleprojektet, som i helt konkret forstand ikke havde raget op over læhegnene, rejste sig pludselig mod skyerne og manifesterede sig som mere end blot en døgnflue. Det var i samme periode, at U-gruppen købte Bustrup Hovedgård mellem Skive og Struer og Kysthospitalet i Juelsminde. Nu var der tre skolecentre, og hver gang, en ny skole blev oprettet, tjente lærerne flere penge, og U-gruppens bankkonto i Bikuben blev federe og federe. Tvind forandredes fra et par alternative skoler med alternative navne som “Det Nødvendige Seminarium” og “Den Rejsende Højskole” og blev nu til en organisation med ejendomme, medlemmer, aspiranter og store planer for fremtiden.

Men det var også omkring denne tid, man hørte de første kritiske røster fra tidligere elever på Den Rejsende Højskole. Det var enkelte isolerede historier om dårlig mad eller undervisning eller om såkaldt gruppepres fra lærernes side.

Indadtil var møllens færdiggørelse også et vendepunkt. Vi var stolte af møllen og så den som udtryk for vores styrke, opfindsomhed, udholdenhed og idérigdom. Vi var mere end blot en flok sære og arbejdsomme hippier. Vi havde verden i vores hule hånd.

Det var februar 1976, og vinteren holdt Danmark i sit isnende greb. De sidste to år havde seminariets elever boet rundt omkring i Danmark, hvor vi havde været i praktik i de lokale folkeskoler. En mørk og grå weekend rejste vi endnu en gang til Tvind og parkerede busserne ved autohallen, som jeg havde været med til at bygge tre et halvt år forinden. En bitterlig kold kuling fra nord stod os i møde, da vi belæssede med soveposer og andet grej stred os over mod seminariets oplyste fællessal.

Vi var godt i gang med vores sidste studieår. Få måneder senere skulle vi ud og søge lærerstillinger rundt omkring i landet. Det lakkede mod enden, og mange af os var ved at få blod på tanden: Vi glædede os til at komme ud og undervise på egen hånd.

Afslutningen på seminariet ville også blive vores afslutning på Tvind. U-gruppen havde nemlig bestemt, at vi fra seminariet ikke kunne blive optaget som medlemmer. Vi skulle ud i folkeskolen. Det var det, seminariet gik ud på, hed det.

Den egentlige årsag var naturligvis politisk. Det var Amdis plan, at seminariet skulle have en ny årgang hvert år. Da undervisningsminister Knud Heinesen i sin tid godkendte den første årgang, blev den kaldt en “forsøgsårgang”. Man ville se, hvordan seminariets første årgang klarede sig, før yderligere årgange blev godkendt. Nu lå Amdi i forhandlinger om seminariets endelige godkendelse, og det var afgørende for seminariets troværdighed, at vi studerende fik lærereksamen og derefter gik ud i den danske folkeskole og underviste.

Men da vi sad i fællessalen den weekend, fik vi en overraskelse. Vi havde sunget de sædvanlige sange og drukket te fra en kæmpegryde, som stod i hullet i væggen ud til køkkenet. En kage gik på rundgang, og Amdi havde siddet ovre i hjørnet og diskuteret et eller andet og grinet højt flere gange.

Så havde han berettet, at seminariet foreløbigt havde fået godkendt én yderligere årgang af ministeriet, og han havde fortalt, at U-gruppen anmodede om, at vi udpegede seks fra vores midte, som skulle arbejde sammen med Amdi og U-gruppen de næste fire år på denne nye årgang.

Det er mig, tænkte jeg. Jeg skal være en af de seks. Jeg så mig selv i bussen til Indien. Jeg så mig selv som leder af en gruppe, og jeg følte mig allerede lidt høj i hatten over blot at tænke på mig selv som seminarielærer. På et senere møde fik jeg overbevist en mindre udvalgt forsamling om, at jeg skulle være i gruppen, som fik lov til at undervise på seminariets anden årgang. Jeg var lykkelig, og jeg var også pavestolt. En hel del for stolt skulle det vise sig.

Der gik en måned eller to, og vi var tilbage i Tvind. Amdi indkaldte de kommende lærere på anden årgang til et møde. Her skulle vi hver især sige, hvorfor vi syntes, vi skulle være lærere på seminariet. Jeg faldt frygteligt igennem. Jeg havde ikke tænkt meget over den del af arbejdet. Mens de andre havde alle mulige gode begrundelser af politisk og personlig karakter, så kunne jeg jo ikke sidde der og sige, at jeg glædede mig til at køre til Indien igen, og at jeg var stolt over at være én af de få udvalgte. Jeg så mig selv som “veteran” og som medlem af U-gruppen. Jeg ville være i en meget eksklusiv gruppe, tænkte jeg, mere og mere kålhøgen. Jeg ville få lov til at være med til møder, hvor jeg hidtil havde været udelukket.

Men jeg havde ikke tænkt over det egentlige job: lærer på seminariet. Og værst af alt: I processen havde jeg fået skubbet andre kandidater til side – kandidater, som var langt mere modne og klare over opgaven end jeg selv.

Amdi eksploderede, og eksplosionen varede 24 lange timer. Han lod os gå midt om natten, og søvndrukne mødte vi op i samme lille rum få timer senere, hvor han fortsatte. I samtlige 24 timer var det mig, som var den, og han lagde ikke fingrene imellem.

– Hans la Cour, du er en forbandet forræder. Hvis ikke vi var så forbandet civiliserede her, så ville jeg have smadret denne her lige i fjæset på dig, råbte han af al sin kraft, mens han viste mig sin knyttede næve.

Jeg forsøgte igen at sige, at jeg jo gerne ville arbejde på seminariet. Han ignorerede mig og henvendte sig til de andre fire-fem stykker i det lille lokale.

– Hvad skal vi stille op med sådan én? spurgte han opgivende, som om jeg var en papfigur, som skulle på lager, men ikke kunne komme ind gennem døråbningen. Tilhørerne trak på skuldrene.

– Du kan sgu da i det mindste forklare os, hvad dine motiver var, sagde én med vred stemme.

Jeg forsøgte igen, men jeg havde knap åbnet munden, før flere ophidsede stemmer blandede sig.

I det samme øjeblik åbnedes døren, og endnu en af de udvalgte kom ind, satte sig og lagde en pose lakrids på bordet. Amdi åbnede posen og bød. Min hånd gik til posen samtidig med en af de andres, men jeg kom først og snuppede en af lakridserne.

– Så I det? spurgte Amdi. Så I det? Det er sådan, manden arbejder! Altid ind før de andre. Altid ham selv først og fremmest!

Hvordan skulle jeg redde mig ud? Det var lige meget, hvad jeg sagde. Han havde allerede dissekeret min barndom som middelklassedreng og hånet og spiddet mig levende. Jeg var allerede parteret og lagt på hjul og stejle. Hvad mere kunne der forventes? Men der var ingen nåde. Min indsats på seminariet blev gjort til grin. Han fyrede små vittigheder af om min viden eller mangel på samme. Han hånede mig for at have fået topkarakterer i fag som historie og kristendomskundskab.

– Du tror, du véd noget, men du véd intet, intet som helst, hører du: INTET!!! Du og din forbandede stolthed og bedrevidenhed og evindelige diskussionslyst. Du er en blærerøv, det er, hvad du er. Hvad fanden bilder du dig ind? Du sidder her med kammerater, som har hjertet på rette sted, og der sidder du, din selvhøjtidelige skiderik, og tror, du er en fandens karl.

Mens min person således blev pillet i stumper og stykker; mens jeg på det nærmeste blev reduceret til en uduelig og ubrugelig og uværdig menneskelig affaldsdynge; så sad jeg der og tænkte på Mao Tsetung. Min indre psykologiske afværgemanøvre – som jeg naturligvis ikke sagde noget om – bestod i at sidde og retfærdiggøre hvert ord, de sagde, og samtidig ruste mig til at tage fat og forbedre min person, når det hele var overstået. Det kan godt være, det er hårdt, sagde jeg til mig selv, men sandheden er, at er jeg er privilegeret. Jeg hører til en af de ganske få personer, der får alt det dårlige renset så grundigt ud.

Timerne gik. Nogen bragte te og madder. Jeg blev skiftevis gjort til grin, ydmyget, hånet, latterliggjort eller blot overset. Men der var ingen vej udenom. På et eller andet tidspunkt ville livet gå videre. Jeg måtte tage skraldene og se, hvordan jeg kunne komme igennem denne omgang med en form for ære i behold. Mødet sluttede endelig, da Amdi smadrede sin næve i bordet og bekendtgjorde, at jeg var afsat.

– Aldrig i livet vil vi have sådan en selvglad, hovmodig, storsnudet og højrøvet egoist med som lærer. Du er ikke andet end en lille lus. Nu har du selv bevist det, siden i går, ved ikke at kunne sige ét fornuftigt sammenhængende ord.

Han holdt en pause og stirrede på mig, som om jeg var fuldkommen håbløs og umulig nogensinde at rette op på.

– Og én ting vil jeg minde dig om: U-gruppen glemmer ikke. U- gruppen har en strålende kollektiv hukommelse. Og jeg har selv en meget, meget god hukommelse. Og bare for at du skal vide det, hvis du nogensinde skulle glemme, så har vi det hele på film, tilføjede han spotsk og pegede på loftet. Vi har nemlig et lille kamera, som foreviger alt, hvad der sker i dette rum. Gå så og hold dig langt herfra!

Jeg gik. Jeg var helt i vildrede. Hvad betød alt dette? Svaret kom samme aften, da der blev indkaldt til fællesmøde. Rygterne var allerede gået seminariet rundt, og jeg kunne mærke, hvor reserverede mine kammerater var over for min person. De vidste det altså.

– Jo, vi har jo så holdt et møde, sagde Anne Hansen, som havde været med til hele omgangen og været en af de mest rapkæftede. Her fandt vi ud af, at Hans la Cours motiver for at gå med som lærer ved næste årgang var helt forkerte. Hans motiv var, at han ville fremhæve sig selv, intet andet. Det havde intet med seminariet at gøre. Derfor har vi sat ham fra bestillingen.

Forsamlingen på 80 kiggede med sympati på Anne og med foragt på mig. Jeg ønskede blot at finde det nærmeste musehul og håbede, at diskussionen ikke blussede op igen.

Der var tavshed. En lang, lang tavshed. Bare nu ingen spørger om noget, tænkte jeg, og koncentrerede mig om at se fortrydende ud.

– Jeg foreslår, at vi synger “100 kammerater” lød det forløsende fra den altid rolige Jørgen Gammelgård.

Alle stemte i:

100 kammerater er meget værd

både tilsammen og hver især

derfor må vi røgte hinandens tarv

I en atmosfære af kærlighed og krav

Tapiri Tapiri Mai

Jeg vil gerne kritisere dig

Tapiri Tapiri Mai

Så kan vi bedre vise vej

Konsekvenserne for mig af denne sag var omfattende. Jeg blev en paria på seminariet. Ingen gad snakke med mig. Jeg sad alene i bussen, når vi kørte ud i landet. Jeg blev tålt, men var ikke accepteret. Da jeg fik gode karakterer i de sidste eksaminer, mærkede jeg foragten fra mange af mine medstuderendes side. Og da jeg sagde, at jeg ville søge lærerstilling i Odense eller København, fik jeg direkte at vide, at det kunne jeg godt glemme. Her ville andre af de studerende søge, og de ville ikke vide af, at jeg skulle komme og bo i samme by.

Jeg endte med at søge og få arbejde i Helsingør. Til min store glæde var der her en gruppe med tre andre, som tilkendegav, at de ikke havde noget imod, at jeg kom og delte byen med dem. Og tilmed blev vi enige om at bo sammen i en lejlighed i byen. Jeg fik job på Nordvestskolen og begyndte i august 1976 som klasselærer i en 8. klasse.

Amdi havde haft mange rigtige idéer, da han tilrettelagde seminariets forløb. Rejsen til Indien havde ikke blot givet os en forståelse af forholdene i de fattige lande; den havde også gjort, at vi så Danmark og os selv i et nyt lys. Vi havde arbejdet et år på fabrik og dermed tjent til føden og vores uddannelse. Vi forlod seminariet med en gennemsnitlig studiegæld på 10.000 kroner. Men det var ikke alt. Fabriksarbejdet havde været nyt for de fleste, og det havde givet os en helt anderledes vinkel på mange af dagligdagens spørgsmål. Vi havde i høj grad selv styret den faglige undervisning på seminariet og havde været levende interesserede i vores fag.

Hele forløbet havde været intenst personligt udviklende, og de omkring 80 lærere, som nu spredtes ud i den danske folkeskole, medbragte en rig bagage af oplevelser, erfaringer og en ubrydelig tro på sig selv som nytænkende undervisere.

Det var sommerferien 1977. Jeg havde været skolelærer ét år, og nu skulle alle vi seminarieelever mødes igen og for sidste gang formelt være sammen som seminarieårgang. Det var en gammel aftale – faktisk havde Amdi skrevet det månedlange sommermøde ind i seminariets officielle program.

Beskeden kom til Helsingør, at vi skulle mødes på en lille gård uden for Vamdrup. Gården var – til vores overraskelse – blevet købt af U-gruppen kort forinden. Men der kom hurtigt mening i galskaben. Stedet skulle omdannes til en efterskole, og den skulle vi være med til at bygge på området nord for gården. Det var et typisk træk fra Amdis side, og det var svært at gå imod ham. Mange af os havde set frem til en måned sammen med vores venner fra seminariet. En måned, hvor vi kunne diskutere vores undervisning, udveksle idéer og lave planer for det følgende år.

Nu skulle vi i stedet for bygge en efterskole på en måned, og vi kendte godt recepten: Hårdt og slidsomt arbejde fra morgen til aften. Men Amdi var forberedt.

– Vi indfører Vamdrup-tid! sagde han med en stemme, der tilkendegav, at selv tiden kan tages under kontrol, når blot man vil det. Jeg havde ikke set meget til ham i det forløbne år, og der var kommet noget næsten kongeligt eller præsidentagtigt over ham. Han var iført byggehjelm, selvom det værste, der kunne ske, var, at han kunne få en fugleklat i hovedet. Han havde fået nye briller med den sidste nye teknologi, som gjorde, at brilleglassene blev mørke ude i solen for derefter at tabe farven igen, når han gik inden døre.

– Vi rykker dagen rundt, gentog han. Vi studerer og diskuterer hver dag fra klokken fire til klokken ni om morgenen. Så spiser vi morgenmad og bygger skole til klokken syv om aftenen. Klokken ni går vi alle i seng.

Og således blev det, det var jo en strålende idé, måtte vi indrømme. Fordrukne af søvn væltede to hundrede mennesker ud af soveposer i det gamle husmandssteds bygninger hver morgen lidt i fire. Så var der oplæg fra Amdis side i stedets eneste større sal. Derefter gik vi ud i diskussionsgrupper, og lidt før klokken ni kastede vi os over morgenmaden.

Efter et par uger kundgjorde Amdi sådan en morgen, at hvis nogen af os gamle studerende fra seminariet gerne ville med i U-gruppen, så skulle vi komme og snakke med ham. Jeg var personligt ikke i tvivl. Selvfølgelig skulle jeg være med i U-gruppen. Det var jo der, jeg hørte til. Som medlem af U-gruppen ville jeg igen være med, hvor tingene skete. Jeg var stadig overbevist om, at Amdi og U-gruppen ville få afgørende indflydelse på Danmarks fremtid, og det var derfor, jeg ville være med.

Der gik endnu et par uger med byggeri og morgenstudier. Skolen blev bygget i gasbeton, og nu var mure, spær og tagsten på plads. Vi var i gang med gulve, vinduer, døre og badeværelser, da det blev min tur.

Jeg blev kaldt ind i et af gårdens mindre værelser, og der sad Amdi og Ruth.

– Hans la Cour, begyndte Amdi og så stift på mig uden at vise nogen tegn på, hvad han tænkte. Af en eller anden grund tiltalte han mig altid ved både for- og efternavn. Så vidt jeg ved, var jeg den eneste, han gjorde det med, og jeg har aldrig fundet ud af hvorfor.

– Hans la Cour, du er i dette rum nu, fordi du har udtrykt ønske om at komme med i U-gruppen, sagde han.

– Ja, svarede jeg, med en sikkert temmelig spag stemme.

– Og må jeg spørge dig om, hvorfor du gerne vil med i U-gruppen? spurgte han inkvisitorisk og tog brillerne af. Brillestængerne endte i en slags fleksibelt eller fjedret metal, som snoede sig om ørerne. Nu hang de der og gyngede i en finger, mens han lænede sig forover og så på mig med overtrætte øjne. Han ventede på mit svar.

– Det er, fordi jeg gerne vil være med til det arbejde, U-gruppen laver, sagde jeg. Og fordi jeg føler, at kun ved at slutte mig sammen med U-gruppen kan jeg selv bruge mine kræfter ordentligt, tilføjede jeg.

– Ja, sagde han eftertænksomt og kiggede på mig i noget, der forekom en evighed. Mine tanker gik tilbage til vores sidste længere møde. Det havde været hans 24 timers orkan af raseri mod min person. Hvad tænkte han? spurgte jeg mig selv. Vil han ikke have mig med? Svaret kom i form af en forberedt tale om, hvad det ville sige at være med.

– Kender du de fælles betingelser for U-gruppen? spurgte han så.

Selvfølgelig gjorde jeg det.

– Ja, svarede jeg. Fælles tid, fælles økonomi og fælles fordeling.

– Jo, det er meget godt, sagde han. Men ved du, hvad det betyder? Jeg skal nemlig sige dig en ting. Det er det eneste, vi interesserer os for. Du skal gå med på de fælles betingelser. Alt andet er ligegyldigt. Lad os tage de tre begreber et ad gangen. U-gruppen er fundamentalt forskellig fra Det Nødvendige Seminarium. For vi har fælles tid. Fælles tid? Fælles tid, hvad betyder det egentlig? spurgte han og virrede med hænder og hoved. Han ventede lidt, før han fortsatte.

– Fælles tid er for det første al tid og for det andet altid. Al tid og altid. Det er nu, og det er i morgen og det er næste uge og næste måned og om 10 år. Den fælles tid holder ikke op, hverken til jul eller nytår eller ved midnat eller når man bliver træt. Den fælles tid er en helt afgørende støttepille i vores organisation, forstår du. Problemet med revolutionære bevægelser i dag er, at de ikke er på fælles tid. De forbereder det nye samfund på møder en gang om ugen fra syv til ni. Resten af tiden sidder de og kukkelurer foran fjernsynet.

– Vi i U-gruppen arbejder hele tiden. Det er hårdt. Det er langt, og det har ingen ende. Forstår du, hvad jeg mener? Du mener nok, at I arbejdede hårdt på seminariet? Men der manglede en ting: den fælles tid. Du kunne slappe af og gå, når du ikke gad mere. Der var ingen grundlæggende forpligtelse til at blive ved. Det er der i U-gruppen.

Jeg nikkede og forsikrede, at jeg forstod, hvad han mente.

– Så er der den fælles økonomi. Den kender jeg jo fra seminariet, tænker du nok. Men læg fælles tid og fælles økonomi sammen, så finder du, at det ikke drejer sig om at dele penge med dine venner i en blot en periode. Det drejer sig om hele tiden, altid. Og nogle gange har vi måske ingen penge. Penge kommer ikke som garanteret SU fra staten. Penge kommer fra den enkeltes arbejde og bruges til det fælles.

Jeg havde aldrig været nogen storforbruger af penge. Det bekymrede mig ikke. Hvad skulle jeg med penge? Jeg var ikke interesseret i goder til mig selv eller i at investere og få pengene til at formere sig. Hvis mine penge gik til U-gruppen, var der meget mere mening i mit arbejde, tænkte jeg. Jo mere han forklarede, jo mere ville jeg være med. Vi skulle jo ændre verden. Og U-gruppen var den avantgarde, som skulle føre an i Danmark. Og derfor hørte jeg hjemme i U-gruppen.

– Det sidste og lige så vigtige element er den fælles fordeling, fortsatte Amdi. Det fælles afgør, hvad hver enkelt arbejder med. Det er en helt afgørende forudsætning for, at vores planer kan gennemføres. Det betyder, at du ikke kan sige nej til et arbejde. At hvis det fælles sender dig hen at arbejde på Bustrup Efterskole, ja så tager du hen og arbejder på Bustrup Efterskole.

Udtrykket “det fælles” stod for den såkaldte fordelingsgruppe, som dengang bestod af Amdi og Ruth. De udtænkte nye job og bestemte, hvem der skulle sendes hvorhen og hvornår. Det var en selvfølge, at man fulgte anvisningen, ingen protesterede, for arbejdet var jo nødvendigt.

– Hvad siger du, Hans la Cour?

– Jamen, jeg siger, at jeg forstår og accepterer.

– Der er en ting til, jeg gerne vil have, at du forstår, sagde han så, og hans udtryksløse øjne forandredes og blev venligere. I U-gruppen er vi alle i samme båd. Man kommer ikke med bagage. Man kommer ind i U-gruppen på lige fod med alle andre, og det er fremtiden, der gælder. Du og jeg havde et sammenstød sidst på seminariet. Der blev talt med meget store bogstaver til dig. Kan du huske det?

Det sammenstød stod klart i min erindring. Jeg kunne gengive de 24 timers behandling replik for replik. Hvad ville han med det, skulle der rodes op i alt det gamle igen?

– Hvad der skete dengang, betyder ikke noget nu. Det var dengang, og nu er nu. Du skal bare vide, at den diskussion nu er gammel, og ingen betydning har i dag. Hvis du siger ja til de fælles betingelser, så er du med, og det er det.

Jeg åndede lettet op. Der skulle ikke rodes op i det gamle. Jeg kunne være med.

En uge senere afholdt U-gruppen et møde, hvor vi nye medlemmer fra seminariet var med for første gang.

– Så har vi nogle nye kammerater fra seminariet! lød det fra Amdi, efter at han havde indledt mødet. Næsten 40 stole skrabede mod gulvet, da de nye medlemmer rejste sig rundt omkring i salen.

– 40 nye skolelærere i U-gruppen! råbte Amdi, mens en øresønderrivende klapsalve brød løs.

Jeg var med. Jeg var i U-gruppen. Jeg tænkte ikke så meget på, at de 40 medlemmer havde en indtjening før skat på over seks millioner kroner, men jeg er sikker på, at Amdi havde helt styr på den del af sammenhængen.

Hvorfor gik jeg med i U-gruppen? For mig var det en logisk følge af fire år på seminariet, hvor jeg havde lært, at med fællesskabets styrke kan alt lade sig gøre. Verden var dybt uretfærdig, og ingen syntes at gøre noget ved det. På den danske venstrefløj havde jeg set fraktionsskænderier og ingen aktion. Det var præcist, som Amdi sagde: Folk var revolutionære en gang om ugen, når de gik til politiske

møder. Jeg havde mødt folk fra mange af de små og ubetydelige fraktioner på venstrefløjen. En af mine venner var med i en trotskistisk gruppe. Han havde bygget et silketrykkeri i sin kælder og lavede plakater for partiet. Men samfundsændringen kommer ikke ved hjælp af plakater, havde jeg tænkt. Der var KAP, SAP, VS, DKP og flere andre, og ingen af dem var til at tage alvorligt. Men U-gruppen arbejdede syv dage i ugen, sammen, og voksede og blev stærkere og rigere og bedre organiseret hele tiden.

Diskussionerne fra helt tilbage på Fanø kom tilbage til min bevidsthed. I tiden omkring Den Rejsende Højskoles spæde begyndelse splittedes gruppen omkring stifterne flere gange. En linje ønskede, at skolen skulle erklære sit marxistisk-leninistiske idégrundlag og følge Lenins bud om at danne et avantgardeparti eller samle sig med et andet parti, som kunne anses for at være avantgarden.

Amdi, Poul og flere andre var imod dette og pegede på, at ingen af de eksisterende politiske partier på venstrefløjen havde nogen reel indflydelse. Amdi og Poul hævdede, at Danmark slet ikke var modent til et revolutionært avantgardeparti, og at Lenin selv havde erklæret, at hvor en befolkning ikke vil tage imod et sådant parti, må der i stedet dannes partiforberedende grupper. En partiforberedende gruppes opgave er at modne omstændighederne og tilvejebringe den situation, hvor et stærkt revolutionært avantgardeparti kan dannes. Det er den eneste måde, hvorpå man kan sikre, at et sådant parti får indflydelse og støtte i befolkningen. Uden indflydelse og støtte har partiet ingen mening. Amdi og gruppen omkring ham argumenterede for, at den danske arbejderklasse ikke anså en revolution som nødvendig. Folk havde det jo egentlig meget godt. Hvis den danske befolkning skulle mobiliseres, så måtte det være på baggrund af både international erfaring og teoretisk forståelse af, hvordan kapitalismen styrede verden og Danmark.

U-gruppen blev en partiforberedende gruppe i Danmark, og Den Rejsende Højskole var instrumentet, der skulle uddanne danskerne. Det var, hvad U-gruppen var i gang med. Det var, hvad jeg kunne se en mening med, og derfor gik jeg med.

Hvad min bevidsthed undlod at tage kritisk stilling til, var metoderne. Jeg havde set Amdis raseri over for tvivlere og hans verbale tilintetgørelse af folk, der sagde ham imod eller lavede fejl i deres arbejde – jeg havde selv været ét af ofrene. Jeg havde hørt og set lærerne fra U-gruppen gøre deres bedste for at efterligne Amdi, ofte med stort held. Men jeg havde også læst Maos skrifter om kritik og selvkritik og princippet om, at kritik ikke skal tages personligt. Og jeg var forblændet af Den Store Idé, den grundlæggende og drivende ideologi om, at verdens fremtid hvilede på vores skuldre.

Da vi tog fra Vamdrup en af de første dage i august 1977, efterlod vi en næsten færdig skole. Otte nye toetagers bygninger med fællesrum på loftet og værelser i stueetagen stod klar, og Vamdrup Efterskole fik sine første elever kort tid efter. Amdis vision var virkeliggjort. På en måned var marken nord for den trelængede gård i udkanten af Vamdrups industrikvarter blevet forvandlet til en skolelandsby.

En times kørsel længere mod nord lå en anden nyerhvervet Tvind- ejendom: Kysthospitalet i Juelsminde. De sidste patienter var flyttet ud året før, og da Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse satte stedet til salg, slog Amdi og Ruth til med et kontant tilbud. Her skulle indrettes både en rejsende højskole og en efterskole, og der var plads nok. De to hovedbygninger havde snesevis af lyse og højloftede værelser, alle med udsigt over Vejle Fjord.

Året forinden havde U-gruppen fundet og købt sit første skib – en ældre skude fra 1950 med det flotte navn Sir Thomas Brocklebank. Skibet blev omdøbt til Odysseus og sejlede med højskoleelever til USA og Afrika. Odysseus havde tjent som vagtskib for den engelske lodstjeneste, men var ikke designet eller udstyret til langfart. Et af problemerne var, at skibet skulle styres manuelt over havene af de utrænede højskoleelever. Eftersom de ikke kunne holde kursen, sejlede skibet konstant i siksak, og ruten blev derfor altid væsentligt forlænget. Odysseus brugte over 50% mere brændstof end beregnet og budgetteret. Det havde også været en særdeles kostbar affære at få skibet godkendt til passagertransport af de danske myndigheder. Odysseus var en kæmpe økonomisk fiasko og blev efter få års sejlads lagt op i Nyborg Havn for at ende som skrot i 1982. Men U-gruppen ville ikke indse, at skibet havde været en fejlinvestering. I stedet lagde vi skylden på Skibstilsynet, som med deres “urimelige krav” gjorde, at vi ikke længere kunne sejle med Odysseus.

I 1978 åbnedes næsten samtidigt efterskoler i Roskilde og ved Asserbo. Begge havde til huse i store og monumentale tidligere skoleejendomme. Amdi lejede de gamle og ærværdige bygninger på Thomas Bredsdorffs Allé ved Roskilde Fjord for tredive år. Kolossen i sommerhusområdet i Asserbo blev købt.

Og så en dag blev der indkaldt til møde på Roskilde Efterskole for de af os, som boede på Sjælland. Der forelå ikke noget om, hvad mødets dagsorden var, men det var helt normalt. Vi kom dertil fra Helsingør, København, Kalundborg, Ishøj og Tåstrup. Der sad vi så spændte og ventede på, at mødet skulle begynde.

Foruden Ruth var også Henning Bjørnlund til stede. Han var U- gruppens regnskabsfører og var den, som førte Amdis økonomiske dispositioner ud i praksis. Det var efterhånden blevet Henning, som forhandlede med banker, oprettede lån og ordnede ejendomskøb og papirer. Når Henning var der, måtte mødet dreje sig om økonomi, tænkte jeg.

Ruth begyndte. Amdi var ikke til stede lige nu, sagde hun, for han ledte et lignende og samtidigt møde i Jylland. Men mødet drejede sig om U-gruppens maritime aktiviteter, sagde hun gådefuldt. Ruths sprog var ikke så blomstrende som Amdis, og der var ikke så meget drama og teater over hende. Hendes oplæg var altid lige på og hårdt og uden nøkker, men indtil hun kom til pointen, måtte vi gætte, hvad det drejede sig om.

– Nede i Piræus, begyndte hun, er det dejligt vejr.

Piræus!? Dejligt vejr?? Forsamlingen glippede med øjnene og forstod intet.

– Og ude på reden, uden for havnen, ligger et skib. Det er det skib, vi skal tale om i dag. Skibet tilhører Stavros Niarchos, en af de største græske skibsmagnater. Creole er Niarchos’ lystbåd, og den er 70 meter lang.

Her fulgte en latterliggørende beretning af den græske rigmands usle liv. Niarchos’ ærkefjende og største konkurrent var Aristoteles Socrates Onassis. I årevis forsøgte de to at overgå hinanden. Onassis havde giftet sig med Athena Livanos, datter af Grækenlands allerstørste skibsreder.

– Men Onassis skulle ikke tro, han var noget, ironiserede Ruth, så året efter giftede Niarchos sig med Livanos’ anden datter. Så var de lige! Og det var kun begyndelsen. Senere lod Niarchos sig skille, for nu havde han fundet en endnu højere pris, som han ikke regnede med at Onassis kunne slå: selveste Henry Ford II’s datter!

Der lød små udbrud af kluklatter fra lokalet.

– Men det holdt heller ikke længe – de blev skilt efter bare to år, fortsatte Ruth, stadig med et smil på læben. Og da Charlotte Ford tog tilbage til USA, straffede Onassis Niarchos ved at gå helt til toppen. Jackie Kennedy! Sagen var nemlig den, at han selv var blevet skilt på grund af sin tidligere elskovsaffære med Maria Callas.

Ruth rullede med øjnene. Hun havde ganske vist ikke Amdis talegaver, men hendes underfundige og jordnære facon havde sin egen charme. Og hun var ikke færdig endnu.

– Hvor kom vi til, lad mig se? Jo, Onassis fik Jackie Kennedy. Men så, for at give igen, kom Niarchos ind fra siden og giftede sig med Onassis’ tidligere kone Athena!

Historien lød for overdrevet, men Ruth forsikrede, at det alt sammen var sandt.

– Og så begyndte det at gå ned ad bakke for dem alle sammen. Onassis’ søn døde i en mystisk flyulykke. Niarchos’ nye kone – I husker, det var Onasssis’ gamle – døde af en mystisk forgiftning. Og så, I 1975 døde Onassis.

Der kan man bare se. De levede i fordærv og døde i fordærv, tænkte jeg.

– Og dér ligger Creole i den varme middelhavssol og bliver ikke brugt på grund af alle skandalerne. Lakken skaller af, træet revner og skibet forfalder. Det ser ikke godt ud. Vi har holdt møde med Niarchos. Vi har givet ham et tilbud. Og han har sagt til os, at han gerne vil sælge. Mandens liv er i krise, og han føler, at han må gøre noget godt her i tilværelsen, før det er for sent. Dette er et oplæg til, at vi skal købe Creole. Et af verdens fornemste sejlskibe og verdens største bermudariggede stagsejlsskonnert!

Klapsalven varede i flere minutter. Der var ingen tvivl. Selvfølgelig skulle vi købe.

– En arabisk olieprins har tilbudt 10 millioner kroner. Vi har tilbudt seks millioner, og Niarchos vil sælge til os, fordi han kan lide idéen om, at Creole skal være et skoleskib.

Her stod en korthåret, usofistikeret og bebrillet yngre kvinde i cowboybukser og -jakke og tog os uden problemer med ind i en verden, som tilhørte nogle af de rigeste high society-mennesker i det kapitalistiske system. Vi var uovervindelige! Disse dekadente millionærer havde ingen idé om, hvem vi var, og hvad vi tænkte om dem!

Creole var som lovet et meget stort og smukt skib, som stærkt trængte til en større omgang vedligeholdelse, og som nu skulle indrettes til skoleskib. Større end Georg Stage og kun få meter kortere end skoleskibet Danmark. I elegance ville det overgå alle danske sejlskibe. I det følgende år tilbragte jeg mange weekender i Nyborg Havn med at gøre skibet klar til at sejle med elever. Købet af Creole foranledigede grundlæggelsen af Nyborg Søfartsskole. Skoleskibet måtte jo have elever, og hvad var så mere naturligt end at lave en søfartsskole?

I 1979 åbnede Bogense Efterskole. Amdi havde købt en større fabriksbygning i udkanten af byen, kun adskilt fra Kattegat af det kommunale rensningsanlæg. Her byggede vi nu endnu en efterskole, denne gang i form af en række etplanshuse i træ.

Næsten samtidig begyndte undervisningen på en anden helt nybygget skole i Frederikshavn – den såkaldte Maritime Efterskole i Firemøller. Til lejligheden havde Amdi opfundet stednavnet “Firemøller”. Der skulle nemlig bygges fire vindmøller på ejendommen, havde han bestemt. Når der skulle oprettes en ny skole, kom Amdi med et oplæg på vores månedlige møde i Vamdrup. Der blev aldrig stillet spørgsmål til eller sået tvivl om hans oplæg; vedtagelsen var en ren formssag. Men på sådan et møde i foråret 1978 overraskede Amdi os.

– Jeg må hellere sige det ligeud, sagde han, som om han havde bestemt sig for endelig at få tilstået et eller andet. Der er uenighed om, hvorvidt vi bør fortsætte med at oprette nye skoler.

Det var en chokerende udtalelse. Uenighed? Vi var da ikke uenige i U-gruppen. Vi støttede da alle Amdi og syntes, at det var strålende, at vores arbejde spredte sig.

– Poul mener, vi skal holde en pause, sagde Amdi sagligt. Poul mener, at vi bør koncentrere os om de skoler og de steder, vi har nu. Og så konsolidere os med, hvad vi har.

Amdi lød, som om han loyalt refererede en venlig diskussion med Poul, og den imødekommende måde, hvorpå han behandlede Pouls indsigelse, fik forsamlingen til at spørge sig selv, om der mon alligevel var noget rigtigt i Pouls opfattelse. Det kunne jo godt være, at det ville være en god idé nu at bruge lidt tid til at få vores steder ordentligt op at stå, tænkte jeg selv. Måske har Poul ret? Poul havde stadig ikke rigtigt hørt, hvad der skete på mødet, for han var langt inde i en samtale med sin søn – på døvesprog. Drengen stod ude på grusvejen ved siden af hallen og kiggede ind gennem vinduet til Poul. De to kunne føre lange samtaler på den måde, og ingen på mødet forstod, hvad der blev “sagt”.

– Men så er det jo spørgsmålet om, hvad det vil sige at konsolidere arbejdet, sagde Amdi, nu tydeligt irriteret over at Poul tilsyneladende var blevet døv ligesom sin søn.

Amdi hævede stemmen.

– Som jeg ser det, så går ekspansion og konsolidering hånd i hånd. Jeg mener, de to ting i vores sammenhæng hører uhjælpeligt sammen. At uden ekspansion bliver der ingen konsolidering. Når vi åbner en ny skole med nye elever og nye lærere, så ekspanderer vi. Men vi konsoliderer os også i det danske landskab med hver skole, vi åbner. For hvert sted vi køber, har vi lidt bedre fat. For hvert skøde med vores navn på, ejer vi lidt mere af Danmark. For hver gang der udbetales en ekstra lærerløn på en efterskole eller på en højskole, får vi bedre råd til yderligere ekspansion. Skulle vi være tilfredse med, hvad vi har bedrevet nu og sige, ja, nu må det være nok? Nu er det godt! Nu må vi sætte os ned og tage det roligt et stykke tid!?

Han satte sig ned i sin stol, lænede sig ind over bordet med en hånd til hovedet og lavede en doven grimasse. Så strakte han sig og lod, som om han var ved at falde i søvn. Forsamlingen begyndte at grine.

– Åh, sagde han med en træt og lad stemme, jeg tror, jeg stopper her, det er alt for meget for mig med alt det nye, alle disse nye steder. Nye skoler, nye regnskaber, nye vedtægter. Nye bestyrelser.

Stemmen slog over i ironisk jammer.

– Åhh, al den ekspansion. Alt det ekstra arbejde.

Han gjorde flere grimasser og kiggede hen på Poul, som nu havde vendt sin opmærksomhed tilbage mod mødet. Så smadrede han med ét sin håndflade i bordet, og klasket fik hele forsamlingen til at give et hop.

– Jeg kan fandeme godt fortælle jer, at når man er i gang med at slå imperialismen og magthaverne, så kan det ikke nytte noget, at man ynkeligt sidder der og vil konsolidere sig. Tror I, at statsapparatet eller kapitalismens strateger holder fri? Det tror Poul! Poul mener, at vi skal holde inde her. Han synes, vi skal tage en pause, trække vejret og konsolidere, hvad vi har.

Amdi bad ikke Poul om at sige noget. I stedet kiggede han ud over de 250 mennesker i salen, som om han forsøgte at finde en, der støttede Poul. Han fandt ingen, for vi havde alle forstået, hvad vi skulle mene.

– Nej, sagde han. Det er den slags småborgerlige ideer, vi må slås med hele tiden. For os er ekspansion lig med konsolidering. Med hver ny skole konsolideres vi yderligere. For os betyder ekspansionen et bredere fundament, den betyder, at vi er sværere at vælte omkuld. Tænk på Fanø Strandhotel. Det var en bygning, en skole, en institution i undervisningsministeriets forstand. I deres øjne var det også en døgnflue. En ligegyldig lille ting, som man ikke behøvede at bekymre sig om, for det var et forbipasserende onde. En flok drømmere, det var alt, hvad vi var. Men så kom drømmerne på ideen med seminariet. Og så købte drømmerne Tvindgården og byggede deres egne skoler.

Han holdt en teatralsk pause. Det var en opfordring til, at vi selv kunne fortsætte tankebanen, inden han gik videre.

– Og så kom Tvind Efterskole. Og Bustrup Efterskole, i samarbejde med SID Vestjylland. Så kom Juelsminde. Så kom Vamdrup. Med hvert sted og med hver skole er vi blevet stærkere, ikke svagere. Vi er blevet klogere, ikke dummere. Vi har fået mere styr på arbejdet, ikke mindre. Vores økonomi er stærkere, vi er stærkere, vi er flere, vi kan mere.

Han vendte sig mod Poul, der må have siddet og ventet på, hvornår overfaldet ville komme.

– Og Poul tager fejl. Pouls målestok kender kun til middelmådighed. Poul vil kunne overskue sin papirverden. Han er bange for det nye, han vil ikke gabe for vidt. Hvis det havde stået til Poul, så havde vi måske stadig siddet ude i sandet på Fanø og repareret busser. U-gruppen havde været en hyggelig lille eksklusiv klub for os gamle. Alt havde været trygt og rart og godt, og der ville ikke være nogen væmmelige nye skoler og udfordringer i vejen for hyggen. Men lad Poul sidde der med sine minder om de gode tider på Fanø. Så kan vi andre i mellemtiden gå videre og sprede vores arbejde ud. Så kan vi konsolidere gennem ekspansion!

Klapsalven bragede gennem hallen, og Poul sad og kløede sig betænksomt i skægget. Amdi havde lagt ham alt i munden, og han havde ikke fået lejlighed til at udtale sig. Det er sandsynligt, at Poul havde nogle helt reelle betænkeligheder ved den hurtige ekspansion. Måske mente han, at der var en økonomisk risiko ved konstant at købe nye bygninger. Måske var han i tvivl om, hvorvidt vi kunne klare undervisningen med så få trænede lærere i U-gruppen. Hvad han end tænkte eller mente, var reelt ligegyldigt. Amdi havde tromlet hen over Poul og gjort uenigheden ideologisk. Poul var småborgerlig og middelmådig og oveni også lidt doven, og mødet sluttede naturligvis op bag Amdi.

Amdis idé om konsolidering gennem ekspansion har været herskende i Tvind siden disse diskussioner fandt sted. På overfladen så det ud, som om Amdi havde ret. I den sidste halvdel af 1970’erne ekspanderede Tvind med næsten eksplosionsagtig kraft i Danmark. Men efterhånden som organisationen blev større, blev det mere og mere tydeligt for omverdenen, at noget ikke var, som det skulle være. Konsolideringen var så at sige indadvendt. I U-gruppen følte vi os stærkere i takt med, at vi blev flere, men vi var ikke i stand til at se, at vi var i færd med at bygge en kolos på lerfødder.

Det gik stærkt i U-gruppen. Skoler, penge og skibe føg om ørerne på os. Hver gang vi mødtes til vores månedlige Vamdrupmøde, måtte vi være forberedte på at tage nye og – i vores egne øjne – afgørende beslutninger.

I løbet af efteråret 1977 kom Amdi flere gange med hentydninger til, at U-gruppen burde internationalisere sit arbejde, og at der et eller andet sted i organisationen allerede foregik forberedelser i den retning. Det var imidlertid ikke før i november 1977, at Amdi afslørede, hvad det internationale arbejde skulle gå ud på.

– Vi har tænkt længe over det og er kommet til den konklusion, at Danmark er for lille til U-gruppen, bebudede han.

Det var måske rigtigt nok, tænkte jeg, men hvad skal det så betyde? Pointen kom, og den drejede sig om alliancebygning. Vi ville få brug for alliancer rundt omkring i verden, sagde Amdi. Alliancerne skulle skabes mellem os i Danmark og såkaldte “folkelige bevægelser” i den tredje verden ved, at vi hjalp bevægelserne på vej mod deres mål.

– I dag foregår kontakten mellem lande via regeringer. Ét magtsystem hjælper et andet magtsystem. Den danske regering sender deres såkaldte hjælp til andre regeringers projekter. Indtil nu har der ikke været en kontakt på folkeligt plan. Men nu overhaler vi dem indenom! Vi etablerer vores helt eget system. Vi etablerer kontakt med folket og dets bevægelser. I stedet for regering til regering, bliver det folk til folk. Og det er navnet på vores nye organisation: Ulandshjælp fra Folk til Folk.

Mødet begyndte at forstå. Vi skulle til at se os selv fra en helt ny vinkel. Vi var lærere og skolefolk; vi var danskere, og vores arbejde hørte hjemme i Danmark. Men nu drejede det sig om frihedsbevægelser og flygtninge fra krig og terror.

– Og så skal jeg hilse fra Ruth, fortsatte Amdi, med den mystik i stemmen som fortalte os, at vi nu skulle indvies i en hemmelighed.

Ruth sad nede i Maputo i Mozambique, fik vi at vide. Der havde hun allerede været et stykke tid for at finde ud af, hvordan vi ville kunne hjælpe befrielsesbevægelsen ZANU i Zimbabwe. Under ledelse af Robert Mugabe kæmpede bevægelsen en guerillakrig mod en slags marionetregering installeret af landets hvide mindretal.

– Ruth fortæller, at ZANU har bedt om al den assistance, vi kan give, sagde Amdi.

Et par sammenhæftede A4-sider blev uddelt, og Amdi erklærede, at mødet hermed var omdefineret som stiftende generalforsamling i Ulandshjælp fra Folk til Folk. Han rejste sig op og læste fra dokumentet, som han selvfølgelig selv havde forfattet:

”Sagen er i al sin enkelthed den, at en milliard mennesker i denne verden lever på eller under sultegrænsen. I sygdom, i fattigdom, i nød. De selvsamme mennesker lever ofte i lande, hvor den politiske og økonomiske magt er i hænderne på ganske få familier.

Denne magt bruges til at undertrykke de sultende masser og til at udnytte dem, hvor det er muligt. I sådan en situation er det svært at rejse hovedet i protest. Ikke desto mindre rejser modige mænd og kvinder sig overalt fra fattigdommen. Midt i elendigheden har de mod til at rejse sig og kæmpe. For et liv uden sult, et liv uden fattigdom og uden nød. Fri for undertrykkelse, i frihed og lighed.

De kæmper ikke blot for sig selv og deres familier. De kæmper for deres folk, og det er derfor, folket varmt støtter dem.

Det er disse folk og disse folkelige bevægelser, som Ulandshjælp fra Folk til Folk ønsker at støtte.

Hjælpen kan gives på mange måder.

Vi mener, at støtte til folkelige bevægelser, som har rejst sig for at kæmpe for bedre forhold for de mange, er god støtte. Der er brug for tøj, medicin og penge. Det er humanitær støtte. På lang sigt betyder det støtte til landbrugsproduktionen, som må producere føde nok til hele befolkningen. Det betyder enkle kunstvandingssystemer. Det betyder bøger for grunduddannelse i landområderne.

Det er ulandshjælp fra folk til folk.

Det er en opgave for os alle.”

(Fra Ulandshjælp fra Folk til Folks stiftelsesdokument, 1977)

Hvad kunne vi gøre andet end at støtte ideen hundrede procent? Ikke alene var der brug for os. Amdis ræsonnement om langsigtet alliancebygning lød helt igennem rigtigt. Lige nu var det måske os, som kunne hjælpe folkene i den tredje verden. Men på lang sigt? Det var højst tænkeligt, at den dag ville komme, hvor vi i Danmark ville kunne få brug for deres hjælp.

Organisationen var allerede navngivet og kom til at hedde UFF i daglig omtale. Som sædvanlig blev Poul Jørgensen formand, til trods for at han – også som sædvanlig – ingen indflydelse havde, hverken i ledelse eller daglig drift.

I løbet af få måneder blev det til en fast del af skolernes program at deltage i internationalt solidaritetsarbejde, som faget hed. Eleverne lærte om forholdene i det sydlige Afrika og gik så ud i de danske provinsbyer og indsamlede brugt tøj. Det var helt i tråd med linjen i Mao Tse-tungs skrift “Om Praksis”, hvor han siger, at viden ikke kan eksistere uden en tilknyttet praksis. Kun ved at bidrage til revolutionen kan man tilegne sig reel viden, siger Mao.

I vores sprog handlede det om at være med til at lave en bedre verden. Og danskerne var klar til at give gavmildt. Året før havde dansk fjernsyn aften efter aften vist billeder af det sydafrikanske apartheidstyres angreb på civile efter oprøret i Soweto. FN fordømte Sydafrika, og den danske regering afbrød forbindelserne til mindretalsstyret. Zimbabwe havde ikke den samme høje profil, men var en del af den samme problemstilling.

I weekenderne drog jeg til København eller Roskilde og var med til tøj indsamlinger i boligkvarterer og på villaveje. Den efterfølgende tøj sortering foregik ude på et baneterræn, hvor vi havde lånt en hal og en gaffeltruck og opstillet to tøj presser, som UFF havde fabrikeret. Tøjet blev sorteret efter størrelse og type og derefter pakket i store 80 kilos baller. Det var et meget tilfredsstillende arbejde at være med til. Vi pakkede 40-fods containere med hundredvis af de hårde baller og forestillede os zimbabwerne i flygtningelejrene, når ballerne blev åbnet. Vi opsøgte landets sygehuse og bad om kasserede eller udrangerede rullestole, krykker, hospitalssenge, bækkener – alt, hvad vi kunne få fingrene i, modtog vi med glæde. Hospitalsudstyret blev sendt i særlige containere sammen med tæpper, madrasser, feltsenge og meget andet.

Ruth sendte billeder hjem fra flygtningelejrene. Zimbabwiske børn i danske T-shirts vinkede til os som tak for hjælpen. Hun havde forhandlet med FN-repræsentanter i Mozambique og fået FN til at betale for fragten af tøj containerne fra Danmark til Maputo.

Idéen med at indsamle tøj og sende det til Afrika var ikke ny. Den løst koordinerede danske organisation Tøj Til Afrika havde været i gang i tre-fire år, da UFF begyndte. Tøj Til Afrika havde allerede afskibet flere sendinger til ZANU i Mozambique, og i begyndelsen enedes de to organisationer om at samarbejde om indsamlinger og sendinger, men det blev hurtigt klart for Tøj Til Afrika, at UFF var en dominerende partner, og samarbejdet ophørte.

Igen kunne vi se den indre styrke, vores organisation besad. Vores “fælles tid” betød, at vi altid arbejdede. Nu havde vi bestemt, at der skulle sendes ting til Afrika, og intet kunne stoppe os. Vi sendte folk til England for at opkøbe brugte Landrovere, som blev givet til efterskolerne. Skolerne fik besked på at udstyre bilerne som ambulancer. Vi opkøbte firhjulstrukne lastbiler, satte dem i stand og fik dem med i forsendelserne, så tøj og andre effekter kunne blive transporteret fra Maputo til flygtningelejrene inde i landet. Folkeskoler gav kladdehæfter, tavler, målestokke, kasser med kridt, blyanter, linealer, farver og meget andet. Sportsklubber forærede fodbolde, sportstøj, dommerfløjter – vi tænkte på det hele.

Sending efter sending ankom til Mozambique, og ZANU’s ledere kunne ikke undgå at lægge mærke til de ivrige og meget arbejdsomme danskere. Ruth kom hjem og fortalte, at hun havde fået kontor i ZANU’s hovedkvarter. Amdis langsigtede plan om at skabe alliancer med folk i den tredje verden var godt på vej til at blive realiseret.

Tvind arbejdede ikke kun i forhold til ZANU i Afrika. I april 1978 udbrød den afghanske Saur-revolution i Kabul, hvor Khalq-partiet under ledelse af Mohammad Taraki tog magten. Den nye, stærkt antiislamiske regering proklamerede reformer på alle områder, og Afghanistan blev udråbt som en Demokratisk Folkerepublik. En helt speciel faktor var, at Khalq gennem flere år havde infiltreret det afghanske militær og derfor fra begyndelsen havde våbenmagten i landet. På Tvind var vi begejstrede for denne udvikling, for vi havde med egne øjne set undertrykkelsen og elendigheden i Afghanistan. Det kunne kun gå fremad, mente vi.

Amdi fik den idé, at højskolen skulle sende et byggehold til Afghanistan for at hjælpe den nye regering med at bygge skoler. Således gik det til, at danske “byggebrigader” – Tvinds første solidaritetsarbejdere – dukkede op i Jalalabad og Kandahar, hvor de sammen med lokale Khalq-folk byggede landsbyskoler.

Vi havde ingen idé om, hvilken hvepserede vi havde stukket fingrene i. Beslutningen om at støtte Khalq i Afghanistan afslørede U- gruppens totale mangel på forståelse af den egentlige politiske tilstand i landet. Khalq-partiet var et sovjet-inspireret kommunistparti, men var dybt splittet i to fraktioner, ledet af bitre fjender. Og islam var langt stærkere, end nogen i U-gruppen havde forestillet sig. Der var åben folkelig modstand mod dekreter om jordreform og statskontrol af markedspladser og lokalregeringer. Som papegøjer gentog vi Tarakis propaganda, der gik ud på, at det var isolerede “antirevolutionære” kræfter, som var imod regeringen.

Men i marts 1979 blev en opstand i Herat med hård hånd slået ned af militæret. I takt med, at Tarakis regime blev mere og mere upopulært, begyndte Khalq-skolerne at blive udsat for angreb fra landsbybeboere, som så dem som symboler på styret. Vi var dybt forargede over disse “reaktionære” angreb og indså ikke, at vi havde samarbejdet med et diktatur hadet af store dele af befolkningen. Midt i 1979 forlod de sidste byggebrigader Afghanistan, fordi landet mere og mere befandt sig i borgerkrigstilstand. Få måneder efter blev Taraki myrdet af sin rival, og i december blev landet invaderet af Sovjetunionen.

I Zimbabwe havde Mugabes hærenheder langsomt fået overtaget. For at hindre et totalt sammenbrud for det hvidt støttede styre og for samtidig at sikre sig, at Zimbabwes hvide kunne forblive på deres udstrakte landområder, indledte Margaret Thatchers udenrigsminister Lord Carrington i september 1979 de såkaldte Lancaster House-forhandlinger. Robert Mugabe rejste til London og kom under voldsomt britisk pres for at acceptere et kompromis med sine modstandere. Der var våbenhvile i Zimbabwe, og Mugabe var så tæt på en politisk sejr, som han nogensinde havde været.

Nu sad Amdi og Ruth i Danmark og rådgav Mugabe og hans folk i London over telefonen.

UFF-arbejdet hjalp Tvind på flere måder. Organisationen blev med ét til andet og mere end blot et skolesamvirke. Nu var vi aktivt involverede i politisk arbejde i det sydlige Afrika og andre steder. I Danmark betød det, at kontakten med danskerne i almindelighed blev bredere. Nu var det ikke blot elever og deres forældre, som kom til os på skolerne. Nu kom vi selv ud til store dele af den danske befolkning med indsamlinger, loppemarkeder og butikker. Ikke under navnet Tvind, men under det nye synonym UFF.

Det er muligt, at tøjballer hist og her røg i de forkerte hænder i Mozambique. Men grundlæggende set var UFF’s arbejde i Afrika dengang både godt og nødvendigt. Flygtningene fra Zimbabwe nød godt af den danske gavmildhed og af, at FN indvilligede i at betale for fragt af containere fra Danmark til Mozambique. Samtidig var UFF i Danmark en ubureaukratisk organisation, som gjorde meget ud af at fortælle, at de indsamlede penge gik ubeskåret til projekterne. Det stod der nemlig i UFF’s vedtægter, at de skulle. Særlige indsamlinger blev afholdt til at dække administrationsudgifterne.

Ikke desto mindre var Amdis påstand om, at vi i U-gruppen nu igen var i gang med et helt exceptionelt projekt naturligvis helt ude på overdrevet. I mange år havde Mellemfolkeligt Samvirke udsendt ulandsfrivillige til projekter over hele verden. I Asien, Afrika og Latinamerika havde grupper fra Den Rejsende Højskole mødt danske lærere, mekanikere, landmænd og specialister inden for mange andre

områder. Og ofte havde der været et modsætningsforhold, fordi de hurtigt gennemrejsende danskere fra Tvind kom med forudfattede meninger og politiske fordomme, mens de ulandsfrivillige havde levet og arbejdet i landene i længere tid og derfor kendte forholdene meget bedre. Ligeledes havde Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og andre hjælpeorganisationer ydet assistance i katastroferamte lande i årtier.

Vi hørte triumferende beretninger fra UFF’s strålende bedrifter. Da Zimbabwe endelig blev frit, og Mugabe rejste til Salisbury – som Harare hed dengang – rejste Ruth og de andre UFF-ledere med i samme omgang. Vi var næsten en del af det nye styre! Det var UFF, som havde skaffet Mugabe et højttaleranlæg til sine valgmøder, lød det. Uden os var det aldrig gået!

Ruth var æresgæst ved selvstændighedsfestlighederne i det store stadium, hvor Zimbabwes nye flag hejstes for første gang, fortalte Amdi. Og han tilføjede en malende beskrivelse af musikken, de store kor, de ynkelige tilstedeværende englændere og de flotte flagparader. Vi fik ikke at vide, at Ollerup Klunserne, Tøj Til Afrika i Løgstør og tusindvis af andre gæster også var indbudt. For os var UFF æresgæsten med specialstatus i den nye afrikanske stat.

Til trods for den oppustede selvforståelse er det dog stadig et faktum, at Amdi med UFF’s indsats i Zimbabwe fik lagt fundamentet for de alliancer, han havde talt om, da organisationen blev stiftet. Tvind var blevet en organisation med en international dimension. U-gruppen var begyndt på den udvandring fra Danmark til resten af verden, som Amdi havde planlagt.

I løbet af 1978 lancerede dagbladet Information en række artikler om Den Rejsende Højskole og U-gruppen. Artiklerne var først og fremmest baseret på tidligere deltageres erfaringer med gruppepres, uduelige lærere og utålelige forhold på skolen. Naturligt nok brød vi os ikke meget om denne form for omtale. Pressen havde gennem årene lavet mange historier om Tvind, og for det meste havde de haft en positiv vinkel på vores projekter. Der var historien om bygningen af seminariet i Tvind. Her var et eksempel på en flok af unge mennesker, der var entusiastiske og ikke bange for at tage hånden op af lommen og bygge noget op. Vi var blevet fremhævet som et eksempel forskelligt fra Christiania, hvor hårde stoffer og anarkistisk økonomi herskede.

Vi var blevet vænnet til at blive strøget med hårene. Kvindelige journalister mødte op i Tvind for at møde den dynamiske og ivrige Amdi Petersen. Amdi var fuldt ud klar over sin magt over dem. Han kunne fyre vittigheder af, han kunne virke som en gentleman og “afsløre” sine visioner for fremtiden. Han kunne henvise til flokken af flittige lærere og elever, der lystigt konstruerede et skolecenter ud af ingenting.

Men nu, lige pludselig, blev vi angrebet for at være en flok sekteriske venstreekstremister. Information – og snart samtlige landets aviser – kørte fra nu af, hvad vi inden for murene kaldte “avishetzen”.

De fleste journalister valgte de lette skandaler. Vi havde kørt næsten 200 busser til Indien og tilbage igen uden uheld, men aviserne skrev om den enkelte bus, som blev påkørt bagfra af en sovende langturschauffør. Ulandshjælp fra Folk til Folk sendte i dusinvis af containere med hospitalsudstyr, skolematerialer, rullestole og ambulancer til flygtninge i Mozambique, men aviserne syntes, det var mere interessant at skrive om fuldkommen grundløse rygter om “våbensendinger” til Afrika. Ingen af journalisterne forsøgte for alvor at forstå, hvad der rørte sig inde i vores hoveder. Ingen gjorde sig den anstrengelse at lytte til en Tvind-lærer og høre, hvad der lå bag; hvad der drev værket.

Derfor var det sandt, at vi blev udsat for en veritabel kampagne. Fra omkring påsken 1978 gik der ikke en dag, uden at en eller flere aviser bragte artikler, der fortalte om fejl og mangler ved Tvind. Vi reagerede mod dette ved at udnævne en pressegruppe bestående af Poul Jørgensen, Mikael Norling og Eva Vestergård. Hensigten var, at det var meget lettere for pressen at slå kiler mellem os, hvis vi alle udtalte os til pressen. Der var ikke noget specielt i det; samme teknik bliver brugt af mange andre organisationer, lige fra A.P. Møller til Brøndby IF. Uerfarne lærere fra skolerne ville ikke blive udsat for de pågående journalisters borende spørgsmål og dumme sig i farten.

En anden og usagt grund til udnævnelsen var naturligvis, at ledelsen kunne kontrollere, hvad der blev sagt til pressen. Skulle en lærer have afvigende meninger, var det ikke længere muligt at få dem ud, medmindre denne lærer brød tavsheden. Men det er der heller ikke noget nyt i. Mange større organisationer pålægger sine medarbejdere ikke at tale med medierne, når en mulig skandale er under opsejling.

Stormen løjede ikke af. Avisangrebene tog til i styrke, og en stor del af artiklerne koncentrerede sig om Amdi. “Amdi – Guru i Tvind”, hed det. En tidligere lærer og et par højskoleelever havde forklaret om Amdis metoder og indflydelse. “Amdis tronstol” blev beskrevet. “Amdi har som en anden fyrste lakajer, som fragter hans tronstol rundt i landet, så den står klar i al sin glans, hvor han end bevæger sig.” “Amdi har privatchauffør og bliver kørt rundt i landet i luksusbiler, mens de menige Tvind-folk må rejse på tommelfingeren.” “Amdi leder Tvind med hård hånd og knuser enhver opposition. Tvindlærerne tilbeder Amdi.” “Busrejse til Afrika under elendige forhold.” “Tvind-elev kvæstet på motorvej i Tyskland.” “Det påstås, at Tvind har sendt våben og militærudstyr til Mozambique.” “Elever rejser fra Den Rejsende Højskole i protest mod dårlig undervisning.” “Rigsrevisionen kigger Tvind efter i sømmene.”

Det havde ingen ende. Anklagerne var både uretfærdige og useriøse, syntes vi.

I U-gruppen havde vi altid forklaringer rede, og vi troede selv blindt på dem. De få, som tvivlede, var allerede på vej til at forlade Tvind. Det store flertal stod bag U-gruppen, skolerne og Amdi, og det flertal inkluderede i mange år mig selv.

Mangen en gang har jeg givet forklaringer og hørt mig selv retfærdiggøre Amdis privilegier med argumenter, som for enhver person uden for Tvind må have lydt hule og tvivlsomme. Det var rigtigt, at Amdi aldrig kørte bil, at han altid blev kørt rundt i landet af Ruth. Hvorfor? Fordi han ikke havde kørekort! Han havde jo engang været i en bilulykke, som havde efterladt ham med frygt for at køre bil, ganske enkelt. Yderligere sagde Amdi selv, at han var en elendig chauffør, som havde sine tanker på alt muligt andet end trafikken. Farlig for sig selv og for sine omgivelser. Så hvad galt er der i at have en chauffør? Og jovist, Amdi blev da kørt rundt i en smart Citroën CX og senere i Mercedeser og Volvoer. Det var heller ikke forkert, at den slags biler lå fjernt fra vores normale transportform: rejser på tommelfingeren gennem Danmark dag og nat og i et hvilket som helst vejrlig. Igen faldt det os ikke svært at forklare og retfærdiggøre. Amdis tid var for kostbar til, at han kunne rejse som vi andre. Han havde brug for den hvile, han kunne få i bilen. Han havde brug for de bløde sæder, og desuden var Citroënen den eneste bil med tilstrækkelig benplads til, at Amdi kunne sidde behageligt.

Det var også rigtigt, at Amdi havde en særlig stol, som altid blev fragtet rundt, hvor han skulle deltage i møder. Det var en direktørstol med høj ryg og hjul. Sæde, ryg og højde kunne justeres individuelt. Stolen var beklædt med brunt læder, og for at gøre den endnu mere behagelig havde Amdi et stort fåreskind henslængt over ryg og sæde.

Særligt tydeligt var det, når vi mødtes i Vamdrup til vores månedlige møder for hele U-gruppen. Dér stod Amdis fåreskindsforede og justerbare chefstol midt i det hele. Vi andre sad naturligvis på træstole gennem alle møderne. Men Amdis stol kunne vi let retfærdiggøre. Efter sin bilulykke nogle år forinden havde han ligget i stræk med beskadiget ryg på Odense Hospital i seks måneder uden at kunne røre sig. Hans ryg var svag, og han var nødt til at have en ordentlig stol at sidde i. Vi undlod bekvemt at tage stilling til flere andre, som også havde dårlig ryg, men som naturligvis aldrig fik hverken fåreskind eller chefstol.

Når det kom til at forsvare og forklare Amdis kolossale temperamentssvingninger og deraf følgende helt uantagelige personlige angreb på kammerater, hvis eneste forbrydelse var at være uenig med ham, så var forklaringerne internt af en mere politisk art. Mao Tsetung havde sagt: “Revolutionen er ikke et teselskab.” Hvordan kunne en kammerat, der for eksempel såede splittelse i U-gruppen eller som ikke accepterede de fælles betingelser og ville gå sin egen vej, forvente en blød behandling? Den slags opførsel kunne være begyndelsen til dybere problemer for os alle, eller til at U-gruppen blev vildledt på sin skrøbelige kurs til sejr over den kapitalistiske fjende.

Udadtil var det imidlertid ikke den slags argumenter, der talte. Ofte sagde vi til folk, der spurgte os ud, at det simpelthen ikke var rigtigt, hvad aviserne skrev. Det var den letteste måde at komme over problemet på.

Men hvad lå bag Amdis tilsyneladende privilegier og beskyldningerne mod ham? Jeg er overbevist om, at det begyndte uskyldigt og udviklede sig til et sindrigt system, der den dag i dag er en af hovedårsagerne til, at Amdi stadig sidder ved roret i Tvind.

Tilbage i begyndelsen af 1970’erne, mens Tvind slet ikke havde erhvervet Tvindgården ved Ulfborg og således heller ikke var kendt som Tvind, foregik der mange og hidsige diskussioner om, hvordan U-gruppen skulle nå sit mål: At bidrage til omvæltningen af verdenskapitalismen. De lukkede U-møder var omgivet af hemmelighed. U-gruppemedlemmerne kunne ikke fortælle om møderne til andre. Amdi så sig selv som den politiske leder og blev anerkendt som sådan af U-gruppen. Det var Amdi, der havde idéerne til Den Rejsende Højskoles nye programmer. Det var Amdi, der havde skrevet programmet for DNS i løbet af en weekend i isolation på Fanø. Det var Amdi, der var modig nok til at insistere på navnet “Det Nødvendige Seminarium”, og det var ham, der havde visionerne og udsynet til altid at kaste U-gruppen ud i nye forehavender. I udviklingsfasen var Amdi ikke meget bekymret om de juridiske sider af sine idéer. Hans kontravægt blev derfor Poul Jørgensen, der fremstod som en typisk teknokrat. Amdi var personen med idéer, visioner og forestillinger. Han ville have ting gennemført og sat i gang. Poul var den, der lagde låg på forestillingerne og fandt praktiske måder at gennemføre dem på. Poul kendte loven eller undersøgte den. Poul lagde de formelle eller praktiske problemer op foran Amdi. På denne måde udviklede idéerne sig fra drømme og forestillinger til realiserbare projekter.

Amdi var fra begyndelsen den helt klare ledende figur i U-gruppen. Der var ingen, der som han kunne samle os omkring en idé eller latterliggøre et synspunkt, der ikke passede ham. Hans taleevner var legendariske. Han var altid i stand til at tolke en situation og drage konklusioner, som syntes absolut uimodsigelige. Han kunne tale i timevis på vores møder, uden at vi begyndte at falde fra eller kede os. Talerne var krydrede med underholdningselementer, historier, spændingsøjeblikke og uventede sprogblomster. Der var dynamik og dynamit i luften, når manden rejste sig for at tale.

Men som tiden gik, og Amdis lederskab blev mere og mere cementeret, gik det ham mere og mere til hovedet. Både han selv og de “menige” medlemmer af U-gruppen indså, hvor afgørende hans indsats og visioner var for arbejdet. Det medførte, at Amdi ikke behøvede at sige mange ord om, at han havde brug for dette eller hint, før det blev “vedtaget”, at sådan skulle det være. Imidlertid var det ikke noget, der kunne diskuteres offentligt. De sjældne gange, nogen kom for skade at hentyde til privilegier for Amdi, brød der en storm løs i U-gruppen. Amdi ville bruge alle midler. Han ville skrige med fråde om munden. Han ville alliere sig med “de mange” og spørge, hvilken ret “de få” havde til at udfordre flertallet. Han ville tale om, hvordan de tvivlende få var forrædere, og at de forsøgte at så splid imellem os. Han ville opgivende kigge den anden vej, som om han følte sig personligt forfulgt og ydmyget, og hans tale ville gå i stå. Tænk, at han skulle blive udsat for forfølgelse af sine egne kammerater!

Så ville en af hans nærmeste kvindelige oppassere (Ruth Sejerøe-Olsen, Anne Hansen eller Bodil Ross) fortsætte skrigeriet. Der var intet forsøg på diskussion. Det var et frontalt kontraangreb, der ikke stoppede, før modstanderen var jaget helt ned i sit hul.

– Hvordan fanden kan du sige sådan noget til en kammerat som Amdi? ville der blive spurgt. Amdi, som knokler løs for at holde sammen på U-gruppen? Hvad i helvede bilder du dig ind? Hvem sætter sådan noget i hovedet på dig?

Der blev sået tvivl om motiverne bag opsætsigheden, når det gik rigtigt hedt til.

– Arbejder du for Jyllands-Posten eller for Information? ville en eller anden spørge i hidsighed.

Det var ganske umuligt at svare på den slags. Lige meget, hvad ofret sagde, ville det blive brugt imod ham eller hende. Hvis man blev hidsig som Amdi og hans fæller og svarede igen, ville det være en ren krigserklæring. Det skete kun i få tilfælde, og vedkommende blev ganske enkelt smidt ud af mødet og isoleret fuldstændigt, indtil han eller hun var rede til at bøje sig for flertallets krav om underkastelse.

Mere typisk var det, at ofret før eller senere ville bryde sammen over det intense pres og “tilstå”, at han eller hun havde været galt afmarcheret, og at “nu kan jeg godt se, at det er helt forkert, hvad jeg sagde før”. Ritualet var, at når det øjeblik kom, så ville de kvindelige rappenskralder, Amdis nærmeste allierede, støde bajonetten dybere ind:

– Det er sgu for let at sige sådan nu, gamle ven! Hvorfor sagde du, hvad du sagde, det er det, vi gerne vil vide? Sagt er sagt, og du må have haft en grund til din mening? Hvad mente du? Hvad er dit problem med Amdi???

Ofret var nu i komplet vildrede. Man kunne ikke blot trække sig tilbage. Man var nødt til at gå tilbage og forsøge at forklare, hvad man havde ment, men gentage og atter gentage, at nu, efter diskussionen, kunne man godt se, hvor galt det var. Gentagelsen af de første synspunkter ville provokere nye angreb – selvom det nu var klart, at man havde givet sig og var uenig med, hvad man havde ment før. Diskussionen kunne køre i ring i lang tid, indtil forsamlingen kørte træt. Mødet gik videre, og oppositionen var knækket.

De fleste af os, der har oplevet den behandling, har før eller senere valgt at gå vores vej, og måske var det i bund og grund Amdis idé. Det var prisen for at holde sammen på U-gruppen.

Nu havde folk, som tidligere havde været udsat for den behandling, sat gang i avisernes jagt på flere dårlige historier om Tvind. Der var ingen tvivl i vores sind om, at der var kræfter i Danmark, som forsøgte at give vores skoler så dårlig en omtale, at elevtallet ville falde under det af undervisningsministeriet fastsatte minimum. Skolerne ville så enten gå fallit på grund af manglende elever, eller fordi ministeriet fratog skolen statsstøtten.

Vi begyndte derfor i stigende grad at føle os forfulgte. Vi havde allerede taget skridtet og udnævnt presseudvalget. Amdi kundgjorde på et møde, at han ikke længere ville tale med pressen. Eftersom vi ikke kunne kontrollere, hvad de ville skrive, ville vi ikke give dem nogen hjælp til deres artikler, som vi på forhånd vidste ville sværte både Amdi og Den Rejsende Højskole til. På et af weekendmøderne i Vamdrup diskuterede vi, hvad pressen var ude på. Amdi sagde, at deres hovedidé var at så splid mellem os. Vi skulle rejse os imod ham, sagde han, det var idéen. Og sagen er, sagde han videre, at hvert ord de skriver, som vi læser, vil vænne os lidt mere til tanken om, at de måske har ret!

– Nej, nej, lød protesterne fra hele mødet.

– Jo, jo, sagde Amdi som Jesus, der talte til sine disciple. Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er det effekten. Og hvis vi vil undgå den effekt, må vi ekskludere hele deres tankegang fra vores. Vi må reagere imod deres angreb ved simpelthen at ignorere dem, og ved I, hvad det betyder, kammerater? Vi må stoppe med at læse deres småtskårne meninger i deres småtskårne aviser! Hvad gavn har vi af at læse deres artikler om os? Ingen! Kan jeg eller Torben her ved siden af mig lære noget om U-gruppen fra deres møg? Fortæller de os noget, vi ikke ved? Ikke et kuk! Tværtimod! For hver avis, vi åbner, bliver vi lidt dummere. For hver gang, vi læser en modbydelig artikel om DRH, sås der et lille korn af tvivl i vores sind. Det er hele deres strategi. At splitte U-gruppen fra hinanden, at splitte Amdi fra U-gruppen.

Efter Amdis tale var det blot en formssag. Vi bestemte at indstille al avislæsning. Samme mandag blev alle avisabonnementer for alle skoler sagt op.

Vi indførte sikkerhedsforanstaltninger af mange slags for at forhindre interne oplysninger i at komme ud. På U-møderne diskuterede vi budgetter, planer for skolerne, nye programmer. Der var fotokopierede oplæg med detaljer om økonomien, U-gruppens likviditet, vores opsparing. Hvert enkelt papir var mærket med nummer, og alle papirer blev samlet ind, når diskussionen var færdig. Papirerne blev derefter lagt i nummerorden, og det blev tjekket, at ingen numre manglede. Systemet var stort set altid vandtæt. Alle kiggede sig omkring, og hvert papir deltes mellem to personer. Hver enkelt af os ville vide, hvilket nummer vores papir havde. Hvis mit nummer derfor ikke dukkede op i stakken efter diskussionen, så var det enten fordi jeg selv eller min makker havde taget papiret og skjult det – for at bringe det med ud fra mødet. En smart måde at sørge for, at vi alle holdt øje med hinanden.

Én gang skete det, at et vigtigt papir om U-gruppens økonomi manglede. Det blev konstateret, at papiret havde været foran Jan Bjørke, og at han ikke havde returneret det. Jan benægtede, at han havde taget papiret. Han havde afleveret det, da alle andre afleverede papiret. Amdi, Ruth, Bodil Ross og senere en hel hærskare af angribere ydmygede og hånede Jan Bjørke. Amdi spurgte ham ligeud: – Hvor meget betaler Efterretningstjenesten for den slags dokumenter? Hvor mange dokumenter har du allerede afleveret til dem?

Jeg var rystet. Først og fremmest over at dokumentet var blevet væk. Men også over, hvad der var blevet sagt til Jan Bjørke. Hvordan kunne de sige tingene så hårdt til manden uden at have nogen beviser for, at han havde gjort, hvad de beskyldte ham for?

Sikkerhedsforanstaltningerne strakte sig helt ud i dagligdagen, hvor vi boede rundt omkring i landet. Det blev helt tydeligt i 1979, da vi en dag blev kaldt til møde på Roskilde Efterskole. Der var tydeligvis et eller andet vigtigt på færde, for en af koordineringsgruppens Mercedeser holdt parkeret udenfor.

Mødet begyndte uden dikkedarer, og vi indså hurtigt, at dagsordenen var dødsensalvorlig. Dagen forinden, i Tvind, havde Eva Horsbøl modtaget en pakke, fik vi at vide. Eva arbejdede i Tvinds reception og modtog post til alle skolerne på området, og hun svarede på telefonen på 07 491066, Tvinds daværende centrale telefonnummer. Pakken var tung, og Eva blev mistænkelig. Meget forsigtigt løsnede hun papiret i den ene ende af pakken. Hun kunne nu konstatere, at der var et rør og nogle ledninger under papiret. Hun var sikker på, at der var tale om en bombe. En eller anden havde sendt en pakkebombe til Tvind. Sammen med et par andre fik Eva pakken lukket til igen og transporteret i en bil til Holstebro Å, hvor pakken blev smidt i vandet fra en bro.

Konsekvensen af denne hændelse var klar. Vi var nødt til at passe meget mere på. Stærke kræfter ville os til livs, og vi bestemte, at de ikke skulle have held med deres forehavende. Vi fik fortalt, at al post til Amdi og ledelsen igennem længere tid var blevet scannet for brev- og pakkebomber. Derfor gik al post til dem til Tvind. I Tvind havde vi en scanner stående, der kunne “se” indholdet af pakker og breve. Fra den dag og de følgende næsten tre år sendte vi alle breve, vi modtog, en tur til Tvind for at blive scannede. Der var ingen undtagelser. Det gjaldt alle breve, lige fra bankopgørelser til fødselsdagskort. Vi var omhyggelige med at overholde sikkerhedsreglerne, og sommetider bragte det os i vanskeligheder.

På et tidspunkt administrerede vi fra vores etværelseslejlighed på Gormsvej i Roskilde landsindsamlingen “Danske Børn Giver en Skole til Børn i Zimbabwe”. Skoler fra nær og fjern sendte os breve, og hvert eneste brev, vi modtog, gik til Tvind for at blive bombetjekket, før vi åbnede det. Kolleger, der sendte breve til os fra København, Køge eller Helsingør undrede sig gang på gang over den usædvanlig langsomme postgang for et almindeligt brev til Roskilde. Flere gange blev vi opfordret til at klage til postvæsenet. Ved en bestemt lejlighed havde vi planlagt en højtidelighed, hvor skoleelever ville overrække det hidtil indsamlede beløb til Zimbabwes repræsentant i Danmark. Få dage forinden fik vi en opringning fra en skole i Hedehusene, som havde indsamlet 5.000 kroner til projektet. Vi aftalte, at de skulle sende os en check på beløbet, og checken kom ganske rigtigt den følgende dag. Problemet var, at vi ikke kunne åbne brevet. Vi kunne se checken indeni. Jeg holdt brevet op mod en arkitektlampe og tydede beløbet og et par sætninger af et følgebrev. Der var ingen tvivl, det var brevet fra skolen i Hedehusene. Vi kiggede på skyggerne inden i konvolutten. Vi så efter spor af fine tråde, sådan som vi var blevet instrueret til at gøre det. Der var intet at se. Overrækkelsesceremonien med ambassadøren var den følgende dag.

Nu var vi i knibe. Hvis vi sendte brevet til Tvind for at blive scannet, ville det komme tilbage til Roskilde en dag for sent. Skolen, der havde sendt pengene, ville ikke blive talt med i det samlede beløb, som ville være 5.000 kroner mindre. Ole Tarp og jeg diskuterede frem og tilbage, om vi skulle åbne checken. Ole sagde, at det skulle vi, det var skørt at sende den hele vejen til Tvind og tilbage. Med min sædvanlige firkantethed insisterede jeg på, at en regel var en regel. Mit argument var politisk korrekt og derfor uimodsigeligt, men det led af ikke at være baseret på sund fornuft. Jeg sagde, at det kunne være en bombe. Indtil brevet var blevet scannet i Tvind, havde vi ingen garanti. Derfor skulle vi blæse på højtidelighed og den deltagende skole. Vi skulle blot sige, at deres check ikke var kommet frem. Ole Tarp var for fornuftig til at lytte til mig. Han afgjorde diskussionen, da han tog konvolutten, stadig varm fra arkitektlampens pære, og åbnede den uden at ryste det mindste på hænderne. Uden at sige mig imod rakte han mig brev og check.

Lejligheden eksploderede ikke. Der var ingen lugt af svovl, plastisk sprængstof eller nitroglycerin. Hvad kunne jeg sige? Ole havde bevist, at han havde ret, og havde løst problemet med, hvad vi skulle have sagt den næste dag. Vi aftalte med et hurtigt blik ikke at diskutere sagen yderligere, og at bruddet på sikkerhedsreglerne ville blive mellem os. Frem for alt var vi klar over, at vores nærmeste overordnede ikke skulle vide noget om denne begivenhed. Og således blev det.

Bombescanneren var blevet købt af Joep Nagel og Henning Bjørnlund. Joep er hollænder, har været med i U-gruppen fra ca. 1970 og er et af de mest betroede medlemmer. Hans rigtige navn er Josephus Hermanus Maria Nagel, men det hollandske kælenavn “Joep” var noget nemmere at bruge. Han giftede sig med Karen Thorst for at få opholdstilladelse i Danmark omkring 1971. Nu var Joep medlem af sikkerhedsudvalget sammen med bl.a. Amdi, Ruth Sejerøe-Olsen og Bodil Ross. Sikkerhedsudvalget havde fri adgang til organisationens midler, aflagde ingen regnskaber og blev aldrig omtalt i en større forsamling ud over den dag, det blev nedsat.

Joep købte to brevbombescannere i Holland. Den ene beholdt vi i Tvind, den anden blev ifølge Amdi sendt til Robert Mugabe i Mozambique. Hans ZANU-parti havde modtaget mange bombetrusler, og apartheidstyret i Sydafrika havde brugt bomber til at terrorisere ANC-medlemmer. I august 1982, mens vi i Tvind stadig scannede al indgående post, blev den kendte anti-apartheid forfatter Ruth First dræbt af en sydafrikansk brevbombe i UNESCO’s kontor i Mozambique. I Angola blev Jeannete Schoon og hendes datter dræbt to år senere af en brevbombe fra samme afsender.

Joep og Henning købte også en radioscanner til at afsløre skjulte mikrofoner og radiosendere. Ikke alene anså vi det for sikkert, at vores telefoner blev aflyttet. Vi regnede også med muligheden for, at mikrofoner var installeret rundt omkring i vores skoler og bygninger. Da det ikke var muligt at udelukke ét rum eller én mødesal frem for andre, var vores udgangspunkt, at alle rum, hvor vi mødtes, potentielt set kunne være forsynet med mikrofoner. Scanneren var en professionel radiomodtager, som lynhurtigt kunne scanne alle frekvenser fra langbølger til ultra kortbølgesignaler.

Ved en lejlighed gennemgik vi hele Hotel Lakolk på Rømø minutiøst med apparatet. Vi skulle afholde et weekendmøde i den store gamle træbygning, der husede en mødesal. Bygningen er opført nær ved klitterne og står bogstaveligt talt på stolper. Vi kravlede med vores scanner rundt under denne store bygning og lyttede til alt lige fra fiskekuttere til Radio Moskva, men vi hørte ikke nogen skjulte mikrofoner med radiosendere.

Man kunne måske beskylde os for at have været hysteriske og overdrevne i vores sikkerhedsforanstaltninger. Men der var rent faktisk noget om snakken. Det er et faktum, at flere af Tvinds telefoner blev aflyttet i forskellige perioder. I begyndelsen af 1983 dukkede ordrette afskrifter af telefonsamtaler mellem Amdi og Poul Jørgensen op i Ekstra Bladet. Poul Jørgensen klagede og ville have oplyst, hvorfor og hvordan han var blevet aflyttet. Og foregik aflytningen stadig? Politiet nægtede at svare.

Senere i 1983 indrømmede justitsminister Erik Ninn-Hansen fra Folketingets talerstol, at Amdi og Poul Jørgensens samtaler ganske rigtigt var blevet aflyttet. Aflytningen foregik fra april 1979 til december 1981. Ninn-Hansen sagde, at aflytningerne var foregået helt efter reglerne. Årsagen var ifølge myndighederne, at Tvind samarbejdede med palæstinensere i Libanon. Jeg tror, det er sandsynligt, at det faktum, at Amdi netop gik under jorden i april 1979, skal med i billedet. PET ville følge manden og finde ud af, hvad han lavede, og hvorfor han var gået under jorden. Og selvom jeg ikke har nogen konkrete beviser, mener jeg, at det er højst sandsynligt, at PET eller andre tjenester også aflyttede Tvind-telefoner både før og efter de offentligt kendte aflytninger.

Uden måske at være klar over det medvirkede politiet til, at vi lukkede os yderligere inde, blev mere utilgængelige og stolede mindre og mindre på folk, der ikke var medlemmer af vores organisation. Hvad ingen syntes at forstå eller forvente var vores reaktion. Amdi formulerede det for os: De tror, de kan splitte os, men for hver gang, de angriber, bliver vi stærkere. Vi rykker mere sammen, vi former en mur imod deres angreb, vi bliver mere klar over vores eget værd. Set fra vores synspunkt var der ikke hold i angrebene mod os. Vi var ofre for en pressehetz. Det var blevet moderne at angribe os. Lige meget, hvad vi sagde, ville det blive brugt imod os, så vi sagde ingenting.

Det var på mange måder rigtigt. Men sandheden var også, at Tvind og U-gruppen i takt med den hurtige ekspansion begik flere og flere fejl. Selvom journalistikken ofte var elendig, byggede mange af avishistorierne på halve sandheder. Elever var blevet efterladt alene på landeveje med besked om at blaffe hjem. Amdi var en altdominerende enehersker inden for organisationen. Maden var tit for dårlig. Saniteten på Tvind virkede ikke ordentligt. Skolernes undervisningsbudgetter var for lave. Mange lærere var uuddannede, og mange manglede erfaring.

Og vi nægtede at lytte til kritik. Jeg – og med mig stort set alle andre – forsvarede organisationen over hele linjen. Vi blev meget hærdede i denne teknik. Jeg sagde altid: – Selvfølgelig laver vi fejl, vi er mennesker, og vi laver fejl som alle andre. Men når vi har lavet en fejl, ja så retter vi den, og hvad mere kan man forlange? Hvis så folk spurgte, om jeg kunne nævne en fejl, Tvind havde lavet og derefter rettet op på, gik jeg i baglås. – Jeg er ikke interesseret i at diskutere på den måde, ville jeg sige.

Vores organisation begyndte at vise flere og flere sektagtige symptomer. Det var ikke, fordi vi pludselig havde ændret os. Men det udefrakommende pres betød, at kulttendenserne blev tydeligere: “Belejringsfilosofien”, som tjente til at isolere os fra resten af samfundet; Amdis absolutte magt og hans status som ufejlbarlig gurufigur; den lukkede organisation; enkeltmedlemmernes fuldkomne overgivelse af deres tid og penge; den systematiske og brutale udslettelse af enhver form for intern opposition og vores uforbeholdne og blinde tro på, at alt, hvad vi gjorde, var godt og rigtigt.

Vi isolerede os ikke kun over for pressen og det officielle Danmark. I vores selvtilstrækkelighed afskar vi os mere og mere fra kontakten med gamle venner og endda vores familier. Som folkeskolelærer havde jeg syv ugers sommerferie, men inden for Lærergruppen havde vi organiseret os med såkaldt “fælles sommer”. Den bestod af byggeri, gadekampagner for flere elever, møder og vedligeholdelsesarbejde på skolerne. I flere år fik jeg ikke mulighed for at besøge mine forældre om sommeren. Det var ikke meget lettere i julen, for der var selvfølgelig også “fælles jul”. Vi tog normalt hjem til familien i to dage, og så var der møde i Tvind 2. juledag.

På høj- og efterskolerne havde eleverne hjemrejse en gang om måneden, og i den weekend arrangerede Lærergruppen en såkaldt “byggeweekend”. Resten af måneden var lærerne sammen med deres elever både dag og nat. Resultatet var, at det blev stort set umuligt at finde tid til at besøge familien. Det blev for nogle den direkte årsag til, at de forlod Tvind.

Jeg skrev gang på gang breve til mine forældre, hvor jeg undskyldte, at jeg heller ikke kunne komme og besøge dem denne påske, denne sommer, dette efterår eller denne fødselsdag, men jeg var hærdet nok til ikke at klage, og jeg vidste, at det alligevel ikke ville hjælpe. Samtidig havde jeg reelt travlt med mit arbejde. Jeg forsøgte, så godt jeg kunne, at holde kontakten ved lige med Britta, min allerbedste ven fra gymnasiet, men det var ikke let. Jeg var kun sjældent i stand til at besøge hende i det produktionskollektiv, hvor hun boede, og kontakten blev mest skriftlig. En dag kom hun på besøg og udfordrede mig direkte.

– Hvorfor holder I jer sådan for jer selv? spurgte hun.

– Det gør vi da heller ikke, svarede jeg, idet jeg øjeblikkeligt gik i forsvarsstilling. Det var ligesom, vi talte to forskellige sprog, og Britta må have taget sig til hovedet, da hun tog hjem efter at have mødt en mur af modsigelse efter det ellers rimelige spørgsmål.

Jeg tabte kontakten med resten af mine gamle venner. Og først efter Tvind var jeg i stand til for alvor at genoplive mit forhold til familien.

Når vi blev så bitre over det frontale angreb, vi nu mødte i den danske presse, var det også fordi vi syntes, at ingen interesserede sig for de gode ting, vi lavede. “Tvind” blev pludselig et mistænkeligt begreb og ofte synonymt med dårlig undervisning og undertrykkelse af eleverne.

Det, syntes jeg, var meget uretfærdigt. Der foregik masser af god undervisning på Tvinds skoler, og min inspiration som lærer kom i høj grad fra mine venner og kammerater på Tvind. Jeg havde lært at turde tænke uden for de sædvanlige satte rammer, og resultatet var god og spændende undervisning. I 1978 havde jeg været lærer på Nordvestskolen i Helsingør i næsten to år. Jeg havde fået mere styr på min undervisning, og disciplinen var ikke længere et problem.

Jeg havde en 5. klasse i biologi – et af de tre fag, som indgik i det, der blev kaldt samtidsorientering i 1978. Det var forår, morgenen begyndte tidligt, og en dag skulle vi lære om fisk. Hvad er det mest interessante ved en fisk, set fra en 11-12-årig skoleelevs synspunkt? Jeg tænkte på min gamle biologilærer fra Ribe, Lennart Edelberg. Hans undervisning stod stadig for mig som den mest instruktive og engagerende, jeg nogensinde selv havde haft som skoleelev – til trods for, at jeg samtidig tænkte tilbage med rædsel på den skole, hvor han underviste. Men hvad ville Edelberg have gjort? Vi skulle selvfølgelig have fat i nogle fisk og sprætte dem op. Så ville vi kunne se hoved, flydeblære, gæller, rogn og rygmarv. Vi ville føle fiskeskæl og fiskelim på fingrene. Så ville vi lave plakater og snittegninger med forklaringer på gællens evne til at trække ilt ud af vandet. Det var min opskrift på min dobbelttime over middag med 5. klasse.

Jeg allierede mig med en af mine venner og tidligere medstuderende fra seminariet, som også boede i Helsingør. Han havde nemlig en Nimbus-motorcykel med en sidevogn af den type, som har et fladt lad. En morgen klokken seks stod vi sammen på fiskeauktionen i Gilleleje. Jeg havde nok været til fiskeauktion en gang før et sted på vestkysten. Men det havde aldrig været for at købe noget. En mand på en gaffeltruck kørte en palle fiskekasser forbi os, og han må have kunnet se, at vi ikke var fiskehandlere, for han så allerede opgivende ud.

– Jeg vil gerne købe 30 fisk, sagde jeg. Det kunne jeg godt, men ikke på auktionen. Hvis det var 30 kasser med fisk, jo, så var det i orden. Men 30 fisk, nej.

– Men derovre sælger de per kilo, forklarede han og sendte mig til den anden side af hallen.

Der var mange fisk at vælge imellem. 30 fisk ... hvilke 30 skulle jeg vælge? Jeg gik lidt rundt mellem de is- og fiskefyldte kasser og spekulerede på, hvilken art mon var lettest at sprætte op. Og så, lige der foran mig, lå en skabning på over en meter i et stort grønt plastickar.

– Det er sgu da et marsvin, sagde jeg til Lennart, min ven og kollega med motorcyklen. Det var det, og marsvinet, som er et pattedyr med lunger og ingen gæller, var dødt som en sild.

– Den er druknet i et fiskenet, forklarede lagermanden, som gik og fejede is op i en slags fejeblad.

– Kan man købe den? spurgte jeg nysgerrigt, mens en idé begyndte at tage form i mit hoved.

– Det kan man vel godt, sagde han, men hvad vil du med sådan en, for man kan ikke spise den?

– Nåh, sagde jeg, jeg skal vise den til min skoleklasse i biologi.

– Det bliver 35 kroner for marsvinet, kom det resolut fra manden.

Jeg betalte 35 kroner og købte også 30 fisk til almindelig opsprætning. Vi kørte motorcykelen ind i hallen og læssede dyret på ladet af hans sidevogn. Den må have transporteret mangt og meget, siden den først blev indregistreret engang i 1930’erne. Men jeg tror alligevel, det var første gang, min ven havde kørt igennem et dansk forsommerlandskab med en hvalfisk i sin sidevogn.

Vi ankom til Nordvestskolen omkring 20 minutter i otte, og jeg havde hele vejen fra Gilleleje siddet og tænkt på, hvad jeg skulle gøre ved den aflivede skabning, som lå der ved siden af mig. Mine biologitimer begyndte først over middag. Det var let nok med fiskene. De røg ind i køleskabet på lærerværelset. Her ville de holde sig kølige, og forhåbentligt ville mine kollegers madpakker ikke komme til

at lugte for meget af Kattegat inden middagspausen. Det var værre med marsvinet. Sammen med nogle tidligt mødte elever – som syntes, det var alle tiders begyndelse på skoledagen – fik vi dyret ned i bunden af trappeskakten i administrationsbygningen. Her var der en metalrist i betongulvet, og det var godt, for så kunne det dryppende blod jo diskret forsvinde i kloaksystemet. Vi spurtede op ad trapperne og ud i skolegården, hvor mine elever med fagter og gebærder udmalede til nyankomne nysgerrige, hvor svimlende stort dyret var. Det ringede ind, og jeg gik selv i gang med dagens lærergerning.

Nordvestskolen var en nyere skole, delt op i fire etplansblokke. Hver blok havde klasseværelser ud mod et fælles rum. Skolen var forsynet med mange nye og smarte indretninger. Man kunne for eksempel afspille videobånd oppe fra et rum nær kontoret, og så kunne billederne ses på et fjernsyn i klasseværelset. Der var også et samtaleanlæg: En stor højttaler ved siden af tavlen kunne både bruges som lydanlæg og til at tale med kontoret. Det var halvvejs gennem timen før middagsfrikvarteret, at der pludselig lød et dut og et opkald fra kontoret. Normalt kom opkald lige i begyndelsen af timerne, eller lige før klokken ringede til frikvarter, men her manglede 20 minutter, før timen var forbi.

– Hans, er det dig, som har et dødt dyr liggende nede i trappeskakten? lød det spidst fra sekretæren.

– Øh, jo, et dødt dyr, øhm, det er et marsvin, sagde jeg.

– Er det det, lød det med påtaget interesse fra den anden ende. Nå, men ku’ du ikke lige tage og komme herover, for vi har lidt af et problem.

– Kan det ikke vente til middagsfrikvarteret? spurgte jeg. Så skal jeg alligevel flytte marsvinet.

– Nej, sagde stemmen, nu lidt mere utålmodigt. Det kan ikke vente. Kan du komme over nu.

Så var der jo ikke noget at gøre. Jeg måtte lade min klasse i stikken og gå over mod kontorfløjen. Fra indgangen går trappen dels ned i kælderen og dels op på første sal til lærerværelset på den ene side og skolens kontorer på den anden side. I stueetagen er der undervisningslokaler. Da jeg kom ind i opgangen til lærerværelset, forstod jeg. En fuldkommen ulidelig stank af råddent og dødt dyr stod mig i møde. Jeg fik øjeblikkeligt kvalme og måtte holde mig for næsen, mens jeg løb op ad trappen til kontoret. Der stod den stakkels sekretær med hovedet ud af vinduet, ligbleg og klar til at brække sig når som helst. Længere inde sad Ken Gottschalk, inspektøren, i en lige så infam stank. Desperat kiggede sekretæren på mig og pegede ned mod gulvet og gjorde en særdeles sigende bevægelse med hånden. Jeg

forstod beskeden uden problemer. Dyret skulle væk. Jeg gik ud på trappegangen igen, og derude var lugten helt uudholdelig. I lærerværelset havde man åbnet alle vinduer, og de tilstedeværende hang ud af vinduerne, på samme måde som sekretæren havde gjort. Jeg spurtede ned ad trappen og over til min klasse. Sammen med et par af eleverne fik vi nu den lille delfin op og ud i skolegården. Der var ikke andet at gøre end at lægge den i skyggen uden for klasseværelset. Heldigvis var der ikke lang tid til biologitimerne begyndte.

Frikvarteret gik mest med at holde hundredvis af nysgerrige børn på afstand af mit afdøde, stærkt stinkende pattedyr. Eftersom jeg ikke var taget til Gilleleje for at købe et marsvin, kan jeg ikke påstå, at jeg havde en plan med projektet, ud over at vi skulle se, hvad der var inden i det druknede dyr. Der blev lagt plastic og aviser på katederet, og med skalpeller fra biologilokalet gik jeg i gang sammen med min 5. klasse. Enhver, der har prøvet at sprætte havpattedyr, vil vide dette, men for mig var det en overraskelse: De er meget tykhudede. Lige meget hvor meget vi flænsede, skar, rev og sprættede, syntes intet at ske. Det var som at skære i tykt stærkt læder, da vi forsøgte at skære bugen op. Men det rørte ikke klassen. Eleverne var helt på tæerne og stod i en tyk flok, presset i en cirkel omkring den mere og mere blodige scene. Nogle hentede spande og bakker, og nu begyndte vi at få hul. Langsomt lykkedes det at skære og klippe marsvinet åbent. Eleverne tog kniv og saks på tur og fik lov til at prøve. Nu kom tarmsystemet ud. Det var som en lang pølse, den gled mellem fingrene på os og røg ned i spanden.

– Find ud af, hvor lang tarmen er, og hvad et marsvin spiser, sagde jeg til eleverne.

En gruppe på fem fra min klasse gik ud i skolegården og rullede tarmen ud på fliserne, samtidig med at de målte længden med meterstokken fra klasseværelset. Bagefter trykkede de indholdet ud i spanden. I vild begejstring kom de løbende tilbage med målestokken fedtet ind i tarmindhold og blod.

– Femten meter! Femten meter! råbte de og plantede spanden med et gråbrunt indhold af ubestemmelig type på et bord i klasseværelset. Tarmen er femten meter lang, mand, femten meter!

I klassen havde vi i mellemtiden fået åbnet dyret helt. Det var som at kigge på en lille gris. Dér var lungerne og leveren, og under de små ribben lå hjertet. Der var nyrer og milt, og ind mellem det hele gik blodårer, mens stærke muskler holdt det hele sammen. Under den sorte hud lå et næsten to centimeter tykt lag af spæk og muskler – det var det, som havde gjort det så svært at få hul. Vi havde en stor planche med den menneskelige krop og kunne se, at organerne sad helt præcist som i et menneske. Stanken i klasseværelset var nu værre, end den havde været i kontorfløjens trappeskakt. Og lige pludselig fik et par af eleverne en idé.

– Ken Gottschalk skal se vores marsvin, råbte de.

Ja ja da, tænkte jeg, det skal han vel. De to elever løb af sted og kom trækkende med inspektøren få minutter efter. Gottschalk inspicerede klassen, de blodige hænder, de mange spande og det døde dyr, hvis hale lå ned over katederkanten. Interesseret gik han langs tarmsystemet, som nu igen var blevet rullet ud, alene til hans ære. Eleverne var så optagede og så ekstatiske, at det smittede af. Inspektøren tænkte muligvis på blodet og den lidt utraditionelle metode, men hvad kunne han sige? Hvornår havde han sidst set en biologiklasse være så optaget af dagens emne? Diplomatisk roste han eleverne, og i en sidebemærkning sagde han diskret til mig, at jeg skulle huske at fjerne blodpølen nederst i kontorfløjens trappeskakt.

– Jo, jo, det skal jeg nok, bedyrede jeg lidt nervøst. Ganske vist var min prøvetid på seks måneder overstået, men jeg var stadig en 24-årig lærer, som kun lige var begyndt at få styr på min undervisning. Gottschalk forsvandt, og for at få den tiltagende stank til at forsvinde blev skydedøren ud til gården åbnet. Nogen åbnede også døren ud til fællesrummet. Det tog ikke lang tid, før de andre klasser i blokken begyndte at undre sig over, hvad der skete. En elev eller to kom til fra gården, og da klokken ringede til frikvarter mellem de to biologitimer, havde vi pludselig hele skolen over os. Der var et leben og et cirkus, og min klasse glemte nu alt om lugten og viste stolt spande og kar med organer, tarmsystemer og deres egne blodige hænder frem til den beundrende forsamling af elever fra de andre klasser.

Lille Lars holdt de dinglende tarme op og gentog i triumf: Femten meter, femten meter, den har FEMTEN meter tarm! Børn udstyret med fodbolde, sjippetove og madkasser trykkede næsen mod vinduerne, før de fik banet sig vej ind i mylderet og ind til universets centrum: vores klasseværelses kateder med resterne af et opsprættet marsvin.

Klokken ringede igen; de andre lærere kom langsomt til og fik styr på deres tropper, og vi var igen alene i klassen. Vi fik marsvinet pakket til side og begyndte nu på den lidt mere civiliserede opgave at sprætte almindelige småfisk op og identificere svømmeblærer og gæller. Jeg holdt mig langt fra lærerværelset, og efter den sidste time cyklede jeg direkte hjem til et langt brusebad. Det havde været en god dag, syntes jeg selv, og begyndte at tænke på, hvad vi skulle lave den følgende fredag i biologi.

Selvom marsvinsdissekeringen var en spontan idé, er der ingen tvivl om, at både jeg og mange andre af de Tvind-uddannede folkeskolelærere lænede os op ad det, vi havde lært på seminariet. Vi indførte ofte praktiske elementer i undervisningen, som vores elever gik meget op i. Mange af os havde et tæt samarbejde med forældrene. Vi var gode til at organisere ting og stod tit for arrangementer på skolerne, hvor vi arbejdede.

Seminariet havde givet os gåpåmod, modenhed, livserfaring og uforagtet tro på os selv. Og det gjaldt både de lærere, som nu var med i U-gruppen, og de mange, som havde valgt at fortsætte med et ganske normalt liv som skolelærere.

Det var igen blevet weekend, og vi var kommet til Vamdrup fra vores skoler og hjemsteder rundt omkring i landet. Det månedlige U-møde var godt i gang. Torben Søe stod som et tårn og ragede op over alle os andre. Siden han faldt i søvn på et møde et par år forinden, havde Amdi beordret ham til at stå op under alle møder. Det ville blive endnu en lang lørdag for Torben. Mødet begyndte klokken otte om morgenen og ville slutte engang efter midnat.

Efter frokost begyndte Amdi en af sine taler. Han brugte sit sædvanlige trick, som gik ud på at tale om ting, som tilsyneladende intet havde med os at gøre. På ét eller andet tidspunkt i sådan en tale ville forbindelsen pludselig opstå, og jeg – og sikkert mange andre – sad altid og forsøgte at gætte, hvad forbindelsen bestod i, før han selv lavede den.

Men denne gang kunne jeg ikke forudsige, hvor tråden ville lede ham hen. Han talte om verdens bilindustri. I Amerika, sagde han, er økonomien domineret af bilindustrien. Tre firmaer, General Motors, Ford og Chrysler, styrer økonomi og politik i USA, hvor bilen er lige så vigtig for familien som at have mad på bordet.

– Bilindustrien er det amerikanske samfunds krumtap, kundgjorde han dramatisk. Biler skal købes, sælges, repareres, males, udstyres. Der skal bygges veje og broer og garager og parkeringshuse. Råmaterialer skal graves ud af miner og bearbejdes og formes. Teknik skal udvikles, afprøves og raffineres.

Og ikke blot styredes USA indirekte af bilindustrien. Det gjaldt hele verden. Oliekrisen var skabt af selskaber, som var afhængige af forbrugernes benzinforbrug på verdensplan. Verdens tankskibsfart afhang af, at biler kørte rundt og brændte benzin op. Dermed var skibsfarten, værftsindustrierne, stålværkerne og elværkerne, der forsynede dem med strøm, med i regnestykket.

– Hele verdens økonomi kredser om biler, konkluderede han.

Nu kom det. Han tog et par skridt frem i salen, så et par skridt tilbage og så frem igen. Jeg kendte hans kropssprog: Nu kom forbindelsen til vores arbejde, jeg vidste det. Men i stedet satte han sig ned i sin fåreskindsbeklædte chefstol og kiggede ud over den tavse forsamling. Han sagde ikke noget, og ingen andre sagde noget. Nu så han usikker ud og lænede sig over mod Ruth, som nikkede bekræftende til et spørgsmål, han kun stillede med øjnene. Det var et typisk Amdisk melodrama i bedste udgave. Buen blev spændt til bristepunktet. Han lod til at have fortrudt, hvad han netop skulle til at sige. Det måtte være meget vigtigt! Det måtte være skelsættende! Sig det nu, Amdi, tænkte jeg i kor med mødet.

Ruth nikkede igen, og Amdi trak på skuldrene. O.k. da, sagde hans ansigtsudtryk, og han vendte sig igen mod salen, hvor kun et par enkelte host brød tavsheden.

– Ku’ vi få lukket vinduerne, sagde Ruth. Aha, tænkte jeg. Det ville være et af de helt hemmelige møder. Vinduer blev lukket, døre blev tjekket, folk satte sig igen ned, og endelig kom han i gang.

– Før jeg begynder, må jeg slå én ting fast, indledte han. Det, vi diskuterer i dag, kan aldrig diskuteres igen. Det, jeg fortæller om lidt, må aldrig gentages, hverken til andre eller mellem os selv. Det, jeg nævner, må aldrig igen nævnes. Forstår I?

Forsamlingen nikkede et kollektivt ja. Vi forstod.

– Som nogle af jer husker, havde vi i sin tid den idé, at vindmøllen i Tvind skulle drive et gigantisk svinghjul. Dengang arbejdede vi sammen med en dansk opfinder om ideen. Lad os kalde opfinderen Jens Jensen. Det viste sig, at svinghjulet ville blive for dyrt, og vi kender resten af møllens historie. Men opfinderen Jens Jensen havde andre projekter liggende på sin hylde. Og for nogen tid siden mødtes vi, hvor han foreslog os et projekt, som han havde arbejdet med i mange år. Han havde udviklet en helt revolutionerende type bil. En bil, som kunne køre mere end halvtreds kilometer på en liter benzin, og som ville koste det halve – eller mindre – af en almindelig personbil!

Dér faldt tiøren. Amdi ville lave en bil. Men hvorfor? Og hvad havde det med USA og Ford og General Motors at gøre?

– Jens Jensen var bange, da han kom til os, meget bange, fortsatte Amdi alvorligt og holdt endnu en af sine pauser. Jens Jensen havde fået besøg fra Amerika og var blevet tilbudt et stort beløb for sine tegninger. Da han ikke ville sælge, var han blevet truet og advaret om ikke at udvikle sit projekt videre.

– Vi er gået sammen med Jens Jensen og er i fuld gang med udviklingen af en bil. En bil, ja, en bil! Og det er en bil, som vil kunne udkonkurrere verdens bilindustri i løbet af få år! Vi er i færd med at udvikle en bil, som kan køre fra Tvind til København på seks liter benzin, måske endda mindre. En smuk bil. En sikker bil. En moderne bil. En ren bil. En stille bil. En billig bil. Sådan et projekt kan true hele den rige verdens økonomiske orden. Vi har tænkt os, at bilen skal kunne købes i samlesæt. Man køber sættet, og hjemme i garagen kan man bygge bilen selv! Sådan bliver den designet! Dette bliver en folkevogn i ordets egentlige forstand! Eller man køber den færdige bil, sætter sig og kører væk.

Fantastisk! Nu ville vi blive en afgørende kraft i verdensøkonomien! Mødet rørte på sig og en imponeret mumlen rullede gennem salen.

– Det lave brændstofforbrug hænger sammen med to ting. Aerodynamisk overlegenhed og en helt ny og revolutionerende motor, forklarede Amdi.

Og så kom en lang forklaring om den optimale aerodynamiske form, dråben. En dråbe yder den absolut mindste luftmodstand, fik vi at vide, så derfor skulle vores bil være dråbeformet. Bred foran og smal og spids bagtil. Men det allermest nytænkende var motoren!

– Hvor mange her kender til termodynamik? spurgte Amdi og kendte selv svaret: Ingen. Vi var skolelærere, mekanikere, chauffører og selvlærte gasbetonmurere, men vi forstod os ikke på termodynamik. Og da han gik videre med spørgsmål om kinetisk energi og teori, rystede vi også på hovederne.

– Man har et stempel i en cylinder, begyndte han. En gas oven for stemplet varmes op og udvides derved. Så trykkes stemplet ned. Så afkøles gassen og dens masse formindskes. Derved bliver der undertryk over stemplet, og det farer tilbage igen. Så varmes gassen op en gang til, og processen kører videre. Der er ingen eksplosion. Ingen udstødning, for det er den samme gas, der opvarmes og nedkøles hele tiden.

Ruth gav ham en rulle papir med en teknisk tegning.

– Dette er princippet. Men vores stirlingmotor – for det hedder den – flytter den varme væske fra den ene ende af cylinderen til den anden. Det er her, kinetikken kommer ind!

En lang og indviklet forklaring fulgte. Igen måtte jeg tage mig i at tænke på, at det var, som om Amdi ville løse alkymismens mysterier og de kabbalistiske gåder på en og samme gang. Men han mente det alvorligt.

– Benzinmotoren udnytter mindre end 30% af brændstoffets energi til at drive bilen fremad. Resten bliver til varme, udstødning og slid. Men den termodynamiske varmemotor udnytter næsten 100 % af energien. Og den behøver ikke benzin. Man kunne køre den på en termokande med varmt vand! sagde han.

Det blev vildere og vildere.

– Vi opstiller et netværk af vindmøller over hele landet! Det bliver vores tankstationer! Møllerne laver strøm. I hver bil sidder en isoleret vandtank med kogende vand, og en stor dyppekoger i midten. Det varme vand driver motoren, og når det bliver afkølet, kører man hen til en vindmølle, sætter stikket i, og dyppekogeren varmer vandet op igen!

Jeg måtte indrømme, at det lød genialt. Tænk sig, hvis alle Danmarks biler kørte rundt på en tank varmt vand og var dråbeformede! Så kunne BP, Shell og Esso gå hen og lægge sig. Jeg frydede mig indvendigt. Der blev fremlagt flere tegninger, gennemskårne skitser og materialelister. Det fremgik, at dyppekogeridéen ikke kom fra opfinderen, men fra Amdi selv. De originale tegninger viste en mindre forbrændingsmotor til at varme gassen i stirlingmotoren op.

Hvis forsamlingen – eller måske blot enkeltindivider – var skeptiske, så kom det ikke op til overfladen. Idéen var strålende. Selvfølgelig var den det, det kunne enhver jo se. Fremtiden var stor, og den var vores. Nu skulle vi ud og erobre kapitalismen ved at slå den ud på egen boldbane. Det var begyndelsen til et nyt stadie i U-gruppens og vores arbejdes historie, det var vi sikre på.

I flere måneder hørte vi intet til projektet. Og da vi havde fået forbud mod overhovedet at nævne eller tale om bilbyggeriet, havde ingen spurgt eller fået noget at vide om, hvordan det gik. Vi vidste ikke engang, om projektet var i gang. Men i den lille landsby Grønhøj, ikke langt fra Karup, kunne man ofte se en forblæst mand, der kom cyklende ad Skivevej ind til den enlige telefonboks midt i landsbyen. Her ville han stå et stykke tid og øjensynligt tale med nogen, og derefter ville han forsvinde ud ad den lige landevej igen. Havde man fulgt ham nogle kilometer ud, ville man have set ham dreje til højre ind ad en grusvej, som førte forbi smågårde og husmandssteder. Der, hvor vejen gik igennem en smal lund, ville han dreje til venstre ned ad et endnu mere støvet spor. På den anden side af lunden endte sporet på en gårdsplads mellem en trelænget bygning og et nyere hus. Amdi havde købt den ensomt beliggende gård, og det var her, Dråben blev bygget i begyndelsen. De daglige cykelture i al slags vejr til telefonboksen foregik, fordi dråbe-arbejderne var bange for, at deres sted skulle blive afsløret gennem telefonaflytning.

En dag, efter et møde med Ruth i Tåstrup, inviterede hun tre-fire stykker af os ud på en køretur. Vi satte os i hendes Citroën og kørte i mørket op mod Helsingør. Ved Danmarks Tekniske Højskole drejede vi af og kørte ind til et sted med nogle store fabrikslignende haller. Det var aften, og der var ikke et øje i nærheden. Ruth gik over til en sidedør i en af hallerne og bankede på. Vi havde ingen idé om, hvad der ventede os.

Det var Ravn, Amdis gamle rejsekammerat og en af hans mest loyale støtter i U-gruppen, som åbnede døren og stak hovedet ud. Hvad fanden laver han her midt om natten? tænkte jeg ved mig selv. Uden formaliteter blev vi ført gennem hallen og videre gennem svagt oplyste gange og korridorer ind i en anden fuldt oplyst hal.

Her stod ingen ringere end en smilende og langhåret Ole Friis bøjet over et bilchassis, der så specielt ud, fordi det var trekantet. Ole Friis havde været forsvundet i næsten to år, og nu stod han her i en hal midt om natten i Lyngby. Vi troede alle, at Ole Friis var rejst sin vej, og her fandt vi ham dybt involveret i vores allerhemmeligste projekt. Eftersom det hele var så hemmeligt, kunne vi selvfølgelig ikke spørge, hvad den forsvundne Ole lige pludselig lavede her.

Han vidste, vi ville komme, og viste os stolt bilchassiset frem. Vi stod og så på Dråben, prototypen på bilen, der skulle slå hele verdens bilindustri ud af kurs. I dybeste hemmelighed havde Ole været med til dette arbejde, næsten siden han forlod mølleprojektet.

Jeg kiggede efter stirlingmotoren og dyppekogeren, men så, hvad der lignede en almindelig benzinmotor. Ole satte sig i et gammelt bilsæde, som var monteret midt over chassisrammen. Han trykkede på en knap, og en raslende dieselmotor gik i gang. Så satte han bilen i bevægelse, og langsomt kørte den over hallens gulv.

– Det er en motor fra en Golf Folkevogn, sagde han, som om han havde læst mine tanker.

Velopdragne som vi var, stillede vi ingen spørgsmål. Devisen var, at han fortalte det, vi skulle vide. Og han sagde ikke meget, ud over at snart skulle der et karosseri på bilen. Så kørte vi igen, og end ikke i bilen på vej tilbage til Tåstrup nævntes besøget med ét ord.

Igen gik der måneder uden at vi talte eller hørte om bilprojektet. Tavsheden blev brudt i Vamdrup, hvor vi var samlet til endnu et weekendmøde. Amdi bad os alle komme ud på gårdspladsen. Det var efterår og koldt, og folk skuttede sig i jakker og hurtigt omsmøgede tæpper, taget med inde fra mødehallens varme. Dér holdt en stor flyttevogn. Fra bagklappen gik der en rampe ned til jorden, og et mærkeligt udseende køretøj var netop ved at blive rullet ned.

– Dette er Dråben, råbte Amdi til den måbende flok af disciple.

Joep Nagel og Kim Bonde tog imod, da den gled ned og stod vandret. Det var ikke en flyvende tallerken. Det var ikke et trehjulet hoovercraft. Det var heller ikke et stykke brugskunst eller et moderne kunstværk. Men var det en bil, vi så på? Overbygningen var trekantet og ganske rigtigt dråbeformet. Der var endnu ingen glas i forruden eller i sidevinduerne, og der var heller ikke monteret døre i bilen. Fænomenet var bredt og rundt forude og smalt og spidst bagude.

– Dette køretøj kan køre 46 km på en liter diesel! gjaldede Amdis stemme.

Der var tre sæder i bilen, monteret ved siden af hinanden. Førersædet var i midten. Karosseriet var lavet af glasfiber og var malet skrigende gult.

– Denne bil kan ramme en mur med 90 km i timen, uden at der sker passagererne noget! lød det nu fra Amdi. Kim, en selvhøjtidelig og arrogant type, som aldrig havde lært at smile, satte sig ind i midtersædet, tydeligvis irriteret over sceneriet. Jo hurtigere han kunne komme tilbage til sin hemmelige bilfabrik ved Grønhøj og fortsætte sit arbejde, jo bedre.

Men Amdi havde andre ideer.

– Hvem skal have en tur? råbte han begejstret.

To passagerer satte sig ind, en på hver side af den sure Kim, og hylede af betagelse, da bilen kørte rundt på gårdspladsen. Sceneriet varede ved en times tid. Så blev Dråben bugseret op i flyttebilen igen, og Joep og Kim forsvandt ud i det grå efterår til deres sted, som i U- gruppen kun kendtes under dæknavnet “Viborg”.

Men drømmene gik aldrig i opfyldelse. General Motors og Ford eksisterer stadig, og Esso, som i mellemtiden er blevet til Exxon, sælger stadig benzin, og folk kører stadig rundt i biler med benzinmotorer. Stirlingmotoren blev på tegnebrættet. Det landsdækkende netværk af vindmølletankstationer til dyppekogere og varmtvandstanke blev aldrig bygget. Den brugte Golf-motor blev siddende i Dråben, og Kim brugte i ensomhed de næste to år på at tilfredsstille myndighedernes krav, før han endelig omkring 1983 fik nummerplader på den eneste model, som nogensinde blev bygget. Tvind blev aldrig verdens dominerende bilproducent, som Amdi havde forudset.

I 1985, da jeg var lærer i Tvind, fik jeg tildelt bilen. Nu skulle jeg køre rundt mellem skolerne og blandt andet undervise i at lave radioprogrammer. Det var sommer, og motoren overophedede konstant. Jeg var nødt til at standse, hver gang jeg havde kørt ca. 20 km, så den kunne køle af. Samtidig var temperaturen inde i bilen helt ulidelig høj. Man kunne ikke åbne vinduerne, så for ikke at gå til var jeg nødt til med mellemrum at liste døren på klem og lade varmen slippe ud den vej. Problemet var, at heden fra motoren, uanset klimaet udenfor, bragte kabinen i kog.

Jeg vidste, at Dråben havde været en fiasko. Den kørte ikke 46, men 16 km på en liter diesel. Der var gået flere års arbejde med at udvikle den, og den må have kostet millioner af kroner. Amdi og resten af Tvind-hierarkiets top kørte rundt i behagelige Mercedesbiler. Men jeg lagde ikke to og to sammen endnu. Jeg drog ingen generelle konklusioner. I stedet lyttede jeg til de sædvanlige komplotforklaringer.

– Myndighederne gjorde alt for at forhindre Dråben i at blive typegodkendt. De krævede, at vi skulle bygge og kollisionsteste 10 Dråber, før en godkendelsesansøgning ville blive behandlet. Og et af de store amerikanske bilfirmaer havde købt alle patenter til stirlingmotoren og derefter lagt projektet på hylden. Det var sket udelukkende for at forhindre Dråben i at opnå sin fulde succes. Nu kunne man ikke få lov at bygge en bil med stirlingmotor.

Dråbeprojektet var et udtryk for, at Amdi nu grundigt var ved at miste fodfæstet i realiteternes verden. Hans opblæste selvopfattelse og hans mangel på forståelse af, hvad opgaven krævede af resurser og teknisk-videnskabelig forskning, burde have været afslørende. Her viste det sig, at devisen om at “vi kan alt, når blot vi arbejder sammen” ikke længere holdt stik. Nok kom der et køretøj på vejen, men det var ikke en bil, vi kunne være stolte af.

Men selvom jeg åbent sagde, at Dråben var en møgbil at køre i, fik det mig ikke til at drage den videre konklusion om projektet. Jeg havde troet på ideen, og nu mente jeg, at nok var bilen dårligt bygget, men det var jo ikke vores skyld. Det var på grund af alle forhindringerne, vi havde mødt.

Jeg var stadig ikke parat til for alvor at åbne øjnene, selvom den faktiske situation stod lysende klar foran mig.

Den dårlige omtale i pressen var drejet ind på mere og mere direkte omtale af U-gruppen. Hvad ville disse mennesker i U-gruppen, spurgte aviserne? Hvorfor er de så lukkede? I efteråret 1978 var Amdi kommet med løsningen, som skulle afværge alle fremtidige problemer.

– Vi nedlægger simpelthen bare U-gruppen som institution, sagde han. Vi decentraliserer organisationen. Vi holder mange små møder hist og her i stedet for store forsamlinger. Vi er stadig os, det kan ingen ændre. Men hvis vi ikke eksisterer som en enhed, så kan ingen se os.

Selvfølgelig snød han både sig selv og resten af forsamlingen. Møderne fortsatte, og Amdi sad med den såkaldte “koordineringsgruppe” på den økonomiske og politiske magt i organisationen. Siden vi nu ikke kunne kalde os U-gruppen mere, begyndte vi at henvise til os selv som “Lærergruppen”, ofte forkortet til LG. Det var en ny betegnelse for den samme vare, og avisangrebene fortsatte.

Ekstra Bladet begyndte at køre en artikelserie kaldet “Tvind – det lukkede land”. Vi var dybt forargede. Vi var jo ikke spor lukkede – folk kunne komme og snakke med os hvad dag, det skulle være. Tilbød vi ikke alle besøgende i Tvind både kaffe og småkager? Forsidebilledet i Ekstra Bladet viste et foto af nogle af vores bygninger gemt væk bag et læhegn. Hvor havde de taget det? Skolerne kunne ses fra vejen, der var intet læhegn, alt var åbent og tilgængeligt. Fotografen måtte være gået over våde marker for at finde et læhegn, han kunne bruge som forgrund i sit billede.

Vi undlod at tage stilling til den mur af tavshed og benægtelser, som aviserne mødte, når de henvendte sig til Poul Jørgensen eller Mikael Norling for at få kommentarer til nogle af de anklager, tidligere deltagere rejste mod skolerne.

Så kom det første møde nogensinde, hvor Amdi ikke var til stede. Det var en højst underlig fornemmelse. Alle var en smule nervøse. Var der sket noget? Poul Jørgensen forklarede, at Amdi og Ruth havde det fint, men at de ikke kunne være til stede. Hele mødet var ét stort spørgsmålstegn. Vi havde aldrig haft en forsamling, uden at Amdi var der til at lede os. Det hele føltes tomt og underligt. Selv ikke den kendte fåreskindsforede chefstol var der.

Poul Jørgensen begyndte sin forklaring. Hans stemme, som ellers normalt havde en skinger og skærende tone, var forbavsende rolig. Forklaringen handlede om tiden efter studenteroprøret i Berlin. Studenterbevægelsens største modstander havde ikke været politikerne og heller ikke politiet, sagde Poul. Den største modstander havde været Springerpressen. Dette avisimperium havde hver dag trykt frontalangreb på studenterbevægelsen i millionoplag. Angrebene koncentrerede sig mere og mere om ledelsen af denne bevægelse.

– Skær hovedet af dragen, og den vil dø, var deres motto, sagde Poul.

Axel Springers aviser lagde op til, at når hævnens time kom, kunne folk tage “retfærdigheden” i egne hænder. Ingen ville blive overraskede, hvis der tilkom de uansvarlige studenter og deres ledere noget slemt. Den mest militante og bedst kendte studenterleder var Rudi Dutschke. Rudi havde, sagde Poul – og nu lagde vi mærke til, at han omtalte ham ved fornavn, som om han var en fælles bekendt – Rudi havde været udsat for en pressehetz af samme slags, som nu kørte mod vores skoler og mod Amdi i de danske aviser. Rudi Dutschke var blevet gjort personligt ansvarlig for alt, hvad der var sket i Berlins studenteroprør. Det hele var Rudi Dutschkes skyld. Han var i første omgang blevet til en skydeskive for pressen, og det havde gjort ham til en skydeskive for højrefløjens ekstremister. Rudi Dutschke var lige ved at komme til at betale for dette med sit liv. En kugle i ryggen og en i hovedet ændrede hans liv og gjorde ham til en invalid. Nu boede han som invalidepensionist i en sølle og ensom lejlighed i Århus.

– Pistolmanden rablede avisartiklernes historier af sig ved arresten, sagde Poul. Der er ingen tvivl: der var en direkte forbindelse mellem pressekampagnen mod Rudi Dutschke og attentatet mod ham.

Ingen af de mere end tre hundrede personer i salen syntes at trække vejret. Amdi var her ikke. Poul talte om pistolmænd og attentater og trusler og skydeskiver. Var der sket noget med Amdi?

– Rudi Dutschkes historie er nu ved at gentage sig her, fortsatte Poul alvorligt. Amdi bliver gjort til syndebuk i pressen. Vi har derfor taget skridt til at sikre, at Amdi ikke bliver skydeskive for nogen.

Og så kom den chokerende meddelelse: Amdi gik for nogen tid siden under jorden. Han ville ikke længere deltage i Vamdrup-møderne, og han kunne ikke kontaktes som før. Situationens alvor gik op for mange af os med det samme.

– Derfor kommer Amdi ikke til mødet i dag, fortsatte Poul. Og derfor kommer han heller ikke næste gang. Fra i dag er situationen i U- gruppen ny. Vi må tilpasse os, og det bliver ikke nemt. Men jeg skal hilse fra Amdi, som har det fint og befinder sig i sikkerhed.

Amdi var gået under jorden. Han var forsvundet fra offentlighedens søgelys for aldrig mere at komme frem igen med sin gode vilje.

Begivenhederne omkring os syntes at bekræfte vores følelse af at være belejrede. De massive angreb i aviserne fortsatte. Mindet om den første tid i Tvind, hvor vi var et interessant og alternativt skoleprojekt, lå nu som et fjernt ekko fra fortiden. Folk smækkede døren i, når vi samlede ind til loppemarked. Vores elever måtte høre på hånlige bemærkninger i bussen ud til efterskolen. I løbet af et par måneder havde rockerbander angrebet Asserbohus, Roskilde og Juelsminde Efterskoler. Der var blevet smadret vinduer, malet hagekors og råbt slagord mod både lærere og elever.

Straks efter mødet i Vamdrup blev en del af os taget til side og inviteret en tur til vores æbleplantage i nærheden af Juelsminde. Stor var vores overraskelse over at se Amdi der. Efter de sædvanlige manøvrer med hibiscuste og franskbrødsmadder skiftede stemningen. Noget måtte have gjort, at Amdi ikke kunne komme til Vamdrup, mens han syntes helt afslappet i vores selskab i æbleplantagens etplansvilla.

Vi blev bedt om at sætte os, og Amdi begyndte en af de taler, der mange år senere stadig sidder klart i hukommelsen. Han fortalte, hvordan U-gruppens stiftere havde diskuteret, hvorledes det kapitalistiske system kunne omvæltes.

– Vi studerede Maos “Om Praksis” og hans værker om guerillakrigsførelse, sagde han. Vi studerede situationen i Danmark; et lille land, meget forskelligt fra Kina. Forestil jer en Lang March i Danmark! Hvor ville vi begynde? Fra Tønder til Skagen eller fra Gedser til Esbjerg? Guerillakrig i Danmark syntes os utænkelig. Vores kammerater i Tyskland så anderledes på det. De valgte væbnet kamp. De fleste er nu døde eller indespærret på livstid. Hvem havde ret? Hvad kom der ud af deres væbnede kamp på nuværende tidspunkt? spurgte han og så på os med sine borende, men alligevel intetsigende øjne.

– Intet! Absolut intet! fortsatte han. Vi lagde en anden plan. Uddannelse. Uddannelsesgruppen, U-gruppen. Give den unge generation noget at tro på. Vise dem, hvordan verden hænger sammen. Lære dem foragt for systemet og tro på en bedre verden. Kør dem gennem Pakistan og Indien, lad dem møde mennesker i kamp i Palæstina.

Aldrig havde jeg hørt så klar en udlægning af, hvad grundlaget for vores arbejde var, og alle brikkerne faldt på plads for mig. Jeg var stolt over at være en del af historien og slugte råt alt, hvad Amdi sagde.

– Planens udgangspunkt var at skaffe kadrer, at blive flere, fortsatte han. Vi er flere nu, mange flere. Vi er ikke døde, vi har penge, og vi har kræfter til meget nyt. Da vi startede Den Rejsende Højskole, blev vi afskrevet som en døgnflue. Nu har vi skoler over hele landet. Vi byggede møllen, vi stoppede atomkraften i Danmark. Vi har fået fjender, stærke fjender. Og det er her, at det afgørende nye kommer ind. Vi startede U-gruppen i en modsætning. Vores tyske venner ville væbnet kamp. Vi har allerede talt om resultatet. De er væk og spærret inde. Vi er stærkere end nogensinde. De startede væbnet kamp mod NATO’s militærmaskine, og de tabte den. Vi sagde nej til den væbnede kamp. Ikke nu, sagde vi. Det nye er, at vi er ved at blive tvunget ind i væbnet kamp. Min opfattelse er, at det er situationen, hvad enten vi kan lide den eller ej.

– Men hvad er væbnet kamp? Væbnet kamp er, når ordene lægges til side, og kampen bliver fysisk. Dig eller mig. Os eller dem. Det er der, vi er nu, efter min mening.

Amdi kiggede ud over de tilstedeværende, som sad i sofaer, stole og på gulvet i den ikke særligt store stue. Et par stykker stod i døråbningerne, og stemningen var stum og ubevægelig. Med sit blik fæstet skiftevis på sine fingernegle og på enkeltindivider i den åndeløse forsamling fortsatte han efter en pause. Han kunne ikke rigtigt komme i gang. Når dette skete, vidste vi, at nu kom der noget ekstra vigtigt. Han rykkede rundt i sin stol.

– Jeg bliver nødt til at gå lidt tilbage i tiden, sagde han. Sære ting er foregået. Ting, vi ikke forstår endnu. For nogle uger siden kørte Ruth og jeg op til Viborg for at se på Dråben. Foruden Joep var vi de eneste, der vidste, hvor vi kørte hen. I bilen var også Kirsten Pendrup. På et tidspunkt, i nærheden af Karup, lød der et kraftigt smæld, og den lille siderude lige foran mig blev blæst ud. Samtidig blev ruden i Ruths side smadret. Smældet var et skud, og kuglen havde lige netop undgået at ramme mig i tindingen og i stedet passeret tværs igennem bilen.

Et hvæs af forfærdelse gik gennem forsamlingen. Kroppe blev rykket rundt, ben blev skiftet, øjne blev fjerne. I mine tanker så jeg scenen for mig. Jeg troede naturligvis fuldt og fast på historien. Kirsten Pendrup, vores ældste medlem, sad få meter fra mig med bøjet hoved og begyndte stille at græde.

– Undskyld, sagde hun, tag jer ikke af mig, det betyder ikke noget. Det var så forfærdeligt, det kunne være gået så forfærdeligt galt.

Ikke alene var Amdi blevet gjort til skydeskive i aviserne. Nu var han blevet en skydeskive i ordets egentlige forstand, og han var nær blevet myrdet.

– Ruth reagerede korrekt, fortsatte Amdi. Hun bevarede roen og kørte, så stærkt hun kunne, væk fra stedet. Vi kørte af sted i tavshed. Vi standsede mange kilometer senere og kiggede på hinanden og på de smadrede vinduer. Så slog vi dem ud med albuerne og kørte ind på en tankstation. Fandens til bøller, der smadrer ens ruder midt om natten, sagde tankpasseren.

Vi var rystede. Der var dyb tavshed. Var det kommet så vidt for os? Var nogen ved at forsøge på at slå Amdi ihjel?

Amdi vidste, hvad vi tænkte, så han gav den lige en ekstra tand.

– For to uger siden skete der noget lignende, sagde han. Jeg var på vej over gårdspladsen i Juelsminde, da en bil i stor fart kom drønende lige imod mig. Jeg sprang for livet. Jeg endte oppe på en stensætning, bilen skred rundt og forsvandt lige så hurtigt ud af området, som den var kommet ind. Disse begivenheder er baggrunden for vores beslutning om at gå under jorden, sluttede han.

Stemningen var dybt alvorlig. Anne Hansen græd og omfavnede Amdi: – Jeg er så glad for, at vi har taget denne beslutning og for, at kammeraterne nu er klar over, hvad der foregår, sagde hun.

Historien om skudepisoden var naturligvis ikke sand. Hvis noget overhovedet blev smadret, var det sikkert, fordi en anden bil kastede en sten op på ruden. Men langt de fleste af os troede blindt på alt, hvad vi fik at vide fra U-gruppens ledelse, og ikke mindst en så dramatisk historie som et skudattentat, med et tilhørende grædende og meget troværdigt vidne til stede i salen.

Mange år efter kan episoden sættes i sammenhæng. Amdi havde en helt forvrænget opfattelse af både sig selv og af U-gruppen. “Attentatforsøget” var angiveligt – som Amdi havde berettet – foregået efter, at Amdi og Ruth havde været i Grønhøj og prøvekørt Dråben. Amdi mente, at vores revolutionerende bil ville give hele verdens bilindustri så hidsig en konkurrence, at det kunne ændre verdensøkonomien. Bilgiganter som Ford og General Motors havde god grund til at slå Amdi ihjel, tænkte vi.

Men Amdi så også sig selv som en revolutionær leder i en organisation, som allerede nu havde verdenshistorisk betydning, og som, når tiden kom, ville blive en af de ledende kræfter i en ny verdensorden. U-gruppen var en kadregruppe, og Amdi var lederen. Magthaverne – og måske især deres lakajer – så Tvind og U-gruppen som en regulær trussel mod deres politiske og økonomiske system, og før eller senere ville de forsøge at skaffe sig af med organisationens ledelse. På møde efter møde redegjorde han i timelange taler for U-gruppens store betydning i Danmark. Regeringen var ganske enkelt bange for, at vi en dag ville kunne tage magten.

Vi var i stand til at bevare denne forskruede selvforståelse, fordi vi ingen reel kontakt havde med omverdenen. Enhver forbindelse, vi havde med mennesker uden for organisationen, foregik på vores præmisser.

Således var der naturligvis ingen tale om at have nogen form for kontakt med mennesker, der kunne have en anden opfattelse af vores rolle i verden. Vi så hånligt på andre grupper, partier og organisationer i samfundet og nægtede at anerkende deres bidrag til samfundsudviklingen. Vi trak på skuldrene over for OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft) som med succes havde rejst en

folkestemning mod atomkraft og gjort deres Atomkraft - Nej Tak! klistermærke verdensberømt. I stedet påstod vi ubeskedent, at det var vores mølle i Tvind, der havde holdt a-kraften fra døren i Danmark. Vi så med foragt på organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke. Begge havde haft frivillige i Afrika i mange år, men det havde vi ikke meget tilovers for. Vi havde den rigtige forståelse af ulandenes problemer. Greenpeace, som havde gjort sig kendt ved aktioner mod franske atomforsøg i Stillehavet, måtte være betalt af CIA.

Så mens Amdi anså andre organisationer for at være uduelige, tillagde han U-gruppen en langt større betydning, end den nogensinde havde haft. Der var flere formål med Amdis fantastiske forestillinger. For det første styrkede han sin egen position ved at udnævne sig til en leder af verdenshistorisk format. Der var Marx og Mao, og så var der Amdi. Set i det lys kunne der ikke være tvivl om, at han ikke alene var i fare. Vi var alle i fare, og hele vores organisation var afhængig af hans overlevelse. Hvad ville der være blevet af den kinesiske revolution uden Mao Tse-tung? Amdi var uundværlig, og han måtte sikres. Og det førte til det andet punkt. Amdi kunne nu med fuld ret etablere en lukket kreds af betroede omkring sig og begynde en livsstil, som adskilte sig fuldkommen fra det liv, Tvind-organisationens menige medlemmer kunne formå. Det, der i begyndelsen indefra havde set ud til at være en måske rimelig og nødvendig beskyttelse af lederen, udviklede sig på få år til et liv i vild og overdreven luksus, som kun en ganske lille gruppe Tvind-medlemmer havde kendskab til.

Historien om “skuddet” ved Karup blev brugt til at cementere Amdis stilling som ubestridt leder af U-gruppen. Den retfærdiggjorde Amdis tilbagetrukne liv de næste årtier, og den fratog de menige medlemmers indflydelse på beslutninger, som Amdi ville tage i fremtiden. Det var en bekvem historie, der blev opfundet som retfærdiggørelse af Amdis nye status som revolutionær leder under jorden i lille Danmark.

Samtidig følte Amdi sig sandsynligvis reelt presset af nyhedsmedierne og måske endda af myndighederne. Og hans enorme ego kunne ikke klare at blive modsagt. Gang på gang havde han afsløret sit sande jeg, når han i raserianfald overfaldt personer i U-gruppen, som han mente var kommet ham på tværs. Når han selv var færdig med at tilintetgøre sit offer, pudsede han de værste rappenskralder på personen, der først fik fred, når den totale personlige ydmygelse var opnået. Men i aviserne havde han ingen måde at give igen på. Den paranoide Amdi reagerede ved at fabrikere en historie, der gjorde ham til helt og martyr på samme tid, og hans undersåtter accepterede beretningen uden spørgsmål.

Fra denne dag begyndte vi at organisere vores allerede omfattende sikkerhedsforhold ud fra en militær tankegang. I grupper gennemgik vi sikkerhedsforholdene for hver enkelt skole og lokal lærergruppe. Vi planlagde flugtruter ud af skoler for både elever og lærere i tilfælde af rockeroverfald og lignende. Vi vænnede os til altid at parkere, så vi ikke skulle bakke for at køre væk. Altid med snuden udad. Vi bestemte, at vi altid skulle have vores pas på os. At vi skulle gå med mavepung, og at vi skulle have udenlandske penge på os, så vi altid kunne rejse fra Danmark uden varsel. Jeg gik i banken og vekslede danske penge til 150 DM, 50 engelske pund og 100 amerikanske dollar.

Et par år forinden havde politiet i København anholdt tre danskere og en mexicansk indvandrer, Jaime Martínez. De blev alle sigtet efter spionage og terrorismeparagraffer i straffeloven. Politiet endevendte de anholdtes lejligheder og brugte hver eneste effekt, de fandt, som “bevismateriale”. En gasbeholder – købt i Spejdersport – til et campingkøkken var en “bombelignende genstand”, og en signalstift med røgpatron – som bruges som nødudrustning af bjergbestigere var “våbenlignende genstande”. Martínez blev udvist til Mexico, mens sagen mod danskerne faldt fra hinanden. Amdi havde sagt, at vi kunne forvente samme behandling fra politiets side. Set med de rette briller på kunne næsten alt bruges til at bevise, at vi havde kriminelle hensigter.

Det blev derfor dekreteret, at vi hver især skulle tilintetgøre alt, der ikke direkte havde relation til det arbejde, vi var i gang med lige for tiden. Det blev forbudt at have lister med telefonnumre, notesbøger, adressebøger eller andet skriftligt, der henviste til vores arbejde. I timevis sad vi og hørte hinanden i telefonnumre. Telefonen i Tvind blev en slags central. Hvis vi ikke kunne huske et telefonnummer, kunne vi ringe til Eva Horsbøl på 07 491066 og få numre på skoler eller på vores kammerater rundt i landet. Vi måtte ikke skrive dem ned.

Og vi tog fat i det omfattende projekt at tilintetgøre vores fælles og personlige fortid. I Helsingør havde jeg en række A4-mapper med alle slags papirer i. Der var dagbøger fra vores første år på Det Nødvendige Seminarium, der var dokumenter fra seminariets fire års studietid. Jeg havde mine specialerapporter, mine eksamensnoter, alle noter fra seminarietiden. Det hele blev brændt. Hver en stump. Jeg kan huske, hvor ondt det gjorde inden i mig at se alle disse ting gå op i røg. Og jeg kan nu, bagefter, igen og igen ærgre mig gul og grøn over vores “sikkerhedsparanoia” og vores ukritiske accept af ordren om at fjerne alle spor, brænde alle broer.

På et punkt satte jeg dog grænsen: Fotos. Idéen var at tilintetgøre ethvert eksisterende fotografi, hvor en person fra Lærergruppen var synlig. Systematisk gennemgik vi fotoarkiver i Tvind og rundt omkring i landet. Vi fjernede alle billeder af os selv, og de røg på bålet. Aktionen fjernede med et tag stort set alle billeder fra Tvinds første år. Hver enkelt af os skulle i tilgift sørge for, at billeder af os selv blev fjernet fra familiealbummer eller lignende. Det var dér, jeg satte grænsen. Jeg gav mine forældre en konvolut med mine skolebilleder fra 2. klasse og op og bad dem om at passe på dem. Jeg kunne

simpelthen ikke få mig selv til at ødelægge dem. Familiealbummerne rørte jeg slet ikke ved. Jeg sad en dag i mine forældres hus i Ringe med disse albummer i hånden. Planen var, at jeg skulle bede om at få dem med hjem, og de skulle så “forsvinde”. Jeg syntes, det var tåbeligt og helt unødvendigt. Her sad jeg og så på billeder af mig selv fra nyfødt til stor skoledreng og planlagde, hvordan jeg kunne tilintetgøre dem, fordi de udgjorde en “sikkerhedsrisiko”. Jeg tænkte ved mig selv, at det var latterligt, og lod billederne blive. Senere løj jeg, da jeg sagde, at alt var destrueret.

Alle disse tiltag tog udgangspunkt i det påståede skudangreb mod Amdis bil og den deraf følgende meget dramatiske erklæring af “krigstilstand” mellem Lærergruppen og vores mest radikale modstandere.

Amdis eget forfølgelsesvanvid har haft et greb om hele Lærergruppen i mange år. Den fysiske tilintetgørelse af alt, der henviser til ens fortid, tjener til mere end en simpel sikkerhedsforanstaltning. Samme teknik er blevet brugt i religiøse sekter, totalitære politiske systemer og i militære organisationer verden over med én eneste hensigt: Den Fuldkomne Underkastelse. Ud med det gamle og det eneste, man har tilbage, er Sekten, Partiet, Organisationen.

Samtidig med, at Amdi gik under jorden, forsvandt også hans daglige kontakt med resten af LG. Isolationen betød, at det menige Lærergruppemedlem ikke havde nogen anelse om, hvor og hvordan Amdi og hans nærmeste levede, og at de derfor kunne indrette sig stort set som det passede dem.

Det var omkring 1978, at vi købte æbleplantagen ikke langt fra Juelsminde. Idéen var, udadtil, at vi kunne skaffe billige æbler til alle skolerne og til alle i LG. Men købet inkluderede adskillige bygninger og et parcelhus, og her flyttede Amdi, Ruth og en række udvalgte ind. Det var naturligvis ikke offentlig viden, hverken i Lærergruppen eller udenfor, at dette var Amdis tilholdssted. Vi blev regelmæssigt inviteret til “weekend på æbleplantagen” – for at arbejde med at plukke æbler, presse saft, luge ud mellem æbletræerne eller efterårsbeskære de tusindvis af æbletræer. Lige pludselig blev betegnelser som Cox Orange, Ingrid Marie og Gråsten en del af vores daglige ordforråd. I disse weekender arbejdede vi på højtryk med at slæbe tomme og derefter fulde æblekasser op og ned mellem rækkerne. Vi fordoblede vores produktion ved at gå i kæder og have den ene side af en æblekasse i hver hånd. Sådan kunne 15 personer storme 200 meter med 14 æblekasser i løbet af et minut. Hvis vi hver skulle bære én fuld kasse, var det besværligt og tungt at gå med kassen, og det ville uundgåeligt tage længere tid.

Det var på sådan en weekend i 1979, jeg så Amdi og Kirsten Larsen gå frem og tilbage på pladsen uden for æblehallen. Kirsten var højskolelærer og var netop kommet hjem fra en rejse ud i verden. Nu havde Amdi lagt sin arm om hendes skuldre, og i over en time slentrede de først den ene vej og så den anden, mens æblepressen kørte inde i hallen.

Jeg ved ikke, hvad de snakkede om. Men siden den dag var Kirsten altid ved Amdis side som hans chauffør, væbner og tro tjener. Kirsten udfyldte det tomrum, som Ruth Sejerøe-Olsen havde efterladt, da hun blev permanent udstationeret i Zimbabwe. Amdi og Kirsten blev med tiden et begreb, som var synonymt med Lærergruppens centrale ledelse. De fulgtes ad i tykt og tyndt over hele verden og kom til at gå under dæknavnet “De Andre”. I oplæg, telefaxer og telexer underskrev de sig med bogstavkombinationen KLAP.

En dag, da jeg havde været i Juelsminde, kørte vi en bilfuld ud for at se æbleplantagen. Til vores store overraskelse og forbavselse viste det sig, at vi ikke var velkomne, ja, vi kunne slet ikke komme ind. Anne Hansen afviste os ved porten. Jeg nåede at se en række Mercedeser indenfor og forstod umiddelbart, hvad vi var dumpet ind i: Et hemmeligt møde for koordineringsgruppen. Vi havde ingen idé om, at de mødtes her, og undskyldte og skyndte os videre uden at tale mere om begivenheden.

Det var klart, at der langsomt, men sikkert var ved at blive bygget en mur omkring den ledende klike i Lærergruppen, og at der var stor forskel på at være inden for eller uden for denne klike.

Måske var det for at inddrage flere i beslutningsprocesserne, eller måske var det for at holde nærmere øje med de “gamle” i Lærergruppen, at Amdi nu oprettede “den udvidede koordineringsgruppe”. Den hidtidige koordineringsgruppe havde bestået af Amdi, Poul, Ruth, Bodil Ross, Anne Hansen, Helle Aaboe, Else Krageholm og enkelte andre. Nu fik vi “gamle” ifølge Amdis oplæg muligheden for at træde ind og være med til at lægge planerne for vores fælles fremtid.

Det begyndte med et dramatisk, næsten teatralsk sceneri. Den specielt udvalgte flok af omkring 25 veteraner i Lærergruppen var kaldt til møde på Æbleplantagen i Daugård uden for Vejle. Efter at have konsumeret den obligatoriske hibiscuste med tilhørende coxorangeæbler blev vi vist ud til hallen, hvor den store saftpresse stod. Det var en slags garage med højt loft og med både tomme og fulde æblekasser stablet i flere meters højde. To aflange kølerum strakte sig parallelt med hinanden ud fra garagen. Begge rum var forsynet med store og tunge jerndøre.

Da vi stod krummet sammen omkring saftpressen, åbnede Amdi døren til den inderste kølehal, og til min forbavselse åbenbaredes et veloplyst lokale uden så meget som et æbleskrog på gulvet. Vi blev bedt indenfor. Kølerummet var blevet omdannet til et veritabelt “situation room”. Der var installeret elektrisk varme. Der var væg til væg-tæpper og en lang række af borde ned gennem rummet. For enden af det aflange lokale stod nogle senge af den slags, vi havde fabrikeret, da vi byggede Tvind.

Men det mest interessante og nysgerrighedsvækkende var væggene. De var spækket med målestokskort over hele Danmark. Hele landet var dækket. Målestokskortene var klistret sammen, så de dannede sektioner på tværs af landsdelene.

Vi kiggede os undrende omkring, mens Amdi tog ordet. I en kort tale forklarede han, at i det møde, der var ved at starte, ville vi komme til at diskutere ting, som nogle af os måske helst ville undgå at deltage i. Vi ville behandle sikkerhedsspørgsmål, og vi ville blive en del af Lærergruppens koordineringsgruppe. Det ville ikke kun medføre en viden, men også et ansvar. Når man én gang havde indvilget i at være med til mødet, var konsekvensen, at man ikke kunne trække sig tilbage igen. Vi ville være kollektivt ansvarlige for trufne beslutninger, både over for Lærergruppen og den øvrige verden. Og sidst – men ikke mindst – ville vi være med til “yderste konsekvens”, som Amdi formulerede det. Han forklarede sig ikke yderligere, men overlod hver enkelt til at tolke ordene og deres betydning.

– Måske nogen af jer synes, det er for meget. Hvis det er tilfældet, er det helt o.k. Men så er det om at trække sig nu. Vi går nu udenfor igen, alle sammen. Derefter vil vi blive stående udenfor i fem minutter. Det vil give hver enkelt tid til at tænke over, om han eller hun helt sikkert vil være med til mødet. Med i gruppen – eller ikke med. Efter fem minutter går vi ind igen, og så går vi i gang.

– Og jeg gentager, sagde Amdi venligt, at der er intet galt i at trække sig. Det er langt bedre at gøre det end at være til stede med et halvt hjerte.

Vi gik udenfor. Alle så på alle og på klokken, og der blev ikke sagt meget. Idéen var jo, at vi skulle tænke. Fem minutter senere gik vi alle ind igen – med én undtagelse. Pøt stod grædende i døren og snakkede stille med Amdi, da vi gik ind. Han lukkede døren bag sig, og Pøt var ikke med. Hun var en stille, eftertænksom og hjælpsom person, som nød stor respekt imellem os. Hun var altid snusfornuftig og til tider næsten selvudslettende beskeden. Hun havde arbejdet som sygeplejerske, før hun kom til Tvind. Nu valgte hun som den eneste at sige nej tak til at blive indlemmet i den hårde inderkerne i Tvinds magtsystem.

Mødet gik i gang og fortsatte hele weekenden. Dagsordenen var Lærergruppens fremtid, økonomi og sikkerhed. Amdi lagde dramatisk ud. I en lang tale forklarede han, hvordan vi var ved at få magten i Danmark, helt uden om det etablerede magtsystem.

– Magthaverne er desperate, sagde han. Vi fører allerede vores egen udenrigspolitik. Jeg kan tage telefonen og ringe til Robert Mugabe, Zimbabwes præsident, her og nu. Da Namibias frihedsleder kom til Danmark, forlangte han sikkerhedsvagter fra UFF, fordi han ikke stolede på den danske regering. Vi har i dag større indflydelse i det sydlige Afrika end regeringen. Faktisk er vi regeringen i afrikanernes øjne, og det er vi nødt til at indse. På uddannelsesområdet har vi etableret vores eget system, med skoler der langt overgår den danske regerings skoler i tilbud og undervisningskvalitet. På energiområdet har vi bygget vindmøllen i Tvind og etableret et eksempel på alternativ energi, som gjorde, at regeringen ikke kunne indføre atomkraft. Men vi har sovet i timen. Vi har ikke indset, hvor langt fremme vi er, og vi har ikke forstået, at vi møder kraftig modstand hos magthaverne, fordi de ser os som en regulær trussel mod systemet. Vi må forberede os på den dag, vi rent faktisk tager magten. Vi må etablere en parallel administration, som vi kan indsætte, når dagen kommer.

Forsamlingen lyttede til Amdi med åben mund. Vi slugte hans ord og følte os i verdens centrum. Her sad vi og bestemte ikke blot vores egen, men hele Danmarks og verdens fremtid. Vi stod ved et skæringspunkt, hvor vi nu var ved at forberede os på at overtage magten.

Amdi fortsatte med sin udredning. Koordineringsgruppen ville blive udvidet, og vi, der sad sammen på Æbleplantagen, ville udgøre kernen i den nye enhed. Den udvidede koordineringsgruppe skulle ses som en hemmelig parallel dansk regering, som derfor naturligvis skulle opdeles i “ministerier”.

“Ministeriet for Økonomiske Anliggender” var det vigtigste. Amdi selv blev leder – eller var han måske minister? – og sikrede sig dermed den fortsatte kontrol over økonomien. Ruth Sejerøe-Olsen blev “udenrigsminister”. Hun havde gennem sit arbejde med UFF efterhånden fået kontakter langt ind i flere afrikanske regeringer. Der var “ministerier” for sundhed, undervisning og byggeri, og så var der forsvarsministeriet.

– Forsvarsministeriet er et, vi kun snakker om i dag, sagde Amdi med en stemme, der osede af det historiske øjeblik, vi befandt os i. – Forsvarsministeriet vil bestå af kammerater, der mødes regelmæssigt og diskuterer vores fælles sikkerhed. Dette specielle ministerium kan herefter aldrig igen omtales mellem os. Det kan ikke nævnes. Der kan ikke spørges til kammeraterne. Fra nu af ved vi blot, at de arbejder med vores fælles forsvar, og det er nok. Deres nærmere opgaver behøver vi ikke at vide noget om.

Han så sig omkring, kiggede over brilleglassene med de lidt trætte og hængende røde øjne, som scannede over forsamlingen. Med mellemrum fikserede han sit blik på en eller anden, men hvis man forsøgte at aflæse øjne eller ansigt, blev man skuffet. Der var ingen meddelelse og intet udtryk for følelse at spore.

Elmer Værge og jeg havde nu i mere end et år stået for organiseringen af vagthold, hver gang vi mødtes til byggeweekender, og Amdi udpegede os og tre andre til det nye forsvarsministerium.

Mødet gik videre. Vi følte os stærke og meget sammen. Udenfor i efteråret kørte landmænd fra Bjerre Herreds husmandssteder og proprietærgårde forbi og havde ikke den fjerneste idé om, at vi inde i et kølerum, som var ombygget til kommandocentral, sad og forberedte deres samfunds undergang. Mens vi sad og snakkede om fælles forsvar, og Amdi gennemgik planerne for vores “parallelle magtstruktur”, kørte verden videre, som om intet var hændt. Kalundborgfærgen kom og gik, og solen trak sin lave halvcirkel et sted oppe over et gråt og tykt skydække. De isolerede ståldøre og pallerne med æblekasser afskærmede os fra virkeligheden, og Amdis dramatiske og næsten hypnotiserende tale trak os om muligt endnu længere ud på overdrevet. Vores selvforståelse var skabt udelukkende i vores egen kreds. Den byggede ikke på erfaringer, vi havde dannet os i selve samfundet uden for de hermetisk lukkede døre, men kun på den verden, vi selv havde opbygget. Amdis revolutionære retorik fængede og rev os med. Hvis nogen havde været i tvivl om betydningen af vores arbejde inden dette møde, så blev tvivlen fejet af vejen nu. Når det overhovedet kunne lade sig gøre, var det fordi vi, i kraft af vores isolering, faktisk selv troede på, hvad vi sad og diskuterede.

Var det hjernevask? Var vi blåøjede og godtroende? Havde Amdi samlet Danmarks største gruppe af tåber og letomvendelige, uselvstændige enkeltindivider? Sad vi og labbede hans taler i os, fordi vi var specielt bløde og manglede ståsteder her i livet?

Størstedelen af forsamlingen var garvede veteraner i Tvind, med mange år på bagen. Mange af os havde enten en universitetsuddannelse eller havde taget lærereksamen på Tvinds eget seminarium. Der var regnskabsfolk og administratorer, der var folk med forstand på jura, og der var dygtige undervisere. Flertallet beherskede flere sprog flydende og havde lært at begå sig i snart sagt enhver sammenhæng i udlandet. Det var ikke en gruppe af halvdumme og primitive personer, der sad på Æbleplantagen den weekend i efteråret 1979.

Vi havde en sag. Vi havde jo set det med egne øjne. Vi havde rejst verden tynd i busser og på skibe, og vi havde set fattigdommen i den tredje verden, og hvad der forårsagede den. Vi var begyndt i det små med enkelte skoler og en forholdsvis lille gruppe af elever. Vi havde indset, at hvis verden skulle laves om og gøres bedre for de mange, så krævede det en ekstraordinær indsats. Vi havde læst Che Guevaras dagbøger fra Bolivias jungle. Her var en gruppe revolutionære, som havde ofret alt for at tvinge et menneskefjendsk diktatur fra magten. Godt nok var det ikke lykkedes for Guevara, men hans indsats havde ikke indskrænket sig til fem dage om ugen fra 9-17. Revolutionen var et fuldtidsjob, og ikke kun i Bolivia. Vi var Europas avantgarde. Fremtiden lå i vores hænder, vi var overbeviste om, at vi var den stærkeste revolutionære bevægelse i Danmark. Havde vi ikke selv set beviserne nu? Ikke alene var vi økonomisk stærke. Vi havde indflydelse på mennesker. Vores organisation voksede. Der kom nye medlemmer til U-gruppen fra hvert afsluttet højskolehold.

Hvad var alternativet til vores organisation? Vi kunne ikke se et realistisk alternativ. Vi så politiske partier på venstrefløjen skændes om “den rigtige linje”. Nogle troede på Sovjetunionen og Østtyskland. Andre glorificerede stalinisten Enver Hodja og hans regime i Albanien. Atter andre så Kina som modellen for den nye verden. Der var diskussion om proletariatets diktatur og den kinesiske kulturrevolution mellem fraktionerne. Men ingen af de små grupper, partier og fraktioner havde penge, indflydelse, ejendom eller konkrete planer for fremtiden. De holdt støttefester og skrev indlæg i blade, som kun de selv læste. Til sammenligning havde vi allerede i 1979 skoler mange steder i landet, hvor ganske almindelige elever kom og lærte om verden og – set fra vores synspunkt dengang – forhåbentlig fik en ny opfattelse af, hvordan fremtiden burde se ud for menneskeheden.

Vi havde set ting lykkes for os. Det var det, der gjorde os stærke, både som gruppe og som enkeltpersoner. Og vi havde i vores midte en person med karisma og en overtalelsesevne, som man kun finder hos ganske få mennesker.

Det er let mange år senere blot at afskrive hele foretagendet som demagogi og manipulation. Men den forklaring bidrager ikke til forståelsen for, hvad det er, der kan få normalt begavede og i øvrigt ganske almindelige mennesker til at overgive sig selv fuldkommen til en organisation som Lærergruppen. Forklaringen, der skyder al skylden på Amdi, er alt for overfladisk. Og den kultagtige indelukkethed, som vi opbyggede, sammenkoblet med troen på os selv gjorde, at vi ikke var i stand til at opdage, hvor verdensfjern vores virkelighedsopfattelse var.

Hver især var vi overbeviste om, at vores personlige arbejde var en del af det store puslespil, der populært gik under betegnelsen at “skabe en bedre verden”. Og der er jo ikke nødvendigvis noget galt i, at en gruppe mennesker slår sig sammen om at kæmpe for denne bedre verden. Historien viser os, at det er, når mennesker har gjort dette, at verden rent faktisk bliver bedre. Nelson Mandela sad 24 år på Robben Island, mens Umkhonto We Sizwe førte væbnet kamp mod apartheid, og den politiske afdeling af ANC lavede diplomatisk arbejde rundt omkring i verden. Vietnameserne fik smidt amerikanerne ud. Mahatma Gandhi ledte Indien til selvstændighed. Frihedsbevægelser verden over har ofret alt og nået deres mål om uafhængighed fra koloni- og besættelsesmagter eller fjernelse af diktatorer. Selvopofrelse og hårdt arbejde har været forudsætningen for mange af disse begivenheder.

Så her forlod vi mødet og det hemmelige rum, endnu en gang overbeviste om vores uovervindelighed og vores store betydning for fremtiden.

Mens vores interne “undervisningsministerium” åbent kunne mødes og lægge planer for fremtidens undervisning på vores skoler, så var tingene langt mere indviklede for den lille gruppe, der udgjorde “forsvarsministeriet”. Vi kunne ikke nævne “ministeriets” navn overhovedet. Vores udgangspunkt var, at alle telefoner og lejligheder blev aflyttet af efterretningstjenester og politi. Derfor kunne vi heller ikke ringe og aftale møder, for så ville det faktum, at vi overhovedet mødtes, jo blive kendt af de folk, som sad i mørke huler og lyttede til alt, hvad vi sagde. Vi kunne heller ikke sige, at vi ville mødes med henblik på andre anliggender og så i stedet snakke om forsvarsspørgsmål. Det var meget besværligt. Så jeg rejste med tog til Høje Tåstrup og mødtes med Elmer i den lejlighed, som han og tre andre Tvind-lærere boede i.

– Skal vi ikke gå ud og få lidt frisk luft, spurgte jeg og gjorde grimasser og tegn til, at vi skulle snakke om noget, der ikke kunne nævnes indendørs. Og så vandrede vi af sted op mellem boligblokkene i Tåstrupgård. Vi passerede skiftende kor af legende indvandrerbørn, og støjen fra den nærliggende jernbane druknede vores samtale hvert femte minut. Her kunne selv ikke James Bond have hørt, at vi aftalte et møde halvanden uge senere. Elmer havde allerede fundet mødestedet. Han havde lejet et mødelokale på toppen af Vesterbro Medborgerhus og Bibliotek. Vi skulle køre en studiekreds.

Vores lille gruppe var nu mundtligt varskoet – på meget diskret vis, skal siges – og der var ikke mere at gøre nu, indtil vi mødtes. Da vi endelig sad rundt om et aflangt bord i et meget varmt lokale på toppen af medborgerhuset på Vesterbro, kiggede vi nervøst rundt i lokalet. Medmindre en af de tilstedeværende havde fortalt andre om vores møde, kunne ingen vide, at vi var her i dag. Vi følte os sikre.

Dagsordenen var lang. Forbedring af vagtsystemerne omkring Lærergruppens møder. Forberedelse af flugtruter og metoder fra alle vores skoler og ejendomme. Finde ud af vores helt præcise rettigheder ifølge loven, når og hvis politiet arresterede os. Sikring mod aflytning af vores møder, telefoner, biler og bygninger. Få kendskab til militærets og politiets opbygning, deres rangsystem og deres kommandoveje. Lave forsøg med vores eget lytteudstyr for at kende systemerne og dermed blive bedre til at modarbejde dem. Fysisk træning af os selv og resten af Lærergruppen.

Vores næste møde skulle jeg så arrangere. Det blev i mine forældres sommerhus i Rørvig. Vi kørte derop i den Peugeot 505, jeg nu havde fået stillet til rådighed en del af tiden, og ankom en sen fredag eftermiddag. Det var endnu ikke vinter, men det gamle træsommerhus var koldt som en fryser. Vi tændte op i kakkelovnen, det var en ren nødvendighed for at kunne holde ud at være der. Og så sad vi igen der og skulle finde på noget at snakke om. Vi var alle kommet fra vores daglige rutine i folkeskolen. Få timer forinden havde vi sagt farvel til vores skoleklasser, og derefter havde vi udvekslet ønsket om en god weekend med vores kolleger på lærerværelset. Nu sad vi så i et ensomt sommerhus ikke langt fra Kattegat og holdt møde i Tvinds hemmelige “forsvarsministerium”. Jeg fremlagde resultatet af mine studier af officersrangstigen og uniformer i det danske forsvar. Jeg må indrømme, at jeg var ved at miste perspektivet en lille smule, for forsvarets uniformer har i den forstand aldrig været hemmelige. Elmer gennemgik svagheder i vores vagtsystemer. Et problem, han fremhævede, var, at det ofte var alt for tydeligt, at der var posteret vagter ved indgange og indkørsler. Systemet måtte være mere diskret, sagde han, ellers ville folk blot se vagterne og så studere, hvordan man kunne omgå dem.

Det sædvanlige modsætningsforhold mellem, hvad vi sad og lavede inden for murene, og hvad der foregik i verden udenfor, eksisterede stadig. Sommerhusejere fra København var kommet til området og gik eller cyklede af og til forbi ude på den smalle skovvej, på vej ned mod klitterne, stranden og det iskolde Kattegat. Det kunne vi ikke tage os af, indtil en grå Volvo stationcar med tonede ruder standsede ved stien omkring 30 meter fra huset. Det var den eneste bil, der var kommet. Og det mærkelige var, at ingen øjensynligt steg ud af bilen. Hvem det end var, valgte vedkommende at slukke motoren og så blot sidde der. Det var mystisk, meget mystisk. Vores samtale gik i stå. Vi begyndte at snakke om vejret, for vi var overbeviste om, at der var noget lusket ved den bil.

Der kunne umuligt være mikrofoner installeret i mine forældres sommerhus. Men der findes en mere moderne måde at aflytte på, hvor mikrofoner slet ikke er nødvendige. Når folk sidder og snakker i et rum, bevæger lydbølgerne sig gennem luften og rammer trommehinderne på diskussionens deltagere. Trommehinderne vibrerer og aktiverer nerver i øret, som sender elektriske signaler til hjernen. Hjernen

oversætter signalerne til ord og meninger. Men lydbølgerne rammer ikke blot folks trommehinder. De rammer blandt andet rummets vinduer, og ganske som trommehinderne vibrerer vinduerne svagt. Med et avanceret laserinstrument kan man sende en stråle mod det vibrerende vindue. Laserstrålen kastes tilbage mod instrumentet, og fintfølende sensorer kan nu måle vibrationerne og, ganske som menneskehjernen, oversætte disse til et lydsignal, der gengiver samtalen inden for murene. Laseraflytning kræver intet andet end et vindue i det rum, man ønsker at aflytte, og kan foretages på mange hundrede meters afstand.

Nu sad vi og forestillede os, at der bag Volvoens tonede ruder sad en agent fra en eller anden sikkerhedstjeneste med et af verdens mest avancerede aflytningsanlæg rettet mod vinduerne i det lille sommerhus.

Vi blev meget usikre over, hvad vi skulle tro. For hvordan havde “de” fundet ud af, at vi skulle mødes her? Mødested og tid var aldrig blevet nævnt, hverken mundtligt eller skriftligt, hverken i telefonen eller hvor vi boede. Vi var ganske vist kørt herop i én bil, men hver enkelt havde haft sin egen rute til Roskilde Station, hvorfra vi kørte direkte til Rørvig. Hvordan var det muligt? Hvordan kunne “de” vide, at vi var her? Og hvem var “de”?

Til sidst tog vi mod til os og spadserede rundt om grunden og kom forbi den parkerede Volvo. Nu blev det endnu mere mystisk, for der var ingen i bilen, så det ud til. Vi gik tilbage til sommerhuset, pakkede vores ting sammen og kørte hjem.

Med mellemrum samlede Amdi sin nye “udvidede koordineringsgruppe”. Ministerierne skulle aflægge rapport, hed det sig. Men på en eller anden måde endte hvert møde næsten uvægerligt med lange enetaler af Amdi. Hver gang foregik det i en weekend, og hver gang var det på et nyt sted.

En weekend mødtes vi ved Hals Barre, hvor Amdi havde udset sig en ejendom og fået underskrevet slutseddel på købet. Stedet var næsten vores, men vi havde stadig ikke fået lov til at drive skole dér, og den betingelse skulle opfyldes, før købet kunne blive endeligt bekræftet. Men nu skulle Efterskolen ved Hals Barre vises frem. Godkendelsesspørgsmålet var blot en formalitet, og Amdi førte os triumferende rundt.

Stedet lå i et sommerhusområde, helt ude ved kysten. En strid nordøstenvind stod fra Kattegat ind over den flade stenstrand og skøjtede over et lavt krat, før den slog os i ansigterne. Et slidt Dannebrogsflag, hejst over et nærliggende sommerhus, flaprede hidsigt i blæsten, mens flaglinen utålmodigt bankede mod flagstangen. Vi befandt os, hvor Limfjorden møder havet, det nordøstligste punkt på det jyske hovedland. På den anden side af fjorden lå Vendsyssel, og den lille færge fra Hals sejlede dunkende frem og tilbage med folk og biler, som ikke ville køre omvejen til Ålborg for at krydse det smalle farvand.

– Kysten! udbrød Amdi og kiggede på en mindre gruppe af os, der foroverbøjede havde fulgt ham til rosenkrattets rand. – Havet! Kysten! gentog han betydningsfuldt. Hvad siger I?

Vi var selvfølgelig alle meget imponerede, men spurgte ikke til, hvad Amdi egentlig havde ment. Indenfor i mødesalen flød den røde hibiscuste, og Amdis profetiske ord blev forklaret nærmere.

– Vi har en plan, sagde han. Danmark er et ørige. Danmark er et land, der består af lige så meget vand som land. Vi er i gang med at finde 12 ejendomme ved vandet. Her skal drives skoler nu, men på lang sigt vil vi bruge dem som baser i den kamp, som kommer. Stederne skal derfor ligge på geografisk strategiske steder. Efterskolen ved Hals Barre er et eksempel på sådan et sted. Herfra har vi direkte kontrol med indsejlingen til Ålborg.

Flere ejendomme var allerede fundet, og nogle steder var købene i fuld gang. At Lærergruppen ikke var blevet spurgt, tænkte vi ikke over. Der var Efterskolen ved Halsskov Rev. Helt ude på tangen nord for Korsør, hvor motorvejen til Storebæltsbroen nu ligger, lå en klynge af bygninger, som var til salg. Det skulle være vores Storebæltsbase; herfra skulle vi kontrollere bæltet. Igen var der skrevet slutseddel, men det var stadig uklart, om vi kunne drive skole. Og så var der lige spørgsmålet om, hvorvidt regeringen i fremtiden ville beslutte at bygge broen, og om den i så fald ville få landfald på Halsskov Knude. Hvis det var tilfældet, ville bygningerne blive jævnet med jorden. På den anden side af bæltet havde vi allerede Nyborg Søfartsskole.

Amdi gik videre. Han havde fundet bygninger ved vandet i Strib ved Lillebælt. Der var en bygning ud til Øresund i Helsingør, en anden ved Storstrømmen uden for Vordingborg. Som sædvanlig var Amdis planer storstilede og helt uden for de almindelige horisonter. De satte tingene på hovedet for os og gav os nye perspektiver. Ikke alene var vi ved at opbygge en alternativ magtstruktur i Danmark, vi var nu også ved at anskaffe os strategisk placerede ejendomme, som kunne tjene som baser i fremtiden.

– Et eller andet sted ude i fremtiden, sagde Amdi, bliver det vores tur. Hvis vi ikke er forberedte, vil vi ikke være i stand til at styre magten. Og vi forbereder os på mange niveauer, tilføjede han med gedulgt blik på den forsamlede skare af tilhørere. Så stoppede han, og tavsheden rugede, mens man kunne tænke over, hvad han mon havde ment med det. Det var et typisk Amdisk trick, men denne gang kom forløsningen med det samme.

– Mange af jer har undret sig over, hvad der er blevet af Ole Friis, sagde han. Mange af jer har givet udtryk for, at I har været kede af, at han tilsyneladende ikke er hos os mere.

Ole Friis, tænkte jeg. Ole Friis havde været min første berøring med, hvad der siden blev til Tvind. Det var Ole, som var kommet til Ribe Katedralskole og holdt foredrag om projektet med Den Rejsende Højskole. I Tvinds første år arbejdede han utrætteligt i autohallen, hvor han hjalp hold fra Højskolen og Seminariet med klargøring af busser til Indiensrejserne. Derefter havde han sammen med Amdi været drivkraften i bygningen af møllen i Tvind. Han havde fundet løsninger på tekniske og bygningsmæssige problemer, som ellers syntes uløselige.

Det havde derfor været et stort chok, da vi fik at vide, at han var rejst sin vej dagen efter, at Tvindmøllen havde taget sin første omdrejning. Forklaringen dengang havde været, at han havde været oppe at skændes med Amdi. Men jeg havde set ham to gange til siden da. Første gang var, da jeg en nat kom for skade at gå ned i Creoles maskinrum. Der stod han og Ravn og biksede med nogle dieselfiltre. Jeg sagde forlegent hej og forsvandt skyndsomt. Sidst havde været den aften, da Ruth kørte os ud til Danmarks Tekniske Højskole, for at vi kunne beundre Dråbebilens første stadier.

– Det jeg fortæller nu, sagde Amdi, må ikke komme uden for disse fire vægge. Ole Friis er stadig med os, sagde han. Ole Friis er mere med os, end nogen af jer har idé om. Han er en kammerat, vi kan regne fuldkommen med. Og han har taget et skridt, som måske kun han ville kunne tage. Han har givet afkald på det fælles. Han er alene. Han mødes ikke med os. Han kommer ikke til vores steder, deltager ikke i vores møder. Han ringer ikke, han skriver ikke. Han er en del af det fælles uden at kunne være det offentligt – hverken indadtil eller udadtil. Nogle gange er han her i Danmark. Til tider er han i udlandet. Ole har fået særlige opgaver. Det er opgaver, han ikke kan fortælle om, opgaver vi ikke kan vide noget om. Det er opgaver, som det vil tage år at fuldføre. Måske ser vi aldrig Ole igen i vores forsamling, men han er stadig med, på sin egen særlige måde.

Vi sad og tænkte hver sit. Det var klart, at kundgørelsen ikke kunne diskuteres bagefter. Der kunne ikke stilles spørgsmål, og der var ingen debat. Men Ole var altså med.

I løbet af de næste måneder gik flere af ejendomskøbene i vasken, mest fordi de lokale myndigheder ikke ville have en efterskole på de udpegede steder, og da slet ikke en Tvindskole. Samtidig gik der længere og længere tid mellem møderne i den udvidede koordineringsgruppe. Else Jensen opsøgte mig en dag i Roskilde og sagde, at det ville være bedst, om vi ikke længere mødtes officielt i vores såkaldte “Forsvarsministerium”. Else hørte til i hierarkiet omkring Amdi og var selv begyndt at tage hånd om Lærergruppens sikkerhedsspørgsmål. Hun forklarede ikke, hvorfor “forsvarsministeriet” blev nedlagt, men det var ikke svært at forestille sig, at det var begyndt at blive en for stor sikkerhedsrisiko at operere med sådan en enhed.

Elmer og jeg stod dog stadig for vagtsystemet, når vi afholdt større forsamlingsmøder.

Vi, der byggede Tvind, kendte opskriften på et spartansk liv. Ingredienserne var stort set sammensat af arbejde og nattesøvn, afbrudt efter behov af nødvendige måltider. Selvom vi måske af og til tænkte anderledes, så var det nu en gang tilværelsen. Vi kunne alle se resultaterne. Projekt efter projekt løb af stabelen, mens verden omkring os undrede sig over, hvordan det kunne lade sig gøre.

Vi havde vist verden, at vi kunne sætte handling bag vores planer, vi kunne realisere vores idéer. Vi lærte at leve et liv uden personligt forbrug. På Den Rejsende Højskole bestemte vi lærere sammen, hvor mange lommepenge vi skulle have hver især. Lange diskussioner på lærermøderne fastsatte beløbene. Vi havde et par rygere imellem os, og de brugte naturligvis flere penge end os andre. Der var megen palaver om og forsøg på at stoppe rygningen.

Vi udbetalte gennem en lang periode 200 kroner per måned. Jeg røg ikke, spiste aldrig slik og brugte stort set ikke en øre, så jeg sparede “mine” penge op. På et tidspunkt gik det op for de andre lærere, at jeg sparede op, og det ledte til en stor diskussion på et lærermøde, hvor mine lommepenge blev skåret ned, siden jeg ikke brugte det tildelte beløb. En individuel opsparing kunne ikke tillades, for selve idéen var komplet i modstrid med fællesøkonomiens devise om at yde efter evne og nyde efter behov. Siden jeg ikke havde behov, så var der ikke grund til at give mig pengene.

Flere år før, da jeg arbejdede i Helsingør som skolelærer, besluttede vi, at jeg skulle hjælpe til i Roskilde om eftermiddagen og aftenen med opbygningen af UFF der. Jeg skulle flytte til Roskilde og arbejde sammen med Ole Tarp, René Schultz, Peter Mathiesen og Børge Dethlefsen. Jeg skulle dog arbejde videre som lærer i Helsingør indtil skoleårets slutning. Derefter skulle jeg flytte permanent til Roskilde og få en stilling som folkeskolelærer der.

Sammen med mine venner i Roskilde bestemte vi, at jeg skulle skaffe mig en bil, så jeg kunne komme frem og tilbage. I begyndelsen lånte jeg en Citroën 2CV fra en anden lærer. Siden bestilte jeg en bil hos Vestergård i Grædstrup, Tvinds bilforhandler. Bilen var en brugt Morris Marina, som kostede 12.000 kroner. Jeg gik ned til min bank og fik uden besvær et lån, så jeg kunne betale for bilen. Det var den første bil, jeg ejede i mit liv, og jeg glædede mig som en syg til at få den til Helsingør. Men jeg nåede aldrig at få bilen leveret, for da det kort efter gik op for Amdi og Kirsten, at jeg havde købt bilen uden deres vidende, gik det helt galt for dem. Ord som selvisk, forræder mod det fælles, luksusdyr, doven og selvbehagelig blev skreget gennem telefonen. Ikke alene havde jeg brugt af de fælles penge. Jeg havde også – helt uden tilladelse – fået et banklån.

Jeg følte, at beskyldningerne var fuldkommen uretfærdige. Her kommer de i deres Mercedes Benz og holder moralforedrag, tænkte jeg. De havde selv foreslået min flytning til Roskilde, men ville ikke støtte, at jeg købte en i øvrigt billig bil til at komme frem og tilbage. Men jeg bed det i mig og forsøgte at overbevise mig selv om, at de havde ret. Jeg måtte ringe til Vestergård og aflyse købet af bilen. Det var imidlertid ikke lige til, for dokumenter var underskrevet, og pengene var betalt. Jeg bad Vestergård beholde bilen og sælge den hurtigst muligt.

I stedet for at køre i bil skiftede planen til at tage toget. Hver dag, gennem et helt år, rejste jeg halvanden time i tog fra Helsingør til Roskilde om eftermiddagen, når min undervisning var slut. Normalt kunne jeg nå et tog klokken halv tre eller tre og ankomme halvanden time senere til Roskilde. Jeg arbejdede så med UFF om eftermiddagen og om aftenen indtil lige før midnat. Jeg hørte midnatsradioavisens overskrifter, og så gik det i løb ud ad døren på Gormsvej mod Roskilde Station. Jeg ankom til stationen et par minutter før det sidste tog med vogne direkte til Helsingør afgik klokken 00.10. Lidt før klokken to om morgenen vækkede konduktøren mig, og jeg væltede, stadig halvt sovende, ud på perronen på Helsingør banegård. Tre minutter fra stationen, i Sofiegade, havde jeg lejet en kælderlejlighed.

Kvart over to om morgenen var jeg atter i drømmenes verden. Fem timer senere stod jeg op og cyklede ud til Nordvestskolen, hvor jeg mødte op til min undervisning og mine intetanende kolleger. Ingen af dem vidste nogensinde, hvordan min uge forløb.

I 1983 flyttede jeg fra Nordvestskolen i Helsingør til Duebrødreskolen i Roskilde. Nu var jeg lærer i en 1. klasse, og mine natlige togrejser ophørte. Jeg flyttede ind hos mine kammerater, som boede i en gammel boligblok på Gormsvej i Roskilde. I vores etværelseslejlighed boede vi fem voksne mænd, alle skolelærere i Roskilde Kommune.

Ole Tarp, Peter Mathiesen, René Schultz, Børge Dethlefsen og jeg selv. Det var som at leve på et frimærke. Vores stue var fire gange fem meter. På væggen sad en petroleumsovn, som var den eneste varmekilde i lejligheden. Om vinteren drev det med fugt ned ad vinduer og uisolerede vægge.

Et miniaturekøkken adskilte stuen fra et soverum, der kunne rumme én seng. Problemet med at skaffe sovepladser til os alle fem løste vi ved at bygge en treetagers køjeseng i soverummet. I stuen havde vi en sofa og under den en skumgummimadras, som jeg trak ud hver aften. Her sov jeg de næste 18 måneder. Jeg var vant til et minimum af nattesøvn og så intet forkert i madrassen – det var bedre end at sove i toget til Helsingør. Vi fem fastansatte skolelærere tjente tilsammen omkring 800.000 kroner om året. Huslejen var 350 kroner om måneden eller 4.200 årligt.

I vores gruppe af folkeskolelærere i Lærergruppen bestemte vi, at vi skulle skaffe os en større lejlighed. Vi var omkring 30 folkeskolelærere i Lærergruppen på det tidspunkt, og alle boede i lejede huse eller i moderne lejligheder. I Roskilde kunne vi ikke invitere folk hjem, og vi var nærmest nødt til at holde vores adresse hemmelig. Det var ganske enkelt for flovt at få folk på besøg i den diminutive lejlighed. En lørdag morgen ankom posten med nyheden om, at vi havde fået en fireværelseslejlighed i et af Roskildes boligselskaber. Vi glædede os alle. Hver sit værelse, plads til at invitere venner og kolleger; det lød alle tiders. Et rigtigt køkken og ikke blot et par gasblus; centralvarme og ikke den stinkende petroleumsvarmer, der sommetider var umulig at få gang i.

Der var imidlertid en hage ved projektet: Vi skulle betale et depositum på 4.000 kroner, og vores husleje ville stige til 1.500 kroner månedligt. For fem skolelærere med gode lønninger skulle det ikke synes at være et problem, men vores situation var speciel. Hvordan skaffe pengene, og hvordan forklare, at vores totale månedlige indbetaling til Lærergruppens kasse ville gå ned med omkring 1.100 kroner per måned? Siden vores lønninger gik direkte ind i Lærergruppens sparekonto, var der kun én mulighed: Vi måtte ansøge økonomigruppen om penge til udbetalingen.

Det havde vi alle ønsket at undgå – af den simple grund, at vi risikerede at få nej. Men der var ingen vej udenom. Vi ringede til Henning Bjørnlund, som var den daglige leder af økonomigruppen på æbleplantagen, og forelagde vores forehavende. Han var ikke interesseret i vores boligsituation, og svaret kom lige på stedet: Hvem fanden tror I, at I er? Som om vi havde behov for mere plads! Vi havde knap lagt røret på, før telefonen ringede igen med Amdi i røret. Han overfusede os yderligere. Vores arbejde lå ikke inden for hjemmets fire vægge! Ikke tale om, der var vigtigere ting at bruge penge på end at betale for en dyr lejlighed for fem forvænte skolelærere.

Svaret var nej, ingen lejlighed, intet skift i vores situation. Vi reagerede hver især forskelligt. Jeg mente i begyndelsen, at det var for groft. Peter Mathiesen var enig. Børge og René sagde ingenting, og Ole Tarp var den eneste, der mente, at Amdi havde ret.

– Vi er i fare for at blive borgerliggjorte, sagde han. Hvad er det, vi er ude på? Hvorfor skal vi absolut have en stor lejlighed? Hvad er der i vejen med den, vi har? Husk på, at vi kun har været i Lærergruppen i lidt over et år. Tænk på, hvordan de gamle kammerater måtte leve af leverpostej og torskerogn igennem de første år af U-gruppens eksistens!

Langsomt undertrykte vi vores glæde over tanken om den nye lejlighed og ærgrelsen ved at gå glip af den med en erstatning af stolthed, fordi vi ikke lod os mærke med noget. Vi var ikke pibede, vi var ikke luksusdyr og ikke småborgerlige! Amdi havde ret: Hvad ville vi med en lejlighed? Leve et behageligt skolelærerliv, hvor størrelsen af ens lejlighed var vigtigere, end hvad der ellers fyldte livet?

Vi sendte et brev til lejerforeningen og undskyldte, at vi havde ombestemt os: Vi havde ikke længere brug for den tilbudte lejlighed.

Til trods for den sparsomme plads på Gormsvej arbejdede vi for det meste glimrende sammen. Min nærmeste kammerat var Ole Tarp, der ligesom jeg underviste på den nu nedlagte Duebrødre Skole i Roskildes centrum. Ole var på mange måder mit modstykke. Hvor jeg tit var alt for impulsiv og firkantet, var han tænksom og nøgtern. Det var Ole, der i sin tid – i strid med alle fælles aftaler – havde brugt sin sunde fornuft og åbnet et brev, der ikke var blevet bombescannet i Tvind. Man kunne ikke andet end at se op til Ole, for han var ikke bare over to meter høj; han var også en afholdt kollega og lærer på skolen, og han var elsket af sine elever. Vi forberedte ofte undervisningen sammen, og det var Ole og mig, som drev en UFF-landsindsamling, hvor vi samlede penge ind til en skole i Zimbabwe. Folkeskoler over hele landet hjalp til ved at sælge klistermærker, købe plakater, lave små loppemarkeder og lotterier, og det hele blev styret fra vores lille lejlighed. Ole var et af de mest udogmatiske og mindst ensrettede medlemmer af Lærergruppen, jeg nogensinde arbejdede sammen med.

De fleste lærergruppemedlemmer boede på Tvinds skoler og betalte minimal husleje. Vi folkeskolelærere boede i lejligheder, som vi typisk delte 3-5 personer, og vi betalte derfor heller ikke nogen stor husleje sammenlignet med stort set alle andre mennesker. En af vores større udgifter i Lærergruppen var derfor kostpengene. Vi skar ned på forbruget på flere måder.

Amdi og Kirsten lancerede idéen om at spise svinefoder. Produktet var en blanding af sojafoder og melasse. Det kunne koges som en slags havregrød. Resultatet var en tyk, brungul vælling, som efter alles mening smagte absolut rædselsfuldt. Smagen kan beskrives som en mellemting mellem at spise vådt papmaché og pulveriserede halmstrå, sådan cirka. Tilstrækkeligt med sukker kunne tilsløre noget af smagen, men det var jo dyrt og betød, at vi ikke sparede nok ved at spise foderblandingen.

I Juelsminde kom Mikael Norling imidlertid med en mere kreativ idé, der hjalp os til at afskaffe melasseretten, og som skaffede os masser af god mad. Idéen var at skaffe maden helt gratis. Mikael opdagede, at der stod nogle affaldscontainere parkeret uden for supermarkederne i Grejsdalen. I disse containere landede hver dag alle de varer, der var over sidste brugsdato. I mange tilfælde fejlede varen intet. Mikael fortalte om containermulighederne på en af vores byggeweekender. I første omgang lød det overdrevet. Men alle madvarer serveret for 3-400 mennesker i en hel weekend stammede fra supermarkedscontainere, fik vi at vide. Vi spiste alt, hvad hjertet kunne begære, og kom hjem fra weekenden klar til at starte vores egne udforskninger af containere i Roskilde og København.

Resultaterne var fantastiske. Omkring midnat kørte vi af sted i Roskilde Efterskoles stationcar. Sommetider koordinerede vi vores togter mellem Tåstrup og Roskilde. Det viste sig, at Favør supermarkederne var de bedste.

Vores største bekymring var at blive set eller antastet af en af de mange nattevagter, der kører rundt i københavnsområdets forladte forretnings- og industrikvarterer. Metoden var enkel nok. Vi ankom til Favør i Albertslund, lige ved jernbanen. Som regel var vi to personer i bilen, ofte var det René og mig selv. Peter Mathiesen deltog også af og til, men han var en sikkerhedsrisiko, fordi han var så kluntet, højrøstet og ubetænksom. Vi parkerede på supermarkedets parkeringsplads og slukkede lyset. Vi sørgede for, at indendørslyset var slået fra, og åbnede dørene. Vi parkerede altid med næsen ud, bagenden ind, så vi hurtigt kunne komme væk. Vi lukkede aldrig dørene helt for at undgå lydene af lukkende og åbnende bildøre. Med slukkede lommelygter, iført mørkt tøj og gummisko og udstyret med et par af de store sorte plasticaffaldssække gik det hurtigt hen til den udvalgte container. Som regel stod containerne langs en mur. Vi åbnede lugerne, der vendte mod muren, og hoppede raskt ind i containeren. Nu var vi i sikkerhed igen. Ingen nattevagt ville kikke i containeren, medmindre han kom forbi og kunne høre os. Sommetider blev en af os udenfor, mellem container og mur, for at holde vagt og sige til, hvis nogen kom forbi.

Det var ikke altid lige behageligt at dumpe ned i en affaldscontainer. Der var maste æbler, rådne kartofler, og det allerværste var rådne løg. Sagen var, at lugten hang ved, selvom man gik i bad, skurede og skrubbede og skiftede tøj. Hvis containeren var fuld, var det langt mere besværligt og tidskrævende arbejde. Imidlertid lærte vi at planlægge vores togter efter, hvornår containeren efter vores erfaring kun ville være halvfuld.

Vores plasticsække blev fyldt med alt fra osteanretninger til grøntsager. Vi fandt dessert på beskadigede dåser. Vi fandt honningglas med revnede låg. Vi skaffede kager, kringler og masser af brød. Der var kaffe og te, hvor indpakningen var punkteret.

Det var en underlig tanke at sidde der inde i containeren og tænke på eleverne i 3. klasse, som jeg skulle undervise i dansk eller musik om mindre end otte timer. Jeg ville sidde ved katederet i mit sædvanlige lidt halvslidte tøj og stirre ud over de 18 elever. Jeg ville tage guitaren ned fra væggen, og vi ville synge en sang som indledning til timen. Jeg ville diktere en diktat, eller vi ville diskutere et aktuelt emne. Ingen af mine elever ville have den fjerneste idé om, at jeg var stået ud af en skraldespand kort forinden.

Mine kære kolleger, tænkte jeg i mørket med et smil om læberne. Hvad ville de mon sige, hvis de så mig nu? Jeg tænkte på deres reaktion, da jeg engang til juleafslutning serverede en flot kage for lærerne i min blok i Nordvestskolen i Helsingør. Desværre var kagen muggen indeni og ikke til at spise.

En af mine kolleger kikkede på datoen og udbrød: – Hvor har du købt den? Den er jo flere dage over sidste salgsdato!

Vi var alle enige om, at det var en skandale, at Favør solgte forældede produkter. Jeg bedyrede, at jeg ville klage, ja, det var sgu for dårligt. Men appelsinerne og en hel kasse “bierwurst”, små salamiagtige pølser som man kunne bide af – og som kostede 130 kroner per kilo – var der ikke noget galt med, og mine kære kolleger tog godt for sig af retterne uden at vide, at de kom direkte fra en container uden for Glostrup Centret.

Men en nat i Glostrup Centret blev vi opdaget af en hundevagt. Vores bil var fuld af grøntsager. Manden spurgte, hvad vi ville bruge grøntsagerne til.

– Til vores hund, svarede René og jeg en smule befippede.

– Det må være en stor og meget speciel hund, der æder en hel bilfuld af grøntsager, svarede vagten med et forbløffende klarsyn.

Vi indrømmede, at historien med hunden ikke var helt sandfærdig. Vi sagde i stedet, at vi havde lavet et væddemål med nogle venner. Vi havde væddet på, at vi kunne skaffe tilstrækkelig mad fra containeren til at leve af det i en uge. Vi var i gang med at bevise, at vi havde ret. Den troede han mere på. Han kørte sin vej, sandsynligvis ude af stand til at få hoved og hale på hvad han havde set.

Tvindlærerne besøgte containere overalt i Danmark. Når vi mødtes, gik beretningerne vidt og bredt. Der var John Frost, som fyldte en lastbil op med varer i løbet af en nat. Der var rekordbesparelser på madbudgettet. Det eneste friske, vi købte regelmæssigt, var mælk. Men der kom også rapporter om containere, der pludselig blev låst. Flere og flere af os mødte vagter, og i Odense blev et par enkelte lærere bragt til politistationen – dog uden nogen følger ud over en advarsel.

De organiserede raids stod på i mere end halvandet år. Til sidst fik vi besked fra Amdi på at stoppe. Det hele var for systematisk og for velorganiseret. Det var vistnok i sig selv ikke ulovligt at tage mad ud af en skraldespand, men vores skolers rygte var mere værd, end hvad vi kunne spare på madbudgettet. De natlige udflugter blev aflyst, og containerne ladt i fred.

Men vi havde andre sparemetoder. Gennem en lang periode rejste alle vi folkeskolelærere til Hotel Lakolk på Rømø næsten hver weekend. Eftersom vi ikke ejede biler, var vi henvist til at tage på tommelfingeren eller rejse med toget. Denne sidstnævnte mulighed var dog ret teoretisk, idet vi heller ikke havde penge til togbilletterne. Vi var, med andre ord, tvunget til at blaffe. Det var noget, Kirsten Larsen havde sat igennem, da hun på et tidspunkt opdagede, at vi ankom med toget til Skærbæk Station og derfra rejste videre med bus over Rømødæmningen til Lakolk.

De fleste af os sluttede undervisningen klokken to eller tre om eftermiddagen, og hvis vi tog toget, kunne vi nå den sidste bus til Rømø fra Skærbæk. Det passede ikke Kirsten Larsen. Hun skældte os hæder og ære fra og fordømte os – for hvilken gang ved jeg ikke – som selvoptagede, selvbehagelige, småborgerlige, dovne, pengeforbrugende, indskrænkede skolelærere. Vi var ikke politiske aktivister, vi stod ikke sammen med Lærergruppen om at spare, for os var det eneste, der betød noget, at vi ikke frøs om vores kridtbestøvede, blege og tynde skolelærerfingre og vores sure skolelærertæer. Det kunne vi jo alle sammen godt se, og ingen anfægtede ironien i, at angrebet kom fra en person, som havde et helt hotel for sig selv og sin gurupartner, og som aldrig nogensinde kunne drømme om at rejse i andet end sin private Mercedes.

Fra nu af stod den på at komme gratis fra København i den ene ende af Danmark til Lakolk i den anden ende. Den følgende fredag, en kold og blæsende vinterdag, stod mere end tredive skolelærere, der netop havde sagt farvel til deres kolleger og elever, på de danske landeveje med tommelfingeren i luften. Jeg spekulerede tit over, hvad jeg skulle sige, hvis en af mine kolleger – eller endnu værre: en af mine elevers forældre – skulle komme forbi og samle mig op. Hvorfor stod jeg dér? Hvor skulle jeg hen? Hvorfor tog jeg ikke bussen eller toget? Det skete aldrig, og jeg ved den dag i dag ikke, hvad jeg ville have sagt. Og der var ikke noget, der hed at komme for sent, selvom blafning en vintermørk og trafiktæt fredag eftermiddag ikke altid er lige let. Resultatet blev efter nogle måneder, at vi begyndte at blaffe med toget.

Vi blev rene eksperter. I Roskilde skulle man blot klippe sit klippekort til Viby Sjælland. Tok tok tok. Efter Roskilde kom billetkontrolløren og tjekkede de tre klip og derefter gjaldt det om at sove uden ophold til færgen. Man kom ind i toget og så allerede træt ud. Man smed sin taske op og faldt omgående i dyb søvn, helst ved en vinduesplads. Hvis der var kupéer, var det bedst at finde en med én eller to passagerer. Det betød, at konduktøren havde en fornemmelse af, at han havde set alle før. Det duede ikke at sætte sig i en næsten fuld kupé. Risikoen for, at en eller anden ville vække én og sige: “Vi er i Viby!”, var alt for stor.

Hvis toget ikke var fuldt, var det bedre at finde en kupé for sig selv. Man afførte sig støvler og alt overtøj, fandt en bog frem, satte sig vel til rette og faldt igen i søvn. Idéen var, at man skulle se ud, som om man havde været med toget hele tiden, og det kan konduktøren se.

Så er der selvfølgelig den klassiske med toilettet. Man går på toilettet, og konduktøren tjekker ikke der. Det passer bare ikke. Lige så klassisk metoden er, lige så sikkert er det, at konduktøren tjekker et låst toilet. Tricket er derfor ikke at låse. I ni ud af ti tilfælde passerer konduktøren et ulåst toilet. Hvis han åbner, sidder man der med bukserne nede om knæene og bander, når døren går op. Det virker. Forskrækket smækker konduktøren døren og skynder sig videre på sin runde.

Konduktører arbejder med genkendelse. Hvis de mener, de allerede har billetteret en person, vil de ikke forsøge igen. En god metode er derfor at sørge for, at konduktøren har set én – men før han billetterer. Man kan gå målbevidst mod den ankommende konduktør, kigge ham lige i øjnene og spørge: – Undskyld, men er togkiosken den vej eller den anden vej? Eller: – Hvor kan jeg finde et plaster? Uvilkårligt vil manden give et svar, og man skynder sig videre. Når man ser ham næste gang, “husker” han ens ansigt. Man sidder fordrukken af søvn og kigger i et træt øjekast af genkendelse og med et let løft af øjenbrynene op på konduktøren. Man kan se hans ansigt og hans øjne. Der er et glimt af genkendelse: Nå, ja, det var jo ham ... Faren er ovre.

Færgen var næste problem. Nogle af vognene i Intercitytoget kørte om bord i færgen, andre gjorde ikke. Metode nr. 1 var at snige sig ind i de ombordkørende vogne, finde et ikke-optaget sæde og igen falde i søvn. Søvn synes at danne en skal omkring én. Ingen vil forstyrre en sovende uden meget god grund. Metode nr. 2 var at gemme sig i mængden, når alle gik om bord fra de vogne, der ikke kørte om bord. Dette system duede kun, når der var rigtig mange mennesker på toget. Hvis der kun var en håndfuld af gående passagerer, ville vores billetter blive tjekket.

Alle vi skolelærere fra Sjælland blev eksperter i gratis togkørsel. Af og til blev en af os taget på fersk gerning, men det var langt billigere undtagelsesvis at betale end at skulle købe billet hver gang. Vi blev ganske professionelle og morede os. Det var spændende, og det var sjovt at lære at snyde dem. Vi gav os ikke af med at tænke på DSB. DSB var statens. Staten var Tvinds modstander. Der var ikke noget galt i, hvad vi gjorde.

Af og til snakkede vi om dette dobbeltliv. Den dybe kontrast mellem hvad der sås på overfladen, og hvad der gemte sig under. Jeg var leder af skolekoret på Duebrødre Skole. Jeg underviste mine elever i musik, gymnastik, dansk og andre fag. Jeg deltog i lærerrådsmøder og diskuterede nyanskaffelser til skolen, budgetter, besparelser, timelægning og fagforening. Jeg besøgte forældrene i deres hjem, og jeg arrangerede forældremøder. Jeg gik normalt hjem fra skolen klokken tre eller fire om eftermiddagen. Jeg var medlem af kaffeklubben og kom med wienerbrød, når det var min tur. Det lignede til forveksling enhver anden skolelærers liv.

Men når skolen var slut, forvandledes mit liv til et andet. Vi var fem voksne mænd klemt ind i en etværelses lejlighed. Containertogter om natten tog vores søvn. Før tiden med containerne havde jeg rejst i tog hver nat i mange måneder. Gennem lang tid levede vi af foderblandinger. Weekendrejser på tommelfinger og gratisrejser med tog.

Hvad gjorde dobbeltlivet ved os? Det væsentligste resultat var, at vi lærte kun at respektere os selv, og hvad vi stod for. Vi lærte, skridt for skridt, at hensigten helliger midlet. Vi så os selv som soldater i kamp for “en bedre verden”. Lærergruppens projekter og planer krævede kapital. Vi var over 30 folkeskolelærere, der betalte hele vores løn til Lærergruppen. Vi garanterede en stor kapitalindsprøjtning i Tvind, men ledelsen var nødt til at holde os hårdt i selerne for at få så meget ud af os som muligt. At tjene penge og spare dem op blev en af vores primære funktioner. Derfor var det o.k. at leve af sojamel og melasse. Det var helt i orden at tage mad fra containerne, og der var ikke noget galt i at servere maden for alle og enhver. Vi kunne med god samvittighed tage toget uden at betale. Alt andet kom i anden række.

På et tidspunkt mistede jeg, under en af de utallige flytninger frem og tilbage i Danmark, min dyne. Eftersom jeg ikke havde en dyne, frøs jeg om natten, og jeg skaffede mig nogle tæpper og begyndte at sove i min sovepose. Det var begyndelsen på en lang periode, i hvilken jeg udelukkende sov i sovepose, fordi jeg ingen dyne havde. Tre år senere, på et pepmøde mellem Den Rejsende Højskoles ledelse og Amdi og Kirsten, kom talen ind på vores personlige leveforhold. Amdi ville vide, hvordan vi sov. Jeg delte værelse med Mikael Norling, forstander for højskolen.

– Jeg sover i min sovepose, sagde jeg.

– Hvad gør du? spurgte Amdi. I sovepose??

Jeg forklarede, hvordan det forholdt sig. Det var altid sin sag at tale i længere tid til Amdi. Han havde svært ved at koncentrere sig, især hvis han ikke brød sig om, hvad der blev sagt. Han rystede på hovedet.

– Hvad fanden skal det sige, i sovepose. Hvorfor finder du dig i det? Tror du ikke, at Lærergruppen har råd til at skaffe dig en dyne, mand? Han virkede i sandhed rystet over at høre, at jeg de sidste tre år havde overnattet i min blå Ajungilaq.

– Hvad bruger du af håndklæder? spurgte Kirsten. Igen kom jeg til at lyde dum. Jeg havde ikke et håndklæde. I stedet tørrede jeg mig med, hvad jeg kunne finde. Min idé var, at så længe jeg blev tør, hvorfor bekymre sig om hvilket håndklæde jeg brugte. En hård negl var jeg, en rigtig hård negl, der ikke tog sig af detaljer som dyner og håndklæder. Men igen var jeg galt afmarcheret. Kirsten sagde, at det var komplet uacceptabelt, at skolens ledelse havde en så forhutlet livsstil. Hvis jeg fik en dyne og et håndklæde udleveret, ville jeg så bruge dem?

– Ja, selvfølgelig, sagde jeg.

Et par dage senere ankom et par store pakker med den blå Mercedes kassevogn, vi kaldte “Tvindfragt”. Dyne til mig og håndklæder til både Mikael Norling og mig selv. Dynen var ikke billig, det var en af de bedste, man kunne få. Den var lang, og det var første gang i mit voksne liv, jeg havde en dyne, der helt dækkede mine fødder.

Jeg følte mig privilegeret og tilgodeset. Jeg tænkte endda: Hvad med alle de andre lærere, der er i samme situation? Men jeg slog tanken ud af hovedet, for hvad var der galt i at have en dyne? Samme år hørte Amdi ad omveje, at jeg på højskolen havde foreslået, at lærerne skulle lave en strygekvartet. Et par uger senere kørte Mikael Norling mig ind til Alfred Christensens musikhandel i Holstebro. Vi gik lidt rundt og kiggede på de dyre instrumenter, men de syntes uden for rækkevidde. Pludselig stod Amdi og Kirsten i musikforretningen. Nu skulle der købes strygeinstrumenter, sagde Amdi og valgte nogle af de bedste instrumenter i butikken. Jeg fik selv en dejlig cello og bragte derudover to violiner og en viola tilbage til Højskolen. Vi begyndte regelmæssigt at øve os på instrumenterne.

Forstanderne fik også gaver. De kom hjem fra møder i Grindsted med fine fyldepenne, dyre dokumentmapper og smarte sko. Gavestrømmen fra Amdi og Kirsten gik til de mest loyale i Lærergruppen og medvirkede på en korrumperende måde til at cementere loyaliteten over for ledelsen. De små privilegier gjorde, at man var klar over sin status, og at man bevidst sørgede for at opføre sig pænt, så man ikke faldt i unåde.

Amdis gavmildhed blev sat i perspektiv, da vi en dag fandt ud af, at Amdi havde betalt for musikinstrumenterne med Højskolens penge. Det var så vores problem at skære i andre udgifter, så undervisningsbudgettet igen kunne balancere.

Skoleåret 1982-83 blev mit sidste i folkeskolen. Amdi havde ringet og tilbudt mig et job som “undervisningsleder” for efterskolerne. Det lød jo flot, og jeg sagde ja tak. Jobbet blev dog ikke til noget, for før jeg begyndte, blev jeg “omfordelt” til Den Rejsende Højskole. Amdi spurgte nu, om jeg havde lyst til at blive lærer på Den Rejsende Højskole. Og når Amdi foreslår, siger man jo ikke nej. Vi mødtes på Tvind og fik at vide, at kurset hed “Alfabetiseringshæren”.

– Alfabetiserings-hvadfornoget? spurgte jeg, da jeg først hørte ordet.

– Jo, hæren, alfabetiseringshæren, svarede Birthe, som skulle være leder.

Alfabetiseringshæren skulle først studere i Tvind og siden lære voksne i Guinea Bissau at læse. Først skulle “hæren” dog hverves. Jeg flyttede ind i den såkaldte Agitationsgruppes luksusvilla i Tåstrup. Her holdt en pige ved navn Mikro – hun var meget lille – hus for en række af de mest indoktrinerede og ensrettede kvindelige medlemmer af Lærergruppen. Min del af hvervekampagnen kom til at foregå på Kultorvet i København, og jeg hadede hvert et minut. Vi havde nogle plancher, som blev stillet op om morgenen og taget ned om aftenen. Opgaven var så at stå ved plancherne og kapre enhver, som blot kastede et sideblik på farvebillederne.

Langt de fleste afviste mig med det samme. Enten undgik folk øjenkontakt og gik med raske skridt forbi. De svagere sjæle kastede et blik på plancherne og sagde “nej tak”, mens de ilede videre. Andre skulle nå toget eller bussen eller tandlægen. De værste var de såkaldte “afbrændere”. De hørte interesseret på og gav både navn, adresse og telefonnummer. Når vi så forsøgte at kontakte dem, viste det sig, at alt var opdigtet. Københavnerne havde sommerferie, og byen var fuld af liv, men min verden eksisterede kun mellem Tåstrup og Kultorvet. Jeg var en elendig sælger og skaffede hele den sommer ikke én eneste elev til skolen.

De unge danskere, som trods alt blev hvervet til den nye “hær”, begyndte på Tvind det efterår. De fleste var meget velmenende mennesker, som gerne ville til Afrika, og som syntes projektet lød som en god idé.

Mange blev hurtigt klogere. I Guinea Bissau taler man portugisisk. Vores nye elever skulle derfor i ekspresfart lære portugisisk godt nok til at kunne undervise på sproget. Men ingen af højskolelærerne kunne andet end overfladisk portugisisk. Jeg selv kunne ikke et ord, men jeg skulle undervise i det alligevel.

Der kom klager. Eleverne mente ikke, undervisningen var i orden. Men Mikael Norling, højskolens forstander og min værelseskammerat, var ikke indstillet på at lytte til kritik. Året før havde han udgivet en bog kaldet Kampucheas folk i kamp for livet, hvor han i fuld alvor forsvarede Pol Pots massakre af millioner i Cambodja, efter at han sammen med Bodil Ross havde besøgt Khmer Rouge-kontrollerede områder i landet.

– Khmer Rouge var nødt til at sende folk ud af Phnom Penh, sagde Mikael, og tallet på de døde er vildt overdrevet. Han afviste rædselshistorierne fra Cambodja som CIA-propaganda. Nu afviste Norling elevernes klager og kaldte dem for sabotage af undervisningen. Efter få uger var der nærmest oprørstilstand på skolen. Eleverne holdt møder uden lærerne, og til sidst forlod halvdelen af holdet skolen. Norling havde ikke givet sig en tomme. Undervisningen var god nok, det var bare eleverne, som var dumme i hovedet.

Der er i tidens løb blevet gjort meget ud af problemer med undervisningens kvalitet og gruppepres på Tvinds skoler. De fleste af historierne bygger på tidligere elevers beretninger. Men hvis undervisningen var så dårlig, og hvis presset på den enkelte så ulideligt, hvorfor blev Tvind så ved at have elever? Og hvis vi lærere syntes, det hele var så forfærdeligt, hvorfor gik vi så ikke fra foretagendet før?

En del af svaret ligger i, at der også foregik – og ganske sikkert stadig foregår – god og spændende undervisning på skolerne. Tvinds lærere går op i deres job og lægger hele deres liv og sjæl i at få skolen til at fungere. Tusindvis af danske høj- og efterskoleelever har haft spændende og lærerige ophold på Tvinds skoler, noget som ofte bevidst overses, når en ny Tvind-skandale ser dagens lys i de danske massemedier. Langt den største del af lærerne på Tvinds skoler ønsker oprigtigt det bedste for deres elever og bruger sandsynligvis mange flere timer end de fleste andre danske lærere på undervisningen. Den enkelte lærer går ikke rundt og forsøger på udspekuleret vis at genere eleverne så meget som muligt, selvom det må tilføjes, at lærerne ikke tillader, at eleverne udfordrer den grundlæggende ideologi bag undervisningen. Tværtimod, lærerne forsøger af al magt at få eleverne så meget med i undervisningen som muligt. Den enkelte lærer er heller ikke i stand til at berige sig selv på elevernes bekostning. Man kan nærmere sige, at lærerne får for lidt personligt ud af deres arbejde på skolerne.

I 1984 cyklede jeg Danmark rundt med et hold flygtninge, som jeg underviste i dansk. Vores tur begyndte i Tvind og endte i København. Vi cyklede ned langs vestkysten, tværs over Sønderjylland og via Fynshav, Fyn og Storebælt til Sjælland. På turen mødte vi danskere, snakkede dansk, så en stor del af Danmark og havde masser af sjov. Hvis jeg havde været en doven lærer, ville jeg aldrig have begivet mig ud på sådan et eventyr, og det sidste jeg tænkte på, mens jeg stod i pedalerne i det sydfynske bakkeland, var, at jeg var i gang med at gramse penge sammen til et rigt efterliv.

Senere, i 1985, var jeg lærer på “Kunst og Kultur”-holdet. Vi rejste til Caribien og Sydamerika og studerede musik, rytmer og billedkunst. Vi besøgte gallerier og malere, optog musik og malede og tegnede vores egen beretning fra rejsen. En af deltagerne var blind, og jeg rejste sammen med ham rundt i Venezuela i en måned, mens jeg var hans øjne. I den måned stod min mund ikke stille, for jeg fortalte ham uafbrudt om alt det, han ikke kunne se.

De fleste lærere på skolen var som jeg optagede af elevernes ve og vel, og vi levede et liv med lange dage og korte nætter, hvor vi forsøgte at give eleverne mest muligt ud af deres ophold.

Efter “Kunst og Kultur” blev jeg inddraget i skolens ledelse. Sagen var, at der havde været rod i regnskaberne, og Mikael Norling havde fået så mange skældud af Amdi, at han lignede en skygge af sig selv. Der skulle nye kræfter til. Forstanderen Mikael måtte nu se på, at jeg blev udnævnt til daglig leder for hans skole. Jeg fik overdraget nøglerne til skolens Mercedes og begyndte at deltage i ugentlige møder på forvaltningen i Grindsted.

Det viste sig dog hurtigt, at jeg ikke var meget bedre til regnskabsarbejdet. Jeg sad nat efter nat med bilag og fakturaer og madregnskaber og en kassebeholdning, som jeg aldrig kunne få til at balancere. De ugentlige regnskaber blev et evigt mareridt. Alt foregik ved kontanter. Alle telefoner var på Amdis befaling blevet udskiftet til mønttelefoner. Vi gik rundt med pengeposer fyldt med enkroner og

femogtyveører, og der var konstant kø ved mønttelefonen i fællessalen. De mange kontantafregninger gjorde det hele endnu mere indviklet, og dertil kom regninger på ting, vi ikke havde bestilt, og som vi ikke havde i vores budgetter. Tvindfragt sendte regninger for fragt af regnskaber og skolematerialer. Tvindbyg sendte regninger for vedligeholdelse. Forvaltningen i Grindsted skulle betales for administrationsudgifter.

Hvis ikke regnskaberne var klar til tiden og stemte på øren, fik man rappenskralderne fra Forvaltningen i telefonen, eller endnu værre: Bodil Ross kom kørende i sin blå Mercedes og krydsforhørte mig om, hvorfor jeg ikke lavede mit arbejde. Jeg kunne ikke holde styr på det, og nu var det min tur til at blive sat fra bestillingen.

Derefter skulle jeg være lærer for et hold af afrikanere, som skulle lære at lave fjernsyn. Problemet var, at højskolen ikke havde noget udstyr til undervisningen, bortset fra et par små amatørvideokameraer. Man må forestille sig kontoret på den statslige fjernsynskanal i Dar es Salaam, da tilbuddet kommer fra Danmark. Der udbydes 12 scholarships for studenter fra det sydlige Afrika. Studenterne udtages og ankommer til Danmark for en FN-betalt grunduddannelse i fjernsynstilrettelægning og produktion. Mens ANC, Mozambique og Zimbabwe sendte unge og ivrige studerende, så sendte cheferne i Tanzania sig selv og deres nærmeste underordnede. Landet var korrupt nok til, at den slags var helt normalt.

Det tog ikke lang tid for tanzanierne at opdage, at vi lærere ikke havde nogen erfaring med fjernsynsproduktion, og at vores udstyr – for at sige det pænt – var meget mangelfuldt. Samtidig gik det op for dem, at de var landet i et afsidesliggende hjørne af Danmark, langt fra hovedstaden og alle dens fristelser. En lang og ond konflikt fulgte. Til sidst sendte Norling de opsætsige studenter hjem. I forvejen havde han skrevet katastrofalt negative evalueringsrapporter til kommunikationsministeren i Tanzania i et forsøg på at sikre, at de oprørske elever aldrig fik et ben til jorden, når de igen stod i deres totalitært styrede hjemland.

Jeg begyndte at blive på tværs og blev degraderet yderligere. Nu skulle jeg lave vedligeholdelse syv dage om ugen. Da en utilfreds norsk lærer forlod højskolen, sendte Mikael Norling mig til Alta i Nordnorge for at finde hende. Finessen var, at han ikke gav mig nogen rejsepenge. Det var først i marts måned, og jeg skulle blaffe til nord for polarcirklen. Det var næsten som at blive sendt til Sibirien. Jeg tog penge af lærernes kasse uden at lægge kvittering og kørte hele vejen til Narvik i tog. Toget kørte gennem snestorme, dybfrosne nætter og forbi isbelagte søer. Det var smukt, og jeg vidste, at der var så

lidt styr på pengekassen, at ingen nogensinde ville mangle pengene, jeg havde brugt til billetten. Fra Narvik tog jeg bussen til Tromsø og videre til Alta. Her vendte jeg om og tog turen tilbage igen. Jeg mødte aldrig den forsvundne Tvind-lærer, og gjorde heller intet for at finde hende. Jeg havde ikke travlt med at komme hjem, for på Tvind ventede et træls og ensomt arbejde med tagrender, forstoppede toiletter, vandrørsisolering og reparationer på minibussen.

Det samme efterår bragte fjernsynet en tretimers-udsendelse om Tvind. Det var selvfølgelig ikke meningen, at vi skulle se den, og derfor var der et eller andet arrangement for hele skolen i sportshallen. Jeg gik de 500 meter over til det nærliggende husmandssted, hvor vi lærere nu boede, og så udsendelsen helt alene. Jeg var mest chokeret over Poul Jørgensens optræden som talsmand for Tvind. Han var så utroværdig, at det skreg til himlen. Kunne han ikke se, at han skadede os langt mere ved konstant at sige: “Det husker jeg ikke noget om ...”, når enhver kunne se, at det var lodret løgn? Jeg fattede ikke, at vi kunne have sådan en tumpe som talsmand, men bed tænderne sammen og arbejdede videre.

Jeg var på vej ned ad bakke, og jeg er sikker på, at hvis ikke Amdi tidligt på foråret 1987 havde grebet ind og igen tændt min gnist, ville jeg have sagt farvel til Lærergruppen, før sommeren var omme.

I 1981, mens jeg stadig var lærer i folkeskolen i Roskilde, hørte jeg næsten ved en tilfældighed under et besøg på Roskilde Efterskole om de spændende dage, nogle elever fra en af småskolerne havde haft på de utilgængelige San Blas Øer ud for den caribiske side af Panamas kyst. Det var først flere uger senere, at det gik op for mig, at eleverne havde været ufrivillige gæster hos indianerstammerne på de lavtliggende koraløer.

Deres skib Lillebjørn var en nat for fulde sejl hamret direkte op på revet og var gået uhjælpeligt på grund. Til alt held for elever og lærere om bord var vejret godt, og alle kom i land på stranden i god behold. Den næste morgen blæste det op, og i løbet af kort tid blev skibet slået til vrag i brændingen. Dæksbjælker, spanter, takkeleje og personlige ejendele flød i land på stranden, og det næsten 100 år gamle tidligere danske fyrskib eksisterede ikke mere. Det hele var den ansatte kaptajns skyld, fik vi senere at vide. Han havde taget forkert bestik af positionen og troede, at der stadig var langt til land. Lillebjørns totalforlis kunne være endt som en katastrofe. Dårligt vejr ville have umuliggjort landgangen, og alle mand om bord ville have lidt druknedøden.

Nyheden om det forliste Tvind-skib nåede aldrig til de danske medier, og det skyldtes i høj grad det hurtige kunstgreb, som Amdi gennemførte for at erstatte Lillebjørn. Sejlskibet Christian Bach lå allerede i Caribien, og Amdi købte skibet og omdøbte det til Lillebjørn. Nu sejlede småskolen videre med Lillebjørn, som om intet var hændt, og kun de indviede vidste, hvor tæt man havde været på katastrofen.

Men i februar 1983 skete det igen, og denne gang var resultatet dybt tragisk. Mindre end to år efter Lillebjørns forlis blev vi alle hasteindkaldt til møder rundt omkring i Danmark. På Sjælland mødtes vi i Lærergruppens villa i Tåstrup. Det var buldermørkt udenfor, da vi tavst satte os ned og ventede på, at alle kom til stede. Så forklarede Eva Horsbøl, at skonnerten Activ den samme dag var forlist og sunket i Den Engelske Kanal. Der var otte medlemmer af Lærergruppen om bord, og det formodedes, at alle var omkommet. Som lammede sad vi der og tænkte på besætningen. Otte af vore venner. Døde, druknede i en frygtelig storm.

– Kunne det ikke være, at de gik i en redningsflåde og blot skal findes, spurgte en forhåbningsfuldt.

– De forsøgte at sætte en redningsflåde i vandet, men vinden tog den og blæste den væk. Vinden var så stærk, at hollandske redningshelikoptere måtte vende om – der var intet at gøre.

Skibet havde været fuldt sødygtigt og var blevet synet af Skibstilsynet få måneder forinden, fortalte Eva. Der var så mange spørgsmål. Hvorfor gik skibet fra Dover, når vejrudsigten lød på orkanagtig storm, og når alle andre skibe blev i havnen? Var skibet sprunget læk? Hvorfor? Hvordan var det gået til, at dækshuset tilsyneladende var blevet revet af? Var de virkelig alle døde?

Det var Activs andet og endelige forlis. Amdi havde købt Activs skrog i 1979. Det var blevet hævet efter at være sunket adskillige år forinden. I de næste par år lå det i Svendborg og på Tåsinge, hvor det blev genindrettet som skonnert. Apteringen under dæk blev indrettet med alkover, og der blev bygget et helt nyt dækshus. Jeg havde selv været med til flere byggeweekender på Tåsinge, hvor vi malede, lakerede og kalfatrede.

Vi ankom fredag aften, og lørdag morgen gik vi løs i en hidsig masseaktion. Sådan en lørdag, da jeg sad der sammen med en hob af andre amatører og bankede bomuld ind imellem dæksplankerne, kom en gammel søulk hen og kiggede på vores kalfatring.

– Hun var hullet som en si, sagde han. Det var derfor, hun sank i første omgang.

– Ja, men nu laver vi arbejdet ordentligt, svarede jeg. Bliver hun ikke et flot skib?

Det mente manden jo nok, men han håbede, at vi vidste, hvad vi gjorde. Jo da, det gjorde vi, det kunne han jo selv se, sagde vi.

Nu var hun sunket, forsvundet, smadret af 20 meter høje bølger i Nordsøen, og vores kammerater var væk, og vi ville aldrig se dem igen. Nogle af de omkomne var allerede blevet bjerget af andre skibe.

I pressen bedyrede Poul Jørgensen, at skibet havde været i fin stand. Skibstilsynet bekræftede, at Activ var blevet synet, og at alt om bord fungerede og var i orden. Poul Jørgensen tilføjede, at besætningen havde haft de fornødne kvalifikationer. Alt lød til at have været i skønneste orden – bortset fra vejret. Activs skipper havde måske lyttet til den forkerte vejrudsigt. Det var ikke til at vide. Poul Jørgensen påstod, at den lokale vejrudsigt i England ikke havde været så dårlig, og at det var derfor, skibet var gået ud.

Men der var stadig ubesvarede spørgsmål. Øjensynligt var Activ sprunget læk en gang før, i nærheden af Anholt. Ifølge avisrapporter var det kun, fordi Søværnet med helikopter havde fløjet pumper ud til skibet, at det ikke sank. Havde der været noget galt med kalfatringen af Activ? Den kalfatring, vi havde lavet som masseaktion på byggeweekenderne? Havde Skibstilsynet sagt god for Activ for ikke selv at få fingrene i klemme – de havde jo synet skibet? Jeg var aldrig selv tæt nok på begivenhederne til at få førstehåndsviden om Activs forlis. Men mange år senere skulle det vise sig, at historien måske var en helt anden end den, vi fik serveret på møderne.

Jørgen Brundse var en ansvarlig og sikkerhedsbevidst skipper, siger folk, der kendte ham godt. Han ville aldrig være gået ud i stormen, hvis det ikke havde været fordi, han var blevet udsat for et voldsomt pres. Min tidligere rejsekammerat fra seminariet, Steen Thomsen, mener, at Amdi beordrede det dødsmærkede skib til at sejle fra England den februardag i 1983. Forliset var en ulykke, der lå og ventede på at ske, og skyldtes enten inkompetent sømandskab eller en livsfarligt mangelfuld istandsættelse – eller måske snarere en kombination af begge dele. Det er og bliver skipperens ansvar at tage beslutningen om at stå til søs eller ej. Skipperen tog den forkerte beslutning. Men samtidig peger meget på, at Activ var læk og aldrig ville kunne holde sig flydende i en hård storm.

Fem år senere var jeg selv nær et totalforlis i Stillehavet. Midt i udsejlingen gennem koralrevet på Amerikansk Samoa mistede vi styringen om bord. Vi kunne intet gøre. Mindre end hundrede meter til både bagbord og styrbord smadrede kæmpedønninger ind over revet, og vores store held var, at vi var kommet næsten helt gennem passagen, før styringen svigtede. Med hiv og sving klarede vi os forbi det yderste rev og sejlede så langt væk fra øen, vi kunne. Da skibet begyndte at falde af kursen og stikke ind mod land, stoppede vi maskinen. I de næste tre timer kæmpede vi med at reparere styresystemet. De gennemrustne hydraulikrør var installeret af folk fra Lærergruppen, der ingen idé havde om skibsbygning. Men det var lige meget, for når vi selv lavede det, var det godt nok.

Activs besætning betalte den højeste pris for Lærergruppens selvtilstrækkelige tro på, at man kan alt, hvad man vil.

En af de fremtrædende historier i DR’s tv-program om Tvind handlede om St. Vincent. Udsendelsen forklarede i detaljer om, hvordan Lærergruppen havde tabt over 20 millioner kroner ved eksproprieringen af Orange Hill Estate i 1985.

Men vi er nødt til at gå lidt tilbage i tiden for at få St. Vincent- historien fra begyndelsen. Jeg var stadig lærer i folkeskolen, da vi modtog nyheden om, at Lærergruppen havde købt en mindre kokosplantage på en ø i Caribien. Vi reagerede med de til sådanne lejligheder behørige klapsalver og jubelråb. Det var fantastisk! Hvis nogen på mødet tænkte på at spørge, hvorfor jordområdet var blevet købt, sagde de ingenting, og heller ingen spurgte efter købsprisen. Amdi skulle selv fortælle, og han havde tydeligvis glædet sig.

Jeg havde aldrig hørt om øen St. Vincent. Ifølge Amdi var øen også et land. Et latterligt lille land med en korrupt og uduelig regering og med de sædvanlige rigmænd, som styrede alting. Men Amdi havde en plan. En ting var at tage magten i et land som Danmark. Det var ikke så let. Magtapparatet er stærkt og har massemedierne til deres rådighed. Og der er flere millioner mennesker, som skal overbevises.

– Men forestil jer St. Vincent, sagde han. Her er et land, der brænder efter forandring. Her sidder en korrupt regering og flår befolkningen levende. Og der er kun et par hundrede tusinde mennesker. Forestil jer, at vi opretter en skole der. Se på, hvor meget bølgegang vi har lavet i Danmark, og forestil jer så, hvad vi kan udrette i en ministat!

Amdis plan gik ganske enkelt ud på at erobre St. Vincent. Vi skulle bygge et skolecenter for unge fra hele Caribien. Projektet var allerede undervejs. Richmond Vale Academy – sådan hed det – skulle opføres som en tro kopi af Hotel Lakolk på Rømø i Danmark. Det var jo her, Amdi havde sit hovedkvarter, så det måtte være det bedste af det bedste, og så kunne intet mindre end Lakolk gøre det.

Amdi beskrev Richmond Vale for os med store armbevægelser. Landområdet lå nogle hundrede meter fra havet oppe på den nordlige del af øen. Der var uhindret udsigt mod vest over det dybblå Caribiske Hav fra et let skrånende terræn, som lå hævet omkring 60 meter over havets overflade.

– Og lige nu er Thomas Væth i fuld gang med at opmåle Hotel Lakolk fra ende til anden, så han kan lave et sæt tegninger for Richmond Vale Academy, sagde Amdi stolt.

Thomas Væth var ingeniør, og derfor måtte han være den rigtige til opgaven.

– Vi kommer til at dominere faguddannelsen på St. Vincent, sagde Amdi, og med tiden bliver vores sted hele Caribiens uddannelsescenter!

Thomas Væth udarbejdede ganske rigtigt tegninger over Hotel Lakolk. Hotellet er bygget i beton og har værelsesfløje med lange gange ud til værelser med udsigt mod søsiden. Hvert værelse har en stor vinduesflade og en glasskydedør ud i det fri.

Amdi og Ruth påtog sig nu opgaven at købe ind til byggeriet. Alt skulle købes i Danmark, og alt skulle være nøjagtigt som på Lakolk. De samme branddøre, de samme dørhåndtag, de samme bord- og loftslamper og de samme fliser. Taget skulle være det samme, og betonmurene skulle være lige så tykke og velisolerede som på Rømø. Og det nye akademi på tropeøen St. Vincent skulle, akkurat som Hotel Lakolk, have gulv til loft-termoruder i alle rum, der var ingen vej udenom.

Amdi købte alt. Søm, skruer, beslag, tagrender, lim, maling, køkkenudstyr, pærer, hængsler, skovle, trillebøre, blandemaskiner, forlængerledninger, gummilister – alt. Det hele hobede sig op på en lagerplads på havnen i Fredericia, klar til udskibning. Det sidste indkøb var et skib, som skulle fragte alle byggematerialerne over Atlanten til St. Vincent. Coasteren hed Talata og var navngivet efter det skib, Amdi sejlede med, efter at han var blevet fyret som skolelærer midt i tresserne.

Det var let nok at få cementsække og brædder og kasser med søm ned i lasten. Men lastningen af de afsindigt tunge termoruder viste sig at blive et kæmpeproblem. Fagfolk bruger en type sugekopper til at løft større glasflader, men den slags værktøj havde vi ikke. I kedeldragter og med arbejdshandsker løftede vi ruderne og stavrede af sted over kajen og om bord på skibet. Gang på gang den weekend hørte

jeg den krattende lyd af glas, der revner uden i øvrigt at gå i stykker. Hvis ruden ikke brækkede ved at blive løftet op, så skete det, når vi prustende gik op ad landgangsplankerne, og hvis glasset overlevede så langt, knækkede det, når vi satte vinduet ned på træblokke på dækket. Det var forfærdeligt. Mindst halvdelen af termoruderne – der må have været for titusindvis af kroner – måtte bæres af båden i smadret tilstand.

Det var et af de tidspunkter, hvor tvivlen pludselig vældede op i mig. Hvad handlede dette om? Hvorfor skulle den nye skole på St. Vincent se ud som Lakolk, indtil mindste detalje? Hvad var ideen i at transportere alt fra Danmark? Fandtes der ikke huse og byggematerialer på øen? Det virkede som galmandsværk. Men igen fejede jeg selv spørgsmålene til side og fandt på undskyldninger. Det kan da godt være, det er lidt tosset, sagde jeg til mig selv, men ideen med skolen er genial, og det er trods alt det vigtigste.

Talata kom af sted, og Richmond Vale Academy blev bygget. Hotel Lakolk bag klitterne på Rømø fik sin identiske tvilling mellem kokospalmerne på St. Vincent.

Sidst i 1984 fik Amdi nys om, at Orange Hill Estate på østsiden af St. Vincent var sat til salg.

– Hvis vi kan få fingre i Orange Hill, får vi stort set kontrol med hele nordenden af øen, sagde Amdi. Et par år forinden havde han solgt vores stolte sejlskib Creole til den italienske modebaron Maurizio Gucci for over 20 millioner kroner, og der var penge i kassen til en udbetaling for Orange Hill Estate.

Men så let skulle det ikke være. St. Vincents lovgivning lagde gennem den såkaldte Alien Landholding Regulation Act loft over, hvor meget jord udlændinge kan eje på øen. Orange Hill Estate var en af de største kokosplantager i Caribien – Amdi påstod, at det var den største – og udgjorde tæt ved 10% af landets samlede areal. Tvind ansøgte om at blive undtaget fra reglerne, men regeringen afviste ansøgningen. Vi kunne ikke købe Orange Hill. Amdi fnøs af raseri over den korrupte regering. Sagen var, sagde han, at man ikke ville have, at vi kom og gennemførte en tiltrængt jordreform. Vores plan var nemlig, ifølge Amdi, at uddele lodder af jorden til landarbejderne. Det var en trussel mod jordejerne på øen, og de fik stoppet salget af Orange Hill.

Men hvis regeringen på St. Vincent troede, at den havde fået jaget Tvind på porten, så troede den fejl. Poul Jørgensen og Henning Bjørnlund tog til Kingstown og mødtes med det lokale advokatfirma Sylvester & Co. Gennem et til lejligheden oprettet selskab kaldet Windward Properties Ltd. og et underliggende uigennemsigtigt netværk af andre selskaber og bestyrelser købte Fælleseje nu alligevel Orange Hill. På overfladen så det ud, som om Sylvester & Co. på helt legal vis ejede ejendommen, men et dybere kik ville afsløre de egentlige ejere. Windward Properties Ltd. var et typisk stråmandsfirma – også selvom Tvinds talsmænd senere hævdede det modsatte.

I Danmark fejrede vi triumfen og beundrede de fine skjorteknapper lavet af kokosnød, som vi modtog fra St. Vincent. Vi ejede verdens største kokosplantage! Vi var uovervindelige!

Det var midt i disse begivenheder, at jeg rejste til Caribien med højskoleholdet “Kunst og Kultur”. Vi skulle sejle mellem de caribiske øer med en af de såkaldte “flodbåde”, som i midten af halvfjerdserne var blevet bygget til at sejle højskoleelever op og ned ad Europas floder. Flere af disse både lå nu i Caribien. Og naturligvis skulle vi besøge Tvinds besiddelser på St. Vincent.

Vi ankom til Barbados fra København. Vi gik ned til havnen med al vores habengut for at finde flodbåden. Efter flere gange at have afsøgt hver en krog i havneområdet måtte vi konstatere, at båden ikke var der. Jeg gik over til Holiday Inn og ringede hjem til Danmark.

– Vi er strandet på Barbados, sagde jeg. Der er ingen båd til at hente os.

Jeg kunne høre på svaret, at noget ikke var, som det skulle være.

– Der er sket noget, men ikke noget alvorligt, sagde Mikael Norling. Bliv, hvor I er, og så kommer der en båd om et par dage.

Hvad kunne der være sket? spurgte jeg mig selv. Jeg tænkte tilbage på Activs forlis, som havde kostet otte af mine kammerater livet. I det mindste var flodbåden ikke sunket, konkluderede jeg. Sikkert blot forsinket.

Vi fandt et sted at bo – det var ikke Holiday Inn – og ventede. Allerede den næste dag kom forløsningen. En båd var kommet fra St. Vincent for at hente os. Vi kom ned til havnen og fandt til vores store overraskelse den danske fiskekutter Islet fortøjet ved kajen. Endnu større var min overraskelse, da jeg så seks-syv af mine kammerater fra Tvind om bord. Jeg blev trukket til side og sat ind i situationen.

Regeringen på St. Vincent under ledelse af premierministeren John Mitchell havde eksproprieret Orange Hill Estate. Derefter havde de udvist alle Tvind-folk på øen på nær et par stykker, som fik lov til at blive boende for at holde øje med Richmond Vale-bygningerne.

– Eksproprieret?

– Ja, eksproprieret!

– Jamen, det er da en katastrofe, hvordan kan de det?

– Det kan de heller ikke, fik jeg at vide. Det er kun en overgang, så tager vi tilbage til St. Vincent.

Sådan skulle det ikke gå. Eksproprieringens gyldighed blev stadfæstet af lokale domstole og senere af den caribiske Højesteret. De 26 millioner danske kroner, som Amdi havde betalt for Orange Hill Estate, var tabt. Flere år efter fik regeringen påbud fra retten om at yde erstatning for eksproprieringen, og modstræbende udbetaltes omkring fem millioner kroner. Men pengene gik til den advokat, som havde været stråmand. Det var jo hans navn og ikke Tvinds, som stod på det oprindelige skøde.

Denne eklatante fiasko blev i Lærergruppen udlagt som et reaktionært komplot mod vores arbejde. Der gik rygter om, at CIA havde været indblandet, fordi man var bange for, at der på St. Vincent skulle udvikle sig en bred caribisk folkelig bevægelse mod de korrupte regeringer.

Da nyheden nåede de danske medier, blev købet af Orange Hill kaldt “en kæmpe økonomisk fejldisposition”. Det er næsten mildt sagt. På det tidspunkt var det uden tvivl den største og dyreste brøler, Amdi nogensinde havde lavet. Han havde givet fanden i St. Vincents lovgivning og havde sammen med Poul Jørgensen udtænkt et snørklet og kringlet system, hvorved Lærergruppen angiveligt stadig havde “sin” ejendomsret beskyttet.

Et helt andet spørgsmål er, hvad han ville have gjort med det udstrakte jordareal på nordenden af St. Vincent. Hvordan skulle det have givet overskud som forretning? Der skal sælges mange skjorteknapper, kokosnødder eller bananer for at forrente en investering på 26 millioner. Jeg tror i dag ikke, Amdi havde den fjerneste idé om, hvordan han skulle få forretningen til at løbe rundt.

På samme tidspunkt havde Amdi gang i købet af en gigantisk kvægfarm i Queensland i det nordlige Australien. Kim Bonde og Henning Bjørnlund rejste ud og tog kvægfarmen i besiddelse, og Henrik Garf Sørensen kom hjem til Danmark med billeder, han havde taget på video. Men Queenslands ekstremt konservative guvernør fik færten af, hvem der stod bag farmen, og pludselig blev farmen eksproprieret af regeringen. Formålet med projektet var ifølge Amdi, at Lærergruppen skulle kunne producere mængder af kødkonserves, som skulle kunne sendes som nødhjælp til regioner med hungersnød og til frihedsbevægelser rundt omkring i verden. Amdi nævnte specielt det sydlige Afrika og Nicaragua.

St. Vincent-eventyret havde en ekstra og mere dyster side. Orange Hill var en stor kokosplantage, men var ikke ideel til fødevareproduktion. Amdi afslørede på et af vores lukkede møder, at hans forestillinger også gik i en anden retning. Han forestillede sig, at vi kunne etablere en træningslejr for sandinistguerillaer i junglen, der strækker sig op ad Soufrière-vulkanen.

– Når først vi kontrollerer hele den nordlige del af St. Vincent, kan vi invitere, hvem vi vil, og vi kan gøre, hvad vi vil, sagde han.

På fiskekutteren i Barbados sad vi og var temmelig nedtrykte, for vores rejseplan var gået helt i fisk fra første dag. I stedet for at gå til St. Vincent sejlede vi nu til Guïria i Venezuela. Senere sejlede vi med en “flodbåd” op forbi de Caribiske Øer, og på vej tilbage til Barbados gjorde vi et kort stop i St. Vincent. Vi lejede en bil og kørte op langs den smukke kystlinje på vestsiden af øen. På Richmond Vale Academy blev vi modtaget af min gamle ven Ole Tarp.

Den næsten forladte caribiske udgave af Hotel Lakolk så sørgelig ud. Mange af termoruderne fra Fredericia havn var revnede og fyldt med fugt. Værelserne var i en elendig forfatning, med fugten drivende ned ad algegrønne vægge. Men stedet var smukt, og udsigten over havet mod vest var uforglemmelig. Jeg tog derfra i håbet om, at Lærergruppen snart igen ville kunne få sat bygningerne i stand og fyldt skolen med elever fra Caribien.

St. Vincent var blevet en økonomisk ruin for Lærergruppen. I vores naivitet valgte vi at tro på de beretninger om sammensværgelser mod vores organisation, som Amdi udspredte imellem os. Der var ikke tale om, at ledelsen skulle stå til ansvar over for de op mod 500 hårdt arbejdende lærergruppemedlemmer. Og eftersom vi nyhedsmæssigt var isolerede, hørte vi ikke den udlægning, som historien fik i de danske medier.

Det strejfede os heller ikke, at ideen om, at et udenlandsk firma skulle eje så meget jord i den lille caribiske østat, i bund og grund repræsenterede en foragt for den lokale befolkning. Amdi havde benyttet præcis de samme nykolonialistiske metoder, som vi på vores rejser med højskolen og seminariet havde set andre multinationale konglomerater anvende. Og vi, de menige medlemmer af Lærergruppen, valgte at tro på Amdi i stedet for at bruge vores sunde fornuft og gennemskue perversiteten i projektet.

I begyndelsen af 1980’erne blev vi i Lærergruppen mere og mere sure over de skattepenge, vi afleverede til staten hvert år. Amdi satte Poul Jørgensen til at opfinde et system, hvorved vi legalt kunne undgå at betale skat og i stedet bruge pengene selv. Systemet blev etableret under fondslovgivningen i december 1982 og var enkelt og på papiret helt igennem lovligt.

Finansministeriets ligningskommission havde godkendt “Fonden til Almene Formål”. På linje med en række andre fonde kunne bidragyderne fratrække deres betalinger til fonden på selvangivelsen. Fidusen var blot, at alle fondens penge gik til Lærergruppens arbejde. Det kunne tydeligt ses af fondens formålsparagraf:

Fondens formål er med rentebærende eller rentefrie lån, pengegaver eller anden måde at yde støtte til:

1. private, selvejende undervisningsinstitutioner og uddannelsesinstitutioner, hvis virksomhed tilstræber at fremme den gensidige mellemmenneskelige forståelse og samvirksomhed lokalt, nationalt og/eller globalt.

2. Andre almennyttige, private selvejende institutioner og foreninger i Norden, hvis virksomhed tilstræber at fremme den gensidige mellemmenneskelige forståelse og samvirksomhed lokalt, nationalt og/eller globalt.

(Vedtægter for Fonden til Almene Formål af 30. december 1982)

De selvejende “undervisningsinstitutioner” og “almennyttige foreninger” var naturligvis vores skoler, Ulandshjælp fra Folk til Folk, skibsprojekter og lignende. Systemet blev yderligere raffineret ved, at vi opnåede en trækprocent på nul, fordi hver enkelt bandt sig til at betale 80% af sin indtægt til fonden over en 12-års periode.

Jeg tjente for eksempel omkring 150.000 kroner om året som skolelærer i Roskilde. Normalt ville jeg have betalt hen ved halvdelen i skat. Nu betalte jeg i stedet 120.000 kroner til Den Almene Fond. De resterende 30.000 kroner betaltes til Lærergruppens sparekonto. Fonden blev etableret med hundrede medlemmer, hvilket svarede til, at Den Almene Fond allerede i sit første år fik mellem 10 og 12 millioner kroner indbetalt. Det var penge, Lærergruppens medlemmer ellers ville have betalt i skat.

Hvad gjorde fonden med millionerne? Fonden kunne for eksempel støtte byggeri af en klinik eller en skole. Fonden ville betale arbejdslønninger til “eksperter” udsendt af UFF. Disse eksperter var med i Lærergruppen, og pengene gik lige ned i vores kasse. Hvis “eksperten” var medlem af fonden, ville pengene kunne gå i cirkel igen og igen.

Tvinds højskoler og efterskoler fik også penge fra fonden. I 1985 købte vi computerudstyr for flere millioner kroner til alle skolerne. Udlægget blev betalt af fonden som et lån til skolerne. Pengene skulle betales tilbage over en femårig periode.

I den samme periode begyndte vi at tømme store internationale hoteller for møbler. Det startede med en opringning fra Hotel Sheraton i København. Hotellet ville høre, om vi tilfældigvis skulle være interesserede i at købe brugt inventar som møbler, tæpper og lamper. Luksushoteller er nødt til at udskifte og renovere, før interiøret ser slidt ud. Ruth Sejerøe-Olsen sagde ja tak, og fonden betalte kontant for 14 etager med alt, hvad der var i dem. Møblerne blev sendt ud til skolerne, som betalte fonden tilbage over en årrække.

Fonden blev yderligere malket af koordineringsgruppens medlemmer. Siden de ikke arbejdede på vores skoler, modtog de ingen løn. Nu blev de imidlertid ansat som “konsulenter” og modtog løn fra fonden. Bodil Ross var således “højskolekonsulent“; Anne Hansen var “efterskolekonsulent“; Ruth Olsen var “international konsulent for UFF“; Else Krageholm var “skandinavisk konsulent for UFF”. Ruth rejste på fondens regning rundt i Afrika og holdt møder med UFF- afdelinger og regeringer, som var interesserede i at modtage penge eller projekter fra Skandinavien.

Imidlertid blev det efterhånden offentligt kendt, at vi på denne måde undgik at betale skat – selvom det hele var fuldkommen lovligt. Der blev derfor i Folketinget fremsat forslag til en helt ny fondslovgivning. Der er ingen tvivl om, at den nye fondslov blev til, fordi Tvind havde været i stand til at udnytte den eksisterende på en måde, ingen havde kunnet forudse. Lærergruppen havde sparet millioner i skat og kanaliseret langt den største del af pengene direkte tilbage til sig selv.

Under debatten i Folketinget blev den nye lovgivning døbt Lex Tvind, og der blev henvist til Den Almene Fond og Skolesamvirkets “uantagelige brug af lovgivningen”. Den nye lov gjorde det umuligt at fortsætte med fonden som hidtil.

Den nye lov sagde: “Foreninger, stiftelser, institutioner m.v. kan godkendes, hvis de er hjemmehørende her i landet ... og anvender deres midler til humanitære formål, til forskning eller til beskyttelse af naturmiljøet.” Statsskattedirektoratet underrettede os om, at “humanitære formål” blev tolket som “fremme af sundhed, forskning eller miljøspørgsmål”. Desuden blev det fastsat, at en person kunne betale maksimalt 15% af sin skattepligtige indkomst til fonden.

Hensigten med loven var klar. Det var nu et krav, at midlerne gik direkte til projekter, der faldt ind under en eller flere af disse tre hovedoverskrifter. Tvind havde ingen projekter, der kunne kaldes forskning, og vi havde ingen aktiviteter, der havde med sundhed eller beskyttelse af naturmiljøet at gøre.

Men Lærergruppens ledelse var hurtigt ude af starthullet. Bodil Ross sendte fondens bidragydere et brev med kopi af den nye lov og skrev:

“Som du kan forstå af vedlagte skrivelser, har den ny skattelovgivning gjort det rigtigst at ophæve Fonden. Men vi kan oplyse – forhåbentligt til din glæde – at vi er gået i gang forfra. På en frisk – om vi så må sige. Den samme nye skattelovgivning, der har gjort det rigtigst at ophæve Fonden, rummer mulighed for at starte en anden. Med en anden formålsparagraf, med et andet skattemæssigt forhold – men dog således, at vi finder det værdifuldt at forsøge os frem inden for rammerne af disse nye regler for et godkendeligt godt formåls skyld.”

(Brev fra Bodil Ross til medlemmer af Den Almene Fond, 1987)

Bodil Ross var godt forberedt. I december 1986, da det blev klart, at Den Almene Fond ikke længere ville have nogen skattemæssig funktion, havde Poul Jørgensen sendt en ansøgning til Statsskattedirektoratet om godkendelse af “Fonden til Støtte for Humanitære Formål, Fremme af Forskning og Beskyttelse af Naturmiljøet”. I april 1987 godkendte Statsskattedirektoratet denne fond. For at sikre sig, at Tvind helt forstod meningen med den nye lov, skrev skattemyndighederne:

“Det bemærkes, idet der henvises til fondens vedtægter § 1 og § 2, at humanitære formål for at være omfattet af ligningslovens §12, stk. 3, skal være formål vedrørende forebyggelse og/eller bekæmpelse af sygdom, jf. skattedepartementets cirkulære af 25. november 1986 pkt. 10.”

(Brev fra Statsskattedirektoratet til Den Humanitære Fond, 1987)

Lex Tvinds arkitekter havde gjort, hvad de kunne for at opstille betingelser, som Tvind ikke ville kunne opfylde. Amdi havde imidlertid andre planer. Den nye fond var godkendt, og Lærergruppen var klar til igen at betale skat til sig selv og ikke til den danske stat.

Amdi regnede hurtigt ud, at det var overskriften “forskning”, der ville kunne give ham flest muligheder for at udnytte den nye fondslovgivning. Ud af den blå luft kreerede han et forskningsinstitut med det ambitiøse navn IFAS – Institute for Scientific Research and Applied Sciences. Meningen var klar nok. Instituttet skulle udføre forskningsarbejde betalt af den nye fond – selvom vi i Tvind ingen erfaring havde med at udføre videnskabelig forskning. Og Amdi vidste, at hvis fonden blot begyndte at dele penge ud til “forskning” på Tvinds egne skoler og ulandsprojekter, ville den være meget sårbar, når skatterevisorerne gennemgik regnskaberne. Som sædvanligt planlagde han hvert skridt nøje og forsøgte at få den nye fonds bevillinger til at passe inden for rammerne af en endnu uprøvet lovgivning.

Jeg arbejdede som lærer på Den Rejsende Højskole og havde intet personligt at gøre med udviklingen af den nye fond eller diskussionerne omkring den. Jeg var kørt godt og grundigt træt på Højskolen. Vores elevtal var gået kraftigt ned, og jeg havde ingen elever at undervise. I lang tid havde jeg følt, at jeg var blevet udsat for en urimelig behandling. I måneder havde jeg udelukkende – og helt alene – lavet vedligeholdelsesarbejde på skolen. Jeg var klar til nye udfordringer.

Mikael Norling kom løbende en eftermiddag i april 1987, mens jeg var ved at reparere tagrender på en af højskolens bygninger.

– Der er telefon til dig, sagde han.

– Kan det ikke vente, jeg er lige midt i det her, sagde jeg. Jeg havde vænnet mig til at være på tværs, og med tiden havde jeg mindre og mindre lyst til at lade min færden diktere af de konstante krav fra Lærergruppen.

– “De andre” vil tale med dig, sagde Mikael.

“De andre”, tænkte jeg, hvad vil de mig nu? “De andre” var jo Amdi og Kirsten. Jeg lagde øjeblikkeligt mit værktøj fra mig og løb med Mikael til telefonen. Der var en hysterisk respekt for “de andre”, og det forventedes, at man smed alt, hvad man havde i hænderne, hvis de ringede. På samme måde var det blevet normalt at sætte alt andet over styr, hvis Amdi ønskede at mødes med nogen.

– Er det Hans la Cour? sagde Amdi på sit syngende fynske, efter at jeg havde sagt hallo.

Jeg vidste ikke øjeblikkeligt, om det var revselse eller ros, der stod på tapetet. Man kunne aldrig høre på Amdi, hvad han var ude på i begyndelsen af en samtale. Ved tidligere lejligheder havde han overfuset mig i telefonen, og jeg var klar til det værste.

– Hans, er du en travlt optaget mand? spurgte Amdi mig.

Igen en fælde, tænkte jeg. Selvfølgelig har jeg travlt. Vi har altid travlt. Men hvorfor spørgsmålet?

– Ja, jeg har da rimelig travlt, sagde jeg, jeg laver vedligeholdelse af højskolen.

– Er der ingen andre, der kan lave det? spurgte den energiske stemme i telefonen.

Jeg kiggede over på Mikael og Esther. Det var svært at finde de rigtige ord uden at træde nogen over tæerne.

– Det ved jeg ikke, sagde jeg, vi har bestemt, at jeg skal lave arbejdet nu ...

– Men er du ikke højskolelærer? Hvornår starter du med at undervise?

Jeg måtte melde, at foreløbig var der ingen plan for, hvornår jeg skulle starte med at undervise. Der var så få elever på skolen, at de andre lærere sagtens kunne klare undervisningen uden mig.

– Hans la Cour, interesserer du dig for forskning? spurgte Amdi kryptisk.

Jeg kunne ikke gøre meget andet end at svare bekræftende og så tilføje et spørgsmål om, hvilken slags forskning han tænkte på.

– Jeg betragter dig som en intellektuel person, sagde Amdi.

Tusind tanker fløj gennem mit hoved. Hvad fanden var det, der foregik? Var dette begyndelsen til en enorm skideballe, eller var det lige det modsatte?

– Hvad var du i gang med at lave, da jeg ringede?

– Jeg er ved at reparere højskolens tagrender, svarede jeg.

– Vi mener, det er spild af dine kræfter, sagde Amdi.

Med ét vidste jeg, hvad han var ude på. De havde håndplukket mig til et nyt job og var ved at forberede mig på nyheden. Omfordeling hed det i Tvind. Man bliver “fordelt” til et arbejde, og det er Amdi og Kirsten, der fordeler tropperne. Udtrykket stammer fra den første tid i U- gruppen, hvor de få medlemmer fordelte sig på forskellige opgaver.

– Hvad vi fortæller dig nu, fortsatte Amdi, kan du ikke fortælle til nogen.

Jeg tænkte på telefonen, som jeg var sikker på blev aflyttet. Amdi havde altid sine egne regler, når det gjaldt sikkerhed.

– Ovre i Caribien ligger et skib, som har brug for dig om bord, sagde han. De har brug for ledelse af intellektuel type. De har brug for en person, der kan skrive. De er ved at forberede sig på et projekt, vi andre har haft kig på i et stykke tid. Vi har brug for dig derovre, Hans.

Jeg var helt rundt på gulvet. Caribien. Et skib. Brug for mig.

– Ser du, igennem et stykke tid har vi forberedt et større forskningsprojekt for Lærergruppen. Projektet bor på Store Klaus, som nu ligger i Panama. Vi vil gerne have, at du leder dette projekt.

– Det er jeg helt med på, sagde jeg.

Vi aftalte et møde på forvaltningen, og nogle dage senere mødtes jeg med Amdi og Kirsten, Bodil Ross, Else Jensen og Gitte Hector. Amdi kom med en lang udredning om planerne. Først handlede det om fondsproblemerne. Den famøse Lex Tvind forhindrede os i at fortsætte med Den Almene Fond, sagde han.

– Hvorfor skulle vi aflevere vores penge til en stat, der gør alt for at forhindre os i vores arbejde? spurgte han retorisk. Folketinget havde bestemt, sagde Amdi, at fonde i fremtiden skulle støtte sundhed, forskning eller naturmiljøet for at kunne blive godkendte.

– Så hvad tror I, vores nye fond hedder? Rigtigt: Fonden til støtte for humanitære formål, til fremme af forskning og til beskyttelse af naturmiljøet. Nej, hvor må de have vredet sig inde på skatteministeriet, da de modtog vores ansøgning om godkendelse af fonden! Jeg kan lige forestille mig den lille kontorchef, en gnom ved navn Kurt Ove, blive rød helt i kinderne.

Amdi spillede komedie. Han gjorde sig lille og pustede ansigtet op, mens han holdt et stykke papir foran sig. Her sad kontorchefen Kurt Ove og våndede sig over at være nødt til at godkende den nye Tvindfond.

– Han må have følt sig meget dårligt tilpas, da han underskrev brevet med godkendelse af den nye fond! Men han kunne ikke sige nej. Vedtægterne er stort set skrevet af efter loven. Navnet er skrevet af efter loven. Der var ingen vej udenom.

Vi lo og så for os fortvivlede kontorchefer passere vores ansøgning fra skrivebord til skrivebord. Til sidst havde de været nødt til at acceptere den, staklerne.

– Dette møde drejer sig om forskning, sagde Amdi og blev med et helt alvorlig. – Vi har grundlagt et forskningsinstitut, som vil modtage sine midler fra fonden. Vi er nødt til at vide, hvad forskning er. Og vi er nødt til at bevise, at forskning er nødvendig. Sagen er, at ingen i Lærergruppen tænker på sig selv som forskere. For at kunne modtage penge fra fonden til forskning er vi først nødt til at opfatte os selv som forskere, og derefter er vi nødt til at udføre forskning. Men hvilken slags forskning? Hvad er forskning? Jeg vil påstå, at vi i Lærergruppen har udført forskning, lige siden vi startede vores arbejde.

Endnu en kunstpause. Ingen sagde noget, det var øjeblikket for dyrebart til, og det var heller ikke meningen. Vi sad blot der og ventede på næste del af talen.

– Muligvis har vi ikke siddet i laboratorier med reagensglas og mikroskoper, men vi har forsket. Tænk på vindmøllen! Ingen i hele verden anede, hvordan man skulle bygge så stor en mølle. Vi forskede og udviklede teknikken. Vi har forsket i at lave skoler. Vi har grundlagt en ny form for ulandshjælp. Han kiggede triumferende på den lille forsamling.

Forskning, tænkte jeg, forskning. Jeg smagte lidt på ordet. Jo da, det kan man vel egentlig godt sige. Det var vel forskning, vi havde lavet.

– Forskningsinstituttet er IFAS, og dets motto er “Non Nova Sed Nove”. Det betyder: “Ikke nyt, men på en ny måde”.

Amdi trak et stykke papir ud af en konvolut og holdt det op, så vi kunne se den tegning, han havde lavet.

– Dette er IFAS-logoet, sagde han stolt. Ikke noget nyt, men på en ny måde.

Logoet kunne have hængt over indgangen til en sandsigerske i et omrejsende tivoli eller dekoreret bagvæggen hos en tarotkunstner på Nørrebro. Omsluttet af to symmetriske kokospalmer hang en tavle med et billede af en vulkanø. Vulkanen udspyede en sky af damp, og oven på skyen svævede en stegepande med tilhørende spejlæg. Fra et punkt bag tavlen strålede lys i alle retninger – den slags lys, man ellers kun så i nyevangeliske naive tegninger. Symbolikken var ikke til at tage fejl af. Vulkan og stegepande. To kendte ting, men kombineret på en ny måde.

Bodil læste nu højt af IFAS’ formålsparagraf, skrevet i Amdis knudrede og genkendelige prosa:

“Den selvejende institution grundlægger sin forskning på kunsten at sammenstykke hidtidige opdagelser, opfindelser af kendte, men ikke koordinerede mekanismer i en praksis, der på en og samme gang anvender alle eksisterende forskningsresultater, og gennem aktions- og eksempelforskning i marken såvel som i laboratoriet skaber nye perspektiver, og gennem forskningsmæssig indsats også af kombinatorisk karakter således skaber nye produkter, materialer, procedurer og veje til fremgang for forskellige erhvervsgrene.”

Med andre ord: idéen var at kombinere forskellige allerede kendte opfindelser i nye anvendelser og vise, hvordan denne kombination kunne bruges til noget fornuftigt.

– Det hedder aktionsforskning, sagde Amdi. Det er en forskningsmetode, som er anerkendt af UNESCO, og som går ud på at flytte forskningsarbejdet ud i marken og gennemføre projekter.

Paragraffen fortsatte med en lang udredning af den type “forskning”, IFAS ville beskæftige sig med:

“Den selvejende institution udfører grundforskning i en vis særlig forstand. Institutionen beskæftiger sig granskningsmæssigt typisk med at få afdækket spørgsmålet om hvor lang vej, der egentlig er mellem videnskabernes almindelige stade og niveau – og den almindelige befolknings fordele deraf, især i den tredje verden – og fortsat med, hvorledes denne vej kan forkortes. Herunder om en sådan forkortelse af vejen er interessant og da ud fra hvilke kriterier – og fortsat med at opstille eksempler på vejens forkortelse – og endelig med at fremstille anvendelige modeller til at udføre eksperimenterne i praksis.

Hermed er institutionens virksomhed ikke afsluttet. Institutionen gennemfører – gerne og typisk sammen med erhvervsdrivende i forskellige dele af verden – det opstillede program.

Det vil herefter være typisk for institutionens rapportering, at lokalbefolkningens reaktionsmønstre vil danne grundlaget for bedømmelsen af tænkningens og udøvelsens korrekthed i det foreliggende tilfælde, og at institutionen herefter i øvrigt vil beskæftige sig med overførbarheden af de indvundne erfaringer til andre erhvervsgrene eller til andre dele af jorden.

Proceduren er altså en enestående bevægelse af ukombineret, kendt viden frem til ukendte kombinationer af samme kendte viden, oversat i anvendt forskning.

Dette er en relativt ny forskning, der logisk følger en periode med uhyre ophobning af generelle videnskabelige fremgange uden tilsvarende mulighed for modtagerne, befolkningerne i verdens lande, til at anvende denne viden til sin daglige fordel.

Den ny viden findes spredt i nationer, bag jerntæpper, i store kommercielle selskabers vare- og skatkamre, den findes på universiteter og i private laboratoriers reagensglas, denne viden står i aviser over hele verden som kendt, tilgængelig viden. Den mangler at blive kombineret.

Her kommer den tværgående forskningsprocedure, der ovenfor er omtalt som værende typisk for institutionen, ind i billedet.

(IFAS vedtægter 1987)

– Hvem er de “erhvervsdrivende”, der tales om i formålsparagraffen? spurgte Amdi. Vi har kammerater i Zimbabwe, som er ved at forsøge sig med tøjsalg. I Zambia kører vi et stort træplantningsprojekt. I Mozambique driver vi landets største bageri og eneste møbelfabrik. I Marokko er vi ved at lære, hvordan man laver sko på Casablancafabrikken. I Belize har vi jord, som vi ikke kan dyrke, fordi der mangler kunstvanding. Humana og UFF indsamler og sælger tøj over hele Europa, men der mangler en fælles markedsstrategi. På Fænø Værft har vi verdens største glasfibersejlskib under konstruktion, og vi mangler stadig at designe alt andet end skroget.

Jeg begyndte at kunne se sammenhængen. Vi var ikke blot forskerne, som udførte forskningen; vi var også de erhvervsdrivende, som fik støtte af forskningsfonden. Pengene ville med andre ord komme til at gå i ring, tilbage til Lærergruppens kasse.

– De erhvervsdrivende, vi snakker om, er vores egne kammerater rundt om i verden, konkluderede Amdi. Nu skal forskningen komme folket til gode! Hver uge offentliggøres i USA alene tredive tusinde nye videnskabelige artikler med forskningsresultater, men alligevel lever halvdelen af verdens befolkning på sultegrænsen!

Amdi var lige i sit es, og vi andre nød at lytte til ham. Han udmalede for os, hvordan forskning i verden i dag kun kommer nogle få til gode, og hvordan vi med IFAS ville vende op og ned på dette. Han forklarede os, hvordan vi havde søgt om støtte til bygningen af vindmøllen fra Tuborgfonden og havde fået afslag. Nu ville vi tage sagen i egen hånd, opfatte os selv som forskere og søge en fond, som ville bevillige pengene.

Som så mange gange før havde Amdi ret i sin grundlæggende betragtning. FN anser teknologioverførsel fra den industrialiserede verden som en vigtig forudsætning for forbedring af leveforholdene i udviklingslandene. Ofte har de fattige lande ikke råd til den nye teknologi, og resultatet er, at de synker længere tilbage i fattigdommen. Millioner af mennesker dør rundt om i verden af sygdomme, der let kan forebygges. Endnu flere lever i fattigdom og har intet håb om et bedre liv, selvom de rige lande har umådelige resurser, som kunne hjælpe med til at ændre forholdene.

Derfor faldt det os ikke ind at stille spørgsmål ved Amdis påstand om, at Tvind nu skulle vende situationen. Vi var overbeviste om, at hans plan var genial og med tiden ville hjælpe millioner verden over.

Nu forklarede Amdi os, hvad vores møde gik ud på. Skattemyndighederne kunne til enhver tid komme og revidere vores regnskaber. Hvis vi ukritisk begyndte at dele forskningspenge ud til os selv og vores egne projekter, var det næsten givet, at vi ville blive stoppet. Vi var derfor nødt til at skabe et behov for IFAS og bevise, at rundt omkring i verden var der mange mennesker, der kunne have gavn af “instituttets forskning”. Når det først var bevist, ville vi kunne henvise dertil, hvis nogen senere skulle stille spørgsmål ved rimeligheden af den forskningsstøtte, vi gav til projekter.

– Store Klaus kommer ind i billedet som Lærergruppens forskningsskib.

Nu henvendte han sig direkte til mig.

– En gruppe kammerater vil, sagde han, med dig i spidsen rejse jorden rundt og identificere forskningsprojekter for Lærergruppen og for IFAS. Forskningsprojektet hedder Global Research.

Projektet var udtænkt i alle detaljer. Vores nye fond kunne i henhold til loven give penge til forskning. IFAS var et selvejende forskningsinstitut, der kunne støtte forskningsprojekter verden over, hvis projekterne opfyldte IFAS’ formålsparagraf. Nu startede IFAS sit eget forskningsprojekt. Hypotesen var, at “verden havde brug for IFAS”. For på videnskabelig vis at bevise dette måtte et hold af forskere drage rundt om jorden om bord på et skib og identificere potentielle forskningsprojekter, som IFAS kunne støtte. Hvis det var muligt at finde sådanne projekter verden over, måtte det betyde, at der var hold i hypotesen: der var brug for IFAS. Hvis det således “videnskabeligt” kunne bevises, at der var brug for IFAS’ forskningsarbejde, så kunne det retfærdiggøres, at IFAS modtog penge fra fonden til brug for dette arbejde.

Det var altså vores opgave at finde potentielle forskningsprojekter rundt i verden; projekter som IFAS kunne støtte med forskning. Vores kontakt i Danmark ville blive Else Jensen. I de fine papirer, hvor IFAS ansøgte fonden om penge, blev hun kaldt “forskningsleder”, til trods for at hun ingen akademiske kvalifikationer havde. Til gengæld var hun et af de mest emsige kvindfolk i Amdis galleri. Hun var en slags altmuligkvinde, som arbejdede med både sikkerhedsspørgsmål, økonomi, nye projekter og nu altså også med forskning.

– Og der er en anden ting, fortsatte Amdi. Det drejer sig om Poivre. Kender du Poivre? Amdi havde altid elsket at høre sig selv snakke fransk, og her havde han chancen. Poivre, sagde han igen.

Han vidste jo godt, jeg ikke havde hørt om Poivre, som viste sig at være en lille ubeboet koralø i det Indiske Ocean.

– Det er en af Amirantøerne, som hører til Seychellerne, sagde han. Den ligger helt isoleret, og den er til salg. Poivre ligger tyve sømil syd for Îles Deruches, og vi er interesserede i at købe den. Når du kommer derover, vil vi gerne have, at du besøger øen. Du kan beskrive den og sende billeder og beskrivelse hjem.

Amdi og Kirsten havde også forsøgt at finde øer i Stillehavet.

– Problemet er, at stillehavsøerne har så mange regler og love, at det næsten er umuligt for udlændinge at købe en hel ø, sagde han forbitret og kiggede ud mod trafikken på den grå hovedvej. – Vi vil gerne have, at du holder øje med øer og ejendomme, som vi måske kunne købe, sagde han så.

Jeg var alt for kålhøgen til at gennemskue Amdis nykolonialistiske tænkning. Som det havde været tilfældet, da han købte Orange Hill Estate på St. Vincent, havde han kun foragt tilovers for den lokale lovgivning og intentionerne bag den. Og som så mange andre gange valgte jeg at følge Amdis linje i stedet for at tænke selvstændigt og drage mine egne konklusioner.

I slutningen af april 1987 rejste jeg sammen med Dorte Arp og Bjarne Pedersen fra Danmark til Panama for at gå om bord på Store Klaus, som lå og ventede på at gå gennem Panamakanalen. Som sædvanlig rejste vi med et kolossalt overlæs i håndbagage, og ved ankomsten til Miami slæbte vi på så mange kufferter og poser og kasser, at vi måtte gå to gange op og ned ad korridorerne. Vi kunne selvfølgelig ikke drømme om at betale de 25 cent, som en bagagevogn kostede i Miami International.

Frederik hentede os i Aeropuerto Internacional de Tocumén i Panama City en sen eftermiddag i stegende tropisk hede. Frederik var skipper på Store Klaus og havde været om bord i flere måneder.

Panama City ligger på stillehavssiden af den landtange, der forbinder Nord- og Sydamerika. Store Klaus lå for anker i Cristóbal ved indsejlingen til Panamakanalens Caribiske side. Det tog omkring to timer at krydse det amerikanske kontinent i Frederiks lejede bil. Sidst på eftermiddagen kørte vi ind gennem slumbyen Colon, forbi havnekvarteret og til Cristóbal. De to byer er vokset sammen og udgør tilsammen Christoffer Columbus’ navn på spansk: Cristóbal Colón. Cristóbal er et handelscenter, og den største attraktion er Zona Libre, et stort indhegnet toldfrit område med utallige butikker, fabrikker, banker og – har det vist sig – ulovlige smuglervirksomheder.

Vi drejede ind på Cristóbal Yacht Clubs område. Frederik viste os rundt: Her var et vaskeri, telefoner, og der var en bar, hvor alle de fordrukne lystsejlere sad dagen lang. Vi kiggede ind i den sparsomt belyste bar, hvor et par rødmossede og solbrændte sejlere sad over deres øl omgivet af en tåge af cigaretrøg. Der hang flag fra alverdens yachtklubber ned fra loftet, og væggene var dækket med minder eller gaver fra lystbåde, der i tidens løb havde passeret stedet. En klam bodegastank lå rundt om bygningen. Frederik trak på skuldrene, og vi kom med nogle ikke særligt venlige kommentarer om, hvordan mennesker kunne spilde livet.

Så læssede vi vores bagage ned i en åben speedbåd, og langsomt gik det ud mod Store Klaus, der lå 3-400 meter fra marinaen. Skibet var det tidligere danske Fyrskib Nr. 19. Lærergruppen havde købt fartøjet af Fyr- og Vagervæsenet på en auktion omkring 1983. Det 75 år gamle skib havde gjort tjeneste ved Hals Barre, ved Skagen og ved Møn. Hun havde som fyrskib oplevet trafikken gennem de danske farvande i to verdenskrige, og trods de mange år til søs var skrog og aptering i fineste orden. Skroget var på ydersiden, fra en meter over vandlinjen og helt ned til kølen, beklædt med 3-mm kobberplader. På et tidspunkt regnede vi ud, at kobberet alene, hvis vi solgte det som brugt metal, var mere værd end prisen, Lærergruppen havde betalt for hele skibet. De gamle danske fyrskibe er bygget af egetræ og er meget solide. Der er både inder- og yderskrog, begge af fem tommers egeplanker monteret på tætsiddende otte gange fem tommers egetræsspanter. Reelt er skroget af næsten massivt 45 cm tykt egetræ.

Der går en historie i søfartskredse om en fiskekutter syd for Lolland, som var på vej tilbage til havnen i Rødby efter flere dages fiskeri i Østersøen. Besætningen havde taget sig en lur, og skipperen stod til rors en klar nat uden nogen særlig vind. Forude kunne han se fyrskibet give sit karakteristiske blink. Kutteren skulle passere fyrskibet, og derefter gik kursen stik imod havn. Skipperen blev mere og mere søvnig og bestemte sig for, at en kop kaffe kunne klare problemet. Han tog bestik af fyrskibet og satte autopiloten, så kutteren sejlede mod det regelmæssigt blinkende lys. Så gik han ned i kabyssen agter for at lave sig en kande stærk kaffe. Skipperen havde imidlertid fejlbedømt afstanden til fyrskibet. Han var stadig i agterlukafet med sin kaffekande, da der lød et brag, idet kutteren for fuld kraft kolliderede med fyrskibet midtskibs.

Historien vil vide, at fiskekutteren sank på stedet, mens fyrskibet kun fik nogle skrammer i malingen. Hvad der blev af fiskeskipperen og hans besætning, og om beretningen er sand, har jeg aldrig kunnet finde ud af, men sandt er det, at Fyrskib Nr. 19, som nu var omdøbt til Store Klaus og malet cremefarvet, var et meget sødygtigt og stærkt skib. Midtskibs på dækket lå dækshuset med salon, kabys og messe. Agten for dækshuset havde redningsbåden sin plads til styrbord og speedbåden til bagbord. Længere agterude førte en lejder ned under dæk, og over hækken var der to toiletter – ét på hver side af nødroret og styremaskinen.

Ved købet havde Fyrskib Nr. 19 ingen motor, så det blev bugseret til Nyborg Flydedok for at blive klargjort til sejlads. Der var allerede et stort maskinrum med tre dieseldrevne generatorsæt. Den midterste af hjælpemaskinerne blev taget ud, og en hovedmaskine blev installeret. Det var en splinterny 450 hestekræfters bulldozermotor, købt fra en entreprenørvirksomhed i likvidation. I Hundested købtes en brugt skrueaksel og skrue fra en større fiskerbåd. Skibets træror blev skiftet ud med et lavet af rustfrit stål. En hydraulisk styremaskine blev via hydraulikrør forbundet med et rat oppe i styrehuset. I Esbjerg købtes en brugt Furunu-radar fra en anden fiskerbåd. Radiorummet blev udstyret med kortbølgeradio, satellitnavigation og radiopejler. På et ophugningsværft i Hamborg købtes en seks meter lang orange redningsbåd bygget i glasfiber og drevet af en lille dieselmotor.

Skibet sejlede med en midlertidig besætning til Caribien og havde ligget på reden i Cristóbal i ca. to måneder, da Dorte, Bjarne og jeg gik om bord i april 1987.

Store Klaus, som Amdi efter sigende havde opkaldt efter UFF-arbejderen Klaus Hansen, havde ligget i Københavns havn, da jeg første gang var om bord. Dengang boede Klaus Hansen om bord og arbejdede for UFF i København. Nu stod jeg på det solide dæk, som ganske svagt rullede frem og tilbage i de dønninger, der nåede ind forbi molesystemet uden for Cristóbal. I løbet af det sidste kvarter var det blevet mørkt, men dækslysene var tændte, og med ét følte jeg, at her hørte jeg til.

Ude agter kunne jeg høre en dieselmotor dunke, det måtte være generatoren. Hele fordækket var overdækket af et hvidt solsejl, og herude åbenbarede sig et stort spisebord med opdækning til os alle.

– Velkommen om bord! sagde Frederik, som så ud til at være glad for det nye selskab.

Jeg var allerede aldeles betaget. Jeg tænkte på det trælse slid og de evige irettesættelser og skideballer på Tvind. Her var dejligt varmt. Dette vidunderlige skib skulle være mit hjem de næste fem år og tage mig hele vejen rundt om jorden. Jeg var heldig. Meget, meget heldig, sagde jeg til mig selv.

Fra messen forrest i dækshuset viste Frederik mig ned ad en lejder til apteringen under dæk. Alle skotterne var beklædt med lakeret træ, og alt så ud til at være i en strålende forfatning. Fra lejderen førte en lang korridor midt i skibet både agterud og forud. Forskibs lå, fordelt på begge sider af korridoren, fem kahytter og et baderum. Midskibs, under dækshuset, havde kaptajnen en opholdsstue foruden sin kahyt. Lige før maskinrummet lå radiorummet med navigationsudstyr og kortbølgeradioen, der også fungerede som telexmaskine. Agten for maskinrummet lå yderligere to kahytter.

– Her er din kahyt, sagde Frederik og åbnede en dør i nydeligt brunt træ.

Det blev bare bedre og bedre. Der var en køje, en sofa, et lille bord og rigeligt med skabsplads. Mit kammer. Min kahyt. Jeg gentog ordene for mig selv. Her kunne jeg ligge og læse om aftenen. Dette var et eventyr; det var næsten ikke til at tro, at jeg var havnet her. Hvor jeg glædede mig til at komme i gang med arbejdet om bord!

Mine rejsekammerater Bjarne og Dorte beundrede også skibet. De havde i flere år været på andre af Tvinds skibe og havde mindeligt anmodet Amdi om at få lov at gå i land. Allerhelst ville de arbejde på en af de nye farme, som Lærergruppen havde købt. Amdi indvilgede, men først skulle de være en periode på Store Klaus, havde han sagt. Sagen var, at Bjarne og Dorte var blevet eksperter i at løse problemer på Tvinds gamle træskibe. Til deres glæde så Fyrskib Nr. 19 ud til at have færre problemer at løse end de fleste andre Tvind-skibe.

Foruden Frederik var en anden gammel kending fra Tvind om bord på Store Klaus. Det var Joep Nagel, en af Amdis allernærmeste medarbejdere. Joep havde i flere år arbejdet på det tophemmelige bilprojekt Dråben og havde inden da været i møllegruppen. Altmuligmanden Joep Nagel – han var også en af Amdis livvagter – var Lærergruppens beskikkede kunstmaler. Amdi havde allerede sendt ham til St. Vincent, Belize og St. Lucia, hvor han havde malet landskaber, bjerge og selvfølgelig Lærergruppens ejendomsbesiddelser. Malerierne havde været udstillet på Forvaltningen i Grindsted. Han havde været om bord på Store Klaus i et par måneder og hjulpet med til vedligeholdelsen af skibet. Joep serverede et lækkert måltid for os, inden vi gik til køjs i kahytternes stillestående varme.

Nogle dage senere ankom Kim Hansen og Sanne Kjellerup. De skulle også være med som forskere på togtet med Store Klaus. Vi holdt et møde, hvor jeg gennemgik planerne for forskningen, idet jeg stort set ordret refererede, hvad Amdi havde sagt under vores møde på Forvaltningen ugen forinden. Jeg havde gennem årene oparbejdet en evne til at huske hans taler og referere dem. Jeg inkluderede endda ofte hans vittigheder i referaterne, mens jeg lod, som om det var mine egne. Vi var mange, der så os selv i Amdis billede i Lærergruppen.

Efter nogle dage i Panama dukkede Hans Jørgen Laustsen og Nis Ravn op på skibet midt om natten. De kom begge fra Miami i USA, hvor de drev et firma med det ambitiøse navn Transworld Trading Inc. Hans Jørgen og Ravn var begge med i den oprindelige gruppe omkring Amdi, før U-gruppen og Den Rejsende Højskole var blevet grundlagt. Begge var derfor ærværdige veteraner, og især den selvtilfredse og oppustede Hans Jørgen forventede, at man behandlede ham som sådan. Han var langt mere dreven end jeg selv i at efterligne Amdi i et og alt. Når Hans Jørgen åbnede munden, lød det næsten som en overdreven karikatur af Amdis talemåde, og oveni blandede han sin egen oven-fra-og-ned-holdning til alle andre end netop Amdi og hans nærmeste kreds.

Hans Jørgen var sømand og havde været uden for U-gruppen, indtil han blev forstander ved Nyborg Søfartsskoles oprettelse i 1978. Senere kom han til at arbejde direkte i forhold til den centrale ledelse sammen med Ravn. Mens vi andre spinkede og sparede og vendte hver en dollar, brugte Hans Jørgen store summer uden at nogen turde hæve øjenbrynene det mindste. Som vi senere fandt ud af, var det helt i tråd med Amdis og Kirstens egen adfærd. Hans Jørgen viste os endda stolt sit Visa Gold Card og fortalte om, hvordan han flere gange havde skaffet sig tusindvis af dollars i en snæver vending.

– I et job som det her kan man ikke undvære sådan et kort, sagde han storagtigt og slog ud med armene, mens hans blik flakkede mellem os for at registrere reaktionen.

Transworld Trading havde to formål. De skulle dels sælge bananer og mangoer produceret på Lærergruppens plantager i Caribien på det amerikanske og europæiske marked, og dels skulle de hjælpe plantagerne ved at virke som leverandører af udstyr lige fra biler til computere og værktøj. Hans Jørgen og Ravn havde en lejlighed ved Miami Beach, og foruden deres bil havde de en motorbåd liggende lige uden for lejligheden. Det var Hans Jørgens private legetøj. Her kunne han drøne frem og tilbage som en anden Miami Vice mellem hvide sandstrande og brune bikiniklædte amerikanske solbadere.

Anyway, som Hans Jørgen sagde hele tiden, han og Ravn var kommet for at tjekke, at båden var o.k., og besætningen klar til sejladsen. Selvom Frederik var skipper om bord, var det helt klart, at Hans Jørgen straks overtog kommandoen. Han hundsede rundt med os alle og tog sig ikke det mindste af, at vi allerede havde planlagt skibsklargøringen.

Vi var nu Frederik, Dorte, Bjarne, Kim, Sanne, Joep, Hans Jørgen, Ravn og mig om bord.

Hans Jørgen kom hele tiden med henvisninger til, at der var noget i gære, og det gik ikke op for mig, hvad det var, indtil vi pludselig et par dage senere ca. 100 meter fra Store Klaus så en lille jolle, som tilsyneladende var i knibe, fordi dens påhængsmotor ikke fungerede. Der var tre folk i båden, og en af dem vinkede vildt, samtidig med at han roede som en gal mod tidevandet. Vi gik ned i vores båd for at sejle over og hjælpe staklerne. Det var helt almindeligt at se sejlbådenes joller ro rundt uden påhængsmotor, men denne jolle var lidt for langt væk fra havnen til, at det virkede betryggende.

Da vi nærmede os jollen, kunne vi se, at den tilhørte en lystbåd, der for tiden lå fortøjet inde ved yachtklubben. Til vores overraskelse kunne vi også se, at de to passagerer i jollen var Amdi og Kirsten. Den tredje person var jollens befippede ejer. Han havde aldrig været så langt væk fra havnen i sin jolle, og da slet ikke med motoren kaput.

Amdi og Kirsten kom om bord og var i strålende humør. Endelig stod de på Store Klaus, sagde de. Amdi var svedig efter roturen og pudsede briller i sin skjorte, mens hans rødrandede øjne vandrede mellem os. Hans buskede grå fuldskæg dækkede hele underansigtet, og han havde langt gråt hår strittende ud til alle sider. Hår og skæg skjulte hans markerede ansigtstræk. Det var en god forklædning, tænkte jeg.

Kirsten fortalte, at en tredje passager, Thomas Væth, stadig ventede inde ved yachtklubben. Han arbejdede sammen med Amdi og Kirsten om planlægning af projekter verden over, og han skulle rådgive os vedrørende forskningen.

Amdi fortalte vidt og bredt om deres kaotiske ankomst til Panama, og Kirsten forklarede, hvordan hun havde været nødt til at bestikke tolderne ved grænsen for at få lov til at rejse ind i landet med de medbragte gaver. I Miami havde de nemlig købt et nyt 8 mm videokamera; et af Sonys splinternye handicams. De uddelte også T-shirts, som ingen af os nogensinde ville have turdet købe selv, fordi vi ville have ment, at de var for dyre. Pludselig havde vi “mærketøj” om bord, Jordache, Lacoste og Giordani.

Endelig kom Thomas Væth om bord og blev højtideligt introduceret som forskningskonsulent for projektet om bord på Store Klaus. Amdi gennemgik vores forskningsprojekt. Global Research skulle over en femårig periode med Store Klaus som base rejse jorden rundt. Vores ansøgninger skulle fremsendes per kurer til IFAS i Tvind, og den overordnede hypotese for projektet skulle være, at “der var brug for IFAS”. Hvis vi formåede at finde projekter, der kunne tænkes at have brug for støtte til forsknings- og udviklingsarbejde fra IFAS, så var hypotesen bevist. Amdi beskrev de mange mennesker i den tredje verden, som ville kunne nyde godt af vores projekt. Og foruden forskning kunne vi også anbefale, at Lærergruppen indgik i joint ventures med erhvervsdrivende, vi mødte.

Men det drejede sig også om “at nyde livet”, sagde han. Vi skulle endelig ikke glemme at nyde livet. Han havde selv i den forløbne uge tilbragt meget af sin tid under vandet mellem korallerne i det Caribiske Hav iført maske og snorkel, fortalte han begejstret. Den slags skulle vi også have tid til, på vegne af hele Lærergruppen. Videokameraet var til at lave film, som skulle sendes hjem til kammeraterne, der ikke havde mulighed for at se og opleve, hvad vi gjorde, sagde han.

Så tog Amdi lige pludselig den alvorlige maske på, og Hans Jørgen blev spurgt, om han var tryg ved Frederiks kvalifikationer som skipper for Store Klaus. Frederik havde undervist sammen med Hans Jørgen på Nyborg Søfartsskole, havde sejlet som styrmand på danske coastere, og de to havde sejlet sammen på Store Klaus i flere måneder i Caribien, inden skibet kom til Panama. Alligevel var det for meget for den selvforgudende Hans Jørgen at give Frederik grønt lys som skipper.

– Det ved jeg ikke, sagde han. Han kunne simpelthen ikke få sig selv til at sige, at selvfølgelig var Frederik okay som skipper.

– Hvad mener du med “det ved jeg ikke“? spurgte Amdi.

Hans Jørgen tøvede og nølede og bryggede en historie om, at han ikke havde set Frederik arbejde selvstændigt som skipper om bord på Store Klaus eller nogen andre steder.

– Jamen, er han da ikke skipperen? spurgte Amdi.

Frederik havde nominelt været skipper, siden han kom om bord fire måneder før, men i den tid Hans Jørgen havde været om bord, havde han ikke ladet Frederik være i fred og havde stort set overtaget skipperjobbet.

Skarpsindig som Amdi var, havde han omgående opfattet dette.

– Jo, jah, men, øh, kom det fra Hans Jørgen.

Amdi tog den svages side og udnyttede lejligheden til at give Hans Jørgen nogen over nakken, i verbal forstand, mens hele forsamlingen hørte på.

– Hvordan fanden forventer du, at Frederik skal kunne lære at blive en god skipper, hvis en selvoptaget egenmægtig person som du hele tiden stiller sig i vejen? spurgte han vredt.

Vi andre holdt vores mund, det var ikke vores boldbane lige nu, men Kirsten Larsen kom med sine sædvanlige sekunderende bemærkninger. Eftersom Hans Jørgen ikke ville sige god for Frederik på stedet, blev det bestemt, at han skulle rejse med os gennem Panamakanalen og videre til Costa Rica. På vejen skulle han bedømme Frederiks skipperevner. Han måtte ikke komme med nogen kommentarer, der vedrørte sejladsen, undtagen hvis skibet og besætningen var i direkte fare.

Det havde overhovedet ikke været Hans Jørgens hensigt; han havde planlagt at tage tilbage til sin luksuslejlighed i Miami. Det havde Amdi selvfølgelig også regnet ud, og straffen til Hans Jørgen var derfor ekstra spidsfindig. Ikke blot skulle Hans Jørgen blive om bord, men han måtte ikke gribe ind i sejladsen. Endnu en gang havde Amdi givet en lærestreg til en af de erfarne og dermed på den ene side fået hamret Hans Jørgen ned og på den anden side vist os, at han var “retfærdig” – men også at det gamle slagord om, at den, der stikker snuden frem, får nogen over den, stadig gjaldt. En yderligere finesse fra Amdis side var, at Hans Jørgens tro følgesvend, Nis Ravn, fik lov til at vende tilbage til Miami. Der var jo forretningen, der skulle passes.

Amdi og Kirsten tog af sted, mens Thomas og Hans Jørgen blev hos os. Vi planlagde, hvad vi havde brug for, når vi skulle ud at finde forskningsprojekter, og gik så på indkøb i Zona Libre. Det var næsten som at være tilbage i forberedelsestiden før vores store busrejse til Indien.

Vores indkøbsliste bestod blandt andet af transportable skrivemaskiner, en computer og printer, fotografiapparater, kontorartikler, papir, kufferter, dokumentmapper til hvert besætningsmedlem, radio og et fjernsyn for salonen.

Efter otte dages forberedelser var vi klar til at gå gennem Panamakanalen. Frederik havde ordnet de sidste formaliteter, og morgenen kom, hvor vi ville få en lods om bord, der ville tage os gennem kanalen.

Fra logbogen:

Mandag d. 8. juni 1987: “De sidste forberedelser...

Vi købte yderligere tusind liter diesel til hovedmaskinen fra Panama Canal Yacht Club, og de lovede os at levere den kl. 14.30. Desværre kom lastbilen ikke før kl. 16.00, og det viste sig så, at den pumpe, vi havde regnet med at bruge i yachtklubben, ikke virkede. Vores plan var at pumpe dieselen fra de fem tønder over i en stor 1000 liters “dieselsæk” af gummi og plastic, som vi havde lagt ud i redningsbåden.

Med stort besvær hejste vi de fem 200 kg tunge tønder ned i redningsbåden i stedet og sejlede forsigtigt ud til Store Klaus.

Her fandt vi ud af, at vores egen pumpe heller ikke virkede. Vi var nødt til at trække slanger helt ned i maskinrummet og koble dem til en fast pumpe dér for at få dieselen om bord.”

Tirsdag d. 9. juni 1987:

”Endelig skal vi afgå fra Colón.

Vi stod op klokken seks og var klar klokken 7.30, som vi havde fået instruktion om fra kanalmyndighederne. Lodsen kom ikke, og vi ventede og ventede. Vi kaldte Cristóbal Signal og fik at vide, at lodsen var på vej. Klokken 9.15 ankom han og sagde, at når Kanalkontoret havde sagt 7.30, så var det det tidspunkt, da han kørte fra sit hjem i Panama City, på Stillehavssiden.”

Vi var klar. Maskinen kørte, radaren roterede, og vi var alle en smule nervøse over denne, vores første, sejltur med Store Klaus.

– Let anker! råbte Frederik. Bjarne hev i håndtaget til ankerspillet, og intet skete. Ingen havde tænkt på at tjekke ankerspillet, og nu stod vi der med en utålmodig lods, og det lod til, at vi ikke kunne hive de mange tons ankerkæde og ankeret ind. Det tog os omkring 40 minutters hårdt arbejde med smøreolie, jernstænger og en stor mukkert at få det sammenrustede spil til at køre rundt. Flere måneder i Panama med jævne tropiske regnskyl havde gjort, at spillet havde sat sig.

Vi sejlede mod indsejlingen til Panamakanalen og Gatún-sluserne lige i nærheden af Colon. Efter mindre end 10 minutter begyndte hovedmaskinen pludselig at køre ujævnt, og til sidst gav den op og gik i stå med en underlig træt og hostende lyd. Stilheden sænkede sig over skibet, der stadig gjorde fart mod Panamakanalens slusesystem. Nu kunne vi ikke styre skibet mere, for styremaskinens

hydraulikpumpe var drevet af hovedmaskinen. Lodsen kiggede mistroisk på Frederik: Kunne det passe? Var han om bord på et ikke-styrbart skib uden maskine midt i verdens mest trafikerede kanal? Heldigvis var der ingen skibe i nærheden, og mens Store Klaus langsomt tabte fart og til sidst lå stille, arbejdede Bjarne og Hans Jørgen som gale i maskinrummet. Det viste sig, at Hans Jørgen udmærket kendte problemet. Der var luftbobler i dieselen, og dem kunne maskinen ikke køre på.

Dieselsystemet blev luftet ud, og pumper og tilgangsrør igen fyldt med diesel. Maskinen startede, og vi gik ind i den smallere del af kanalen lige før sluserne. Den katastrofeagtige start på turen gennem Panamakanalen fik os ikke til at stoppe og spørge: Hvad gik galt? Vi fortsatte og registrerede uheldene som detaljer.

Turen gennem Panamakanalen tog to dage, for vi fik ordre på at overnatte ved en bøje midt i Gatúnsøen og vente på en ny lods til næste dag. Lidt før middag sejlede vi ud af den nederste Mirafloressluse, og Store Klaus lå i Stillehavet for første gang nogensinde. Ved solnedgang den 11. juni 1987 afgik vi fra Balboa med kurs mod Costa Rica på vores første sejlads i åbent hav.

Klokken ni den næste morgen virkede roret ikke længere. Et hydraulikrør til styremaskinen var sprunget læk, og olien forsvundet ud af systemet. Vi drev rundt i nogle timer, mens Bjarne og Hans Jørgen skiftede røret. Om eftermiddagen gentog det samme sig, blot var vi nu midt i en tordenstorm, og skibet blev kastet rundt af krappe bølger og skarpe vindstød. Igen var det Bjarne og Hans Jørgen, der skiftede hydraulikrøret; de var de eneste af samtlige om bord, der ikke var søsyge.

Da skibet i Nyborg blev udstyret med nyt ror og hydraulisk styresystem, var der blevet sparet på udgifterne til hydraulikrørene. I stedet for rustfri rør eller kraftige galvaniserede rør af den type, som drev ankerspillet, havde man købt små tynde trykrør af ganske almindeligt jern. Rørene gik gennem agterdækket, ned under nederste dæk og fortsatte til maskinrummet. Derfra gik de frem til under salonen og op til rattet i styrehuset. På dækket var rørene blevet malet, men ellers havde de ikke fået nogen behandling. De var nu mange steder så gennemrustne, at de sprang læk. Problemet lå især, hvor rørene gik gennem dækket, og hvor plasticholdere holdt dem fast til skotter eller planker. Her tørrede de aldrig, og saltvandet virkede som en ætsende syre på metallet.

Hvem der end havde designet denne rørføring, så var det en utilladelig omgåelse af almindelig fornuft og skibssikkerhed. Vi kunne have tabt styringen i Panamakanalen, ved en havneindsejling eller tæt på land, og det kunne have forårsaget totalforlis.

Efter et par dages sejlads ankom vi til Golfito i det sydlige Costa Rica. Hans Jørgen Laustsen forlod os, og vi var mindst lige så glade for at blive af med ham, som han var for at kunne sætte kursen mod sin lejlighed på Miami Beach.

Vi begyndte nu for alvor på Global Research-projektet. Når vi havde bestemt at forlade Panama med skibet, var det mere end noget andet for at kunne stille Amdi tilfreds: Han holdt et vågent øje med os og kunne jo nu se, at det gik fremad. Men vi var slet ikke færdige med Panama. Straks ved ankomsten til Golfito tog flere af os bussen tilbage til Panama. Det var begyndelsen på otte måneders hektisk rejse i Central- og Nordamerika.

Jeg rejste sammen med Kim tilbage til Panama City, hvor vi for 4.500 dollars købte en brugt Toyota Land Cruiser med en 4-cylinders dieselmotor. Vores første prøve var det konstante trafikkaos i Panama City. Selv de mest gængse færdselsregler syntes ofte at være gået tabt i den almindelige uorden. Mylderet var domineret af hjemmebyggede minibusser af den slags, man kan se overalt i Central- og Sydamerika. De er dekoreret i spraglede farver, ofte med hele historier afbildet langs siden af køretøjet. Forruderne er overmalet med navne på de kvarterer, bussen kører igennem – Juan Díaz, Pedregal, Betania, Curundú – og det synes et under, at chaufføren, i sit ubekvemme og lavtsiddende bilsæde med klart plasticovertræk, overhovedet kan se noget. Jesus eller Maria eller Fred Flintstone dingler i forruden foran chaufførens ubarberede og svedige ansigt.

Vi fandt vejen mod nord og kørte over Puente de las Americas, den store bro som forbinder Nord- og Sydamerika tværs over stillehavsindsejlingen til Panamakanalen. En uge forinden var vi med Store Klaus sejlet under broen og nordpå mod Costa Rica.

Nu skulle vi i gang med forskningsprojektet. Ikke noget nyt, men på en ny måde, gentog jeg for mig selv i hovedet. Jeg måtte indrømme, at jeg aldrig nogensinde havde tænkt på mig selv som forsker. Jeg havde aldrig læst en videnskabelig forskningsrapport, og da slet ikke skrevet én. Jeg havde aldrig formuleret et forskningsprojekt, aldrig studeret videnskabelig metode og havde ingen forstand på landbrug, eller hvad vi nu måtte møde herude.

Men jeg havde to fordele: Jeg havde på Tvind lært, at intet problem er uovervindeligt. Hvis jeg vil, så kan jeg. Og jeg ville gennemføre Global Research. Jeg skulle ikke hjem til hakkeordenen på Tvind. Jeg var besluttet på at finde projekter, IFAS kunne støtte, og lære at skrive videnskabeligt holdbare beskrivelser af solide forskningsprojekter. Sådan kørte tankerne i mit hoved, da Kim og jeg lagde Panama City bag os i vores nyerhvervede køretøj.

Et eller andet sted måtte vores første forskningsprojekt dukke op. De findes overalt, havde Amdi sagt, de skal blot identificeres. Vi vidste endnu ikke, at første projekt ville komme til at handle om blå krabber.

Det farligste tidspunkt i den blå krabbes liv er, når den kravler ud af sit skjold, som er blevet for lille. Det tager omkring 24 timer for krabbens bløde skind at hærde og blive til et nyt, hårdt skjold. I denne 24 timers periode er krabben et let bytte for større fisk og fugle – og for fiskere, der specialiserer sig i netop at fange disse “bløde krabber”. De sælges dyrt til hoteller og restauranter, fordi man kan spise hele krabben. Man køber 200 g krabbe, og man spiser 200 g krabbe.

Det havde vi imidlertid ingen idé om, da vi kørte ind i Tolédistriktet og snoede os ned mod lavlandet igen. Vi havde kørt helt fra Santiago de Panamá og stadig ikke set noget, som kunne ligne et forskningsprojekt. Men så, lige efter at vi havde krydset broen over Toléfloden, så vi et skilt med et billede af en krabbe. Den panamerikanske hovedvej var nået helt ud til Stillehavskysten igen, selvom havet gemte sig bag et udstrakt mangrove- og tidevandslandskab.

Krabbeskiltet fangede vores opmærksomhed.

– Hvad tror du, det går ud på? spurgte Kim.

– Noget med krabber, sagde jeg, uden at tænke på, hvor dumt svaret lød.

– Skal vi gå ind og se, hvad det går ud på?

– Vi mangler et projekt for i dag, svarede jeg og stoppede bilen.

Hvad der fulgte var typisk for vores “forskningsmetode”. Med mit IFAS-visitkort i hånden præsenterede jeg mig for Oliver Fagot, en midaldrende mand i tropeskjorte, som var i færd med noget glasfiberarbejde under et soltag.

– Kim Hansen, sagde jeg og pegede på Kim, som ikke talte spansk. Jeg fortalte, at vi repræsenterede et forskningsinstitut i Danmark, og at vi var i gang med at identificere projekter, der kunne have gavn af vores forskningsekspertise. Fagot lyttede lidt mistroisk til mig, men lod sig efterhånden overbevise, da jeg forklarede IFAS’ særlige arbejdsform.

– Vi arbejder i marken, sagde jeg begejstret. Vi sidder ikke lukket inde på institutter og laboratorier. Vores forskning hører hjemme herude, hvor det foregår,

Vi blev nu vist rundt på den lille virksomhed. Under taget var en toskroget båd ved at blive bygget. Hvert skrog bestod af seks olietønder, der var lagt i forlængelse af hinanden og derefter svøbt i glasfiber forstærket af lange trælister. Tilsammen skulle det blive til et katamaranagtigt fartøj. En træplatform til montering mellem pontonerne var under bygning ved siden af, og herfra ville Fagot fange bløde krabber.

– Bløde krabber, sagde jeg. Hvad er en blød krabbe?

Fagot viste os en række firkantede bassiner, som var opstillet ved siden af bådebyggeriet. Bassinerne, der var omkring 20 cm dybe, var fyldte med krabber, og gummislanger førte saltvand fra bassin til bassin og videre gennem en række filtre og en pumpe. En mand arbejdede på at bygge flere bassiner.

Fagot forklarede, at de lokale fiskere forsynede ham med krabber, som han solgte i Panama City. Men markedet var meget større, sagde han. Der var mulighed for eksport til USA og måske til andre lande. Derfor var han gået i gang med at fange “hårde krabber”, som han så ville holde opsyn med, indtil den dag kom, hvor de bestemte sig for at “skifte ham”. Hans problem var, at der var mange variable faktorer i projektet, og han havde brug for at eksperimentere og afprøve forskellige kombinationer af kar, filtre, krabbestørrelser og fødetilsætning for at finde det mest produktive udstyr.

Jeg så med det samme muligheden for et IFAS-forskningsprojekt. Vores mantra Ikke noget nyt, men på en ny måde kom igen tilbage til mig. Jo, det her var ikke nyt, men tingene blev sat sammen på en ny måde. Jeg tænkte også på muligheden for, at Lærergruppen kunne indgå i en joint venture med Oliver Fagot, sådan som Amdi havde beskrevet det på vores møde om bord på Store Klaus.

Vi tilbragte resten af dagen med at gennemgå, hvad projektet skulle gå ud på, og på hotellet i Santiago skrev jeg projektet ned i hovedpunkter i det såkaldte “forarbejdningsskema”. Thomas Væth havde forklaret, at til ethvert forskningsprojekt hører en hypotese. Pligtskyldigt satte jeg mig den aften ved skrivemaskinen og forfattede den såkaldt “overordnede hypotese” for projektet:

”Det er IFAS’ opfattelse, at det med følgende fremgangsmåde:

1. Etablering af produktionsudstyr bestående af en flydende platform og mindre kanoer forsynet med de nødvendige og korrekt designede krabberuser.

2. Etablering af landbaseret produktionsudstyr bestående af de nødvendige bassiner, kar, filtre og pumper samt kølefaciliteter.

3. Ansættelse og træning af fiskere til at udsætte og indsamle og tømme ruserne dagligt.

4. Ansættelse og træning af arbejdere til i døgndrift at holde opsyn med krabbebassinerne og sortering af krabber efter hvornår de forventes at blive bløde

5. Udførelse af undersøgelser for at sammenligne driftsudgifter og fangststørrelse med henblik på at fastslå den bedste teknik, de bedste ruser, udstyr og både.

6. Udførelse af undersøgelser for at fastslå den bedste behandlingsmetode for krabber i bassinerne og andre landbaserede faciliteter ved måling af vandtemperatur, saltindhold, vandfornyelseskvotient, udskiftning, sollys etc.

7. Udførelse af undersøgelser for at identificere mulige lokale aftagere af bløde krabber i Panama.

8. Udførelse af undersøgelser for at identificere mulige udenlandske aftagere af bløde krabber fra Panama.

9. Undersøgelse af mulighederne for at lave saltvand ud af ferskvand for at reducere eller udelukke den daglige transport af saltvand til produktionsfaciliteterne.

– vil kunne vise at:

1. Kombinationen af kanoer og en olietøndeplatform som moderskib er en brugbar og billig metode til at udføre de nødvendige opgaver såsom at sætte ruserne, samt at indsamle og tømme dem.

2. Det er muligt at udvikle en teknik baseret på erfaringerne indsamlet i USA, således at det er muligt at behandle blå krabber i Panama og på denne baggrund etablere en økonomisk rentabel produktion.

3. Det er muligt at finde de nødvendige lokale markeder til at starte produktionen.

4. Det er muligt at finde eksportmarkeder, og dette vil åbne nye muligheder for etablering af yderligere krabbepakkerier i Panama.

5. Det er muligt at udvikle en teknik til fremstilling af saltvand fra ferskvand og således gøre krabbepakkeriet mindre afhængigt af at ligge nær ved kysten.

6. Projektet vil, gennem ansættelsen af fiskere, pakkearbejdere, vagtfolk og transportarbejdere, fremme leveforholdene for de involverede familier.

7. Det vil være nødvendigt for de lokale myndigheder at tage projektet alvorligt, med henblik på videre udvikling på landsplan.”

Skemaet fortsatte med at redegøre for en nimåneders forskningsperiode, evaluering af projektet og projektstyring. Thomas Væth blev anført som forskningskonsulent, og budgettet beløb sig til 56.580 dollars.

Jeg syntes selv, det lød meget fornemt, og så var det hele endda på engelsk. Jeg følte mig helt fornøjet ved at komme tilbage til krabbeopdrætteriet den næste dag og præsentere Oliver Fagot for ansøgningsskemaet og projektredegørelsen. Nu manglede blot oplysninger om hans adresse, telefonnummer, bankforbindelser og advokat.

Oliver Fagot var både imponeret og overrasket over den vending, som vores pludselige stop uden for hans værksted havde taget i løbet af blot to dage. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne garantere, at ansøgningen gik igennem, men at jeg mente, der var gode chancer. Det troede jeg faktisk selv på, men jeg skulle blive klogere. Vi fortsatte vores togt på tværs af Centralamerika.

Længere mod nord, i byen Davíd, mødtes Kim og jeg med Dorte og Bjarne. Sammen kørte vi til det lokale universitet og fandt en gruppe af studenter og lærere, der arbejdede med at fremme levestandarden for indianerne i Panamas bjerglandsbyer. Deres projekt lød spændende og helt i tråd med, hvad vi ville kunne støtte, for de forsøgte at bruge eksisterende resurser i landsbyen til at forbedre levevilkårene. Sammen med to af studenterne kørte vi ud i bjergene for at besøge et af deres projekter.

Panama var engang dækket af tæt tropisk regnskov. Gennem hundreder af år er skoven blevet fældet, dels af den oprindelige befolkning og dels af kvægfarmere af spansk afstamning. Resultatet er, at store dele af lavlandet nu er bar græsjord, der knap kan give føde til kvæget. Millioner af tons af god jord er blevet eroderet væk, og mange af kvægfarmene ligger brak eller er gået fallit. Men i den centrale del af den S-formede landtange rejser højderyggen mellem det Caribiske Hav og Stillehavet sig op fra lavlandet. Her er landskabet så ufremkommeligt, at kvægfarmerne ikke anså det for rentabelt at fælde skoven og indføre kvæg.

Fra det steppeagtige lavland langs den panamerikanske hovedvej kørte vi ind i en dyb dal med stejle, grønne sider. Den asfalterede landevej skiftede hurtigt karakter til et spor, hvor kun få biler havde kørt før os. Vi snoede os gennem dale og over floder uden broer og krydsede op på højderygge, der ikke var bredere, end jordvejen vi kørte på. Indimellem mødte vi, midt i denne grønne verden, en kvinde med et tungt kneb brænde i en bylt på ryggen eller mænd med macheter på vej til eller fra deres ryddede stykker land inde i junglen. Vi var lysår fra Panama City, landets travle, korrupte, forurenede og slumbefængte hovedstad.

Til sidst var vi ved vores bestemmelsessted, landsbyen Peña Prieta. Vores værter fra universitetet havde her startet et projekt, der skulle gøre landsbyen selvforsynende med mad. Projektet var yderst interessant, syntes jeg. På et skrånende stykke jord i den ene ende af landsbyen lå et indhegnet område med en svinesti, høns, ænder, geder, to store fiskedamme, en frugtplantage og et grøntsagslandbrug.

Det specielle var, at de eneste udefrakommende resurser til driften var solskin og vand. Et lille vandløb var blevet omlagt, så en del af vandet løb ned gennem projektet. Dyrene drak af vandet og samtidig blev deres gødning skyllet ud i fiskedammene. Der virkede gødningen som føde for et grønt lag af alger i dammene, og algerne udgjorde foder for fiskene. Det overskydende vand løb ind og vandede markerne, hvor landsbyboerne høstede deres grøntsager. Alt affald fra markerne og fra husholdningerne blev båret ned til svin, høns og ænder, og cirklen var sluttet. Deres gødning blev også brugt i havebruget og i plantagen. Landsbyens 2-300 indbyggere levede dels af deres egen dyrkning af små lodder, dels af udbyttet fra dette selvforsørgende system.

Vores venner introducerede os nu til det projekt, som de forestillede sig, at vi kunne hjælpe dem med at udvikle. Det handlede om kødkonservering ved hjælp af rygeovne. Projektet tog sit udgangspunkt i, at hele den centrale bjergregion i Panama stadig ikke har elektricitet. Det medfører to problemer, fortalte de.

– For det første kan fødevarer ikke holde sig i ret lang tid. Hvis vi slagter et svin eller en høne eller en ged, så er vi nødt til at spise kødet inden for 24 timer. Varmen her gør, at kødet bliver dårligt og begynder at rådne. Vi har ingen køleskabe og ingen frysere, for vi har ikke elektricitet. For det andet betyder det, at al mad må forberedes over bål. Det er derfor, I ser så mange kvinder med store bundter af brænde. Problemet er, at det tager lang tid for kvinderne at skaffe brændet – ofte flere timer om dagen. Et yderligere problem er, at det medvirker til at ødelægge regnskoven, at så mange mennesker hver dag går ud og skærer træer ned til brænde.

Ideen med projektet var at lave en kombination af et brændekomfur og en rygeovn. Et forsøgskomfur var blevet bygget af ler, og det viste sig, at det brugte fire gange så lidt brænde som det normale bål omringet af store sten. Røgen fra komfuret blev ført gennem et rygekammer, hvor kød kunne hænges op og blive røget. Det kunne derved holde sig og strække længere, end det ellers ville have været tilfældet.

Absolut! tænkte jeg. IFAS måtte kunne støtte med midler til udvikling af dette. Det var i den forstand ikke noget nyt, men det var i typisk IFAS-forstand en kombination af kendt viden på en ny måde. Tilbage på hotellet i Davíd skrev vi alle oplysninger ned og beskrev projektet, som vi kunne forestille os det udført. Overgangen fra bløde krabber til rygeovne havde været forbavsende enkel.

I de næste måneder gennemrejste vi Panama, Costa Rica, Guatemala, Belize og Mexico og udarbejdede ansøgninger til IFAS fra over 50 forskellige projekter. Dorte og Bjarne fandt et dambrugsprojekt på Estación Experimental de Gualaca i Panama, hvor man i nogen tid havde arbejdet med opdrætningen af en fisk fra Amazonasfloden. Colossoma Macropomum hed den næringsrige fisk på latin. Vores IFAS-ansøgning blev døbt “Colossoma Forskningsprojektet”. Den unge marinbiolog Mendardo Peralta viste os sit laboratorium og trak et net gennem en af dammene for at vise os fiskene. Han var i begyndelsen lidt på vagt, for året før havde et hollandsk institut også lovet at hjælpe med forskningsmidler, og han havde aldrig hørt fra dem igen.

– Sådan er vi ikke! lovede vi højtideligt.

Vi var helt sikre på, at IFAS ville se meget velvilligt på det velgennemtænkte projekt, som gik ud på at forske i en stabil metode til opdrætning af fiskene. Der havde hidtil været problemer, blandt andet med for stor dødelighed mellem fiskelarverne og for dyrt fiskefoder.

I Panama City udviklede Thomas Væth, sammen med Andrew Kaelin fra firmaet AguaPro, et projekt for kystfiskeri for den afsidesliggende Darién-provins. Forskningsprojektet gik ud på at afprøve bådtyper, nettyper og uddanne den lokale befolkning til den nye teknologi. Budgettet var på 150.000 dollars. Kaelin skrev selv en detaljeret beskrivelse af projektet, som blev vedhæftet den IFAS-formular, Thomas udfyldte.

I byen Aguadulce, 190 km fra Panama City, skrev vi en ansøgning til IFAS for 9.189 dollars på vegne af Emilio Santamaria, som drev en rejefarm. Emilio arbejdede på at udvikle en metode til at genbruge rejehoveder, som blev tilovers, når rejerne blev pakket til eksport. Affaldet skulle bruges i foderpiller for rejerne på farmen.

I Veraguas opsøgte vi landbrugskooperativet Cooperativa de Servicios Multiples Juan XIII og udarbejdede sammen med Santos Sanjur et projekt for en ny slags svinefoder med en større del melasse end almindelige foderpiller. Kooperativets 1200 medlemmer var småbønder i omegnen af Santiago de Panama, og de søgte at mindske udgifterne til svinefoder, som kooperativet importerede. Vi afsatte 27.655 dollars og 40 cent til projektet, som skulle vare fem måneder.

I Guanacaste-distriktet i Costa Rica udarbejdede vi sammen med Tadeo Murillo fra den lokale kvægavlsforening et forskningsprojekt for træplantning. Dette var et tiårigt forskningsprojekt med et budget på 166.000 dollars.

Dorte og Bjarne skrev en ansøgning sammen med Arturo Solis fra landsbyen Sonafluca de la Fortuna, i nærheden af San Carlos. Idéen var at beskæftige arbejdsløse kvinder med dyrkning af krydderier: ingefær, oregano, chili og sort peber. IFAS skulle købe et stykke jord og leje det tilbage til kooperativet, som over 10 år således ville købe jorden af IFAS. Budgettet var 40.000 dollars.

I San Ramon, mellem Stillehavskysten og Costa Ricas hovedstad San Juan, fandt Kim og jeg et kaffekooperativ, som drev en større kaffetørrings- og pakningsfabrik. Sammen med direktøren, Alvaro Ramirez Chacon, planlagde vi at installere et biogasanlæg, som kunne udnytte de mange tons affald fra kaffefrugten til at drive tørreovnene. Det ville spare penge til brænde, regnskoven ville blive sparet, og floden ville ikke blive forurenet af affaldet. Restproduktet fra biogasprocessen kunne så bruges som gødning for kaffeplantagerne, forestillede vi os. Prisen var 277.300 dollars.

Anabella Rodriguez Piedra fra Quesada i San Carlos blev opsøgt af Frederik og Sanne. Sammen udviklede de et projekt for forskning i den efter sigende medicinske raicillaplante til 31.700 dollars.

Projekt efter projekt blev beskrevet. Der blev lavet budgetter og forskningsplaner, og hvert sted efterlod vi folk med forhåbningen om, at de sandsynligvis ville modtage en bevilling fra dette fremmede velgørende forskningsinstitut.

Vi rejste konstant for at finde nye projekter til IFAS-ansøgninger. I Costa Rica tog jeg en dag bussen fra Puntarenas til San José oppe i bjergene. Jeg skulle igen til Panama og mødes med Thomas Væth. Ved siden af mig sad en smuk kvinde, som sikkert var lidt yngre end jeg. Sidst på eftermiddagen havde bussen slidt sig det sidste stykke vej op i højlandet, og vi standsede ved busstationen i San José. Lelis hed pigen, og hun var fra Trujillo i Peru. Vi havde snakket hele vejen, og jo mere vi snakkede, jo mindre travlt havde jeg fået med at ankomme til Costa Ricas hovedstad. Lelis arbejdede i Puntarenas og kendte ikke San José særligt godt. Det gjorde jeg til gengæld.

– Jeg skal bo på Hotel Boston, sagde jeg, da vi stod ude på gaden. Hun havde ligesom hængt på, da jeg forlod den store afgangs- og ankomsthal.

– Nå, men så går jeg også derhen, svarede hun. Hun fik et rum, og jeg fik værelset overfor. Jeg lagde mig på sofaen, og duften af hendes parfume sad stadig i min skorte. Hvad gør jeg nu? tænkte jeg forvirret. Hun var sød, meget meget sød. Men jeg var på vej til Panama, og siden ville jeg forsvinde ud i verden og aldrig mere se hende igen. Det bankede på døren. Det var hende. Hun kom ind. Hun satte sig på sofaen. Jeg satte mig op. Nu var gode råd dyre.

– Vil du med i biffen? sagde hun ligefremt.

– Ja, ja, jo, det vil jeg da gerne.

Pyha. Vi gik ned langs Calle Central, over parken foran Katedralkirken og drejede ned ad Avenida nr. 2. Der lå en biograf.

– Skal vi gå derind, sagde jeg.

– Ja, sagde hun og stak sin arm under min, mens vi gik op ad trinnene. En rislen jog gennem min nakke. Det var de to hjernehalvdele, som diskuterede.

– Du er på afveje, påpegede den venstre.

– Ja, men det er en rar afvej, svarede den højre, så jeg er ligeglad.

– Du burde skamme dig!

– Lev dog livet, mand, hvad er der galt med det? svarede den højre.

Filmen hed El nombre de la rosa, Rosens Navn, og havde Sean Connery i hovedrollen. Den foregik på et kloster i 1300-tallet og var en historie om magtkampe og bedrageri bag klostermurene. Men den var også om indestængt og forbudt kærlighed; om munke, der faldt for fristelser, og om lidenskaben, de ikke kunne holde i ave. Der sad jeg med hovedet fuldt af forvirrede tanker, men jeg kunne ikke undgå at se ironien: Var jeg ikke på en sær måde selv en munk? Og tilhørte jeg ikke en slags afholdende og asketisk kirke, som ville fordømme min tilstedeværelse her i dårskabens rede, oven i købet med en vildfremmed kvinde? Men jeg slog tankerne ud af hovedet og kiggede i smug på Lelis. Munk eller ej, jeg følte mig glad og fri ved hendes side.

Bagefter vandrede vi langsomt tilbage mod hotellet. Det var en skyfri og varm aften, og der var fuldt med liv på gaderne. Duften af grillede kyllingelår og bagte kartofler kom inde fra sidegyderne, hvor der også lød til at være musik. På bænkene rundt om pladsen sad folk og snakkede, mange to og to. Katedralens spir stak op bag træerne badet i gult lys. Nu drejede vi ind på Calle Central, der var kun tre gader til hotellet. Vi slentrede af sted, og det slog mig, at det var år siden, jeg havde gået så langsomt. Jeg havde ikke travlt og bevægede mig næsten som i en trance, mens jeg spekulerede på, hvem der mon ville vinde. Venstre eller højre?

På gangen stod vi over for hver vores dør. Vi åbnede, jeg sagde godnat og gav hende et kys på kinden. Men hun lod sin dør stå på vid gab, og jeg lod min stå på klem. Det var ikke aftalt, men det skete.

– Permiso? lød det, da hun skubbede døren op og kom ind. Nu var hendes lange hår slået ud, det gjorde hende blot endnu smukkere. Hun havde et bykort i hånden og ville spørge mig om vejen til et eller andet sted, hun skulle til i morgen. Vi sad på sengen, tæt op ad hinanden, og jeg forklarede, hvordan hun skulle komme derhen.

Så sad vi dér, jeg sagde ingenting, og hun sagde ingenting. Jeg gjorde ingenting, og hun heller ikke. Jeg studerede bykortet indgående, sagde stadig intet. Så rejste hun sig og sagde tusind tak for hjælpen. Og det havde været en dejlig aften. Og vi ses i morgen. Et nyt kys på kinden, og hun var væk. Jeg lukkede døren og tog mig til hovedet. Venstre side havde vundet. Hun var gået, og intet var sket, selvom min krop havde bedt og tigget. Jeg lagde mig til at sove og lovede mig selv, at hvis der blev en næste gang, skulle højre side få en chance.

Næste morgen klokken syv sad jeg i en flyver til Panama og forsøgte at glemme Lelis og filmen og bykortet og parfumen. Først da jeg landede i Panama, gled hun om i baghovedet.

Store Klaus afgik fra Costa Rica i midten af august 1987 med kurs mod Guatemala. Kim og jeg kørte af sted i vores Toyota for at gøre den samme tur ad landevejen, mens resten af besætningen var om bord på skibet.

Det vrimlede med soldater ved ankomsten til Nicaragua i Peña Blanca. Jeg skønnede, at de fleste var mellem 17 og 20 år gamle. Der så ud til at være lige så mange drenge som piger i uniform. Alle havde en AK-47 over skulderen, og jeg var forbavset over, hvor rene og veltrimmede deres uniformer var. Officererne var kun nogle få år ældre end de menige. De så ud som universitetsstuderende. Flere af dem havde guldrandede John Lennon-briller, og et blik på deres hænder afslørede, at de aldrig havde arbejdet i marken som landarbejdere eller levet slumkvarterets fattige og forhutlede liv.

Nicaraguas blåhvide flag hang side om side med sandinisternes sortrøde. Store skilte proklamerede Bienvenidos amigos de Costa Rica – velkommen, venner fra Costa Rica – og Nicaragua y Costa Rica: Juntos queremos la Paz – Sammen ønsker vi fred. Nicaragua gjorde, hvad der var muligt for at holde fred mod syd, mens Reagans såkaldte contraer huserede mod nord.

Vi kørte mod Managua og blev overalt mødt af dyb fattigdom. Vi stoppede i en landsby og forsøgte at købe brød, men der var udsolgt. Overalt forsøgte folk at komme op at køre. De stod i grupper ved vejkryds, i landsbyer og ved broer. Vi havde kun plads til to personer, og snart havde vi to passagerer med i bilen. De fortalte os, at siden USA var begyndt flådeblokaden af landet, havde der manglet diesel og benzin til busser og biler, og resultatet var, at al transport var blevet ramt. Vores blaffere stod af uden for Managua og begyndte deres vandring til det endelige rejsemål. De tusindvis af folk langs vejen var ikke unge eventyrere som i Europa. Det var familiefædre, arbejdere, mødre med småbørn, gamle mennesker og unge mennesker. Nord for Managua kørte vi ind i et område fyldt med soldater langs vejen.

Prisen for krigen var overvældende for Nicaragua, både i materiel og menneskeliv. Præsident Reagan havde åbenlyst givet til kende, at USA støttede contraerne. CIA havde i januar 1984 i hemmelighed udlagt miner ved indsejlingen til Puerto Sandino, så havnen i flere uger havde været blokeret. USA ville ikke tillade, at sandinisterne blev ved magten.

Men sandinisterne havde også begået fejl. Vores ven med de bløde blå krabber i Panama, Oliver Fagot, kom oprindeligt fra Bluefields på Nicaraguas caribiske side. Her havde han bygget en forretning op bestående af fem fiskerbåde og en fiskekonservesfabrik, havde han fortalt os. Virksomheden beskæftigede tæt ved 50 personer. En dag var en flok kalasjnikov-strittende ungdommeligt udseende sandinister kommet ind ad døren. De fortalte Fagot, at de havde overtaget virksomheden, og at han kunne blive der, hvis han accepterede den nye ledelse. Det gjorde han ikke. Han tog med sig, hvad han kunne få fat på og forlod Nicaragua. Problemerne begyndte, da de 45 arbejdere stillede sig op på lønningsdag. Sandinisterne havde ingen penge og ingen forstand på eller – ifølge Fagot – interesse i at drive en virksomhed. Arbejderne blev spist af med historier om at ofre sig for fædrelandet, men det gjorde dem ikke bedre i stand til at skaffe føden til familien.

Efter tre-fire uger sejlede skibene ikke mere, og dermed var der ingen fisk for fabrikken. Det hele gik i stå. En af fiskekutterne sank i havnen, en anden blev stjålet, og resten gik i forfald. Fabrikken blev langsomt skrællet: Først forsvandt møblerne, så de elektriske installationer, dernæst håndvaske, rør og vandhaner, vinduer, døre, tagsten, tømmer. Det var umuligt at sige, om Fagot talte sandt, men parallellerne til lignende historier fra Østtyskland og Sovjetunionen var slående.

Vi mødtes med Store Klaus i Puerto Quetzal på Guatemalas stillehavskyst. Herfra fortsatte vi vores IFAS-arbejde. Nu blev vi specialister i projekter om bekæmpelse af de aggressive afrikaniserede bier i Guatemala, men vi var mere optagede af, om Else Jensen ville tillade, at vi rejste til Belize på den caribiske side af Guatemala. Her havde Lærergruppen købt en stor mangoplantage. Vi havde nogle uger forinden via telex spurgt Else Jensen, om vi kunne besøge farmene i Belize, og som sædvanlig hørte vi intet tilbage i lang tid. Hun skulle selvfølgelig konferere med Amdi, og han var nok ude at rejse, tænkte vi.

Svaret kom, mens vi arbejdede med forskningsprojekter rundt om i Guatemala.

– Tag til Belize og lav forskning. Henvend jer til Søren Farmer på mangoplantagen før noget andet. I er Sørens venner på tur i Centralamerika. God tur, lød telexen fra Else Jensen.

Efter flere dages kørsel gennem Peténjunglen i Guatemala kom vi til Belizes hovedstad Belmopán. Derefter kørte vi, som vi havde fået at vide per telex, videre sydpå mod Stann Creek. Landet var fladt, men Mayabjergene rejste sig ude mod vest. Et utal af floder løb fra bjergene gennem det flade land og ud i det Caribiske Hav. Vejen var ikke asfalteret, men den var bred og vel vedligeholdt.

Belize hed Britisk Honduras indtil 1973 og fik sin fulde selvstændighed i 1981. Nu kørte vi pludselig i venstre side af vejen; vi så politibetjente i engelske uniformer, og alt havde skiftet karakter. Fra den spanskprægede latinamerikanske stil havde alt antaget det engelske koloniale særpræg, jeg havde set i Caribien, men også i Indien, Pakistan, Bangladesh og i Østafrika.

Ud på eftermiddagen kom vi til et grønt skilt med teksten “Tropical Produce Ltd” på venstre side af vejen. Det var indkørslen til mangoplantagen, dengang Lærergruppens største jordbesiddelse noget sted i verden. Vi blev mødt af Søren Sørensen, tidligere landmand fra Fredericia-egnen og nu general manager på Mango Creek Estate med 150 landarbejdere ansat under sig.

Ideen med mangoplantagen var i begyndelsen at eksportere mangofrugter til Europa og USA. På Tvind-skolerne i Danmark havde vi modtaget store plasticdunke med mangojuice. Det var ikke nødvendigt at bestille juicen, for dunkene kom automatisk til skolen. Og derfor havde vi heller ikke noget valg, når det kom til at betale regningen ud af skolens sparsomme madbudget. Den rene mangojuice var fed og tyktflydende, og kun få af eleverne brød sig om den. I et modigt øjeblik havde jeg på Den Rejsende Højskole foreslået, at vi derfor skulle takke nej til flere leverancer, men jeg blev naturligvis sablet ned af Esther Neltrup og Mikael Norling, som udbredte sig om juicens fortræffelige kvaliteter og forarget spurgte, hvordan det kunne falde mig ind at foreslå, at vi ikke skulle støtte Lærergruppens nye farm i Belize.

Hans Jørgen Laustsens firma Transworld Trading arrangerede transporten i containere ud af Belize, men han havde som sædvanlig taget munden for fuld, og flere containere var ankommet med en delvis rådden og usælgelig mangolast til Rotterdam. Næsten samtidig havde amerikanske myndigheder afvist lastbiler med mangoer, fordi de ikke havde de nødvendige certifikater for at komme ind i USA. Hvordan det end havde kunnet lade sig gøre efter disse fiaskoer, så var den stormodige Hans Jørgen stadig den centrale person, hvad angik organiseringen af frugtsalget.

På diplomatisk vis nævnede Søren, at det jo ikke var uden problemer at få solgt mangoerne. Derfor var mangoproduktionen nu i anden prioritet. I stedet skulle der satses på bananer. Belize nød godt af en specialordning med EF, under hvilken man til EF-støttede priser kunne sælge de små og – sammenlignet med ecuadorianske – kvalitetsmæssigt ringere bananer i Europa. Ordningen gjaldt for de tidligere engelske kolonier i Caribien. Amdi og Kirsten havde fået færten af dette, og det var blevet bestemt, at Lærergruppens farmere på St. Lucia og i Belize skulle koncentrere sig om denne såkaldte “cash crop”. Hundredvis af tønder land var blevet tilplantet med bananer i Mango Creek og i Cox Farm, en anden plantage ikke langt derfra.

Søren Sørensen inviterede os på rundtur på farmen. Han havde en stor rød firhjulstrukket Ford Bronco, og vi kørte i flere timer rundt på det kæmpemæssige område. Der stod omkring 30.000 mangotræer. Ud over det var bananplantagen under konstant udvidelse. Antallet af beskæftigede afhang af bananhøsten og mangosæsonen.

Arbejderne boede i træhuse, som var bygget på stylter i et område i den ene side af plantagen. Længere ude på farmen havde Søren indrettet en kantine, hvor gratis måltider blev serveret for arbejderne en gang om dagen. Kantinen var udstyret med et stort tv, og udenfor stod en satellitantenne. Arbejderne så CNN som nogle af de eneste i hele Belize. Mange af dem kom fra Guatemala, El Salvador eller Nicaragua. Et mindre antal af arbejderne var fra selve Belize. Over for kantinen var stedets maskinstation med traktorer og maskiner og værksteder til reparation af slidt maskineri.

Vi fortsatte rundt, det ville ingen ende tage. Ingen i Danmark, ikke engang flertallet af Lærergruppens medlemmer, havde idé om størrelsen af denne farm. Vi havde alle hørt, at farmen var stor, men intet i Danmark er ret stort, når det kommer til stykket, og det var svært at fatte, at vi i Lærergruppen var ejere af alt dette. Vi kørte kilometer efter kilometer forbi uendelige snorlige rækker af mangotræer. Søren udpegede, hvor den næste høst ville være og fortalte om problemer med dræning og dårlig jord.

Det allerstørste problem forblev dog, at det endnu ikke var lykkedes at sælge mangoerne til eksportmarkedet. Vi kørte tilbage til kontorhuset og gik et par hundrede meter til et område, hvor tre kølecontainere var opstillet ved siden af en hvidmalet bygning. Kim Bonde og Johannes Grove Nielsen havde her installeret en mindre fabrik til fremstilling af mangojuice. De havde købt udstyret på en nedlagt fabrik i USA og selv transporteret det hele ned gennem Mexico til Belize. Mangofrugterne blev presset for juice, og juicen blev varmet op og så kølet ned og fyldt i store beholdere. Beholderne blev anbragt i frysecontainerne, klar til eksport. En dieselgenerator forsynede anlægget med elektricitet. Generatoren fyldte en hel container i sig selv.

Kim Bonde fortalte, at han ikke var særlig optimistisk med hensyn til at sælge juicen på det vigtige amerikanske marked. Årsagen var ifølge Kim, at det var lykkedes ejerne af nordamerikanske mangoplantager i Florida og Californien at få indført en række restriktioner mod importerede mangoprodukter.

Senere den dag samledes vi i Sørens kontor. Vores venner i Belize var lige så interesserede i at høre om Store Klaus, og hvad vi lavede om bord, som vi havde været nysgerrige efter at se mangoplantagen.

Jeg fortalte om vores forskningsprojekt og om IFAS. Men jeg bragte ingen nyheder, fandt jeg ud af. Søren fortalte nemlig, at en stor del af salgsfremstødet i Nordamerika og Europa allerede var finansieret som forskningsprojekter. Begrundelsen var, at der skulle forskes i, hvordan man kunne sælge mangoer. Hypotesen gik på, at “det kunne lade sig gøre at sælge mangoer fra Belize i USA og Europa”. Nu var Hans Jørgen i gang med at afprøve hypotesen, sagde Søren. Projektet gik under det flotte navn International Distributors, tilføjede han.

Det var som pokker, tænkte jeg. Hans Jørgen rejser altså rundt og sælger mangoer og kalder det et forskningsprojekt. Ligeledes var udviklingen af mangojuicefabrikken et forskningsprojekt. Vi fik at vide, at alt maskineriet, lige fra generator til sorteringsanlæg, var indkøbt som forskningsudstyr. Det begyndte at gå op for mig, at IFAS kunne bruges til vores egen fordel – i stor stil. IFAS var ikke kun til at hjælpe fremmede virksomheder og folk rundt omkring i verden, som havde behov for at få hjælp til forskning. Det så ud til, at en stor del af pengene fra IFAS var ved at blive kanaliseret til vores egne projekter som støtte til forskning dér.

Pludselig huskede jeg Amdis spørgsmål i Grindsted: – Og hvem er de erhvervsdrivende, som kan nyde godt af fonden? Det var selvfølgelig os selv, og nu stod jeg og så de første konkrete eksempler på, hvad han havde ment. Så vidt jeg kunne forstå, foregik det på helt lovlig vis.

Det skulle senere gå op for mig, at lovligheden af systemet var særdeles tvivlsom, blandt andet fordi stort set alle bevillinger fra IFAS gik til Lærergruppen. Men jeg tillod ikke mig selv nogen tvivl. For mig var spørgsmålet nu: Hvad mere kunne vi forske i på Lærergruppens ejendomme i Belize? Det kunne Søren Sørensen hjælpe med. Han havde en handy ønskeseddel for sin mango- og bananfarm.

Resultatet af opholdet i Belize blev derfor, at vi skrev en række ansøgninger til IFAS om støtte til udvikling af vores egen farm. IFAS skulle udvikle et kommunikationssystem for farmen. Projektet bestod af indkøb af radiokommunikationsudstyr til kontoret, til traktorer, lastbiler og ledere af arbejdshold samt til Søren. Der var ikke nogen forskning i det, men vi formåede at lave det til et forskningsprojekt alligevel: “Det kan lade sig gøre at forbedre kommunikationen ved at installere radioer ...” Der skulle forskes i, hvor meget tid der blev sparet, hvordan de lokale arbejdere reagerede, hvilke radioer der var de bedste, hvad de kostede etc. Forskningsprojektet var ren camouflage for indkøb af udstyret.

Andre projekter gik ud på genbrug af bananaffald til svinefoder og biogasudvinding. Og hypotesen i et forskningsprojekt i jordbundsundersøgelser erklærede ubekymret, at den “vellykkede implementering af dette program vil klart vise, hvad man kan opnå, når moderne videnskab og teknologi anvendes over for ‘uløselige’ problemer i den tredje verden.”

Vi kørte over til Cox Farm nr. 3, hvor Ole Beck og Pøt boede. Farm 3 var udelukkende en bananfarm. Ole og Pøt arbejdede med næsten bitter beslutsomhed med opbygningen af farmen, og jeg følte mig helt dårligt tilpas, da jeg så, hvordan de levede. De boede i en faldefærdig campingvogn importeret mange år før af en tidligere ejer. Pøt så slidt og træt ud i den myggebefængte og fugtige beboelse. Jeg havde sidst set hende i Danmark et par år forinden. Pøt led af sukkersyge og havde taget mange kilo på i vægt, sandsynligvis fordi hun ikke kunne holde ordentligt øje med sin sygdom. Ole Beck så bedre ud, men havde tydeligvis ryggen mod muren i kampen for at få bananplantagen til at løbe rundt.

Men det hårde arbejde bar frugt. Giestbåden – et hurtigtgående bananskib – havde kort forinden været i Belize og lastet landets hidtil største bananlast. Langt den største del af lasten kom fra vores plantager. Tropical Produce var nu den største bananproducent i landet, og Søren Sørensen var blevet valgt ind i bestyrelsen for “Planters and Growers”, landbrugsforeningen i Belize.

Vi besøgte også Marianne Kormann, som drev en mindre farm i Salt Creek længere mod nord. Her havde Amdi købt en ejendom, som inkluderede et landsted i gammel engelsk kolonial stil. En stor hvid trævilla herskede over en grøn og velholdt græsplæne, og to store hunde holdt opsyn med ejendommen. Marianne var i gang med at fælde og afbrænde regnskoven på ejendommen, så hun kunne gå i gang med at dyrke bananer. Det var tydeligt, at slagordet i Belize var “bananer, bananer, bananer”.

Selvom Lærergruppen havde holdt en meget lav profil med anskaffelsen af ejendommen i Belize, havde vores modstandere alligevel fundet os. Søren fortalte, at han havde været nødt til at tage på rundtur til parlamentsmedlemmer med forklaring om plantagen og om Tvind, efter at en CIA-agent i Belmopán, Belizes hovedstad, havde præsenteret et langt dossier om Henning Bjørnlund til en minister i regeringen. En lokal ven af Søren, der også var farmer og medlem af parlamentet, havde underrettet ham om CIA-mandens møde med regeringen og rådet Søren til at handle hurtigt. Der kom ikke noget ud af truslerne, men sagen gik helt op til premierministeren. Han var imidlertid ikke indstillet på at gøre noget, så længe Søren ikke blandede sig i regeringens anliggender og holdt sig uden for politik. Regeringen så “danskerne” som en positiv kraft i landet. Søren Sørensen havde genoplivet den konkursramte mangoplantage og begyndt en større bananeksport. Han holdt folk i arbejde og var en forretningsmand, der holdt sig til sin forretning. Derfor var der ingen grund til at tage sig af CIA-agentens indvendinger.

Lærergruppen havde lært af erfaringerne fra St. Vincent. Her var ikke tale om at lave en kontroversiel “jordreform” eller om at indføre “arbejderdemokrati”. Enhver besøgende ville kunne se, at landarbejderne levede lige så usselt som på andre farme i Belize. Lønningerne var heller ikke bedre, de fleste af arbejderne fik fem belizedollars om dagen, eller omkring tre amerikanske dollars. Der var derfor ikke tale om, at vi såede uro i det lokale arbejdsmarked, og de andre lokale farmere havde intet imod, at vi fik sat bananproduktionen i gang. EF- kvotaen var åben for alle.

Mens dette betød, at vores virksomhed havde lokal opbakning, gav det anledning til diskussion mellem os selv. Sanne rejste spørgsmålet først.

– Hvad laver vi med en banan- eller mangoplantage i Belize? Drejer det sig blot om at tjene penge? spurgte hun. Hvad med vores idealer? Hvordan kan vi tillade at lade arbejderne leve under så fattige forhold?

Vi var pinligt berørte over, at Sanne overhovedet kunne finde på at tvivle på ideologien bag Lærergruppens farme. Men Søren Sørensen tog det roligt og havde svar på rede hånd.

Hvis vi ikke havde overtaget plantagen, ville alle arbejderne leve under endnu værre forhold, sagde han. De ville ikke have arbejde, de ville ikke have den indkomst – hvor ringe den end var – som de havde nu. De tider var forbi, hvor vi i Lærergruppen kunne tro på, at verden ville bevæge sig frem på grund af velgørenhed. “Produktion” var kodeordet. For at skabe velfærd måtte der skabes værdier, og værdier skabes gennem produktion og salg. Uden produktion, intet salg, ingen penge, ingen fremskridt.

Hvis forretningen gik fallit, ville alle arbejderne miste deres grundlag for indkomst, og vi ville miste vores investering. Det var derfor i alle parters interesse at konsolidere forretningens økonomi, og det kunne ikke gøres uden sparsommelighed og realistiske budgetter. Der var ikke nu økonomisk grundlag for at give højere lønninger. Men der var planer for arbejdernes velfærd. Først og fremmest betød kantinen, at alle arbejderne kom mætte hjem fra plantagen. De gratis måltider sikrede, at de spiste godt, og at der blev mad tilovers til deres familier. Desuden var der en plan for uddeling af små jordstykker til arbejderne. Jorden ville blive givet til dem som en bonus i forhold til, hvor mange år de havde arbejdet på stedet, og den ville blive overdraget på den betingelse, at den blev dyrket som havebrug. Arbejderne ville få fri en halv dag om ugen for at passe denne jord. Hvis de ikke dyrkede jorden, ville de miste retten til den.

Vi diskuterede planerne til langt ud på natten. Søren fortalte, at en af arbejderfamilierne havde åbnet en butik med et lån fra farmen. Idéen var at skabe en landsby med butikker, vand, elektricitet og gode huse for indbyggerne, sagde han. Det kunne ikke gøres uden penge. Vi kunne ikke udvikle verden uden penge, hvilket retfærdiggjorde vores skift til at drive rent kapitalistiske forretninger.

Jeg syntes, det lød rigtigt. Det faldt mig ikke ind at stille spørgsmålstegn ved den overordnede idé. Hvad var meningen med, at vi i Lærergruppen havde kastet os ud i stordrift af mango- og bananplantager i Belize? Lignede det ikke i betænkelig grad de forhold, som vi selv havde sendt tusinder af unge danskere ud i verden for at opleve og fordømme? Var det ikke en smule ironisk, at vi sad og snakkede om at skabe værdier gennem produktion; vi, som havde læst Kapitalen og Karl Marx’ økonomiske teorier om merværdi og om profitratens faldende tendens? Lignede idéen med at give landarbejderne et lille jordstykke, som de kunne dyrke en dag om ugen mod at arbejde for mangoplantagen, ikke lige lovlig meget de danske fæstebønders forhold under feudalismen?

Men nej, for sagen var jo, at projektet var vores, og derfor var det anderledes. Derfor var det godt. Logikken kan synes at mangle, men den byggede på, at vi i Lærergruppen mente, at vi var de udvalgte, der skulle gå i spidsen for den nye verdensorden. Alt, hvad vi gjorde, måtte ses i dette perspektiv, og alt kunne så på bekvemmelig vis retfærdiggøres.

Sanne gav dog ikke op. Hun var stadig ikke enig, og hun sagde det ligeud. Hun mente, at vi snød både os selv, folk i Danmark og Belize med vores projekt. Søren Sørensen havde nemlig givet os flere detaljer om, hvordan økonomien var organiseret, og han havde fortalt, at projektet, ligesom andre farme vi havde, var betegnet som et udviklingsprojekt. Og det betød, at udviklingsorganisationer kunne støtte projektet. Han havde forklaret, at Humana, den europæiske parallelorganisation til UFF, sendte penge til mangoplantagens drift hver måned. Når Humana solgte brugt tøj i England, Frankrig eller andre steder i Europa, blev en del af profitten dirigeret til en konto i Caymanøerne og derfra videre til blandt andet Belize.

Her blev pengene brugt til aflønning af de danske “udviklingseksperter”, som drev farmen. Lønnen gik derfor direkte i Lærergruppens kasse. Set fra Belize var det støtte til drift af en normal handelsvirksomhed, fordi der ingen reel forskel var på vores farm og alle andre farme i Belize. Men Humanas kunder i Europa fik en anden historie: Ved at købe tøj hos Humana støttede de udviklingen af et landbrugsprojekt i Centralamerika, stod der på plakaterne i deres brugt- tøjsbutikker.

– Det er uærligt, det er svindel, og det er forkert, sagde den stædige Sanne.

At vi andre nægtede at give hende ret viser, hvor langt ude på overdrevet, vi var kommet. Jeg argumenterede selv for, at det da ikke var løgn, hvad Humana sagde. Var dette da ikke et strålende centralamerikansk landbrugsprojekt? Vi var blevet så egenmægtige, at hvad vi end gjorde, så helligede hensigten midlet. Vi mente, at projektet var retfærdiggjort i og med, at det var Lærergruppens. Der var ikke brug for yderligere forklaringer: Vores holdning var, at vi vidste, hvad der var bedst for arbejderne og for Belize, og derfor havde vi ret til at gennemføre projektet.

Det skulle senere vise sig, at vores diskussion var begyndelsen til enden på vores forskningsrejse. For Sanne var ikke kun uenig i vores investering og styring af Belize-plantagen. Hun mente også, at vores IFAS-projekter var ren svindel og kun et røgslør for at omdirigere vores skattepenge til vores egne projekter ved at kalde dem “forskning”. Hun mente ikke, der var nogen reel forskning i projekterne. Der gik imidlertid flere måneder, før hun direkte anklagede IFAS for at være et fupforetagende. Og der skulle gå endnu længere, før jeg opdagede, at Sannes spørgsmål havde sået kimen til en grundlæggende tvivl i mit eget baghoved. En tvivl, som på lang sigt skulle lede til mit endelige opgør med Lærergruppen.

Dybt begravet i junglen, der dækker trekanten mellem Guatemala, Mexico og Belize, ligger ruinbyen Tikal. Vi ankom dertil en sen nat og bankede på uden for et mindre hotel. En kvinde åbnede forundret og kiggede på os i skæret fra den petroleumslampe, hun holdt i hånden. Der var ingen elektricitet og intet rindende vand. Støvet fra hundredvis af kilometer uasfalteret landevej sad i kager i vores tøj og hår, vel blandet med sved fra en lang, varm dag.

Næste morgen, efter et koldt brusebad med vand fra spande, kørte vi den sidste kilometer til Tikals hjerte. De første templer blev bygget omkring år 600 før vor tidsregning, og de sidste i 869 efter vor tidsregning. I år 899 blev byen pludselig forladt. Da vikingerne byggede Trelleborg ved Tudeåen 100 år efter, lå mere end 3000 forladte pyramider, templer og andre bygninger i Tikal. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor Mayaerne forlod det omfattende bygningskompleks. Pyramiderne, templerne, de åbne pladser, gader og veje, kanaler og vandreservoirer blev igen opslugt af junglen.

Det var som at træde ind i en anden verden. Glemt var IFAS og forskningsprojekter, bananfarme og landeveje. I Tikal står tiden stille. Lyden af regnskoven omgiver en, mens man vandrer mellem de stumme monumenter fra en forgangen civilisation. Vi besteg pyramiderne og så ud over den uendelige regnskov. Hvilke andre hemmeligheder findes der under tæppet af træer? spurgte jeg mig selv. Hvorfor gjorde de det? tænkte jeg. Hvad holdt sammen på deres samfund? Hvad fik befolkningen til at konstruere de kolossale monumenter? Hvorfor brød det hele sammen for dem?

Mens vi stod på toppen af den 70 meter høje jaguarpyramide, fortalte en lokal guide, at mayaerne havde levet under et autokratisk præstestyre. En lille overklasse af præster og ypperstepræster levede i templer og pyramider, mens flertallet af befolkningen boede som slaver i de samme hytter, som mayaerne lever i den dag i dag rundt omkring i Peténprovinsen.

Det strejfede mig ikke, at vores eget system inden for Tvind i høj grad kunne minde om et autokratisk, næsten religiøst system. Vi havde vores ypperstepræst, og vi havde eksklusive templer, hvorfra enevældige beslutninger blev bekendtgjort. Templet og Det Øverste Råd af præster blev tilbedt af en hærskare af arbejdere, som ganske vist ikke var slaver, men som alligevel havde overgivet både krop og sjæl til Troen. Vi havde bygget monumenter og konstrueret tekniske og matematiske vidundere – alt sammen drevet af troen på Den Store Idé. Jeg så ikke symbolikken. Måske var det, fordi Tikal var blevet forladt af sine tilbedere og nu lå i ruiner her i urskoven, mens vores perfekte verden stadig var under konstruktion.

Men det var også, fordi jeg ikke så mig selv som religiøs eller sekterisk. Mens mayafolket i Tikal havde troet på gudebilleder, metafysik og menneskeofringer, så var min tro materialistisk og videnskabelig. Hvis nogen havde foreslået sammenligningen mellem Tikal og Tvind, ville jeg slet ikke have forstået. Der var intet overnaturligt i vores arbejde – alt afhang af min og mine kammeraters indsats, og vi fik intet forærende.

Når Tvind-lærere siger, at Lærergruppen ikke er det mindste sekterisk, mener de det helt ærligt, og det gjorde jeg også. Vi havde levet i frivillig isolation i årevis. Vi havde vænnet os til at samfundet – især repræsenteret ved massemedierne – var imod os. I vores øjne var det nødvendigt selvforsvar, når vi lukkede os inde i Lærergruppens anonymitet.

Det var rigtigt, at Lærergruppen ikke var religiøs i gængs forstand. Men de kultagtige tendenser blev tydeligere for hvert år, der gik. Vores altdominerende hersker kontrollerede pengene, arbejdet, tænkningen, og hvor den enkelte opholdt sig. Påbuddene fra oven berørte efterhånden alle facetter af livet. Hvordan vi skulle gå klædt. Hvilken musik, vi skulle høre. Hvordan vi skulle bo. Hvor længe og med hvad vi skulle arbejde. Om vi skulle have familie. Hvad vores børn skulle hedde, og om forældrene skulle bo sammen med dem.

Når vi overhovedet var kommet til Tikal, var det, fordi Herskeren havde påbudt os at lave en undervisningsfilm til Lærergruppens danske skoler med vores lille videokamera. Jeg spekulerede ikke over den bizarre overgang fra forsker i biogas og mangojuice til en Thor Heyerdahlsk rolle som ekspert i den uddøde mayakultur. Jeg havde altid interesseret mig for historie og arkæologi og fortalte på filmen om mulige forklaringer på mysteriet om de imponerende bygningsværkers tilblivelse og om den klassiske mayakulturs undergang.

Store Klaus sejlede, mens Kim og jeg kørte over land til Acapulco i Mexico. Her fortsatte vi med at lave forskningsansøgninger til IFAS. Det drejede sig om alt fra soldrevne køleskabe og vandpumper til malkebrug, tomatdyrkning, kunstvandingsanlæg og vævskultur.

Fælles for ansøgningerne var – som det havde været tilfældet fra begyndelsen – at de blev lavet på vegne af folk, som ærligt og redeligt var i gang med interessante og sikkert troværdige projekter. Det var folk, som reelt var i gang med at udvikle nye idéer, og som rent faktisk havde brug for hjælp til at afprøve dem.

Problemet var, at vi, de såkaldte “forskere”, ikke havde den fjerneste forstand på de discipliner, vi skrev ansøgninger om. Vi troede oprigtigt, at vi var i gang med at udføre såkaldt “aktionsforskning”, men ingen af os havde andet end vage ideer om, hvad det indebar. Det blev endnu mere tydeligt, da vi i Acapulco modtog en lakonisk telex fra Else Jensen, som sendte os på en ny mission: “Tag til Californien og find relevante forskningsrapporter på de store universitetsbiblioteker.”

Vi kørte de næsten 3000 km op gennem Mexico, over grænsen til USA ved El Paso og gennem Texas, New Mexico og Arizona, til vi en sen aften indlogerede os på et hotel i Anaheim over for Disneyland. Kim og Sanne købte en Honda Civic til 800 dollars og kørte videre nordpå, mens Frederik og jeg parkerede vores Panama-registrerede Land Cruiser uden for University of California Agricultural Research Institute for Deserts.

Som sædvanlig hjalp IFAS-visitkortet, da sømanden Frederik og skolelæreren Hans præsenterede sig for en ekspert i ørkenopdyrkning og spurgte til jojobaplantens fortræffelighed. Professoren behandlede os pænt og gav os nogle brochurer. Jo da, jojobaplanten kunne ganske rigtigt vokse i ørkenen, og dens olie havde mange gode kvaliteter. Og den fandtes da også allerede i Mexico. Senere besøgte vi universitetets eksperimentalstation for citrusfrugt, hvor man har udviklet den californiske appelsin i næsten et århundrede. Det var naturligvis alt sammen spændende, men jeg begyndte at komme i tvivl om, hvordan vi skulle bringe IFAS ind i billedet her.

– Else sagde, at vi skulle gå på biblioteket, sagde vi til hinanden. Vi forsøgte os på California Polytech State Universitys bibliotek. Jeg havde aldrig set noget lignende. Stedet var stort. Der var bøger overalt. Vi kendte ikke systemet. Hvor skulle vi begynde?

– Vandforsyning! sagde jeg og var lettet over det forløsende ord. Afdelingen for vandforsyning havde lige så mange bøger som et dansk kommunebibliotek. På en eller anden måde opsporede jeg noget litteratur om rampumpen. Den pumper vand op ad bakke og drives af det vand, den pumper op. Ingen motor! Den kan revolutionere vandforsyningen i den tredje verden! Endelig, her har jeg fundet noget, tænkte jeg og lavede flere fotokopier.

Senere besøgte vi University of Californias afdeling i Davis og blev af venlige forskere fra Forskningscenteret for Frugt og Nødder taget med ud i marken for at se deres jordbærmarker. Det var som at forsøge at finde en nål i en høstak, men uden at vide det er en nål, man leder efter.

Da vi i begyndelsen af oktober kom tilbage til Acapulco, var forskningsmoralen i vores gruppe for nedadgående. Vi havde sendt projekt efter projekt tilbage til Else Jensen, men stadig intet hørt. Hvilke af projekterne ville modtage forskningsmidler, spurgte vi Thomas Væth, som igen var om bord på Store Klaus.

– IFAS er nødt til at have flere ansøgninger at vælge imellem, sagde Thomas. Det måtte blive fra Colombia og Ecuador, tilføjede han.

Acapulco ligger i en dyb, næsten cirkelrund bugt, med en smal åbning ud mod Stillehavet. Store skibe kan gå ind gennem indsejlingen, og det er en ideel havn, fordi den er så beskyttet. I den nordlige del af bugten kranses havet af lange hvide strande. Hertil kommer millioner af turister hvert år, og de sidder på det hvide sand som myrer på en honningmad. Hotellerne ligger side om side hele vejen ned langs stranden. Store Klaus lå ved yachtklubben nær byens traditionelle centrum, godt beskyttet af en halvø, der rager ud i bugten.

Her havde skibet nu ligget i et par måneder. Dorte og Bjarne havde været om bord hele tiden og havde malet skibet og lavet en masse tiltrængt vedligeholdelsesarbejde. Som altid havde de knoklet løs og lavet prima arbejde. Nu havde vi ved hjælp af en kran fået vores to biler om bord. De stod surret fast på fordækket, bag ved ankerspillet. Resten af skibet var også gjort søklar. Skuffer var lukkede og låste. Provianten var stuvet på plads. Vi var klar til afgang og skulle sige farvel til Nordamerika og til Mexico, som vi var kommet til at holde af.

Frederik havde stukket ruten af på søkortet. Idéen var at gå til Colombia. Men på Colombias Stillehavskyst ligger kun én større havneby, Buenaventura, og problemet var, at den var fyldt med pirater. Ikke sørøvere i den gode gamle stil, men derimod væbnede bander, som ved nattetid angreb skibe og foretog almindeligt røveri. Så Buenaventura lød ikke særlig indbydende, og vi havde fundet en anden havn. Helt nede i den sydlige del af Colombia lå Tumaco. Det så ud til, at man kunne ankre op i en flod, og der var ifølge kortet en havnekaj.

På vejen ville vi passere den ubeboede Isla del Coco, som tilhører Costa Rica. Vi havde læst om Isla del Coco. Det skulle være en meget grøn og frodig klippeø med ferskvand og masser af hajer og andre fisk. Øen lå på halvvejen af den forholdsvis lange tur til Colombia, så vi bestemte at stoppe og udforske stedet.

Allerede to dage ind i sejladsen begyndte det at blæse op. Barometeret faldt alt for hurtigt, og i løbet af få timer var vi midt i det hårdeste vejr, vi havde haft, siden vi forlod Panama. Bølgerne blev højere og højere, skibet føltes mindre og mindre. Det varede ikke længe, før søsygen fik flertallet af besætningen til at ligge vandret. Kun Bjarne og Sanne lod til at være fuldkommen upåvirkede. Men vi måtte hver tage vores vagt i det lille styrehus. Deroppe var der rigtig gang i den. Skibet rullede fra side til side, og styrehuset lå så højt, at jeg var nødt til at holde godt fast for ikke at blive kastet frem og tilbage, når skibet rullede. Vinden vendte og blev sydlig og var stik imod os. Bølgerne vendte med vinden, og vores fart tog af, for vi hamrede konstant ind i den ene enorme sø efter den anden. Autopiloten, som i forvejen var alt andet end pålidelig, virkede slet ikke under den slags omstændigheder, så i styrehuset stod vi og drejede febrilsk på rattet for at holde skibet på kursen. Hver gang, vi kurede ned ad en bølge, skulle der rettes op, og hver gang, en sø stoppede os, var det umuligt at forudsige, i hvilken retning skibet ville bevæge sig, når det igen begyndte at gå frem.

Søsygen har en uhyggelig virkning. Hjernen og hele kroppen stiller et simpelt krav: Fred. Ligge ned. Lukke øjnene. Glemme det hele. Kvalmen kommer fra dybt nede i maven. Styrehuset synes indelukket, varmt, kvalmende klaustrofobisk. Men jeg kan ikke åbne døren for at få lidt frisk luft, for vand, vind og regn står ind. Opkastningen er på vej, men ofte bliver den ikke til noget. Og selvom jeg er i stand til at brække mig, har søsygen stadig fat. Det er ikke som en god gammeldags kvalme, hvor en opkastning klarer det hele, og man føler sig fint tilpas bagefter. Søsygen dominerer i den grad kroppen, at man ikke kan eller vil noget.

Og der står jeg så på vagten, svingende fra bagbord til styrbord og med blå mærker fra de gange rattets pinde har ramt mig mellem ribbenene eller skuldrene. Vægten skifter konstant fra det ene ben til det andet, afhængigt af rulningerne. Rorindikatoren svinger fra rød til grøn, det digitale kompas farer op og ned i graderne. Whoosh, siger det, og en kæmpesø slår ind over skibet. Kollisionen mellem bov og bølge sender en kraftig rysten gennem hele skroget. Det er, som om Store Klaus skutter sig i uvejret. Nede på dækket står vores biler, overskyllet af saltvand,

Det bliver mørkt, min vagt er ved at være overstået, og Frederik kommer op, mindst lige så søsyg som jeg. Endelig, tænker jeg, jeg kan komme til at ligge ned. Men der er lige maskinrummet. Det er dræberrunden under de her omstændigheder, men jeg ved, at der ingen vej er udenom. Jeg havde været søsyg på vagten, ja, men jeg kastede ikke op. Det var i det mindste en positiv ting. Men i maskinrummet er støjen øredøvende, lugten af diesel kvalmende, og varmen uudholdelig. Jeg tager mig sammen, det skal overstås. Turen ned ad lejderen fra øverste dæk koordineres med skibets rulninger. Jeg venter en rulning, tager et nyt skridt og holder godt fast. Så gælder det at komme over agterdækket i tør tilstand. Et kig ud i mørket efter søerne, men det er umuligt at bedømme, om der kommer en våd

én. Ned ad lejderen agter og jeg er i varmen. Der skal tjekkes en hel række ting ved maskinerne. Hovedmotortemperatur. Olietemperatur. Batterierne syretjekkes. Generatorens temperatur. Dieselforbrug, dieselbeholdning. Lænsevand. Ferskvandsbeholdning og forbrug. Alt skal noteres ned i diverse logbøger. Der skal pumpes diesel op i dagtanken, tjekkes racorfiltre, og fedtkopperne langs stævnrøret skal drejes en omgang.

Kvalmen bliver værre og værre for hver gang, jeg sætter kuglepennen til papiret og noterer små tal i skemaerne under alle de andre små tal. Til sidst går den ikke længere. Logbogen smides, og i stormløb går det agterud, forbi de to kahytter og afterpeaken, op ad lejderen og til rælingen i læsiden. Den friske luft rammer én med fortryllende virkning, men det er for sent. Opkastningen kan ikke stoppes, kroppen bestemmer nu. Fiskefoderet forsvinder i Stillehavets mørke vand. Man brækker sig, til der ikke er mere tilbage, og det vil stadig ikke holde op. Krampen i maven er ulidelig, den bitre smag i munden endnu værre. Svag i knæene vakler jeg tilbage mod agterlejderen, for der er stadig et job tilbage efter maskinrummet: I radiorummet skal der tjekkes position fra satellitmodtageren og tjekkes telex på kortbølgeradioen. Satellitnavigatorens sidste position viser, at vi knap bevæger os fremad. I det sidste døgn har vi bevæget os 40 sømil sydover.

Når positionen er tegnet ind på søkortet, går turen op på broen igen. Her står Frederik, ligbleg og meget tavs. Det ser ikke for godt ud. Men jeg kan rapportere, at alt er normalt i maskinen, og at vores position stort set er uændret. Allerede 12 timer forinden havde Frederik givet ordre til, at vi skulle lægge os underdrejet, så det er ikke så mærkeligt, at vi ikke bevæger os fremad. Alt, hvad vi gør, er at sikre os at have boven op imod vinden og de kraftige søer.

Tre dage senere, da jeg bliver vækket klokken 0400 for at tage morgenvagten, er vinden begyndt at løje af. Man kan mærke det lige med det samme. Skibet er mere roligt, bølgerne ikke så krappe, vinden ikke så skarp. Og klokken 0530 ser vi på radarskærmen et lille blip, der kun kan være Isla del Coco. Livet er igen værd at leve, synes den indre psykologi at sige. Lige pludselig er havet dejligt. Skibet knager og giver sig, og vi bevæger os i normal fart mod et sted, vi ikke kan se som andet end en lille grøn prik med lidt rødt i midten. Ved solopgang en time senere kan vi stadig ikke se øen, men kort tid efter ses den som en lille grå og næsten gennemsigtig plet på en diset horisont. Vi er her!

Skibet vågner. Havet er stille. Der er ingen stemning som den efter en storm. Der ryddes op. Alt flyder i kabyssen, men nu skal der spises morgenmad. De fleste har intet spist de sidste to-tre dage – eller har givet havet, hvad de tog indenbords, så vi er alle sultne. Øen kommer nærmere, solen står nu højere på himlen, og man kan se, hvor grøn den er. Nu løfter disen sig, solen strækker sig bagende ud mellem de sidste skyer, det ser ud til at blive en dejlig dag på Isla del Coco. Hvor er vi privilegerede, tænkte jeg, her sejler vi rundt i Stillehavet og kommer til en totalt ubeboet ø, som de fleste andre kun

kan drømme om. Nu kunne vi se bunden på ekkoloddets skærm; den kom hurtigt op og stabiliserede sig ved 20 meter. Vi kiggede ned, og ingen af os havde nogensinde set noget lignende. Vandet var glasklart. Vi kunne se store sten på bunden, men det mest imponerende var fiskene. Der var titusindvis af fisk i alle farver. Det mindede mest om de koralrev, jeg havde dykket på i Caribien, men her var ingen koraller. Vi gled langsomt nærmere mod land, og bunden kom gradvist længere op: 18-16-14 meter. Ankeret var blevet gjort klar, og vi var nu så meget i læ af øen, at Store Klaus slet ikke rullede mere.

Øen så imponerende ud. Der var en stenet bugt ret forude, og til hver side rejste lodrette klipper sig op af vandet. Hvide havfugle kredsede højt oppe omkring klipperne, og et par vandfald kunne ses længere inde i den tropisk grønne jungle på øen. At komme i land her efter en hård sejlads var som en drøm.

Som altid havde Frederik haft fat i det britiske admiralitets Pilot Book, der angav, hvor de bedste ankerpladser var. Vi havde lagt os her, i læ for dønningerne. There is plenty of fresh water on the island, but beware of the shark infested waters, siger bogen. Hajbefængt? sagde vi til hinanden. Vi kunne ikke se nogen hajer. Bjarne fik fiskegrejet frem, og med brødrester på krogen fik han øjeblikkeligt bid fra en af de mange tusinde farverige fisk, der nysgerrigt udforskede vores skrog.

– Prøv lige at se her, sagde Dorte med kikkerten i hånden. Hvad er det derinde?

På skift satte vi kikkerten for øjnene, og der var ikke megen tvivl: nogen måtte på et eller andet tidspunkt have været her, for der så ud til at hænge en stor blå presenning inde mellem træerne på stranden. Nå, men det kunne vi jo udforske, når vi gik i land, bestemte vi. Bjarnes fisk var allerede fileterede og ved at blive stegt i kabyssen, og menuen stod derudover på havregrød og nybagt brød.

Jeg var nysgerrig efter at komme ind på øen og satte kikkerten for øjnene igen. Presenningen var ligesom et symbol på, at selv herude, midt i et uendeligt ocean, var vi ikke alene, tænkte jeg. Lige meget, hvor man tager hen på kloden, er der spor af mennesker. Pludselig så jeg noget usædvanligt. En figur dukkede op bag presenningen og stod stille på stranden, ubevægelig.

– Der står sgu en eller anden inde på stranden, sagde jeg til de andre om bord. Først troede de ikke på mig, men så begyndte figuren at bevæge sig, og man kunne se det uden kikkert.

– Hold da kæft mand, der er en mand derinde!

Det var ikke til at tage fejl af. En mand i bar mave og med stort skæg løb frem og tilbage på stranden og fægtede vildt med armene. Vi kiggede på hinanden: Kunne det være rigtigt? En skibbruden? Forestillingerne løb gennem vores hoveder. Det var som at opleve en film eller se en vittighedstegning blive til virkelighed. Men vi havde endnu ikke sat en båd i vandet, og morgenmaden var klar.

– Vi spiser først morgenmad, sagde vi til hinanden, stadig med blikket rettet mod skikkelsen, der uanfægtet fortsatte med de vilde gestikulationer. Snakken gik, og vi var selvfølgelig enige om, at vi måtte tage den skibbrudne med os. Staklen kunne have været her i månedsvis. Hvor skulle han sove – vi blev enige om at rydde en af agterkahytterne. Hvad landsmand mon han var? Hvordan var han kommet her, så langt fra alt? Vi begyndte at spise, men endnu en gang fik vi en overraskelse. Skikkelsen kastede sig i vandet og begyndte at svømme ud mod Store Klaus.

– Det er sgu da egentlig også for ringe af os, sagde vi til hinanden og fik dårlig samvittighed. Nu kunne vi risikere, at manden blev ædt af hajer, blot fordi vi ikke havde sat båden i vandet endnu. Vores morgenmad kunne koste ham livet. Febrilsk løb vi ud på agterdækket og begyndte at gøre klar til at svinge daviderne på plads, så speedbåden kunne komme i vandet. Vi var mindst 500 meter fra kysten, og manden svømmede med kraftige og stærke tag direkte ud imod os.

Det var en ret omstændelig procedure at søsætte båden. Den stod godt surret fast på agterdækket. For at få den fri skulle alle surringer løsnes, og det solsejl, som dækkede hele agterdækket, skulle fjernes. Derefter skulle de rustfri stålrør, som holdt solsejlet oppe, tages af. Først da kunne båden hæves og svinges ud. Måske arbejdede vi hurtigere ved tanken om de glubske hajer, men ikke hurtigt nok, for manden nærmede sig nu hastigt skibet. Han var tydeligvis en god svømmer, for hans hoved var kun over vandet, mens han trak en ny mundfuld luft mellem svømmetagene. Jeg satte kikkerten for øjnene igen og så hans skaldede hoved skære gennem vandet.

– Det er sgu sjovt, som han ligner Michael Rasch fra småskolerne, sagde jeg henkastet til Frederik, som stod ved siden af mig. Så vidt jeg kunne huske, underviste Michael nu i Vamdrup.

Vi kastede vores lodsstige ned ad skibssiden, for nu var det kun et spørgsmål om minutter. Manden så ud til at ville overleve svømmeturen. Vores ængstelse forvandledes i løbet af de næste få sekunder fra undren til forbavselse til fuldkommen stum målløshed. Manden kom endelig hen til skibet, klatrede op og stod dryppende på agterdækket og kiggede på os med et stort smil.

– Hej, sagde han, velkommen til Isla del Coco.

Det var Michael Rasch. Vi sagde ikke noget de første 20 sekunder.

– Hej! lød det så nærmest i kor, men nok temmelig spagt. For ikke alene havde vi været sløve i optrækket med at få båden i vandet og dermed bragt mandens liv i fare, men det var vores egen kære Michael fra Vamdrup, vi havde bragt i denne situation. Men det store spørgsmål, som for gennem vores hoveder, var, hvad der kunne være sket. Hvilken ulykke havde bragt Michael til at bo alene på en øde ø midt ude i Stillehavet? Hvordan var han kommet her? Var han løbet fra Lærergruppen og havde på en eller anden måde slået sig ned her? Det var en bizar situation.

– Hvad laver du her? spurgte vi ham nærmest i kor, mens han spurgte os, hvad vi lavede.

Michaels svar kom som en lettelse.

– Carene Star ligger omme på den anden side af øen, svarede Michael. Vi er her med en hel gruppe elever fra småskolen.

Det var altså svaret. Michael fortalte, at en del af hans elever lå og sov inde under presenningen. Da han kravlede ud af soveposen tidligere på morgenen, var han selv ved at få et chok. Store Klaus for anker i bugten? Hvad laver de her? Han kunne genkende skibet på afstand, sagde han. Det mest karakteristiske var de to halvkugleformede toiletter over agterstavnen. De gamle fyrskibe havde alle den agterstavn.

Så Michael blev inviteret på morgenmad, og vi sad og grinede af hele episoden. Men der var et problem. Amdi og Kirsten havde sagt til os, at vi skulle undgå at møde andre danskere, mens vi rejste rundt med Store Klaus og lavede vores forskningsprojekt. Michael fortalte, at om bord på Carene Star var der ikke alene småskoleelever, men også flere lærere, som ikke var med i Lærergruppen.

Så tog vi en beslutning, jeg har fortrudt lige siden. Vi bestemte at lette anker og forlade Isla del Coco lige på stedet for ikke at blive stillet i en situation, hvor det ville være nødvendigt at svare på spørgsmål fra nogen uden for Lærergruppen. Vi spurgte ikke os selv om logikken eller rimeligheden i denne beslutning. Vi havde glædet os usigeligt til at komme i land. Vi havde haft en hård sejlads, vi var ved en helt ensom og unik ø, hvortil vi sandsynligvis aldrig ville komme igen. Nu besluttede vi os for at forlade øen, rædde for at bryde aftaler med Amdi og Kirsten og ude af stand til at svare på spørgsmål om vores egentlige mission.

Jeg tror, det gik os alle imod. Sanne var synligt arrig og spurgte fornuftigt nok, hvad vi havde at skjule? Hvad er det, vi har her om bord, eller hvad er det, vi laver her om bord, som ikke kan tåle at se dagens lys? spurgte hun forarget. Men det hjalp ikke. Trods vore instinkter og følelser var de fleste af os enige om, at “det bedste var at tage af sted”, og det gjorde vi. Michael blev bragt i land efter morgenmaden. Båden blev taget om bord og surret fast, ankeret hevet op, og vi var på vej. Stemningen var dårlig om bord. Sanne var sur. Jeg var sur på mig selv, men samtidig forarget på Sanne, fordi hun ikke ville forstå. Af sted gik det, nu med kurs direkte mod Tumaco i det sydlige Colombia.

Hvad er det, der kan få en gruppe af ellers rationelle og rimeligt fornuftige personer til at lave sådan en kovending? På det tidspunkt tænkte vi ikke nærmere over spørgsmålet, men en helt klar årsag var dårlig samvittighed. Det var nu november. Vi havde været i gang med Global Research-projektet siden maj. Vi havde identificeret forskningsprojekter i Panama, Costa Rica, Guatemala, Belize, Mexico og

USA. Vi havde i den proces lært mange gode mennesker at kende; folk, som vi havde stillet i udsigt, at vi på deres vegne ville ansøge IFAS om penge til videreudvikling af deres projekter. Det var mange måneder siden, de første projekter var blevet sendt hjem, men vi havde intet hørt fra Danmark om, hvilke projekter der ville blive godkendt og få tildelt penge, og hvilke der ville blive afvist. Tvivlen var begyndt at gnave, efter at Sanne i Belize havde sagt, at hun syntes det så ud til, at vores projekt var ét stort fupforetagende.

– Hvis ikke snart vi hører noget om, hvem der får penge til forskning, så gider jeg ikke spilde min tid med det her mere, havde hun sagt kort før afgangen fra Acapulco.

Jeg havde hørt bemærkningen, men lod som om jeg ikke havde. Sagen var, at den samme tvivl var begyndt at dæmre et eller andet sted i mit baghoved. Men eftersom jeg var leder af projektet, og eftersom jeg stadig var hundrede procent loyal over for Lærergruppen, kunne jeg ikke tage en tvivl som denne op. Det ville være ensbetydende med at så tvivl om hele projektet, om Amdi og Kirstens myndighed og om hele Lærergruppen som sådan. Jeg var endnu ikke kommet til en erkendelse, der tillod mig at tænke så langt.

Jeg har mange år senere hørt, at Michael Rasch følte sig uvelkommen om bord, og at vi også spiste ham af med en halv historie om, hvad vi lavede. Sådan husker jeg det ikke selv, men min bevidsthed var farvet af følelsen af, at det var nødvendigt at holde vores egentlige mission hemmelig. Når det kommer til stykket, er jeg bange for, at Michael har ret i, at vi spiste ham af med en halv vind og en portion havregrød. I dag forekommer det som både sygt, tåbeligt og helt ude af trit med virkeligheden, at vi kunne reagere så drastisk.

Det siger meget om, hvor lille vores selvtillid var, at vi end ikke følte os i stand til blot at fortælle en flok nysgerrige danskere om bord på et andet skib, hvad vi var i gang med.

Skibet sejlede støt mod syd i yderligere tre dage, og så en morgen dukkede Tumaco-kysten op på horisonten. Tumaco er en afsidesliggende by med 50.000 indbyggere, som ligger i mangrovesumpen mellem udløbene fra Rio Mira mod syd og Rio Patia mod nord, helt nede mod syd på Colombias stillehavskyst. Der er kun 50 kilometer til Ecuadors grænse. Floderne snor sig gennem lavlandet ud mod kysten, og længere ind i landet ligger Andesbjergene.

Men fra havet kan man slet ikke se Tumaco, hvilket bekymrede os en del ved ankomsten. Hvor var byen henne? Der var nogle huse på kysten, og man kunne se nogle tårne med antenner. Men der var ingen by at se nogen steder. For at komme ind til Tumaco skal man sejle op ad floden. Ifølge Admiralitetets Pilot Book kan det kun lade sig gøre ved højvande. Men vi havde intet detaljeret søkort over

stedet, og vi var ikke klar over, hvornår det var højvande i Tumaco. Vi havde heller ingen idé om, hvor vi kunne ankre skibet op. Det hele så betænkeligt ud. Efter at have sejlet lidt frem og tilbage kastede vi anker et par sømil fra kysten og satte redningsbåden i vandet. Frederik og et par stykker til sejlede så ind mod flodmundingen, mens vi andre ventede om bord. Nogle timer senere kom båden tilbage. Alt var klart. Frederik havde snakket med havnekaptajnen, el capitán del puerto. Indklareringen var klaret, og vi havde fået anvist en ankerplads inde i havneområdet.

Indsejlingen lå nord om El Morro-øen, som i tidernes morgen tjente som boplads for det indianske tumacofolk. På landsiden af øen, som er forbundet med kontinentet via en lav bro, kunne vi se havnekajen. Tumaco lå et par kilometer længere oppe ad floden.

Gabriel García-Márquez beskriver i Hundrede års ensomhed den mytiske by Macondo, som blev grundlagt ved en flod et sted i Den Store Sump, som strækker sig helt ud til havet. Havde Tumaco ligget lidt længere inde i landet, ville byen have været et perfekt billede af Macondo i slutningen af det 20. århundrede. Langs floden lå træhuse i tætte rækker, bygget på pæle over vandet. Hist og her kunne man fortøje båden og gå i land på en vakkelvorn træmole, som skar ind gennem bebyggelsen. Fra floden gik man ad gangbroen og videre ad en række skæve trin, klemt ind mellem husene.

Ude på floden var der stille. Kun lyden af vandet og af og til en båd, der kom forbi. På landgangsbroen passerede man en verden af legende halvnøgne brune børn, flyvende fodbolde, gøende hunde, stinkende skraldespande og vådt vasketøj. Op ad trinnene, og man stod på en støvet og larmende gade med busser, lastbiler, jeeps og den særlige lugt, som man kun finder i afsidesliggende småbyer i Sydamerika. Lige pludselig trykkede varmen, og det var som at være i et andet univers. Det blå Stillehav, Isla del Coco og stormen ud for Mexico syntes at ligge år tilbage i tiden.

Sørejsen havde også midlertidigt skubbet vores egentlige formål med rejsen tilbage i bevidstheden. Siden Mexico havde vi ikke nævnt ordet “forskning” en eneste gang. Nu var det ligesom lidt af en kraftanstrengelse at hive det frem igen og få sejladsen, eventyrlysten og lugten i Tumaco til at træde i baggrunden. Men vi vidste, at hjemme i Danmark sad Else Jensen, Amdi, Kirsten og Bodil Ross og ventede på flere rapporter fra vores færd gennem Sydamerika. Efter at have provianteret, tanket vand ved molen og ankret midt i floden satte vi os ned og holdt møde. Vi bestemte, at mens resten af besætningen skulle tage ud i Colombia og finde flere forskningsprojekter, så skulle jeg blive tilbage på skibet og skrive IFAS-ansøgninger for de projekter, vi havde fundet i Mexico og USA.

Vores første problem skulle vise sig at være de to biler, vi havde om bord. Land Cruiseren var på Panama-plader, og den lille Honda Civic havde nummerplader fra Californien. Det tog os syv dage at få toldernes tilladelse til at sætte dem i land. Betingelsen var, at bilerne skulle forlade Colombia enten om bord på skibet eller via grænsen til Ecuador.

Frederik, Dorte, Bjarne, Kim og Sanne tog af sted i bilerne. Opgaven var at finde forskningsprojekter og komme tilbage til skibet, så vi kunne nå at ankomme til vores næste havn i Ecuador, inden alt lukkede der på grund af julen.

Nu havde jeg skibet for mig selv, og jeg undrede mig over, hvorfor jeg egentlig var ganske godt tilfreds med at være alene. På en eller anden måde havde Sannes bemærkninger om, at vores forskning var et svindelnummer, bidt sig fast i mit baghoved. Det var svært at komme i gang med ansøgningerne, men jeg overbeviste mig selv om, at der måtte være et større formål med det, vi var i gang med. Vi gør det for Lærergruppen, tænkte jeg, det er grund nok, det er retfærdigt nok.

Hver sjette time vendte tidevandet skibet. Strømmen var stærk, og når man stod ved rælingen og kiggede ned i vandet, så det ud, som om skibet sejlede af sted i floden. Med regelmæssige mellemrum kom fiskerbåde fra Tumaco forbi, og et par gange passerede en patruljebåd fra den colombianske flåde. Jeg sad nede i radiorummet og skrev forskningsansøgninger på en Commodore C64-computer. Det hele var på engelsk, og alt skulle forfattes på “forskningssprog”, som Thomas Væth havde anvist.

En dag, mens jeg sad og tastede løs, lød det, som om vi havde fået besøg. Jeg gik op på dækket og ganske rigtigt, en toldbåd havde lagt sig ved siden af os, og en tolder var allerede om bord og stod på dækket. Han ville lige snakke med mig, sagde han. Så sænkede han stemmen og spurgte mig, om jeg havde hørt, at Colombia var et af de få lande i verden, som producerede platin. Det måtte jeg jo indrømme, at jeg ikke vidste. Problemet var, sagde manden, at mange folk havde platin, som de selv havde udvundet, men det var ulovligt at sælge det. Nå, tænkte jeg, han vil nok høre, om nogen har tilbudt os platin. Så derfor, fortsatte tolderen, ville han høre, om jeg måske ville købe noget platin, som han tilfældigvis havde. Han kunne forsikre mig – eftersom han selv var tolder – at der ingen problemer ville blive.

– Todo va a ser totalmente limpio, sagde han. Det bliver en helt ren affære. Så høfligt som jeg kunne, afslog jeg tilbuddet. Min undskyldning var, at jeg ville blive fyret af skibets ejer, hvis sådan noget blev opdaget. Og skibets ejer var meget, meget streng, og jeg var helt sikker på, at han ville finde ud af det, hvis jeg gemte platin et eller andet sted om bord. Tolderen forsvandt, nok lidt skuffet, men forhåbentlig ikke så slemt, at han ville forsøge på en eller anden hævn, officiel eller ikke officiel.

En dag, da jeg tjekkede telex, kom en besked fra Else Jensen om, at jeg skulle få fat i Bjarne Pedersen og Dorte Arp. De skulle til at arbejde på et af vores landbrugsprojekter. Der var flere problemer her. Første problem var, hvordan jeg skulle få fat i dem. De kørte rundt i bilen et eller andet sted i Colombia. Der var ingen måde, jeg kunne kontakte dem på, men vi havde aftalt et system, der havde virket

andre steder. Det var baseret på fax eller telex. I dette tilfælde skulle besætningsmedlemmerne sende en fax tre gange om ugen og sige, hvor de var, og angive et fax- eller telexnummer. Jeg hentede faxen inde på havnekontoret. Så snart jeg modtog Dorte og Bjarnes fax, svarede jeg dem og sagde, at de straks skulle vende tilbage til skibet. Det næste problem var, at uden Bjarne og Dorte ville vi kun være fire tilbage på skibet. De to havde mere erfaring med skibsvedligeholdelse end nogen af os andre. Men det var ikke kun et spørgsmål om skibet og arbejdet om bord. Hvad med forskningen? Med kun fire om bord ville det blive meget svært at fortsætte, som vi havde kørt indtil nu. Var der noget i gære fra Amdi og Kirstens side? spurgte jeg mig selv. En måned senere kendte jeg svaret.

Bjarne og Dorte fik beskeden, men de fulgte ikke ordren fra Else Jensen om at komme øjeblikkeligt. I stedet gjorde de deres arbejde færdigt og kom tilbage til den aftalte tid sammen med Frederik, Kim og Sanne. I mellemtiden havde jeg modtaget flere meget utålmodige telexer fra Else Jensen.

– Hvorfor har vi intet hørt fra Dorte og Bjarne, skræppede hun og krævede, at de øjeblikkeligt smed alt og tog hjem til Danmark. Jeg svarede, at det var lettere sagt end gjort, for de var jo lige midt i et større projekt og var nødt til at køre bilen tilbage til skibet.

– Hvor er de nu? spurgte Else. Hvorfor kan de ikke tage flyveren til Danmark derfra, hvor de er nu? I andre kan hente bilen, tilføjede hun.

Hun er skør i hovedet, tænkte jeg. Vent dog de par dage. Hvad med alle deres ting? Deres tøj og personlige ejendele? Skulle de blot efterlade alt på skibet?

Bjarne og Dorte var glade for at blive “omfordelt”. Samtidig kunne man næsten sige, at deres afgang betød, at vi andre nu skulle til at stå på egne ben. Indtil nu havde Bjarnes stoiske ro været nok til at få selv det største problem til at se mindre ud. Og Dortes livsglæde havde inspireret os alle. Vi lavede en god middag om bord, og den næste dag afgik de to med flyveren fra Tumaco til Bogotá. Derfra gik det videre til Danmark.

Forskningen var slut i Colombia, og vi havde en lang række meget interessante projekter, syntes vi. Men nu udfordrede Sanne os igen med sine betænkeligheder.

– Ja, sagde hun, det var da meget godt alt sammen, men hvis idéen var, at ingen af forskningsprojekterne skulle støttes, hvad var så meningen med det hele?

Denne gang var jeg nødt til som leder at forsvare projektet, så godt jeg kunne. Igen sagde jeg, at nogle af projekterne helt sikkert ville modtage støtte, men at beslutningerne ikke var taget endnu. Men Sanne blev stædig. Og hun blev – set med lærergruppeøjne – fræk, for hun begyndte at stille spørgsmål ved de helt grundlæggende forudsætninger.

– Lærergruppen laver bare det her projekt for at snyde staten for skat, sagde hun.

– Hvabehar, sagde alle vi andre forarget. Intet kunne da være fjernere fra sandheden.

Men hun blev ved. Hele projektet var en gang skattefusk. Det hele var en gang bedrag. Hun ville betale sin skat med glæde og ikke være med til at misbruge folk, som vi gjorde med det her projekt, sagde hun.

Det var at gå langt over stregen. Sådan siger man simpelthen ikke, og vi anklagede hende for at være illoyal over for Lærergruppen. Men hun ville ikke give sig. Hun sagde, at det var os, der var illoyale over for alle de mennesker, vi snød med projekterne, og over for den danske stat, som betalte til vores skoler ud af den skat, folk betalte.

Lige meget, hvad vi sagde, hjalp det ikke. Til sidst blev jeg klar over, at det ikke kunne gå at fortsætte på den måde. Jeg måtte blande højere myndigheder ind i det. Else Jensen måtte tage stilling til, hvad der skulle ske. Diskussionen blev bilagt, men enighed var der ikke.

Nu gik vi i gang med forberedelserne til at tage af sted fra Tumaco. Første punkt var bilerne. Hvad skulle vi gøre med dem? Det havde været så problematisk at få dem i land, at vi bestemte os for at skaffe os af med dem. Men vi ville ikke kunne gøre det i Colombia, for toldmyndighederne ville ikke give os sejltilladelse, medmindre vi kunne påvise, at bilerne enten var om bord eller var blevet ført ud af landet. Og om bord skulle de ikke, for så frygtede vi, at vi aldrig ville blive af med dem igen.

Sanne og jeg kørte bilerne til Ipiales, en lille handelsby på den colombianske side af grænsen til Ecuador, højt oppe i Andesbjergene. Det var ikke noget problem at komme ud af Colombia med bilerne. Vi krydsede Rumichacha-broen over Guiátara-floden og stod for første gang i Ecuador. Efter en del snakken frem og tilbage gav tolderne os lov til at anbringe vores to biler i en stor lagerbygning, der i forvejen var fyldt med andre biler. Klokken fem den næste morgen sad vi i bussen, der ræsede ned ad bjergvejene til Tumacos fugtige hede.

Store Klaus lettede anker. Vi forlod Colombia og satte kursen mod Salinas i Ecuador.

Det var næsten jul. Vi havde nu været i gang med Global Research i over otte måneder. Vi havde mødt mennesker undervejs, som havde gjort indtryk. Oliver Fagot med sit krabbeprojekt i Panama og historien om, hvordan sandinisterne havde kørt hans virksomhed i sænk. Folkene fra Panamas landbrugsministerium, som havde designet og etableret det økologiske genbrugsprojekt midt ude i junglen, næsten uden økonomiske midler. Universitetsfolkene i Cali, som var i gang med at udvikle biogasanlæg, som skulle køre på svinegødning. Med det anlæg ville folkene i landsbyerne pludselig kunne få elektricitet. Hvert sted, vi var kommet, havde vi mødt folk, der var i gang med at udvikle nye projekter, men som ikke havde midlerne til at kunne gennemføre projekterne. Det var enkeltpersoner, der drev alle disse idéer frem. Det var folk med gang i den.

Nu sejlede vi mod syd, mod nye horisonter. Ecuador lå forude, og derefter kom Peru, Chile og Stillehavet. Men vi var kun fire om bord nu, og det var ikke holdbart i det lange løb. Samtidig var der Sannes tvivl. For selvom vi andre pure havde afvist at stille spørgsmål ved de dybere motiver for, hvad vi lavede, så nagede hendes anklager i vores kollektive samvittighed.

Efter mindre end et døgns sejlads ankrede vi op uden for yachtklubben i Salinas. Frederik tog med bus til den nærmeste havneby, Guayaquil, for at indklarere os. Det var allerede aftalt i forvejen. Idéen var, at vi skulle blive her to-tre dage og derefter gå videre til Peru eller Chile.

Den almindelige opbrudsstemning om bord blev for mig forstærket af, at min tilværelse nu begyndte at dreje sig om vore to biler, og hvad der skulle ske med dem. Det var, som om spørgsmålet om bilernes skæbne var om liv og død. Det var, som om vores skæbne på en eller anden måde hang sammen med bilernes.

Sanne og jeg rejste med fly og bus til Tulcán, den lille grænseby i Andesbjergene, hvor vi havde efterladt køretøjerne en uges tid tidligere. Vi fandt det store varehus, hvor vi havde parkeret bilerne. Det begyndte at gå op for os, at det ville blive alt andet end en simpel procedure. Resten af dagen gik med at besøge stort set ethvert offentligt kontor i Tulcán undtagen fødselshjælpen. Der skulle betales for oplagringen af bilerne og for at få bilerne ud. Så var der vejafgift, registreringsafgift, stempelmærker, og naturligvis skulle en tolder køre med os hele vejen gennem landet for at sikre, at vores to biler rent faktisk forlod Ecuador.

Da vi endelig kørte ud af Tulcán den næste morgen, havde vi 30 timer tilbage, før grænsen til Peru lukkede juleaftensdag. Men vi var på vej. Sanne og tolderen kørte i Hondaen, mens jeg bumpede af sted i Land Cruiseren. Vi sneglede os ad de stejle bjergveje mellem grænsen og Quito. Det var aften, da vi kørte gennem Quito og nat, da vores biler snoede sig ned ad bjergene mod lavlandet. Vejret var godt – indtil vi kom ned i det 157.000 hektar store område med bananplantager, som kaldes Los Rios. Da morgenlyset dæmrede mellem bananerne, begyndte regnen at sile ned. Vejen var fuld af huller, der var mudder overalt, og så virkede min vinduesvisker ikke mere. Forbindelsen mellem den lille elmotor og selve viskeren var brækket.

Det var som fanden, tænkte jeg. Er der andet, der kan gå galt? Regnen stod ind i bilen, hver gang jeg lænede mig forover i førersædet og stak hånden ud af det nedrullede vindue. Jo, jeg kunne godt nå vinduesviskeren med hånden, kunne jeg konstatere.

Vi fortsatte ad de lange flade veje mellem plantagerne. Når det blev for umuligt at se ud ad forruden, stak jeg hånden ud, greb fat i vinduesviskeren og flyttede den frem og tilbage over ruden, indtil jeg igen havde udsyn gennem hinden af mudder og vand. Snart var ikke blot jeg, men også sædet, jeg sad på, dyngvådt. Men det hjalp på en anden måde, for det holdt mig vågen. Vi havde nu kørt i mere end 24 timer, og der var stadig mindst seks timers kørsel til den peruvianske grænse.

Det var juleaftensdag, jeg skulle slet ikke være her. Hvad Sanne tænkte, ved jeg ikke, men jeg var godt og grundigt træt af, at min tilværelse havde ændret sig til at handle om at flytte biler rundt i Sydamerika. Jeg tænkte derimod ikke på, at vores hastværk og mangel på søvn i bedste fald var groft uforsvarligt og i værste fald livsfarligt. I stedet sad jeg i regnen og skreg mig hæs for ikke at falde i søvn. Jeg var udmattet, kold og varm på samme tid, men kørte videre. Opgaven skulle løses. Jeg kunne have smadret frontalt ind i en af de gamle bananlastbiler, som ustandseligt kørte forbi på vej til de lagre, som Dole, Chiquita og United Fruit har rundt omkring i Ecuador. Eller jeg kunne have tromlet hen over en gående langs landevejen. “Tvindlærer i tragisk trafikulykke i Sydamerika”, ville det hedde. Men ulykker sker jo hele tiden, og ingen ville have fået historien om vores 36- timers kapløb med toldere, tid og teknik tværs gennem Ecuador.

Jeg kunne huske de bøger, som et Latinamerika-hold på Den Rejsende Højskole havde lavet om de usle forhold, bananarbejderne havde. De amerikanske firmaer kontrollerede hele denne del af Ecuador. Jeg kunne ikke vide, at jeg blot fem måneder senere ville være tilbage i Ecuador for at købe netop sådan en bananplantage.

Vi nåede grænsen og fik stillet vores biler i Peru, hvorefter vi sprintede tilbage til Ecuador, hvor vi lige præcis nåede at komme ind, før grænsen blev lukket for de næste tre dage. Solen stod lavt på horisonten, mens vi banede os vej gennem den salsadansende folkemængde i håb om at finde en busstation. Midt i den hede julestemning lykkedes det os at finde den sidste bus til Guayaquil. Nu var det juleaften, og ved titiden kørte bussen ud af grænsebyen med et læs meget højrøstede ecuadorianere og to meget trætte danskere. Ved tretiden om morgenen nåede vi Guayaquil, som forekom os forladt og øde. Vi tumlede ud af bussen og bankede en hotelvært op og fik ham til at lukke os ind. Efter få timers søvn sad vi julemorgen i bussen til Salinas. Udmattede ankom vi til Store Klaus, som straks lettede anker.

Sejladsen mod syd, langs med Sydamerikas vestkyst, var begivenhedsløs. Der herskede en underlig stemning af opbrud og mangel på retning om bord på Store Klaus. Sannes barske bemærkninger rungede i hver enkelts bevidsthed, men ingen sagde noget, for hvad hun havde sagt, stillede grundlæggende tvivl ved hele projektets rimelighed og ved Lærergruppens ærlighed over for mennesker, vi havde besøgt, og som forventede en eller anden form for samarbejde med IFAS. Med kun fire personer om bord blev døgnet fyldt af vagter, måltider og søvn.

Når vi ikke gik til Peru, skyldtes det, at de ecuadorianske havnemyndigheder i Guayaquil på det kraftigste havde frarådet os peruvianske havne. Vores plan var derfor at gå til havnebyen Iquique i det nordlige Chile. Her skulle skibet have en grundig overhaling med vedligeholdelse, og derefter ville vi sætte kursen ud over Stillehavet. Men skulle vi fortsætte de næste fire år med at finde projekter, som aldrig ville få en øre i tilskud fra IFAS? Det lød ikke som en god idé, og hver især spekulerede vi på, hvad der ville ske med os, skibet og projektet, når vi ankom til Chile. Vi var helt på det rene med, at vi ingen indflydelse ville have på fremtiden. Der ville komme en afgørelse fra Danmark – en afgørelse, der ville blive formidlet af Else Jensen, men som kom direkte fra Amdi og Kirsten.

Nu var vi på vej til general Pinochets militærdiktatur i Chile. Jeg forestillede mig bevæbnede gestapoagtige politifolk og et undertrykt og nedkuet folk. Stor var overraskelsen derfor, da vi ankom til Chile og blev meget venligt modtaget af yderst korrekte og velklædte civile kontorfolk fra havnemyndigheden. Iquique var ikke nogen overmåde rig by, men til forskel fra Mexico, Ecuador og de andre latinamerikanske lande, vi havde besøgt, var alt pænt og rent og ordentligt, og folk syntes at være stolte i stedet for apatiske, som vi havde set det andre steder.

Fra havet ligner kysten mest en kæmpe grusbunke. Kun brudt af enkelte udtørrede dale dannes kontinentets grænse mod Stillehavet af en stejl, sandet og ubevokset skrænt, som i gennemsnit er 750 meter høj. Sådan ser kysten ud fra midt i Peru og ned til det centrale Chile – en strækning på flere tusinde kilometer. Her er intet ferskvand og kun få naturlige havne. Der er ingen naturlig plantevækst af betydning, for landet oven for skrænten er jordens tørreste sted: Atacamaørkenen. Havet langs med kysten derimod er rigt på fisk på grund af den kolde Humboldtstrøm, som fører plankton med sig op fra det sydlige Stillehav omkring Antarktis.

På et af de få flade områder langs med kysten ligger Iquique, en by på hen ved 140.000 indbyggere. Havnen i Iquique var en af verdens travleste i begyndelsen af 1900-tallet. Herfra udskibedes salpeter, som blev udvundet i ørkenen. Skibene kom med ballast af tømmer og sejlede af sted med salpetersækkene. Den gamle del af byen er bygget af ballasttømmeret. I 1930’erne opfandt man kunstgødningen i Europa, og det blev Iquiques midlertidige, men salpeterminernes permanente død. I dag står nogle af minerne, som om de blev forladt i går.

Jeg fik dog ikke tid til at dvæle meget over Chile i denne omgang, for kun to dage efter vores ankomst forlod Kim og jeg Store Klaus og kørte med bus til Arica, Chiles nordligste by, på grænsen til Peru. Grænseområdet var stærkt bevogtet, og det var første gang, jeg så det chilenske militær. De var overalt i deres pletfri, nystrøgne uniformer, med velpudsede M16-rifler slynget over skulderen. Flunkende nye firhjulstrukne Mercedes Unimog lastbiler brummede forbi, fyldt med camouflageklædte soldater. Uniformer og køretøjer var præget af ørkenens gulbrune sandfarver. Ved grænsestationen stemplede slipseklædte chilenere i nette kortærmede skjorter os ud. På den peruvianske side af grænsen var alt ved det gamle. Vi var tilbage i en anden verden med halvsnuskede toldere, forfaldne møbler og uvillige skrankepaver.

Måske var det, fordi vi var lede og kede af at skulle bruge flere dage på vores forbandede biler. Måske var det fordi, vi syntes, at vi fortjente lidt forkælelse. Hvad der end var grunden, så tjekkede vi ind på et af de bedre hoteller i den fine bydel Miraflores, da vi endelig ankom til Lima. Næste morgen stod vi igen i indenrigsterminalens afgangshal for at få en billet til Tumbes ved Ecuadors grænse – der, hvor Sanne og jeg havde efterladt vores biler et par uger forinden. Vi fandt bilerne, og ved betaling af yderligere bestikkelse – eller afgifter, som det hed – fik vi dem fra tolderne og kørte mod Lima, som lå over 1000 km mod syd.

Da vi tjekkede ind på Hotel César igen, stak receptionisten mig en fax fra Iquique. “Flyv straks til Santiago i Chile og ring til flg. telefonnummer” stod der. Noget var i gære. Efter mere end 24 timers køretur havde vi glædet os til at få hvilet ud, men det blev det ikke til i denne omgang. Vi tog straks ud til lufthavnen og fik lige akkurat købt to billetter fra Lima til Santiago til den næste morgen, inden alt blev lukket. Vi havde ingen idé om, hvad det gik ud på. Kun vidste vi, at vi ville finde en del af svaret, når vi ringede til det nummer i Santiago, vi havde fået opgivet.

Da vi stod i Santiago den næste eftermiddag, var det Sanne, der besvarede vores opringning. Vi mødtes og fik historien: Vi var blevet kaldt hjem til Danmark, hvor der skulle holdes møde om Global Researchs fremtid. Jeg vidste øjeblikkeligt, hvad det hele drejede sig om. Global Research var færdigt, sandsynligvis ville jeg slet ikke komme tilbage til skibet. Det var forholdsvis irriterende, for jeg havde alle mine ting ombord – jeg havde kun medbragt en lille taske på rejsen til Peru.

Men ud over det gik det op for mig i selvsamme øjeblik, hvor meget jeg følte mig hjemme på Store Klaus, og hvor lidt jeg havde lyst til at tage tilbage til Danmark og blive sat til et andet arbejde. Vores frihed om bord var betydeligt større, end den nogensinde kunne være på en skole i Danmark eller inden for næsten enhver anden sammenhæng. Alle steder var der stærk kontrol fra den centrale ledelse. Da jeg var skolelærer, stod vi til regnskab for Anne Hansen, der holdt til på Hotel Lakolk på Rømø. Undervisningsplaner for min førsteklasse på Duebrødreskolen blev heglet igennem og kritiseret sønder og sammen. Det var ikke politisk nok. Det var ikke målrettet nok. Af og til var det Amdi selv, der trådte ind i mødelokalet. Hans metode var at udvælge en af os og tilintetgøre personen med hånlige bemærkninger om dovenskab, mangel på politisk forståelse, mens han samtidig forventede – og selvfølgelig fik – billigende kommentarer og opbakning fra resten af gruppen. Efterskolerne blev på samme måde styret af Helle Aaboe. Ulandshjælp fra Folk til Folk blev dirigeret med hård hånd af den selvhævdende og usympatiske Else Krageholm. Hun var mester i at efterligne Amdis personlige angreb på UFF-arbejdere, der knoklede døgnet rundt i deres butikker eller UFF-lagre. Og på Den Rejsende Højskole kom Bodil Ross til stede og holdt dundertaler til lærerne, eller vi blev kaldt til forsamlingsmøde på Forvaltningen i Grindsted for at få de verbale tæsk dér. Jeg havde aldrig brudt mig om forsamlingen af Amdis kvindelige lakajer. Jeg havde altid i mit hoved kaldt dem “rappenskralderne”, fordi de skræppede og skreg af os på en uhyrlig og ubehagelig måde.

På Store Klaus havde vi ingen rappenskralder, og så længe vi leverede det produkt, som man forventede af os i Danmark, gik alt godt. Det værste, vi kunne komme ud for, ville være en bemærkning i en telex eller en fax. Men der var ingen til at kontrollere og irettesætte os hele tiden, hvilket var et kolossalt privilegium. Vi tilrettelagde selv vores dagligdag. Ingen bestemte over os eller disciplinerede os som i Danmark. På Den Rejsende Højskole havde vi endda fået påbudt at klæde os på i Casablancafabrikkens upraktiske og ofte ubekvemme tøj, lige meget hvad vores personlige smag måtte være. På Store

Klaus havde vi selvfølgelig også tøjet, men ingen kunne tvinge os til at tage det på – og jeg havde stort set glemt dets eksistens til nu. Men nu slog det mig pludselig. Vi havde frihed på skibet, frihed på havet, og vi havde haft frihed mellem hinanden. Nu var det hele måske slut, nu var det måske tilbage til de ulidelige byggeweekender, de lange kolde blaffeture tværs over landet både sommer og vinter, de evindelige møder med Amdis kællinger og den konstante usikkerhed over for, hvor længe man havde sit job.

Jeg bestemte mig til at gøre alt, hvad jeg kunne, for at komme tilbage til Store Klaus, og min fordel var, at skibet rent faktisk befandt sig i Chile, og at kun Frederik var blevet om bord. Der var helt klart brug for to personer på Store Klaus, tænkte jeg, det må blive mit argument.

Man kan spørge – og spørgsmålet er helt fornuftigt – hvorfor jeg ikke forlod Tvind og Lærergruppen, hvis jeg havde så dårlige fornemmelser ved ledelsen. Men det kræver næsten, at man har været med i Lærergruppen, for at man kan forstå svaret. Det overordnede politiske mål var stadig det, der stod højest for mig. Vi var ved at lave verden om, og det kom an på os, om det lykkedes. Så mens jeg ikke brød mig om rappenskraldernes metoder og personforfølgelse, var jeg selv en del af et system, som billigede netop den slags metoder. Jeg troede stadig på, at Global Research grundlæggende var et godt projekt. Jeg forventede, at på et eller andet tidspunkt ville pengene begynde at flyde til projekterne, vi havde fundet. Jeg så – som alle de andre hårdtarbejdende lærere på skolerne – vores arbejde som samfundsændrende. Jeg tænkte politisk og brugte ofte Mao Tse-tungs sætning “Revolutionen er ikke et teselskab” til at retfærdiggøre overgreb mod enkeltpersoner – også mod min egen person. Vi var i gang med at skabe “det nye menneske” – det var et udtryk lånt fra Che Guevara – og den proces kunne på den ene side ikke undgå at ramme forkert hist og her, og på den anden side blev enkeltpersonen nødt til at acceptere de hug, han eller hun fik som et led i omformningen fra “gammelt” til “nyt”. Jeg anså det stadig for en ære at kende Amdi og at være nær ham. Jeg nærede en dyb og inderlig respekt for ham, og jeg mente, at han ikke kunne være klar over nogle af de metoder, hans nærmeste brugte for at fremhæve sig selv.

Så for mig var det slet ikke et spørgsmål om at gå fra Lærergruppen. Det var en utænkelig forestilling. Jeg var med på livstid, og mit liv var Lærergruppen. Jeg tænkte med foragt på de medlemmer, der var “stukket af”. I mine øjne var de blot selvoptagede og ude af stand til at se de store perspektiver. Lidt knubs hist og her, en fejltagelse her og der – andet kan man ikke forvente sig, når man er på vej mod at tage verden i besiddelse. At forlade Lærergruppen var på det tidspunkt slet ikke på dagsordenen. Det ville være bedrageri mod alt, hvad jeg stod for og havde kæmpet for, siden jeg begyndte på Seminariet.

Og det var ikke en forgæves kamp. Vi var på vej mod reel indflydelse i adskillige lande i Afrika og var nu ved at brede vingerne rundt omkring i verden, blandt andet gennem vores arbejde med Global Research. Jeg hørte til i Lærergruppen, og jeg havde en mission, jeg skulle videre med. At jeg så helst så, at jeg kunne vende tilbage til Store Klaus, skjulte jeg indtil videre. Den slags primitive individuelle ønsker tillod jeg ikke mig selv at sige til nogen – principielt stod jeg selvfølgelig til fordeling som alle andre og var klar til at tage, hvad der måtte komme.

Kim og Sanne tog først hjem og besøgte deres familier. Men jeg gav mig ikke tid til sentimentale ting. Jeg fløj fra Kastrup direkte til Billund, hvor Else Jensen hentede mig. Mens vi kørte til Grindsted, forklarede hun mig sagens sammenhæng. Det var naturligvis fortroligt, sagde hun, men Global Research er blev stoppet. Der skulle afholdes et bestyrelsesmøde i IFAS, og mødet ville beslutte, at Global Research havde fuldført sin mission med stor succes. Forskerne ville blive rost, og derefter ville de være klar til at påtage sig andet arbejde i Lærergruppen.

– Men det er ikke hele forklaringen, sagde Else og kiggede på mig. Vi kørte i en af de hvide Landrovere, som Tvind havde lejet til skolerne af et firma i Odense. Else så på mig med udforskende øjne.

– Det er på grund af Sanne, er det ikke? spurgte jeg.

Hun nikkede.

– Vi kan simpelthen ikke tåle, hvis hun går ud og spreder løgne om Global Research, sagde hun. Det kan vælte IFAS, ødelægge alle planerne med fonden, det er alt for risikabelt.

Jeg erklærede mig enig. Jeg havde tænkt på det samme, sagde jeg.

– “De andre” mener hun skal omfordeles til et arbejde, hvor hun ikke kan gøre skade. Hun er alt for tæt på centrale dele af vores arbejde, når hun arbejder for IFAS, fortsatte Else.

Som så mange andre gange var det lykkedes mig at skubbe de betænkeligheder, jeg selv havde haft, tilbage i baghovedet og stille Lærergruppens umiddelbare interesser over alt andet. Glemt var det faktum, at vi ikke havde givet en øre til et eneste af de projekter, vi havde fundet. Glemt var de mange venner, vi havde fået i Centralamerika, og som havde fæstet lid til os og troet på, at vi faktisk repræsenterede en fond, som på et eller andet tidspunkt ville kunne hjælpe dem med deres udviklingsprojekter.

At sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden af Global Research var at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden af hele vores arbejde. Sådanne spørgsmålstegn kunne ikke tåles, og vi havde mange års erfaring i at skyde dem til side og se bort fra tvivlen. Man kan sammenligne med interne begivenheder i en sekt eller en etableret religion. Selvom paven i dag forbyder kondomer og derved gør sig til medskyldig i, at aids spreder sig, og selvom langt de fleste katolikker bryder pavens påbud og faktisk bruger kondomerne, så anser millioner af mennesker stadig manden for en hellig person og hans kirke som ukrænkelig.

Det var det samme for os. Vi kunne kritisere hinanden og påpege fejl og mangler, men en grundlæggende kritik var utænkelig og utålelig. Kritik udefra skulle ganske enkelt afvises. Fundamentet for vores arbejde var, at vi havde fælles tid og økonomi, og konsekvensen var, at enkeltindividet havde langt mindre indflydelse på sit eget liv, end hvad der er normalt i samfundet. Manglen på indflydelse betød, at den enkelte overgav sig til fællesskabets vilje og accepterede, at fællesskabet af og til lavede “uundgåelige” fejl. Det var et velfungerende system, som bevirkede, at det utilladelige blev tilladeligt.

Et par dage senere mødtes vi med Sanne og Kim på Forvaltningen i Grindsted. Det var det første officielle møde med IFAS-bestyrelsen, jeg nogensinde havde været med til, og det skulle også blive det sidste. Bodil Ross, Anne Hansen, Else Jensen, Gitte Hector, Thomas Væth og Sanne, Kim og jeg selv fra Store Klaus var til stede. Og så kom overraskelsen: som ud af det blå dukkede Amdi og Kirsten op. Amdi blev øjeblikkeligt den centrale person i mødet – selvom han lod Bodil Ross køre dagsordenen i kraft af hendes position som bestyrelsesformand.

Mødedeltagerne roste vores arbejde på Store Klaus i brede vendinger. Vi havde identificeret vigtige projekter for folk i den tredje verden. Vi havde fundet værdige modtagere for fondens penge til forskning. Vi havde arbejdet hårdt og utrætteligt under vanskelige omstændigheder og havde alligevel leveret, hvad man havde bedt os om. Vi havde været sparsommelige og vist betænksomhed ved pengeforbrug. Vi havde udvist initiativ og iderigdom, og vi havde vist, at vi kunne sejle, passe på skibet og følge den lagte plan. På baggrund af vores indsats havde fondens bestyrelse nu konkluderet, at missionen var fuldført. Vi havde påvist, at der var brug for IFAS og dermed banet vejen for, at IFAS kunne gå videre og begynde at bevillige penge til forskningsprojekter verden over, sagde Bodil Ross.

Amdi tog ordet og undskyldte med slet skjult ironi, at han tillod sig at tale – han var jo hverken med i bestyrelsen eller bidrager til fonden – men han var en person, der “dybt interesseret” havde fulgt med i vores færd på Store Klaus.

Så fulgte hans tale. Han løftede sig straks op på et højere filosofisk plan og udbredte sig om, hvordan forskere i de rige lande ikke interesserer sig for at forbedre forholdene for “almindelige mennesker” i den tredje verden. Her var IFAS en revolutionerende institution, og vi havde gjort det muligt for IFAS at gå videre og blive en af de vigtigste videnskabelige institutioner i verden. Vores indsats havde verdenshistorisk betydning. Den lille gruppe på Store Klaus havde været med til at ændre historien ved at åbne døren for en helt ny forskningsfilosofi og metode.

Alle de tilstedeværende takkede for vores indsats, vi følte os hævet til skyerne, og selv Sanne stillede ikke flere kritiske spørgsmål om rimeligheden af, at vi havde snydt så mange personer på vores rejse rundt i Central- og Sydamerika. Medicinen virkede nøjagtigt som planlagt, og al opposition og tvivl blev kvalt i løbet af en enkelt eftermiddag.

Efter at det formelle møde var afsluttet, blev vi siddende sammen med Amdi og Kirsten, Else Jensen og Bodil Ross. Nu kom det afgørende øjeblik, vidste jeg.

– Hvad kunne du tænke dig at lave nu? spurgte Amdi hver enkelt af os.

Kim og Sanne havde lyst til at arbejde hjemme i Danmark, måske på en skole. Jeg svarede, at det var op til Amdi og Kirsten, jeg kunne lave, hvad der måtte være brug for. Det havde de jo overblik over, så hvad de end fandt på, ville jeg tage opgaven. Det var selvfølgelig det politisk korrekte svar, men Amdi lod sig ikke spise af så let.

– Hvordan havde Frederik det ovre på Store Klaus? spurgte han.

– Glimrende, går jeg ud fra, sagde jeg.

– Hvordan havde du det selv med at sejle og være om bord på skibet? spurgte han så.

Jeg begyndte at ane, hvad han var ude på. Kunne det være, at han ville have mig tilbage på skibet? Der var intet, jeg hellere ville, men det gjaldt om at træde forsigtigt, for jeg havde før brændt fingrene ved at give udtryk for personlige ønsker.

– Der er jo også noget med, at I havde et par biler stående et eller andet sted, er der ikke? fortsatte Amdi.

– Jo, sagde jeg, vi nåede kun lige at få dem parkeret i Lima, og så blev vi kaldt hjem til mødet i dag.

– Sagen er, sagde Amdi, at vi ikke helt har bestemt, hvad der skal ske med Store Klaus. Men kunne du mon ikke tage til Chile og holde Frederik med selskab og så få problemet med bilerne løst, og så kan vi se, hvad der sker derefter? Det, synes vi, vil være det bedste.

Mit ønske var gået i opfyldelse. Jeg fik lov til at komme tilbage til skibet.

– Men vi har et par andre opgaver, som vi gerne vil have, du tager dig af også, sagde Amdi.

Mit hjerte stoppede. Hvad kunne det være?

– Du kender landene i Sydamerika bedre end nogen anden i Lærergruppen nu, sagde han. Lærergruppen vil gerne investere i landbrug i Ecuador, og vi vil gerne have, at du finder de rette landbrug at investere i.

Jeg følte, at jeg kunne svæve gennem lokalet og var pavestolt over den tillid, Amdi viste mig. Jeg så mig selv i rollen som plantageopkøber i Ecuador og tænkte på de lange måneder, hvor jeg havde været henvist til at lave tagrender på Den Rejsende Højskole. Det ældgamle trick i kunsten at kontrollere potentielt ustyrlige tropper virkede også i Tvind-sammenhæng: Hvis man forfremmer dem og gør dem medsammensvorne, er chancen for, at de går deres egne veje eller falder ledelsen i ryggen, langt mindre.

De næste dage gik med møder med Amdi og andre centrale personer. Jeg blev orienteret om økonomien i en bananplantage, om lovgivning, låneforhold og betingelser. Alt var mundtligt, intet blev skrevet ned. Det var tophemmeligt, og kun ganske få i Lærergruppen vidste, at der var forberedelser undervejs til at købe jord i Ecuador.

Ved ankomsten til Iquique 10 dage senere fandt jeg skibet i havnen, nøjagtigt som jeg havde forladt det kun to dage efter ankomsten til Chile. Hvilken herlig fornemmelse at kravle op ad skibssiden og igen stå på det solide egetræsdæk. Lugten fra fiskemelsfabrikkerne i Iquique var stram, men nede i apteringen var alt det samme. En blandet lugt af tjære, kalfatring, maling og træskib dominerede. Der var stille om bord, for generatoren kørte ikke. Jeg følte mig hjemme, her var mit sted, her kunne jeg slappe af og tage tingene roligt.

Iquiques havn var velbeskyttet, og Store Klaus lå stille mellem en flåde af stålfiskeskibe, som hørte til her. De fangede ansjoser og andre småfisk ude i Humboldtstrømmen, der løb mod nord langs Chiles kyst. Nogle af skibene havde tydeligvis ikke været ude i årevis, for de var hvide af fuglemøg, og der sad pelikaner overalt på master og overbygning. Havnebilledet var domineret af den 800 meter høje sand- og grusskrænt op til ørkenlandskabet ovenfor. Det var januar og højsommer i Chile. Iquique ligger på 20 grader syd, og varmen passede mig langt bedre end den dybfrosne danske vinter.

Jeg var også glad for, at jeg skulle arbejde videre sammen med Frederik. Vi faldt godt i hak og havde begge meget lidt lyst til at vende snuden hjem til de evindelige overhalinger i Lærergruppen. Jeg havde været skydeskive og syndebuk på højskolen i Tvind, og Frederik havde måttet udholde Hans Jørgen Laustsens usympatiske og selvglade ledelsesstil på Nyborg Søfartsskole. Vi diskuterede det ikke, men mellem os havde vi en uskrevet pagt, der gik ud på, at vi for alt i verden ville blive på Store Klaus og allerhelst fortsætte sejladsen rundt om jorden, langt fra Danmark. Frederik var en dygtig sømand, navigatør og skipper og havde altid tankerne på skibets og besætningens sikkerhed, når vi sejlede, og på vores almindelige velfærd, når vi lå i havnen. Vi holdt begge oprigtigt af arbejdet om bord på skibet, og vi nød den kontakt, vi fik med folk i Iquique de følgende måneder.

Nu satte jeg Frederik ind i vores kommende opgaver, og kun fire dage efter, at jeg kom tilbage til Chile, tog vi begge af sted mod Ecuador. Vi havde organiseret en chilener til at bo om bord på skibet.

Det var anden gang på fire uger, at jeg ankom til Lima fra Chile, men nu gik turen direkte videre til Quito i Ecuador og derfra til Guayaquil. Sidst jeg var der, havde været juleaften et par måneder forinden. Dengang var jeg støvet, svedig og beskidt efter 30 timers kamp med toldere, biler og tiden. Nu ankom Frederik og jeg som forretningsfolk. Vi var udenlandske investorer, som ville opkøbe store landområder i verdenscentret for bananproduktion.

De næste to uger kørte vi rundt i bananområderne i Ecuadors lavland. Ejendomsmæglere fremviste os plantage efter plantage, og det lynkursus, jeg havde fået i Danmark, viste sig meget nyttigt. Jeg kunne spørge om nematoder, plantegifte, kasseringsprocenter, arbejdsstyrkens stabilitet og regnskaber. Mæglerne inviterede os til frokost og middag på byens fine hoteller og behandlede os, som man nu behandler rigmænd, der kommer for at spendere. Vi fortalte, at vi repræsenterede en multinational “Corporation”, som var i gang med at etablere sig i Ecuador. Den største plantage, vi fandt, hed “Italia”, og den ejes den dag i dag af Tvind.

Vi nød vores privilegerede status, hotellerne, den gode mad, og den frihed, vi havde til at bevæge os rundt i Ecuador, som vi havde lyst til. Vi sammenlignede ikke vores situation med andres i Lærergruppen. Det faldt os ikke ind at tænke på lærere på skolerne, som knoklede døgnet rundt, og som for manges vedkommende levede under usle forhold. Jeg kunne have sammenlignet med min egen situation få år forinden, da vi boede fem skolelærere i den fugtige og kolde etværelses lejlighed i Roskilde med livremmen spændt ind for Lærergruppen. Her sad jeg nu og spiste bananasplit i et fint hotel i Ecuador. Men igen, den slags tanker indfandt sig ikke, for de ville have hevet grundlaget for alt, hvad vi lavede, væk under os.

Efter at have fundet en række bananplantager, som var til salg, og sorteret de mulige fra de umulige, forlod vi Ecuador og tog til Lima i Peru. I lufthavnen fandt vi bilerne, naturligvis med flade batterier. Det var den sidste krampetrækning med køretøjerne, og det tog os en hel uge, før vi endelig fik solgt begge til en peruviansk autoforhandler. Vi fik 4.000 dollars for de to biler biler og havde dermed fået næsten hele købsprisen tilbage. Vi tog stolte tilbage til Iquique efter at have været væk fra Store Klaus i fire uger.

Her tilbragte vi de næste måneder med vedligeholdelse af skibet. Frederik havde fundet et større område af fordækket, som var råddent, og begyndte at reparere dette sammen med fire chilenere, vi ansatte. Skibet blev malet. Hovedmotoren og generatorerne fik hovedeftersyn. Der blev lakeret, pudset og sat i stand. Vi havde haft problemer med tæring på skruen, og Frederik fik særlige zinkklodser fremstillet, som passede rundt om akslen, og som ville tage tæringen i stedet for selve skruehovedet og bladene. Redningsbådens motor fik hovedeftersyn, og vi fik en ny skrue til den, som ville gøre den i stand til at slæbe Store Klaus, skulle det nogensinde blive nødvendigt.

I maj 1988 sendte Amdi mig op til havnebyen Carúpano i Venezuela for at sætte gang i nødvendigt vedligeholdelsesarbejde på sejlskibet Carene Star. Skibet var netop ankommet fra Stillehavet, og eleverne var rejst hjem til Danmark. Der var to tilbageblevne besætningsmedlemmer om bord, og sammen planlagde vi arbejdet. Vores største enkeltopgave var at komme af med de utallige rotter, som rumsterede rundt overalt hver nat. Efter tre uger om bord sendte jeg besked til Amdi om, at arbejdet var sat på skinner, og jeg fløj tilbage til Chile.

Store Klaus lå stadig for anker i Iquiques havn. Men skibet så meget flottere ud, for i de forløbne uger var der blevet malet, og yderskroget lyste op i den grumsede havn med ørkenen i baggrunden. Om bord fortalte Frederik mig, at han måske havde fundet en speedbåd, vi kunne købe. Han havde endnu ikke snakket med ejeren, for han ville først høre, hvad jeg mente. Den næste dag tog vi ind til byen og gik op til en parkeringsplads tæt ved den centrale plaza.

– Dén der, sagde Frederik og pegede på en speedbåd, som var delvist gemt under en presenning og stod på en bunke gamle bildæk mellem de parkerede biler.

– Er den til salg? spurgte jeg.

– Måske, sagde han, hvad synes du?

Sagen var, at vores speedbåd om bord var ved at falde fra hinanden. Båden havde været en af Hans Jørgen Laustsens og Amdis skøre idéer. Oprindeligt havde den været en jolle med en lille påhængsmotor. Men Hans Jørgen ville have en hurtig båd, da Store Klaus i sin tid forlod Danmark. Han kunne ikke klare sig uden lidt legetøj. Så Amdi gav ham lov til at købe en 60-hestes påhængsmotor, som han satte bag på jollen. Men ud over at være dyr – den kostede over 40.000 kroner – var den også alt for tung til båden, som næsten ikke kunne flyde med motoren monteret. Agterenden af båden lå i vandskorpen, mens boven stak op mod himlen. I stedet for at erkende fejlen og anskaffe en båd, der passede til motoren, havde Hans Jørgen så bestemt, at båden skulle bygges om. Efter mange forskellige mislykkede forsøg endte det med, at den blev udstyret med to hjemmelavede glasfibervinger, en på hver side af agterdelen af skroget. Vingerne var hule, og teorien var, at luften indeni ville hjælpe med til at holde båden flydende og få den til at plane ordentligt. Det virkede nogenlunde på helt fladt vand, men så snart der var bølger, blev bådens bevægelser helt uforudsigelige, og nu, to år efter at vingerne var blevet støbt fast på skroget, var de gennemvåde, og luftrummet i midten var fyldt af vand. Båden duede ikke mere.

– Jeg synes, det ser alle tiders ud, sagde jeg til Frederik.

Under et stykke bølgeblik sad en vagt, som holdt øje med bilerne på parkeringspladsen. Arbejdskraften var så billig i Chile, at det ikke betød noget at have en mand siddende der hele dagen. Vi spurgte ham ud om båden og fandt ud af, at den aldrig blev brugt, og at den tilhørte en mand, som ejede et af byens største apoteker. Den næste dag opsøgte Frederik manden, og til vores glædelige overraskelse var han interesseret i at sælge. Efter lidt forhandlinger frem og tilbage enedes vi om en pris på 800.000 chilenske pesos eller omkring 20.000 kroner i dagens kurs. Det var et godt køb, og båden var i god stand.

Apotekeren, som hed Fernando, inviterede os begge til frokost i sit hus. Så kunne vi lære hans kone og familie at kende, sagde han. Vi takkede ja, og nogle dage senere mødtes vi uden for apoteket og kørte med Fernando og et par stykker ud til forstaden syd for Iquique, hvor de boede. Frokosten var allerede klar – som i så mange andre chilenske middelklassehjem havde de en husholderske, som lavede stort set alt manuelt arbejde i hjemmet. I Iquique er der siesta i to-tre timer fra omkring middagstid, hvor varmen for alvor får alt til at gå langsommere.

Vi satte os ned og spiste. Der blev sagt vittigheder og lavet sjov. Alle skulle høre om vores hidtidige færd, og om hvor vi nu skulle hen. Og for første gang, mens vi var i Chile, hørte vi folk snakke om politik. Familien var uforbeholdent imod Pinochet og gjorde højlydt grin med den gamle diktator og hans håndlangere. Fernando spillede admiral Merino, som altid optrådte på fjernsynet i tilsyneladende fordrukken tilstand.

– Gggivvv maj en til whheeschkey, drævede han, mens alle var ved at bryde sammen af grin. Der var kun et par måneder til, at Chile skulle holde folkeafstemning om, hvorvidt Pinochet skulle blive ved magten, eller om der skulle udskrives demokratiske valg.

Der var noget specielt over den familie, syntes jeg. Og det var ikke bare Fernando og hans sjov. Over for mig sad en ualmindeligt smuk pige med store brune øjne. Hun smilede og grinede og lavede sjov med hele forsamlingen. Det var Fernandos søster, og hun hed Leila, havde de sagt. Jeg kunne ikke tage mine øjne fra hende. Hun var indbegrebet af skønhed og livsglæde, kombineret i samme person. Stirrede hun på mig? spurgte jeg mig selv. Efter middagen sad vi udenfor og snakkede om løst og fast. Fernando var betaget af idéen om at sejle ud over Stillehavet, som han kiggede ud over hver dag fra Chiles kyst. Men sømand var han ikke, det indrømmede han åbent. Det havde været en fejl at købe speedbåden, for han havde aldrig fået glæde af den.

Siestaen var slut, og alle skulle tilbage til arbejdet i Iquiques centrum. Vi kørte af sted i forskellige biler, og jeg lagde mærke til, at Leila kørte sammen med en meget elegant herre, som var på besøg fra Santiago. Hun var nok forlovet, tænkte jeg og satte mig ind i den anden bil, som kørte os tilbage til Iquique.

Jeg stod i maskinrummet om bord og arbejdede med nogle dieselrør, da Frederik kom ned med en fax, som straks tiltrak opmærksomheden. Den var fra Else Jensen og gik ud på, at jeg omgående skulle ringe til et nummer i Danmark. Jeg kendte ikke nummeret, men kunne se, at det måtte være i Grindsted og gættede, at det var et direkte nummer til Amdi og Kirsten.

Jeg spurtede op ad lejderen og nåede kun med nød og næppe at få kedeldragten af og vasket hænder, før jeg sejlede af sted ind mod yachtklubben, hvor vi normalt gik i land. På Telex Chiles telefonkontor bad jeg forpustet om nummeret, og det var Else Jensen selv, der tog telefonen. Jeg blev øjeblikkeligt omstillet, og en mandsstemme ytrede mit navn.

– Hans la Cour? Det var Amdi.

– Ja, sagde jeg, hej.

Han spildte ingen tid med formaliteterne.

– Vi havde et forslag til jer, som vi gerne ville sende på en fax, sagde han.

– Okay, sagde jeg.

– Jeg ville bede dig læse forslaget sammen med Frederik og så ringe til os og bekræfte, at du har destrueret det bagefter, sagde Amdi. Står du ved siden af faxnummeret, I bruger normalt? spurgte han.

Det gjorde jeg, og uden nærmere dikkedarer sagde han farvel, mens faxmaskinen næsten omgående begyndte at snurre bag ved skranken. Jeg rullede faxen sammen uden at se på den, proppede den i tasken og forlod kontoret. Først om bord i redningsbåden kastede jeg et blik på Amdis forespørgsel. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Det hele blev bare mere og mere spændende.

Om bord forklarede jeg Frederik sammenhængen, og vi læste faxen sammen. Lærergruppen var i de sidste faser af forberedelsen af en satellit-tv-kanal. Kanalen ville sende til hele Europa. Store Klaus ville skifte navn til Return of Marco Polo og blive en central del af kanalens udsendelsesflade: vi skulle nemlig om bord lave en tv-serie om vores videre færd rundt om jorden. Filmene skulle handle om folk fra alle egne af kloden og om vores møde med dem. Yderligere besætningsmedlemmer ville blive sendt til skibet fra Danmark. Vi skulle omgående gøre klar til modtagelse af disse, og vi skulle derefter færdiggøre vedligeholdelsen, så vi kunne koncentrere os om at lave fjernsynsudsendelser.

– Ville vi være med til dette projekt? spurgte faxen.

Selvfølgelig ville vi det. Det ville jo blive afsindigt spændende. Hvilken fantastisk chance, tænkte jeg.

Kort tid efter var jeg tilbage på telexkontoret og ringede igen til nummeret i Danmark. I min forhippelse glemte jeg alt om at destruere faxen, før jeg ringede, den lå stadig på skibet. Igen svarede Else Jensen, og igen stillede hun direkte om til Amdi. Han spildte ingen tid.

– Er faxen brændt? ville han vide.

– Ja, løj jeg, det er sket.

– Har I lyst til at være med til det her projekt? spurgte han så. Jeg bedyrede, at vi var med på den, i allerhøjeste grad med på den, sagde jeg.

– Jamen, så er det en aftale, sagde han. I må holde det her fuldkommen for jer selv. I kan ikke sige det til et eneste menneske, hverken hos jer eller i Danmark. Farvel, og hils Frederik.

Og så var samtalen slut. Manden må have en travl dag, tænkte jeg.

Tilbage på skibet var Frederik og jeg spændte på, hvad der nu skulle ske. Hvad ville det betyde? Der var altid en risiko indbygget i omskiftelighed, og de nye planer betød, at tingene ville kunne blive meget omskiftelige de næste måneder.

Nu fik vi imidlertid en invitation til igen at komme på besøg i Fernandos hus. Han havde en lørdag aften arrangeret en asado for en masse venner og forretningsforbindelser. Om vi ville komme? Selvfølgelig ville vi det, sagde vi, og mødte op en varm lørdag aften med et par flasker vin under armen. Det var et jumbomåltid. Asado er den chilenske version af en grillmiddag, tilberedt på en kulfyret grill, og der var mere kød, end vi havde set i lange tider. Der var dejlige chilenske krydderier, som vi ikke kendte, der var salater, kartofler, pasta, brød, majskolber, helt friske tomater, og rødvinen flød frit.

Leila var der, men den skæggede mand, som jeg mente måtte være hendes forlovede, var der ikke. Jeg så på hende igen. Hun så på mig. Så talte vi sammen, for første gang mere end blot et par henkastede bemærkninger. Vi snakkede om det sydlige Chile, og hun fortalte i maleriske vendinger om, hvor smukt der var dernede. Vi kom ind på vores sejlads over Stillehavet, og hun syntes, at det var en alt for lang tur. Jeg spurgte, om hun ikke kunne tænke sig at komme ud og prøve Fernandos speedbåd, og hun sagde ja. Langsomt begyndte det at gå op for mig, hvor godt jeg kunne lide denne natursmukke,

livlige pige. Mit instinkt beordrede mig til at skære det af: Det kunne der alligevel ikke blive noget af. Og det var ikke fair over for hende at give hende nogle forhåbninger. Vi var ved at forberede vores afgang, og derefter ville jeg aldrig se hende igen nogensinde i mit liv. Alligevel sad jeg der og snakkede med hende, og hun spurgte, som om det var en helt naturlig ting, om jeg ikke ville komme igen ugen efter. Og jeg sagde ja, mens jeg fortalte mig selv, at jeg var ved at komme ind på et helt forkert spor.

Det var utænkeligt, det var uacceptabelt. Det var imod “de fælles interesser”. Det ville betyde, at min opmærksomhed ville blive delt mellem skibet og Lærergruppen på den ene side og så denne uvedkommende, indtrængende person på den anden side. Jeg vidste, at der ikke var plads til det. Jeg sagde til mig selv flere gange, at nu måtte jeg tage mig sammen, men lige lidt hjalp det. Jeg kunne ikke få hende ud af hovedet og blev ved med at spekulere på, hvordan jeg kunne komme til at se hende igen.

Min undskyldning – eller mere præcist: min løgnehistorie – kom som en foræring. Vi havde haft nogle problemer med vores kortbølgeradio, og jeg blev inviteret hjem til den ingeniør, der havde lavet den. Til ham sagde jeg ja, tak, men jeg kan kun blive i kort tid. Til Frederik sagde jeg, at det nok ville komme til at tage hele aftenen. Og da jeg var inde i byen for at tjekke telex nogle dage forinden, smuttede jeg hen til Leilas arbejde og sagde, at jeg kunne komme.

Dagen kom, og jeg tog ud til familiens hus.

– Hvor er Frederik henne? spurgte hun.

– Frederik? sagde jeg forstummet. Tankerne for gennem hovedet. Det hele var måske slet ikke, hvad jeg havde troet?

– Frederik er stadig på skibet, sagde jeg famlende, jeg troede, du mente mig ... men ... jeg kan prøve at få fat i ham.

Jeg trak VHF-radioen frem og forsøgte at kalde skibet, men det var heldigvis for langt væk. Frederik kunne ikke høre mig. Det ville også have været særdeles besværligt at forklare situationen til ham, men det tænkte jeg slet ikke på, så panikslagen var jeg.

Så satte vi os ned sammen med en af Leilas veninder. Hun havde fundet et bånd med musik frem. Det var Violetta Parra. Jeg genkendte en sang, Gracias a la vida. Jeg havde hørt den på svensk, sunget af Arja Saijonmaa ved Olof Palmes begravelse i 1986. Jag vill tacka livet, havde hun sunget med kraftig og nøgen stemme ud over en kæmpe forsamling, direkte transmitteret til hele Norden. Men der var flere sange, og mange af dem handlede om fattige chileneres kamp for social retfærdighed.

– Que se vaya rápido! Ud med ham i en fart! lød det pludselig fra Leila, som hævede glasset og rejste sig op.

Vi havde endnu ikke diskuteret politik, men “han” og “ham” kunne kun være en henvisning til Pinochet. Leila begyndte at synge med på Parras næste sang, mens veninden forklarede, at alle i hele Chile håbede på, at det ville blive nej til Pinochet ved folkeafstemningen.

Da vi skiltes den aften, kiggede Leila og jeg for første gang hinanden i øjnene for alvor. Min hjerne kørte på højtryk. Hvad er det, de øjne prøver at sige til mig? Er det, hvad jeg tror og håber?

– Hvis du har lyst til at komme ud at besøge os på skibet, er du velkommen, sagde jeg og kunne ikke tro mine egne ører, da jeg hørte, hvad jeg havde sagt.

Det ville hun gerne, sagde hun, men jeg kunne jo også komme og besøge hende igen.

– Jo, selvfølgelig, sagde jeg og spekulerede videre på, hvad jeg var ved at rode mig ud i.

Leila var bestyrer af et af broderens apoteker – Farmacia Arauco – som lå i Iquiques centrum. Hver eneste dag kom jeg meget tæt på apoteket, når jeg gik i byen for at tjekke telex og for at købe brød i bageriet Panaderia La Luna. En dag gik jeg ind i apoteket og spurgte efter Leila. Hun sad ovenpå, men kom straks ned.

– Hej, sagde hun, helt uden forbehold.

– Hej, svarede jeg, fuldkommen befippet over hendes glade smil og glimtende øjne. Øh, ahem, jeg kom bare lige forbi, og så, øh du ... du sagde jo, jeg skulle komme forbi og hilse på ...

Hun viste mig rundt i apoteket. Meget interessant, tænkte jeg, men hvad nu? Det spørgsmål havde hun allerede forudset.

– Kunne du tænke dig at komme hjem til os igen?

– Jo, bestemt, bedyrede jeg. Vi skiltes, jeg havde lovet at komme igen den næste dag og få at vide, hvilken dag det skulle være.

Jeg købte brød i La Luna og tog tilbage til skibet, igen uden at fortælle Frederik noget om Leila.

Netop den samme uge begyndte valgkampen om ja eller nej til Pinochet for alvor. Afstemningen skulle finde sted i oktober, og man ville kunne stemme ja eller nej. Ja betød ja til Pinochet som præsident for yderligere syv år. Nej betød nej til Pinochet og ja til frie demokratiske valg. Vi undrede os over, hvordan man kunne spore den nationale stemning, når folk normalt slet ikke sagde, hvad de mente. Medierne var totalt ensidige og viste hver dag små historier med Pinochet og hans andre juntamedlemmer. De åbnede børnehaver, skoler, hospitaler, broer, veje, sportsklubber, fabrikker – det havde ingen ende. Men så en dag begyndte valgkampen for alvor. Og nu havde de to modsatstående kampagner hver aften et kvarters fjernsynsdækning.

Det var første gang i 15 år, at der var nogen form for opposition i fjernsynet, faktisk havde den været kvalt i alle medier siden 11. september 1973, den dag Pinochet tog magten. Hele Chile sad klistret foran skærmen, da programmerne gik i luften. Hver dag byttede de to indslag rækkefølge. Første dag var det først ja, så nej. Anden dag modsat, og tredje dag modsat igen. Og kampagnerne var lagt an i helt modsat stil. Ja-programmerne var næsten udelukkende negativ propaganda. Billeder af stenkastende unge, afbrændte biler, politi med tåregas, grædende børn. Sådan ville det gå Chile, hvis man stemte nej til Pinochet. Stem ja til lov og orden, ja til økonomisk fremskridt, ja til frihed, sagde Pinochets tilhængere. En nej-stemme ville betyde kaos, konflikt og kommunisme. Der var intet nyt i den propaganda; militæret havde brugt de samme argumenter for at tage magten 15 år tidligere og siden kørt videre ud af den samme linje.

Nej-kampagnen var imødeset med stor spænding, og forventningerne blev ikke gjort til skamme. Programmerne var en eksplosion af glæde, fyldt med humor og af folk fra alle samfundslag, som havde én ting til fælles: ønsket om demokrati i Chile. “Nej til frygten, ja til friheden! Ya viene la libertad! Friheden ligger lige om hjørnet!” Kendingsmelodien, som var en popsang med et let refræn, blev hurtigt den mest sungne i landet: “De kan sige, hvad de vil / jeg ved, hvad jeg vil have / jeg vil have frihed, frihed, frihed / Nej til frygten, ja til friheden.”

Der var ingen negativitet i nej-kampagnen. I stedet spillede man på samfundets længsel efter samhørighed. Men der blev også spillet på følelserne. Et af programmerne handlede om de flere tusinde chilenere, som stadig, 15 år efter kuppet, var forsvundet sporløst. Deres mødre eller koner dansede nationaldansen, la cueca, uden partnere. Klædt i sort og med alvorlige, forstenede ansigter dansede de den ellers glade og fornøjelige pardans alene. I hånden holdt hver et sorthvidt indrammet billede af den savnede. Fortællerstemmen sagde blot: “Tiden er kommet. Tiden til frihed. Tiden, hvor vi siger nej til diktaturet. Nej til frygten. Nej til splittelsen. Nej til volden. For at denne dans ALDRIG skal blive danset igen i Chile, vores Chile, stem nej.”

Nej-kampagnen appellerede ganske simpelt til mange chileneres almindelige menneskelige instinkt. Pinochet og hans regering var ekstremisterne, og nej-kampagnen blev til, “hvad almindelige og anstændige mennesker” kunne se, Chile havde brug for. Få dage efter de første udsendelser gik jeg på fortovet i Iquique og så to Carabinieros- politifolk komme mod mig. Bag dem gik tre skolepiger og fløjtede og sang La canción del no, Nej-sangen. De to ranke og svært bevæbnede medlemmer af den paramilitære ordensmagt vidste ikke, hvad de skulle gøre. Deres øverste chef sad med i juntaen, og deres styrke havde stået for mange af de værste forbrydelser under diktaturet. Hvad kunne de gøre mod tre frække skolepiger, der fløjtede en sang, de havde hørt i fjernsynet?

Tiderne var ved at skifte i Chile. Men ud over Fernandos familie havde vi ikke hørt så meget som et politisk kvæk fra en eneste af alle de chilenere, vi omgikkes, så vi var spændte på at se, om noget nu ændrede sig.

Da jeg besøgte Leila næste gang, var hun alene. Jeg var på en eller anden måde mærkeligt afklaret. Jeg vidste med mig selv, at her var et menneske, jeg ikke kunne komme udenom. Vi sad og snakkede, som om vi havde kendt hinanden i mange år. Piazzollas moderne tangoer fyldte rummets baggrund, og så sad vi bare dér, tæt sammen og havde verden helt for os selv. Selvfølgelig fortalte jeg hende ikke om Tvind. For det første ville hun aldrig have kunnet forstået, og for det andet følte jeg, at Tvind intet havde med mig at gøre, når jeg var i hendes hus. Her var det blot hende og mig, det gjaldt. Senere den aften lagde vi os sammen, krop mod krop, og til sidst faldt vi i søvn.

Klokken var over tre, da jeg vågnede med et sæt. Som en ulydig skoledreng, der kommer for sent hjem fra byen, listede jeg om bord på vores skib og sov de to timer, der var tilbage af natten. Hvis Frederik opdagede noget, sagde han det aldrig.

Vi begyndte at føle os hjemme i Iquique. Frederik og jeg havde vores egen dagligdag, langt fra den gruppedisciplin, som herskede på skolerne. En dag inviterede Arturo, vores hjælpsomme dykkerven fra Servicios de salvataje submarino, os hjem at spise hos sin familie. Vi havde mødt Arturo kort efter ankomsten til Iquique. Han drev et lille firma, som specialiserede sig i dykning og undervandsarbejde. Vi havde haft problemer med galvanisk tæring af Store Klaus’ skrue og skrueaksel, og Arturo havde hjulpet med at finde ud af, hvad der var galt. Efterhånden var vi blevet rigtig gode venner med ham, og i juli

havde han inviteret os med op i Atacama-ørkenen, hvor vi havde overværet den berømte Fiesta de La Tirana. Det var en mærkelig blanding af hedenske og katolske festligheder, hvor titusinder af tilrejsende tilbad en lille statue af la Virgen del Carmen, Jomfruen af Karmen. Der sad vi så oppe i ørkenen sammen med Arturo og hans børn og spiste picnic, mens han forklarede, hvordan andesindianernes oprindelige gudedyrkelse havde været så stærk, at katolicismen kun delvis havde formået at sætte sig på religionsudøvelsen.

I Arturos lejlighed var vi nu igen meget langt væk fra Tvind og det hårde liv i Lærergruppen. Vi spiste den chilenske nationalret Pastel de choclo, serveret med rødvin fra Valle Central, den brede og frugtbare dal, der strækker sig flere hundrede kilometer mod syd fra Santiago. Pastel de choclo serveres direkte fra ovnen. Hver person får et lille lerfad, og i retten er der hakket oksekød, kylling, hårdkogte æg, rosiner – alt dækket af en pasta lavet af choclo, som er hakkede majskerner.

Med Arturos børn rendende omkring os og lyden af livet i lejlighederne ovenpå og nedenunder syntes Tvind at være i en anden verden. En verden, vi tænkte mindre og mindre på, efterhånden som vi lærte denne by på kanten af kontinentet at kende. Samtidig vidste ingen af vores chilenske venner noget om os, bortset fra at vi var ankommet på et skib, som vi ejede “sammen med nogle venner”. Ingen kendte til Lærergruppen, Tvind eller aftalerne om fælles økonomi og tid, og ingen havde den fjerneste anelse om, at der sad en lille gruppe mennesker i Grindsted på den anden side af jorden, som med en enkelt telex eller fax kunne beordre os til hvad som helst, når som helst. De kunne kalde os hjem. De kunne sælge skibet, som vi fortalte alle, at vi ejede. De kunne sende en ny besætning ud, hvis det passede dem. Vi var i den forstand dybt uærlige over for vores venner. De betragtede os som ganske almindelige mennesker og var ikke klar over, at vi dybest set var totalt fjernstyrede fra Danmark. Men samtidig undergik vi en langsom udvikling, der frigjorde os mere og mere fra den daglige fjernstyring. Derfor kunne vi sidde hos familien og slappe helt af.

Arturo trak sit fotoalbum frem. Han var en ivrig undervandsfotograf og havde været finalist i den nationale chilenske fotokonkurrence året før med nogle billeder af undervandslivet uden for Iquique.

– Men der er så mange restriktioner på, hvad vi kan lave, sagde han lidt gedulgt.

Jeg var ikke klar over, hvad han hentydede til, så jeg spurgte ham, hvad fiskefirmaerne havde imod undervandsfotografering. Men det var ikke fiskefirmaerne, slet ikke, forklarede han.

– Det løser sig nok med folkeafstemningen, lad os håbe det, sagde han.

Nu tog jeg mod til mig. Det var anden gang inden for kort tid, at nogen havde hentydet til militærstyret. Hvad håbede han på? Ja eller nej?

– Nej, helt klart, nej, det må blive et nej, sagde han uden tøven.

– Hvorfor ønsker du et nej til Pinochet? spurgte jeg

– Jamen, kan du ikke se det? sagde han. Vores land har brug for frihed. Det har varet alt for længe. Pinochet har siddet der i 15 år, folk er bange, vi har ikke talefrihed. Det må blive et nej, gentog han.

Frederik og jeg kiggede på hinanden. Det her var interessant, for det lod til, at han mente, at mange mennesker tænkte sådan.

– Tror du, de fleste vil stemme nej? spurgte Frederik.

– Jeg ved det, det er ikke noget, jeg tror. Folk tør bare ikke sige det eller snakke om det. Men hvis valget bliver åbent og fair, så bliver det et dundrende nej.

Jeg mødtes nu regelmæssigt med Leila. Ved femtiden om eftermiddagen, når jeg kom til byen for at købe brød, mødtes vi og satte os ned og snakkede på Plaza Central. Et par gange gik vi på en bar og drak en øl sammen. Jeg kunne ikke gøre noget ved det, jeg var forelsket i pigen, og hun øjensynligt i mig. Men jeg var klar over, at det ville være slut med Marco Polo, hvis jeg på nogen måde lod det komme ud, at jeg havde et forhold til en lokal pige. Måske ville Frederik kunne acceptere det som et midlertidigt fænomen i Iquique, måske ikke. Uanset hvad, ville han være nødt til at rapportere det til Danmark. Og i det øjeblik Else Jensen hørte om det, så ville Amdi også vide det, og så ville stormen bryde løs. De ville aldrig kunne acceptere, at jeg på den måde var “illoyal” over for Lærergruppen. De ville mene – uanset, hvad jeg selv måtte bedyre – at jeg ville være ude af stand til at lave mit arbejde, og at jeg nu ikke længere kørte den såkaldte “fælles linje”. At få en kæreste “udenfor” blev set som en delvis mistillidserklæring til Lærergruppen.

Jeg kunne se det hele for mig: Jeg ville blive kaldt hjem, blive sat til et eller andet slavearbejde på en skole og miste den frihed, jeg havde opnået så langt fra alle andre i Tvind. Og jeg var fascineret af idéen om at sejle tværs over Stillehavet. Jeg glædede mig til turen. Det var en drøm: Påskeøen, Pitcairn, Tahiti, Fiji. Steder jeg ikke vidste meget om, men navnene havde en klang af eventyr, som ikke var til at tage fejl af.

Så der var intet at gøre. Jeg var gift med Lærergruppen og havde nu en “ulovlig” affære med en pige uden for mit rigtige “ægteskab”. Som en anden snydende ægtemand måtte jeg finde på historier for mine forsinkelser i byen og undskyldninger for, hvorfor jeg var nødt til at tage derind om aftenen.

Chiles valgdag kom. Det var officiel fridag. Samlingen af nej-partierne havde arbejdet hårdt for at få alle til at stemme. Man var bange for, at frygten for repressalier mod nej-stemmer kunne holde folk væk eller endda få dem til at stemme ja. Men på dagen strakte køerne sig langt ned ad gaderne, og alt forløb fredeligt. Så snart folk havde stemt, skyndte de sig hjem, sådan som samlingspartierne havde anvist. Det var næsten som et selvpåtvunget udgangsforbud. Til Pinochet-tilhængernes store fortrydelse havde nej-partierne etableret deres eget parallelle og uafhængige stemmeoptællingssystem. Når stemmerne i et lokale var talt op, blev resultatet sendt via officielle kanaler til indenrigsministeriet i Santiago. Men samtidig sendte oppositionen en fax med det samme resultat til deres eget hovedkvarter. Efterhånden som valgaftenen forløb, viste oppositionens sammentællinger, at Pinochet ville tabe. Der kom færre og færre officielle resultater, og til sidst kom der slet ingen. Men Radio Cooperativa – som havde erklæret sig som Pinochet-modstander – fik resultater alligevel, og de kom fra oppositionens hovedkvarter. Ved midnatstid blev det klart, at oppositionen havde vundet. Pinochet var slået, og nejet var i hus.

Stemningen var spændt, for der var stadig intet officielt resultat. Ingen vidste, hvad der skete, og oppositionens politikere bad igen på Cooperativa folk om at holde sig inden døre. Hvis det kom til sammenstød i gaderne, havde Pinochet en undskyldning for at erklære undtagelsestilstand og måske endda tilsidesætte afstemningsresultatet, og den undskyldning skulle han ikke have forærende. Chiles befolkning fulgte anmodningen. Der var ingen glædesdemonstrationer, og ingen ballade. Alt var mærkeligt roligt. Senere er det kommet frem, at Pinochet standsede offentliggørelsen af resultater, fordi han overvejede et nyt kup. Det lykkedes ikke, men kun fordi oppositionen var så velorganiseret.

De næste dage skiftede Chile fuldstændig karakter. Nu snakkede alle om Pinochet, om demokrati, om nejet og om fremtiden. Oplevelsen af de monumentale forandringer i Chile gjorde dybt indtryk. Ikke alene kom jeg til at holde endnu mere af landet. Jeg begyndte også bedre at forstå, hvad det er, som kan rykke et folk sammen mod en fascistisk overmagt. Kodeordet var samarbejde og åbenhed. Samlingspartierne bestod af partier fra Kristelige Demokrater til Kommunisterne. Det kunne vi lære en del af i Lærergruppen, tænkte jeg og bestemte mig for at forsøge at følge en lignende inklusiv linje, når vi skulle lave film for vores nye tv-kanal. Vi skulle være brede og omfavnende og ikke så sekteriske og propagandistiske, som jeg følte, at vores arbejde nogle gange havde været.

Nogle uger senere ankom tre nye besætningsmedlemmer. Jakob, Kenneth og Louise havde netop afsluttet et ophold på Den Internationale Efterskole i Tvind. Jakob var meget interesseret i video og filmproduktion og havde en smule erfaring fra efterskolen. Alle tre havde masser af gåpåmod og var ivrige for at komme i gang med forberedelserne. I første omgang arbejdede de med vedligeholdelse, for vi havde stadig ikke modtaget noget kameraudstyr.

Men en dag stod Thomas Væth igen på dækket af vores skib, som i mellemtiden havde skiftet navn. Nu stod der Return of Marco Polo på boven af det tidligere Fyrskib Nr 19.

Thomas medbragte et tv-kamera, båndmaskine, mikrofon og andet udstyr. Det så imponerende ud. Udstyret var ikke nyt, men stammede fra TV-Tvinds oprindelige pulje af kameraer og andet udstyr. Kameraet – et såkaldt DX3 – var af den gammeldags rørtype og havde ikke en videobåndoptager indbygget. Der gik et tykt kabel tilbage til en tung bærbar båndoptager, som brugte ¾-tommers bånd. Vi fik en retningsbestemt mikrofon af den type, man sætter på en mikrofonbom, men bommen manglede. På det tidspunkt var vi ikke klar over, at udstyret var meget primitivt, meget mangelfuldt og ikke kunne levere billeder til almindelig fjernsynskvalitet. Båndsystemet kørte på det såkaldte low-band format, og Sony kaldte det for et industrielt eller undervisningsformat. Fjernsynsstationer i Europa havde brugt en professionel version af systemet indtil få år forinden. På samme måde var vores lydudstyr meget mangelfuldt. Ud over den manglende mikrofonbom var vi nødt til at bruge sokker og håndklæder til at skærme mikrofonen mod vinden. I begyndelsen havde vi end ikke en hovedtelefon.

Men alt det vidste vi heldigvis ikke, så vi var dybt imponerede af al den fine teknik, vi pludselig fik om bord på skibet. Thomas havde tydeligvis heller ingen idé om eller erfaring med tv-produktion, men alligevel var det altså ham, der var blevet sendt til Chile for at lære os, hvordan udstyret virkede, og hvordan man laver tv-programmer.

Da vi satte os ned med Thomas den aften, viste det sig, at der var en helt klar grund til, hvorfor han var om bord. Det skyldtes, at vi igen skulle i gang med et forskningsprojekt. Amdi havde formuleret hele tv-kanalen som et gigantisk forskningsprojekt for at kunne finansiere den via pengene i Lærergruppens såkaldte Humanitære Fond. Thomas var igen forskningskonsulent på projektet, og jeg skulle igen være forskningsleder. To af de tre nyankomne og netop færdige efterskoleelever, skulle være menige “forskere”.

“Forskningsprojektet” gik ud på at bevise, at “almindelige mennesker kan lave tv om almindelige mennesker for almindelige mennesker.” Vi skulle bruge fire år og flere millioner kroner på at afprøve “hypotesen”, og i processen skulle vi sejle med Return of Marco Polo gennem Stillehavet, Sydøstasien, Det Indiske Ocean, Suez, Middelhavet og tilbage til Danmark. I september 1992 – som lå omkring fire år ude i fremtiden – ville vi kaste anker uden for Tvinds skolekompleks i Juelsminde og få en heltemodtagelse. Da ville “forskningsprojektet” slutte.

Men så snakkede vi ikke mere om forskning. Nu gjaldt det om at lave tv-udsendelser. Efter at have prøvet os lidt frem hist og her lavede vi fire halvtimes-programmer. Det første handlede om os selv om bord, om skibet og om vores planer. Det næste handlede om en fattig familie, som boede i havnen, hvor skibet lå. Det tredje var en beretning fra en tur ind i landet, hvor vi besøgte Pica, en lille oase med appelsinplantager og mangotræer midt i verdens tørreste område, Atacama-ørkenen. Og det fjerde program var igen om skibet og vores forberedelser til at sejle tværs over Stillehavet.

Jeg opdagede, at det var sjovt at lave film, men fandt også ud af, at vi havde brug for at lære hurtigt. Der skulle gå år, før jeg indså, hvor blanke vi var: vi vidste intet om film eller tv-produktion. Vi begyndte på bar bund, uden erfaring og uden nogen form for træning, kursus eller uddannelse.

Idéen var, at båndene skulle sendes tilbage til Danmark, hvor udsendelserne ville blive klippet sammen. Sidst i oktober 1988 sendte Else Jensen en besked. De ville have, at jeg kom hjem, så vi kunne lave de første film færdige i fællesskab og diskutere, hvordan produktionen skulle tilrettelægges. Det var klart, at tiden nærmede sig, hvor vi skulle afgå fra Iquique. Nu var det ved at blive alvor.

Jeg mødtes atter med Leila. Jeg fortalte hende, at jeg var på vej til Danmark, og at vi ville afgå kort tid efter. Måske allerede før jul. Hun spurgte, om hun kunne komme med. Jeg vidste spørgsmålet ville komme og havde tænkt over svaret. Sagen var, at Leila stadig ikke vidste, hvem vi var, hvor vi kom fra, hvem vi repræsenterede. Nu var det årsagen til, at jeg var nødt til at overbevise hende om, at sejlturen ikke ville være noget for hende. Jeg sagde, at der ikke var plads. Hun foreslog, at hun kunne sejle med til Påskeøen og tage tilbage til Chile derfra. Jeg sagde nej. I stedet ville jeg komme tilbage, lovede jeg, når jeg kom til den anden side af Stillehavet. Så kunne vi være sammen igen. Jeg vidste, at det ville være umuligt for hende at være om bord, fordi hun ikke var i Lærergruppen. Det ville aldrig blive accepteret, hverken i Danmark eller fra besætningens side. Men det kunne jeg ikke fortælle hende, for hun vidste ikke, hvad Lærergruppen var. Det var en meget ubehagelig situation. Jeg var endnu ikke kommet til det punkt, hvor jeg blot kunne gå fra det hele, og jeg var i vildrede med, hvad jeg skulle gøre. Højt og helligt lovede jeg Leila – og derefter mig selv – at jeg ville vende tilbage til hende og Chile, og jeg tog af sted mod Danmark.

KLM-flyet fra Santiago og Amsterdam landede i Kastrup en dag i begyndelsen af november 1988. Det var tidligt mørkt den eftermiddag. En kold og blæsende vandret regn stod mig i møde, da jeg kom ud af lufthavnsbygningen og begav mig mod indenrigsterminalen. Mangelen på farver slog mig straks. Iquique var et farvebillede. I baggrunden ragede ørkenens skrænter og bjerge op i alle arter af gult og brunt, og selve byen var domineret af en konstant dybblå himmel, det altid skiftende Stillehavs varianter af blå, turkis og hvidt og byens akvarel af farver. Folk var klædt i farver. Gadesælgere, boder og butikker strålede af farve og lød af kaos.

Men her i Danmark var alt gråt og sort, og stilheden var overdøvende. Himlen var grå, træerne var grå, vejene var grå, bygningerne var grå, horisonten var grå. Kun en enkelt gul bus kom af og til ud af tågen og brød ensformigheden. Bussen mellem terminalerne var tavs og fuld, og det var umuligt at få øjenkontakt med nogen. Alle syntes at have fundet et neutralt punkt i horisonten, som de havde låst øjnene til. Menneskene var grå, deres ansigter tillukkede, udtryksløse, tavse. Ding, dong. En professionel kvindestemme på en båndoptager sagde gennem højttalerne, at nu var vi der, nu skulle vi stige af. Selv chaufføren var stum, udtryksløs og tom i ansigtet. Hvad var der sket med folk i Danmark, siden jeg var der sidst? spurgte jeg mig selv og tænkte på larmen og det konstante kaos i Iquiques gader.

Fra Billund tog jeg til Lindknud Kro, hvor TV-Tvinds oprindelige udstyr stadig var installeret. Henrik Sørensen, som havde været drivkraften i TV-Tvind siden begyndelsen flere år forinden, klippede de fire film sammen. Nu manglede vi bare at vise dem for Amdi, Kirsten, Bodil Ross og Else Jensen.

Lidt uden for Grindsted, øst for landevejen mod Holsted, ligger et bygningskompleks bygget i ny arkitektonisk stil med strittende tage, forskudte etager og gennemgående gedigenhed. Sidst i april 2001 blev stedet kendt af hele Danmark, for det var en af de Tvind-ejendomme, som politiet ransagede i et forsøg på at finde beviser på økonomisk bedrag inden for Tvind-økonomien. Men i 1980’erne var stedet endnu ukendt. Det var Amdis faste bopæl og et sikkert hus for det øverste hierarki i Lærergruppen.

Den trekantede grund, som gik under betegnelsen “Plagborgvej”, var omgivet af en park med mange træer, små anlæg af bede med roser og net anlagte stier. Der var en tennisbane i fuld størrelse, og ved siden af bygningerne stod en antennemast. Foruden antenner til at modtage Danmark og Tyskland, sad der også tre parabolantenner på masten. En aflang bygning, der før havde været brugt til traktorer, landbrugsmaskiner og biler, tjente til garage for stedets beboere. Fra vejen sås dog ikke meget andet end bygningerne og parkanlægget. Det var umuligt at gætte, blot ved at passere forbi, hvad disse forholdsvis anonyme bygninger husede.

Inden for Tvinds egne rækker var det forbeholdt en lille og eksklusiv kreds af de højst rangerede medlemmer af ledelsen at komme der. Kun få af Lærergruppens medlemmer kendte stedet. Man kunne kun komme efter invitation. At blive inviteret til Plagborgvej var en ære, som kun få blev tildelt, og et udtryk for, at man nød ekstra tillid inden for organisationen. De fleste af os menige havde ingen forestilling om livet inden for dørene på stedet, hvor Amdi og skaren af loyale hjælpere boede.

Bygningen var moderne, udført i røde mursten. Taget rejste sig højt til en række vinduer for oven. Indirekte lys kastede et behageligt skær gennem bygningerne om aftenen. Hver enkelt medlem af ledelsen havde sit eget kontor, hvert med sit individuelle design med europæiske og danske producerede lædersofaer, læderbeklædte chefstole, mahogniborde og moderne udgaver af PH-lamper. Der var en højttalertelefon, et stereoanlæg og moderne kunst på den ubehandlede murstensvæg i hvert kontor.

Jeg vil aldrig glemme mit første besøg dér. Kontrasten til livet om bord på Marco Polo i Chile kunne ikke være større. Jeg blev hentet af Else Jensen i Billund Lufthavn. Vi kørte direkte til Plagborgvej. At træde ind i disse bygninger var næsten uvirkeligt. Jeg kom fra vores skib i Chile, hvor vi vendte hver femøre, før vi bare begyndte at tænke på at bruge den. Vi havde store kvaler med budgetoverskridelser på nogle få tusinde kroner i forbindelse med vedligeholdelsen af det 80 år gamle skib.

Jeg kom ind i køkkenet og hilste på Birgitte Krohn og Birgit Eriksen. De arbejde begge med madlavning, rengøring og servering til Hovedkvarteret. Køkkenet var stort og moderne, med alle tænkelige fikse indretninger. Der var blomsteranretninger overalt; Amdi og Kirsten havde deres private telexmaskine; der var et bibliotek med et rigt udvalg af både skøn- og faglitteratur. Og der var tv-apparater med satellitkanaler fra hele verden. Vi skrev 1988, og satellit-tv var kun i sin begyndelse i Danmark.

Menuen bestod ikke af sojafodermel. Serveringen kunne måle sig med et bedre hotel. Der blev kaldt til frokost. Der var dækket op i en slags kantine med borde til fire personer i den ene side og et længere bord i den anden side. Serveringsdamerne kom rundt med varm suppe, en blanding af tomat og peber med løg i. Suppen var ganske fortræffelig. Derefter stod det på en dejlig grøn salat med radiser, grøn og rød peberfrugt, røde løg, broccoli og en særdeles lækker dressing. Hovedretten var fisk, stegt i ovnen sammen med bagekartofler. Der var vin til maden, men de fleste foretrak et glas Perrier eller frisk appelsinjuice. Amdi underholdt forsamlingen i højt humør. Vittighederne fløj gennem luften, og alle havde det herligt.

Det fortsatte, indtil Lars Jensen kom ind for at spise. Han var tydeligvis i gang med at arbejde udenfor i parken og var kommet i tanke om, at det var frokosttid. Hans ansigt var rødt af kulden udenfor, og måske også fordi han vidste, hvad der ventede ham. Han havde taget sine gummistøvler af og stod der i døren og var ved at vride sig ud af den øverste del af kedeldragten, da Birgitte Krohn skreg efter ham, hvad han bildte sig ind at komme ind i huset i den mundering? Alles hoveder gik fra Birgitte til Lars og så til Amdi for at se hans reaktion. Ville han nikke godkendende til Birgittes udbrud, eller ville han komme bagfra mod hende og beskylde hende for at være gået for vidt?

Det var aldrig muligt at forudsige Amdis reaktion, for den var ikke grundet i logik eller retfærdighed, men udelukkende i hans umiddelbare humørsvingning eller i en kold afvejning af, hvem der mest trængte til at komme ned med nakken for en tid. “Den, der stikker næsen for langt frem, får nogle over snuden,” sagde han engang. I dette tilfælde valgte Amdi at støtte Birgitte, men på sin særligt

raffinerede måde. Han ignorerede fuldstændigt Lars, der nu var endnu mere rød i kinderne og stod forstenet i døråbningen. Lars kunne ikke gå ind, det ville være ren provokation. Men han kunne heller ikke vende om og gå ud – selvom det var det, han blev bedt om. Han var nødt til at vente, indtil han havde fået de verbale øretæver, der stod ham i udsigt. Amdi ignorerede Lars, men henvendte sig til os andre og fortalte om, hvor svært det var at skaffe disciplin i Lærergruppen.

– Hvis jeg ikke kan få kammeraterne til at indordne sig her, hvordan i helvede skulle det være muligt at få kammerater ude på skolerne, for slet ikke at tale om rundt omkring i verden, til at støtte det fælles? sagde han henvendt til Kirsten Larsen.

Lars Jensen var nu uinteressant. Alle var vendt mod Amdi, som med en sætning havde fået gjort Lars til en person, der ikke blot gik på tværs af det vedtagne i Hovedkvarteret. Hans formodede synd (at komme ind i kedeldragt; det var ikke “god stil“) var en forbrydelse, der truede hele Lærergruppen, hele vores grundlag, hele vores fællesskab. Lars var udtryk for det “gamle”, alle vi andre stod for “det nye”. Et par af de tilstedeværende kom med kommentarer, der støttede Amdi.

Birgitte Krohn henvendte sig til Lars igen.

– Det er en utrolig mangel på respekt, du udviser, over for en person som Amdi, som ikke har andre steder at være end her! Ikke engang her kan han være i fred! Hvordan tror du, at Amdi og Kirsten skal kunne koncentrere sig om deres arbejde, når vi her har folk som dig, med din holdning?

Gennem hele denne hændelse forstod jeg ikke, hvad der var problemet. Hvis det var, at Lars havde kedeldragt på, og at det burde han ikke, så var det vel ikke årsag til nærmest at anklage ham for at være forræder over for hele Lærergruppen?

Jeg tænkte meget over, hvad jeg havde set og hørt på vejen til Lindknud Kro, hvor jeg skulle overnatte. Kroen tilhørte Tvind og blev brugt til folk som mig, der var på visit i Danmark, men normalt arbejdede udenlands. Desuden havde vi vores videoredigeringsudstyr installeret på Lindknud Kro.

Else havde givet mig en hvid Landrover County for hele den tid, jeg var i Danmark.

– Brug den, det er din så længe, du er her.

Hvordan det kunne gå til, at jeg nu havde rådighed over den, vidste jeg ikke, men det var vel også lige meget. Jeg vendte i tankerne tilbage til de utallige gange, hvor jeg og mange andre havde blaffet rundt i Danmark, fordi vores mikroskopiske transportbudget tvang os til at gøre det. Her sad jeg i en stor, firhjulstrukken bil og kørte mod mit midlertidige hotel. Min tvivl om hele foretagendet skød op igen. Hvad var det, der foregik? Hvordan forsvare de dyre møbler i Hovedkvarteret, når vi stadig på højskolen måtte slås med vakkelvorne borde bygget 15 år forinden af fyrreplanker og lakerede spånplader? Hvordan retfærdiggøre de lange samtaler på mobiltelefon som Amdi, Kirsten, Bodil Ross og Poul Jørgensen førte, når de fleste i Lærergruppen kun havde adgang til en mønttelefon og så normalt kun til “forretnings- opkald“?

Jeg ankom til Lindknud og indlogerede mig i et af de nyistandsatte kroværelser. På toilettet fandt jeg shampo, skumbad og noget, der hed “hair-conditioner” eller “balsam”. Det var første gang, jeg havde set den slags. Jeg stillede mig under bruseren og spekulerede videre over dagens indtryk. Igen slog det mig: Andre steder vasker Lærergruppen håret i almindelig håndsæbe. Det havde Mikael Norling introduceret på Den Rejsende Højskole i Tvind.

Der var for meget på spil for mig selv til, at jeg for alvor begyndte at sætte system i mine tanker og endnu mindre begyndte at drage konsekvenser. Jeg tænkte, som jeg havde gjort ved andre lejligheder, at det var godt, jeg ikke boede sammen med disse kællinger. Jeg ville have haft svært ved at finde mig i den behandling, Lars fik. Hvad havde han gjort galt? Det meldte historien intet om, men han var tydeligvis i unåde. At være i unåde er en højst ubehagelig situation, og det bedste, man kan gøre, er at klappe i og holde sig langt uden for skudvidde og vise sig så lidt som muligt. Jeg havde jo selv prøvet det flere gange på DRH og i andre sammenhænge.

Jeg slog tankerne ud af hovedet. Jeg havde andet at koncentrere mig om. Om mindre end en måned stod Marco Polo ud over Stillehavet, og jeg skulle styre foretagendet. Vi skulle lave en tv-serie, der ville blive udsendt over hele Europa via satellit. 30 minutters program hver uge. Der var nok af udfordringer forude. Der var også store forventninger. At sejle tværs over Stillehavet, at besøge Tahiti, Påskeøen og mange andre Sydhavsøer var en chance uden lige. Kun få i Danmark ville have den mulighed, og endnu færre i Lærergruppen. Lad dem være, som de være vil, jeg har andet at tage mig til, sagde jeg til mig selv og vaskede den bløde balsam ud af håret.

To dage senere var det min fødselsdag. Det havde jeg selvfølgelig ikke fortalt nogen. Aftenen før ringede Amdi og bad mig komme til et møde i Grindsted den næste dag.

– Så kan vi snakke lidt om dette her tv-program og måske se et af dem, I har klippet.

Jeg blev vist op til Amdi og Kirstens suite. Den var hævet en halv etage over resten af bygningens niveau og havde store panoramavinduer ud til stedets park og til Grindsted-Holsted landevejen. I den ene ende stod et langt bord i mahogni eller teak af den slags, man finder på øverste etage i multinationale firmaers hovedkvarterer. Behagelige stole omgav bordet, og Amdis private direktørstol – den, der havde fået avisomtale gang på gang sidst i halvfjerdserne – stod rede til ham.

I den anden ende af lokalet var indrettet en slags stue, møbleret med dybe sorte lædersofaer. På et stort tv kørte CNN, men lyden var slået fra. Mellem tv og sofa stod et bord i glas og forkromet stål. Gulvet var belagt med blødt væg til væg-tæppe, og belysningen var indirekte. På de lidt rå røde murstensvægge hang en serie af Joeps farverige malerier fra St. Lucia. Et af disse var næsten to meter langt og en halv meter højt og viste en kokosplantage med huse, arbejdere, traktorer og St. Lucias bjergtoppe i baggrunden. Der var tre telefoner i suiten.

Stor var min overraskelse, da det viste sig, at mødet begyndte med fødselsdagsfest for mig selv. Der var gaver først. Jeg fik en Jason-kikkert, splinterny, som Ruth havde købt i en eller anden lufthavn. Og så fik jeg en bog om stjernehimmelen til at studere under de fremtidige lange nattevagter om bord på Marco Polo. Vi satte os ned omkring det lange bord, og der blev serveret kakao, te, kaffe, kringle, kager og frugt. Amdi var afslappet og i godt humør. Der var lutter smil og grin over hele linjen. Vi spiste kagerne og drak den varme kakao. På et tidspunkt var der ikke mere kakao, og Kirsten Larsen rakte ud efter en telefon. Fem ord til køkkenet, og kakaoen var på vej.

Atter skød tanker om kontrasten, mellem hvad jeg så her og livsvilkårene for resten af Lærergruppen, op i mig. Jeg kunne næsten ikke begribe, hvordan det kunne gå til, at Kirsten kunne sidde der og bestille kakao og wienerbrød fra køkkenet og spørge, hvad vi ellers ville have. Mine tanker vandrede over havet til den faldefærdige campingvogn i Belize, hvor jeg mødte Ole og Pøt, der levede under utålelige forhold uden rindende vand og toilet og uden elektricitet. Vi havde sat os ned i den fugtbefængte campingvogn, som på en eller anden vis havde klaret turen fra USA til Belize. I lang tid havde den været forladt og kun beboet af vilde hunde. Pøt satte en slidt aluminiumskedel over et lille gasblus. Kedlens håndtag var gået i stykker for længst og var erstattet af ståltråd, isoleret med en stump fedtet, sort gummislange af den slags, man bruger til hydrauliksystemer på traktorer. Dér sad vi og hørte om Pøt og Oles kamp for at holde sig selv og plantagen ved lige.

Kirsten Larsen lagde røret på, og få øjeblikke efter trådte Birgit Eriksen, med smil over hele ansigtet, ind til os med den bestilte kakao og kager på en sølvbakke. Vi begyndte at drøfte One World Channel. Det vil sige, at Amdi begyndte at gøre rede for sine tanker om tv- kanalen og om vores series placering mellem programmerne. Til stede var Else Jensen, Bodil Ross, Ruth, Amdi, Kirsten Larsen, Birgitte Hector, Henrik Garff og mig selv.

– Det centrale spørgsmål for mig er ganske enkelt, sagde Amdi. Hvem laver vi tv for? Hvem er vores seere? Hvem skal Marco Polo tænke på, når de rejser rundt i Stillehavet? Laver vi tv for europæerne udelukkende? Efter min mening kan hele Europas befolkning glo på vores programmer eller lade være. Grundlæggende set laver vi tv for os selv. Grundlæggende set er det Lærergruppen, kammeraterne skal tænke på, når de laver tv. Vi er slet ikke gået ind i dette her for at konkurrere om seere. Hvis de vil kigge med, er de velkomne, men hvis de hellere vil glo på Dallas, så kan vi ikke gøre noget ved det. For min skyld kan de gøre, hvad de vil. Vi vil ikke inddrages i at lave tv, som folk vil se. Vi vil lave tv, som vi vil have det, som vi synes, det skal være, og hvis folk vil se det, så fint nok. Men vi vil ikke lave nogen kompromiser i vores kanal. Ikke tale om. Det ville betyde, at kanalen ikke i sandhed repræsenterede det, vi står for. Kammeraterne skal filme for Lærergruppen. Lærergruppen skal se programmerne. Og hvis Lærergruppen er tilfreds med programmerne, og resten af Europa ikke ser et minut af vores kanal, så gør det intet, efter min mening.

Bodil Ross var betænkelig: – Er det ikke et problem, at UFF rent faktisk betaler for denne her kanal, og vi ikke gør forsøg på at give kanalen et folkeligt udseende, som appellerer til seerne? Jeg mener, hvordan kan vi forsvare at tage penge i UFF’s kasse til kanalen, hvis vi ikke samtidig sikrer os, at kanalen appellerer til alle de mennesker, der er med til at finansiere UFF? Disse mennesker er jo faktisk med til at finansiere selve kanalen???

Amdi havde fået den opposition, han havde brug for, for at kunne udfolde sig ordentligt.

– Du taler som ud af munden på Poul. Gu’ skal vi sikre os. Men kanalen sender stof fra den tredje verden, det er i pagt med UFF’s vedtægter. Det er tilstrækkelig grund til, at UFF betaler. Og UFF betaler ikke for kammeraterne på Marco Polo, det betales via IFAS.

Bodil var stadig ikke tilfreds: – Jamen, selv IFAS må da stå til ansvar for nogen. Vi kan da ikke gå i luften for flere millioner kroner og overhovedet ikke bekymre os om, hvorvidt udsendelserne bliver set af folk i Europa. Hvis det ikke rager os, hvem der ser disse udsendelser – hvis det kun er til Lærergruppen – hvorfor optager vi så ikke bare et videobånd og sender en kopi til alle i Lærergruppen? Det ville være langt billigere end at leje en transponder på en satellit og sætte hele kanalen i sving, og det ville være mere moralsk forsvarligt også.

Jeg skulle nok holde min mund her. Var det mon aftalt spil? spurgte jeg mig selv i tavshed.

– Sagen er den, sagde Amdi, at du og jeg repræsenterer to diametralt modsatte udgangspunkter. Derfor kan vi ikke komme overens. Derfor forstår du ikke, hvad jeg siger. Det er et filosofisk spørgsmål, vi diskuterer. Du kigger på de andre kanaler og tænker, at det er det samme, vi er ved at lave. Jeg siger nej, kammerat, det er ikke det samme. Det har intet med en konventionel fjernsynskanal at gøre overhovedet. INTET!! Lærergruppen er aldrig gået den samme vej som alle andre. Vi kan slet ikke lave en kanal som alle de andre. Har vi lavet skolerne som alle andre skoler? Driver vi UFF under hensyn til andre organisationer?? Selvfølgelig ikke. Hvorfor har regeringen i Mozambique inviteret os til at bygge flere fabrikker i Maputo? Fordi vi turde tage skridtet og lave noget, der var anderledes – og fordi det var anderledes, virkede det. Maputo er et totalt kaos. Hospitalet er i kaos. Regeringen i kaos. Forsyningssystemet, økonomien, alt er i KAOS, forstår du, ALT!

Nu råbte han, selvom vi sad om det samme bord. Han førte fingrene på højre hånd sammen i en spids og gestikulerede betydningsfuldt i takt med ordfloden. Det gjorde Fidel Castro også, tænkte jeg.

– Kun én ting er ikke i kaos i Mozambique, fortsatte han. UFF’s fabrik og center i Maputo. Det er det eneste sted, hvor tingene virker. Der er vand, arbejde, produktion, penge. Varer bliver solgt, penge bliver betalt til arbejderne. Tingene virker. Fordi Lærergruppen laver det. Fordi kammeraterne i Mozambique aldrig har lyttet til alle FN’s små rotter, der mener at vide, hvordan alt skal arrangeres. Kammeraterne fulgte sund fornuft og deres instinkt og instruktionerne fra os, og se hvad de har opnået! Tv-kanalen er ligesådan! Jeg er fuldkommen uenig med dig og Poul, når I siger, at vi skal lave en konventionel tv-kanal. Ikke tale om! Det vil slå os ihjel i løbet af no time. Vi må lave kanalen, som vi mener, folk skal have den. Ikke som folk mener, vi skal lave den. Det er dér, forskellen i filosofi ligger.

Diskussionen fortsatte, og selvfølgelig var alle enige med Amdi. Bodil Ross var en af de få, der kunne have en anden mening end Amdi og faktisk blive taget alvorligt, men til slut var hun enig med os andre.

– Så er der Mehetia, sagde Amdi så pludselig. Det kom som et lyn fra en klar himmel.

– Ja, det er jo rigtigt nok, erkendte Kirsten indforstået.

Mehetia var en mindre ø, omkring 60 sømil øst for Tahiti.

– Det er en af de få privatejede øer i Fransk Polynesien, sagde Amdi. Kunne du ikke tage forbi og sende lidt film hjem derfra?

Jeg forstod sammenhængen. Hvis Mehetia en dag blev sat til salg, ville Amdi gerne købe øen.

– Du må holde øjne og ører åbne. Vi må finde nogle holdepunkter i Stillehavet, og indtil videre har vi kun kokosplantagen i Fiji.

Jeg lovede at inspicere Mehetia og i øvrigt holde udkik efter øer med private ejere. Så var det tid for mig at komme tilbage og pakke før rejsen til Chile. Men før det blev tid til at gå, havde Amdi lige én ting til.

– Vi må hellere se at få ordnet Hans’ papirer, sagde han henvendt til Else Jensen og Kirsten.

Jeg havde ingen idé om, hvad han mente, og han forklarede sig.

Sagen var, sagde han, at lige nu så alt jo fint ud for Lærergruppen i Danmark og rundt omkring. Men en dag skifter situationen måske, og det er vi nødt til at forberede os på i god tid. Derfor bliver det nok nødvendigt for dig at tage op til Ecuador en tur for at få ordnet dine papirer. Du får besked om, hvad der skal ske og hvordan, når du er tilbage i Chile.

Jeg kunne kun gætte, men kom til den konklusion, at det måtte handle om dobbelt identitet eller noget i den stil. Hvad det havde med Ecuador at gøre, var jeg ikke sikker på.

På vej til lufthavnen nogle dage senere blev jeg lidt klogere. Else Jensen forklarede, at en række udvalgte medlemmer af Lærergruppen havde fået permanent arbejds- og opholdstilladelse i Ecuador. Som eksempler nævnte hun Sten Byrner og Henning Bjørnlund, som jo ellers arbejdede med regnskaber i Miami og på Caymanøerne og kun af og til kom gennem Ecuador.

– Har du fået skaffet dig et reservepas? spurgte hun.

Jeg bekræftede. Det havde jeg ordnet i Iquique. Da jeg forlod Danmark tidligere i 1988, havde jeg fået besked på at skaffe mig et såkaldt reservepas. Det skulle kun bruges i nødstilfælde, som hvis det “rigtige” pas blev konfiskeret af myndighederne et eller andet sted. Jeg havde opsøgt det danske konsulat i Iquique og meldt mit pas forsvundet. Jeg havde ledt og ledt, men det var ikke at finde om bord, desværre. Konsulen – en chilener, som kun meget sjældent mødte en dansker – var meget hjælpsom. I løbet af nogle dage havde jeg et splinternyt pas, udstedt i Iquique.

Jeg havde kun været tilbage i Chile et par dage, da der kom besked fra Danmark om, at jeg skulle rejse til Guayaquil i Ecuador omgående. Den næste dag sad jeg i flyveren og genlæste faxen fra Henning Bjørnlund. Jeg skulle rejse til Ecuador og sørge for at blive stemplet ind i mit reservepas. I Guayaquil skulle jeg tage til Torre Merced, bede vagten om nøglen til en bestemt lejlighed, tage elevatoren til 24. sal og lukke mig selv ind uden at banke på.

Uden at banke på, tænkte jeg og kiggede ud på skydækket under os. Det var en sætning, der mindede om Amdi. Han havde flere år forinden dekreteret, at vi i Lærergruppen ikke måtte banke på, når vi ville åbne en dør. Det er kun politiet, der banker på, havde han sagt. Senere så jeg ham gå helt i panik flere gange, når der alligevel blev banket på en lukket dør til rummet, vi sad i. Efter at have overfuset staklen, der af ren og skær vane og almindelig høflighed havde glemt ordren og banket på, havde Amdi siddet og stønnet og prustet, idet han foregav, at han rent faktisk helt alvorligt troede på, at han lige havde undgået et snigmord.

Jeg fandt Torre Merced, fik nøglen og lukkede mig ind på 24. sal. Det var en stor, åben og luftkonditioneret lejlighed, som tydeligvis blev brugt til kontor. Jeg var alene og studerede udsigten. Bygningen lå i den bedre del af byen, men fra stuen kunne man se over til slumkvartererne og længere ude havneområdet. Der lå en række hvide bananskibe langs havnekajerne. Jeg forestillede mig, at nogle af bananerne kom fra de plantager, Frederik og jeg havde set tidligere på året, og som vi nu gennem Lærergruppen måske ejede. Det ville jeg nok finde ud af de nærmeste dage.

På et bord lå en håndskrevet instruks til mig. “Jeg håber, du kan lide omgivelserne,” stod der. Og så fulgte en række noter om, hvad jeg skulle gøre. Jeg fik besked på at skaffe to pasbilleder. Derefter skulle jeg tage reservepasset og gå til en bestemt advokat, hvor jeg skulle udfylde en ansøgning om opholdstilladelse, betale 200 dollars og efterlade passet samt billederne. Så skulle jeg tage tilbage til Torre Merced og vente.

Aftenen kom, og jeg var stadig alene. Ved nitiden åbnedes døren, og Kim Bonde kom ind. Jeg havde ingen anelse om, at han nu arbejdede i Ecuador.

– Hej, sagde han uberørt af min tilstedeværelse. Du fandt nøglen?

Kim er en kold skid, tænkte jeg. Det havde han altid været. Han var Amdis Mr. Fix-it. Tvindmøllen, dråbebilen, skibsfart, mangoer i Belize og nu problemløser i bananindustrien i Ecuador. Han havde gjort sig kendt som en hårdtarbejdende og selvopofrende person, der aldrig klagede og altid knoklede videre, når andre holdt inde. Hvilket trist liv. Jeg spurgte til plantagerne. Kim kom med en lang udredning. Jo, de havde købt nogle af de plantager, Frederik og jeg havde udpeget, fandt jeg ud af.

Jeg ventede flere dage i Guayaquil og benyttede lejligheden til at tage ud og se nogle af plantagerne. Efter næsten en uge fik jeg en besked fra advokaten om, at der var opstået problemer, og jeg var nødt til at komme tilbage igen om nogle måneder, mens opholdstilladelsen gik gennem systemet.

Jeg tog tilbage til Iquique. Ingen om bord på Marco Polo vidste, hvad mit egentlige formål med turen havde været. Alle troede, det var noget med at købe flere plantager til Lærergruppen, og jeg lod dem blive i troen.

Provianteringen var i fuld gang. Vi købte ind til måneders forbrug. De to agterkahytter blev fyldt med madvarer i kassevis. 400 liter langtidsholdbar mælk. 100 liter vin i enliterskartoner. 10 sække mel. Fem kasser margarine. Otte kasser spaghetti. Læssevis af dåsemad. Fryseren oppe i forepeaken blev fyldt med kød til randen. Kasser med majonæse, syltevarer, dåsesovs, rengøringsartikler og lynsupper. Cornflakes, havregryn, sukker, salt, marmelade, æg. Skibet var nymalet, alt om bord fungerede, vi havde været ude på en prøvesejlads, og vi var klar til at forlade Sydamerika.

En aften midt i december mødtes jeg med Leila, da hun var færdig med sit arbejde. Vi gik ned ad Tarapacá-gaden mod Plaza Central og satte os i en lille bar. Der sad vi og sagde næsten ingenting, mens vi kiggede ud på virvaret af mennesker, som flød forbi. Det var afgang for mig om mindre end en uge, og Leila skulle selv rejse til Santiago for at holde jul med sin mor. Vi vidste begge, at det var sidste gang i meget lang tid, at vi kunne se hinanden i øjnene, og alligevel var det, som om vi ikke kunne bære at lade vores blikke mødes. Så tog jeg mod til mig, vi skålede over en øl og smilede.

– Jeg kommer tilbage, sagde jeg.

– Hvornår? ville hun vide.

– Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg kommer tilbage.

Vi vandrede langsomt ned mod yacthklubben. Hun havde lagt sin arm om mit liv, og jeg havde min om hendes skulder. Vi må have set ud som et ganske almindeligt forelsket par, og ingen kunne vide, at vi var på vej mod det sidste kys, det sidste smil, det sidste kærtegn.

– Du kommer helt sikkert tilbage? spurgte hun igen, da vi stod ved indgangen til yachtklubben.

– Ja, helt sikkert, jeg lover det.

Omfavnelsen varede en uendelighed. Min tidligere næsten paranoide frygt for at blive grebet på fersk gerning af andre fra skibet gik i glemmebogen, mens vi stod der på det mest udsatte sted i hele byen og smeltede sammen i afskeden. Vi kiggede på hinanden. Der var stadig et smil gemt et eller andet sted bag hendes fortrukne ansigt. Det var derfor, jeg holdt så meget af hende.

– Farvel, vi ses.

– Ja, sagde hun, vi ses.

Hun greb mit hoved, placerede et hurtigt kys, sagde farvel, vendte sig og gik. Jeg stod i indgangen til yachtklubben og så hende forsvinde ind mod byen. Lige før hun drejede om hjørnet op mod hovedgaden, vendte hun sig kort, kiggede og vinkede med armen. Så var hun væk.

Det blev middag, før vi få dage før julen 1988 omsider stod ud af Iquiques havn for sidste gang. Langsomt gled vi forbi den forankrede flåde af fiskeskibe og videre langs med den ydre havnekaj, hvor et bjerg af fiskemel i pilleform ventede på udskibning. Et par søløver baskede rundt ved spidsen af molen, og enkelte grå pelikaner svævede over de bestandigt indkommende dønninger. Arturo og hans familie dukkede pludselig ud af fiskeflåden på deres lille motorbåd Con Con og sejlede parallelt med os, mens vi vinkede og råbte fra skib til skib.

– Adios! råbte Arturo.

– Gracias por todo, svarede vi tilbage. Arturo havde hjulpet os i tykt og tyndt, men det havde været mere end blot hjælp. Han var også en nær ven, som man kunne sidde og snakke om livet med, én man kunne stole på. Og vi vidste, at vi også var kommet til at betyde noget for ham.

I samme øjeblik, vi rundede bølgebryderen, blev dønningerne større, og skibet begyndte at rulle fra side til side med en utålmodig bevægelse. Con Con vendte om, og med fagter og gebærder og en sidste hilsen på kanal 16 sagde vi farvel og mange tak for alt til Arturo og hans familie.

Forude lå Stillehavets ensomhed. Tusindvis af sømil med åbent vand og ingen øer. Vi var nu for første gang helt overladt til os selv. Hvad der end måtte gå galt på denne tur, så ville vi være nødt til selv at løse problemerne. Alt om bord var stuvet, pakket, bundet ned, vi var klar til den længste enkeltsejlads nogensinde for Fyrskib Nr. 19, senere kaldet Store Klaus og nu Marco Polo. Vi sad på det øverste dæk

og forsøgte at kigge fremad, men det var ligesom, vi ikke kunne tage blikket af kontinentets stejle skrænt, der langsomt sank i havet bag os. De sidste antydninger af bygninger var væk, nu kunne man blot se en ujævn gråbrun linje langs med horisonten – det var de 800 meter høje bjerge op til Atacama-ørkenens plateau. Så forsvandt kysten i havdisen. Vi havde uigenkaldeligt forladt Chile, landet som gæstfrit havde huset os i et helt år, og som havde givet os venskaber og oplevelser for livet.

I løbet af eftermiddagen tog dønningerne fra syd til i styrke, men de var ikke skabt af vinden omkring os, for vi havde en mild sydvestlig vind og strålende solskin. Dønningerne kom fra fjerne og nu måske udblæste storme langt fra os. Måske kom de fra området omkring Antarktis, måske fra the roaring forties, the furious fifties eller fra the screaming sixties. Dønninger kan rejse tusinder af mil, tværs over oceanet, og stadig have ødelæggende virkninger, når de når den anden side. Nu fik vi en rulletur af de helt store, for vi sejlede lige på tværs af bølgetogene. De kom fra syd, og vi sejlede næsten stik vest. Marco Polo var et smalt skib, og selvom der er to store slingrekøle monteret et par meter under vandlinjen, blev rulningen værre og værre, efterhånden som vi fjernede os fra kontinentet. Det virkede højst ejendommeligt at sejle på den måde, når der ingen vind var. Søsygen begyndte at indfinde sig hos nogle i besætningen, men denne gang var jeg heldigvis ikke påvirket. Tværtimod tog jeg det som lidt af en udfordring at gå rundt på det vildt rullende dæk og forsøge at holde balancen. Jeg angreb rulningen fra en videnskabelig vinkel. Med et stopur konstaterede jeg, at vi rullede 20 gange i minuttet, og det blev til 28.800 rulninger på et døgn. Altså 14.400 gange til bagbord, og andre 14.400 gange til styrbord. I køjerne var man nødt til at lægge sig i spænd mellem skottet og køjesiden for ikke at ryge ned på dørken.

Efter at have sovet nogle timer på den måde blev jeg vækket midt om natten. Det var min vagt. Søvndrukken begav jeg mig op på øverste dæk til styrehuset. Støjen fra skibets hovedmotor og den rumlende lyd fra skrueakslen var nu blevet en del af hverdagen. En svag knirken lød hver gang, skibet kom til yderpunktet i sin rulning og stod stille et lille øjeblik, før det rullede tilbage den anden vej, på vej mod et nyt knirk. Det var buldrende mørkt. På broen kørte radaren og var sat til sin længste rækkevidde på 30 sømil, men linjen kørte rundt på skærmen i en uendelighed og efterlod sig ikke andet end små grønne pletter, der markerede de største bølgetoppe på havet omkring os. Ekkoloddet var også tændt, men skærmen var blank – og instrumentet havde ikke noget formål herude. Det kunne måle ned til 300 meters dybde, men her midt i det østlige Stillehav var der mindst fire kilometer til bunden. Ikke desto mindre havde vi bestemt at have ekkoloddet tændt under hele sejladsen, efter at vi havde læst en rapport i det engelske Admiralitets klassiske bibel for søfarere, The Mariner’s Handbook. Det var historien om bulkcarrieren M/V Muirfield, der i 1973 sejlede fra Sydafrika over det Indiske Ocean på vej mod Australien. Ruten lå fjernt fra kontinenterne, og ifølge søkortet var der fem kilometer dybt midt ude i oceanet. Her ramte det tungtlastede skib pludselig noget hårdt, der føltes som stengrund. Skibets

køl blev så beskadiget, at det var nødvendigt omgående at søge mod nødhavn på Cocosøen. Et australsk flådefartøj udforskede senere positionen og fandt efter nogen søgning toppen af et undersøisk bjerg kun 18 meter under havoverfladen. Bjergtoppen, som kom til at hedde Muirfield Seamount, var på størrelse med en fodboldbane, og det forulykkede skib var uheldigvis sejlet tværs over netop dette område – en mikroskopisk plet sammenlignet med oceanets størrelse. En kombination af en række faktorer gjorde, at skibet ramte bunden: Det var lavvande, der var store dønninger med dybe bølgedale, og skibet var fuldt lastet og stak derfor meget dybt. Og så sejlede det lige akkurat hen over toppen af undervandsbjerget. Havde det befundet sig hundrede meter længere mod nord eller mod syd, ville bjerget måske være ukendt den dag i dag. Så selvom vi var midt ude i Stillehavet og langt fra land, kiggede vi stadig efter bunden. Man kunne jo aldrig vide.

Vi havde været undervejs i syv dage og var stadig kun lidt over halvvejs mod Påskeøen. Natten før havde vi set et lys i det fjerne, og radarbilledet bekræftede, at det var et skib. Men skibet lå stille, bevægede sig ikke. Pludselig var stilheden på Marco Polo blevet brudt af en mandsstemme, der tilsyneladende kaldte os på et østeuropæisk sprog. Vi forestillede os, at det var et fiskeskib, og svarede med det samme på engelsk. Men der kom intet svar. Vi kaldte igen og igen, indtil vi forstod, at de ikke var interesserede i at snakke med os.

Nu var det næste nat, og jeg var igen alene på broen. Der var masser af tid til at tænke. Eftersom vores autopilot stadig ikke virkede pålideligt, håndstyrede vi skibet efter kompasset. Vores nyere besætningsmedlemmer havde stadig ikke fået følelsen for rat og ror, og af og til svingede vi vildt ud af kurs, når de styrede, nogle gange i flere kæmpe sigsag-bevægelser, før kursen blev rettet op igen. Men jeg var trænet nok til kun at skulle foretage små finjusteringer på rattet, og vi blev inden for en til to grader på hver side af kursen.

Atter og atter gik tankerne tilbage til Iquique og til Leila. Hvornår ville jeg mon kunne komme tilbage dertil? Og atter og atter konkluderede jeg for mig selv, at det ville være en umulighed at kombinere et forhold til Leila med Lærergruppens krav til disciplin og total selvopofrelse. Jeg kunne ikke forestille mig at forlade Lærergruppen. Dens arbejde var mit liv, dens medlemmer mine eneste venner. Jeg tænkte på One World Channel og var overbevist om, at vi kunne være med til at skabe historie på europæisk plan, måske endda på verdensplan. Jeg var overbevist om, at One World Channels programmer ville få betydning for europæernes forståelse af den tredje verdens problemer. Vi var midt i noget stort, noget vigtigt, noget, der ville få betydning for millioner af mennesker. Lige nu måtte jeg vælge mellem Leila og denne historiske opgave, og efter at have været i Tvind i 15 år havde jeg grundigt lært, at mine personlige ønsker og behov måtte sættes til side til fordel for de større perspektiver.

Men mit sind var splittet. Leila havde – uden at hun overhovedet vidste det – i ganske korte glimt vist mig, hvad jeg gik glip af i Tvind. For første gang nogensinde begyndte jeg at regne med, at jeg en dag ville være færdig med Lærergruppen. Jeg havde lovet Leila at komme tilbage, og den nat på Stillehavet lovede jeg mig selv, at jeg ville holde mit løfte. Jeg ville en dag vende tilbage til hende. Når den tid kom, måtte Lærergruppen vige.

Rutinemæssigt sendte jeg et blik agterud mod horisonten bag os. Mit blod begyndte at pumpe af skræk øjeblikkeligt. Et kæmpe sejlskib med et mastodontisk hvidt genoasejl var i færd med at indhente os og så ud til at have sat kursen lige mod vores agterstavn. Lydene omkring os blev uvirkelige, Marco Polos udstødning syntes at blive et fjernt ekko af sig selv. Jeg for ind til radarskærmen og kiggede forvirret på den. Der var intet skib at se. Jeg kastede et blik agterud igen, jo, det var helt tydeligt, skibet kom nærmere og nærmere, det belyste genoasejl var kolossalt. Radarskærmen var stadig blank, og jeg greb den skarpe projektør, der sad monteret ved indgangen til styrehuset og rettede den mod det hvide sejl. Men øjensynligt var det netop sejlet, der gjorde, at besætningen om bord på sejlskibet ikke kunne se os. Jeg må være klar til at lave en vigemanøvre, sagde jeg til mig selv. Men først må jeg vække Frederik, tænkte jeg, og kiggede igen på sejlet, da jeg nærmest fløj ned ad lejderen til agterdækket.

Og da gik det op for mig, hvad det var, jeg kiggede på, og hvorfor der intet signal var på radaren. For i samme øjeblik gled en lille sky ind foran sejlet og afslørede synsbedraget. Det var slet ikke noget sejl. Det var en tyk og fed halvmåne, der steg op af oceanet bag os. Nu var underdelen på vej op, og nu var det ikke til at tage fejl af. Månen, sagde jeg til mig selv, det er månen. Jeg stod lidt på lejderen og gloede omkring mig. Så gik jeg med lettede trin op igen og satte mig på en af kistebænkene på dækket. Langsomt begyndte månen at vandre fra agten mod midtskibs, efterhånden som skibet mistede kursen og drejede mod bagbord. Jeg rejste mig og gik ind og rettede op på kursen igen. Jeg kunne ikke lade være med at grine af mig selv. Først en lille kluklatter, så skrupgrinede jeg. Det var sgu da utroligt. Jeg havde været rædselsslagen. Jeg havde tænkt på Moby Dick og den Flyvende Hollænder, på pirater og kapringer. Jeg havde set overskrifterne for mig – “Tvindskibet Marco Polo forsvundet på mystisk vis i det sydlige Stillehav” – og forestillet mig, at ingen nogensinde ville få den sandfærdige historie om vores undergang og forlis at vide. Og så var det bare månen.

Som natten gik, hævede den perfekte halvmåne sig over havet og kastede et skær af lys over skibet. Jeg vækkede Frederik, og da han kom op, fortalte jeg ham om “sejlskibet” og om, hvordan min hjerne havde overtaget kommandoen, da jeg gik i panik. Vi grinede og snakkede om ensomheden her midt ude på havet.

Fire dage før ankomst til Påskeøen blev det helt vindstille. Havet var som et spejl, men det var et spejl med langstrakte glasklare dønninger. Der var flere hundrede meter mellem hver bølgetop, og dønningerne var så gamle og langsomme, at vi følte det som at sejle op og ned ad bakke. Først forsvandt vi i en bølgedal og kunne kun se de lange vandskråninger, der omgav os på alle sider. Så sejlede vi

op på toppen af den næste dønning og så ud mod den blå horisont. Det skiftende skydække var afløst af tropiske godtvejrsskyer, små kumulustotter, der langsomt gled hen over et usædvanligt blåt Stillehav. Det var blevet 10 grader varmere, efter at vi var kommet ud af Humboldtstrømmen – nu var vi på vej til tropisk klima, hvor vi skulle opholde os de næste to-tre år. Stemningen om bord lettede. Vi fandt shorts og T- shirts frem, og hver især begyndte vi at gøre os forestillinger om Påskeøen, den første landkending, vi ville få i Polynesien.

Frederik havde udstukket storcirkelkursen fra Iquique til Påskeøen og indtegnet den på kortet. En af opgaverne under vagten var at aflæse satellitnavigatoren og plotte vores position ind på kortet nede i radiorummet. Vi kunne så se, om vi fulgte den kurs, der var udstukket på kortet. Af og til ville Frederik sætte vores kurs en grad eller to mod styrbord eller bagbord for at kompensere for strøm og vind. Dagen før vi nærmede os Påskeøen, vidste vi, at omkring klokken 0900 næste morgen ville vi kunne begynde at se øen.

Den morgen sov ingen længe. Alle stod på soldækket og kiggede mod horisonten forude. Kort før klokken 0900 syntes jeg, at jeg så noget. Men ingen andre kunne se øen, så det måtte være indbildning. Men så, lige pludselig, råbtes der fra styrehuset, at radaren havde et signal, ret forude. Vi kiggede igen. Jo, det var land. En lillebitte trekantet bakketop stak akkurat op over horisonten. Der var feststemning om bord. Vi fandt vores tv-kamera frem, og vi filmede indledningen til en film om Påskeøen.

Langsomt voksede øen ud af havet. Nu var der to bakker eller bjergtoppe, nu var der land imellem bakkerne. Nu så vi en klynge træer på siden af den ene bakke. Jeg tænkte tilbage på Thor Heyerdahl og hans bog Aku Aku. Han havde forsøgt at finde en forbindelse mellem inkaerne i Sydamerika og befolkningen på Påskeøen. Som dreng havde jeg slugt hans bøger om Stillehavet, om polynesierne, om udgravninger og mystiske stenfigurer. Nu var jeg her. En stenet klippekyst dukkede op i kikkerterne; nu var vi mindre end en sømil fra kysten, og langsomt begyndte vi at bevæge os nord om øen. Derinde lå en hvid strand, dér stod en samling kokospalmer, og nu så vi de første statuer, der fra kysten så ud som aflange sorte cylindere. De vendte ryggen til havet! tænkte jeg overrasket og tog kikkerten fra øjnene.

Med sneglefart nærmede vi os ankerpladsen uden for Hanga Roa, Påskeøens eneste befolkede område. Nu var der gang i ekkoloddet igen.

– 22 meter! Frederik stod i styrehuset og holdt øje med ekkolod og radar. Jeg stod med en kikkert og kiggede ind mod land. Louise og Kenneth var på fordækket, klar til at lade ankeret gå, mens Jakob og Marius filmede hele ankomsten.

– 18 meter! Vi kan se bunden lige så tydeligt! råbte Kenneth. 18 meter! gentog han og stoppede skruen. Skibet gled med en svag rumlen længere ind mod kysten.

– Lad gå! råbte han så, og Louise rykkede i hydraulikhåndtaget. Langsomt begyndte Marco Polos tunge anker at glide ned i vandet, mens skibet nænsomt rullede lidt frem og tilbage. Strømmen førte os lidt væk fra land, og der var 20 meter dybt, da ankeret omsider tog bunden. Vores og skibets længste sejlads nogensinde var gennemført. Det var den 3. januar 1989, klokken var ved at være middag lokal tid, og vi var ankommet.

Frederik kaldte havnekaptajnen, og en båd med nysgerrige øboere kom ud til os og spurgte, hvor vi var fra.

– Dinamarca, sagde Frederik, somos de Dinamarca.

Ingen af os havde været i Polynesien før, så da vi endelig satte benene på fast grund, stampede vi en ekstra gang og sagde til os selv: Det er Polynesien, vi er her!

I Danmark havde jeg købt en bog om alle stillehavsøerne skrevet af David Stanley. Det var en slags rejsebog, men indeholdt en lang række fakta om hver ø og om deres kulturer. Stanley skrev, at det var tradition i Polynesien at opsøge det lokale overhoved og bede om tilladelse til at besøge deres landsby eller landområde. Jeg havde sat mig i hovedet, at vi skulle følge denne anvisning, hvor vi end kom i Polynesien og spurgte derfor de lokale i den lille bådehavn, hvem der var jefe eller chief på øen. De kiggede mistroisk på mig og sagde, at den chilenske gobernador holdt til oppe på bakken for enden af vejen.

– Nej, sagde jeg, jeg er ikke ude efter den chilenske gobernador. Jeg vil finde lederen for øboerne. Mystificerede kiggede de igen på mig og nævnte så El Consejo de Ancianos, De Ældstes Råd. Det var lederen for los isleños, øboerne, Alberto Hotus. Vi fandt hans beskedne hus på en støvet vej oppe ad bakken. Fra forhaven kunne man se ud over det blå Stillehav. Den eneste uregelmæssighed i alt det blå var vores hvidmalede skib ude i bugten. Hotus var ikke høj, men havde en værdighed over sig, der gjorde, at man straks tog ham alvorligt. Han stirrede på os med et borende blik, der ikke røbede, hvad han tænkte på. Han så næsten lidt træt ud, men hans håndtryk var fast og bestemt.

– Hvordan kan jeg hjælpe jer, sagde han til os uden at blinke.

– Jo, forklarede jeg, vi er kommet fra Danmark til Påskeøen, og vi har hørt, at De er lederen af folket her på Rapa Nui. Jeg valgte med vilje at bruge øens polynesiske navn, som et tegn på respekt for den lokale befolkning. – Først og fremmest vil vi gerne sige tak, fordi vi måtte komme til Rapa Nui. Vi er meget stolte over at kunne betræde en ø med så stor historisk betydning. Vi føler os meget privilegerede over at få lov til at færdes på Rapa Nui-befolkningens område, og det vil vi gerne takke for på forhånd, sagde jeg.

Alberto Hotus stirrede stadig på os i tavshed og med et næsten usynligt nik med hovedet gav han mig signal til at fortsætte.

– Sagen er den, sagde jeg, at vi gerne vil lave nogle film her på øen. Men vi vil ikke gøre det, før vi har fået lov af lokalbefolkningen. Vi føler ikke, at vi har ret til at gå rundt og filme her uden at spørge De Ældstes Råd om lov først. Og så forklarede jeg, at vores film ville blive sendt til hele Europa via satellit.

– Hvad kan jeg byde jer på? svarede Alberto.

Vi vidste, at det ville være uhøfligt at afslå, og desuden var vi tørstige, for det var meget varmt. Først da teen var serveret, begyndte han at tale.

– Jeg er født på Rapa Nui, sagde Hotus på flydende spansk, men med en blød accent, vi aldrig havde hørt før. Jeg er født her, mine forfædre er herfra. Jeg har boet her det meste af mit liv. Jeg har været leder af De Ældstes Råd i mange år. Jeg har set filmhold, journalister, videnskabsfolk, forfattere, fotografer, arkæologer, etnologer, antropologer, historikere, biologer, fjernsynsproducere – jeg har set dem alle komme og gå. De har skrevet og berettet og filmet og forklaret om Rapa Nui. De har gjort det i årtier.

Vi kiggede på ham. Hvad mente han? Vi var sikre på, at der havde været mange før os, men hvad havde det med os at gøre?

– Efter alle disse år er det første gang nogensinde, at besøgende kommer for at spørge os i De Ældstes Råd om lov til at filme her eller berette om øen. I er de første, der nogensinde har sagt tak for at få lov til at komme i land.

– Aha, tænkte vi, men hvad sker der så nu.

– Og fordi I har spurgt og vist os respekt, sagde Alberto Hotus, så lover jeg jer hermed, at I kan filme alt, hvad I vil, hvor I vil, og få al den hjælp, I overhovedet har brug for, hvor I end ønsker at gå på Rapa Nui. Fra nu af er Marco Polo officielle gæster indbudt af Rapa Nuis befolkning, og vi skal gøre alt for at hjælpe jer med jeres forehavende, tilføjede han højtideligt.

Mit første møde med Polynesien kom til at danne grundlaget for, hvordan jeg mødte folk overalt i Stillehavet i fremtiden. Alberto Hotus gjorde et uudsletteligt indtryk på mig med sin værdighed og stolthed. Og uden at jeg selv var klar over det, var endnu en brik faldet på plads i det nye verdensbillede, som ganske af sig selv var ved at formes i min bevidsthed. Det var en ny forståelse, som ikke byggede på isoleringen i Lærergruppen inden for Tvind, men som derimod kom fra mødet med verden uden for organisationens rammer, og det var en nyfunden respekt for denne verden.

Vi blev på Påskeøen i næsten seks uger – det var meget længere, end vi nogensinde havde forestillet os. Men øboerne og øen selv blev ved med at byde os på overraskelser. Mens jeg sad på Marco Polo, tog resten af besætningen på en tredages-ekspedition rundt om øen – på hesteryg. De sov i huler og filmede hele vejen rundt. Vi sad en hel dag med Rådet og optog deres sange og musik om øens historie. Medlemmerne af De Ældstes Råd fortalte, hvordan Chile havde annekteret øen og frataget dem ejendomsretten til øens jord. Vi tog rundt og filmede de berømte statuer, de såkaldte moai langs kysten, sammen med de lokale.

Den dag i dag ved ingen med sikkerhed, hvordan statuerne – som hver vejer mellem 10 og 50 tons – blev flyttet fra kraterstenbruddet ved vulkanen Ranu Raraku i øens østlige ende til deres platforme hele vejen langs med kysten. Nogle af statuerne findes mere end 20 kilometer fra det sted, hvor de blev hugget ud af klipperne. Arkæologer har målt, vejet, spekuleret og teoretiseret, men der er stadig ikke nogen sikker idé. Nogle arkæologer mener, at kæmpeskulpturerne blev rullet på træstammer, og at man brugte så meget træ, at al skov på øen forsvandt – hvorefter produktionen af statuerne pludselig standsede. Problemet er, at der ikke er nogen vej eller fladt område at rulle træstammerne på, og at der ikke er mærker efter rulning eller træstammer i de porøse lavafigurers bagsider. Andre hævder, at statuerne er blevet rokket og vippet frem og tilbage på samme måde, som når man flytter et stort skab rundt hjemme i sit hus. Men igen mangler der spor, og forsøg viser, at statuerne over 20 km ville blive slidt næsten op og miste mange meter af deres højde ved den behandling. Kun hovedet ville være tilbage, når statuen var blevet rokket og vippet hen over 20 kilometer stenet terræn. Erich von Däniken påstår selvfølgelig, at mysteriet kan tilskrives besøgende fra fjerne solsystemer. Men hvorfor de ekstraterrestriske væsener skulle give sig til at flytte stenstatuer rundt på Påskeøen, giver han ikke noget svar på.

Øboerne har deres eget svar.

– Alle øboerne ved, hvordan det skete, men ingen hører på os, sagde Alberto Hotus. Sagen er, at når statuerne var blevet velsignet og udstyret med øjne af obsidian og koralsten, kunne de vandre selv. Og det er ikke en teori, tilføjede Alberto, det er de hårde fakta.

Hvad svaret end er, så glemmer man aldrig et besøg på Påskeøen.

Et skibs flag fortæller, hvor det kommer fra. Det er både maritim tradition og international lov, at skibet selv formelt set er en del af det land, hvor det hører hjemme. Derfor er det verden over skik og brug altid at spørge kaptajnen om lov til at komme om bord, og den regel havde vi også altid haft for Marco Polo. Vi hørte ikke alene hjemme på Caymanøerne, men var faktisk et lille stykke Cayman, der sejlede rundt i verden.

Men på Påskeøen kendte de ikke den regel, for en aften, lige efter solnedgang, ankom et par både inde fra land. Før vi havde fået tænkt os om, blev vi bordet af vores gode venner fra øen, som medbragte fiskesnøre og sække med sten. De skulle fiske fra Marco Polo her i nat, informerede de os. Lidt senere ankom flere andre både, og til sidst havde vi mere end tyve øboere om bord, alle pludrende, grinende og syngende og med fiskesnører ud over siden. Nogen havde været ude og fange flyvefisk i løbet af dagen, og de blev brugt som madding. Men det var fangstmetoden, som undrede os mest.

– Det er en urgammel metode, sagde Alberto til os, og viftede med en meget død flyvefisk. Vores folk har fanget fisk på den her måde siden tidernes morgen.

Han hentede en sten på størrelse med en lille mandarin op af den medbragte sæk og skar en snes flænser ud af flyvefiskens bug. Efter at have sat et stykke af maddingen på hver af snørens tre kroge viklede han en fiskeline om sten og madding. For hver omgang, fiskelinen gik rundt om stenen, satte han et stykke fiskekød ind under snøren. Da al maddingen sad viklet om stenen, fortsatte han og viklede 20 meter snøre yderligere uden på det hele. Så gjorde han snørens ende fast til skibet og smed stenen over bord. Han holdt fast i linen og kunne mærke stenen vikle sig ud af snøren, efterhånden som den sank ned mod bunden. Snøren slækkede, og Alberto vidste, at stenen havde ramt bunden. Hurtigt hev han omkring en meter snøre ind.

– Nu hænger krogene lige over bunden, og det er der, fiskene går, sagde han og kiggede ned i det mørke vand. Vandet omkring krogene er fyldt med fiskerester, som faldt af, da snøren blev viklet af stenen. Og fiskene bider efter alt. Også efter krogene, tilføjede han.

Der var gået 30 sekunder, siden stenen havde ramt bunden. Nu hev han snøren hjem.

– Der er bid på alle tre kroge, sagde han.

– Hvordan kan du vide det? spurgte vi med undren.

– Jeg mærkede, hver gang fiskene bed, svarede han. Et øjeblik efter svingede han tre fisk ind over siden.

Der lød stemmer overalt fra skibet. Øboerne havde simpelthen overtaget os for en nat. Fiskesnører blev ustandseligt kastet over bord, sten ploppede i vandet, og alle skibets spande var efterhånden fyldt med fisk.

– Et af vores sagn handler om at lave sten om til fisk. En vis mand sagde til vores folk, at hvis de kastede sten i vandet, ville stenen blive forvandlet til fisk. Det er det, vi gør, forklarede Alberto.

Det blev sent, og til sidst gik vi til køjs, mens de mest ihærdige af øboerne fortsatte til tidligt på morgenen. Om morgenen fandt vi dem sovende i kabyssen og salonen og ude på dækket. Vi stegte et par af de helt friske fisk til morgenmaden og dyppede dem i saft fra citroner, som øboerne havde medbragt.

Her sad vi i de svage dønninger med vores venner, som havde sørget for, at vores første møde med Polynesien blev uforglemmeligt, og tænkte mindst af alt på, hvem vi var, og hvor vi kom fra. Sådan en nat smelter man sammen som venner, og vi var blot sejlere, som var kommet til at holde af den fjerne ø og dens befolkning. I den sammenhæng var Lærergruppen pludselig helt irrelevant.

Der kunne gå en hel dag, hvor Tvind og Lærergruppen slet ikke var en del af ens bevidsthed. Jeg tænkte ikke over, at vores projekt adskilte sig fundamentalt fra næsten alle andre lærergruppeaktiviteter. Lærergruppen var i udgangspunkt erobrende, dominerende og kolonial. Det drejede sig om at erobre og dominere mennesker. De skulle tro på Tvinds idealer. De skulle arbejde for “sagen” – hvad den nu end gik ud på. I UFF-butikker skulle de lægge penge for varer. I Caribien og Sydamerika skulle Tvind købe ejendom, og folk skulle arbejde på disse ejendomme, så Tvind kunne tjene penge. Elever skulle komme til skoler og “uddannes”. I Afrika var holdningen næsten nykolonialistisk. Europæiske lærergruppemedlemmer skulle drive forretninger og projekter med afrikanerne som arbejdskraft. Landsbyskoler, fagskoler og institutter skulle drives efter Tvinds principper og ideer om undervisning. Lærergruppen var ledere og direktører og lærere og kendte kun til begrebet om at lære fra sig. Alle andre skulle følge i vores spor. Det var os først, og verden bagefter.

Men her var situationen helt omvendt. Vi kom ikke for at missionere. Vores opgave blev – som vi selv definerede den – at beskrive de steder vi kom til, og de folk vi mødte. Resultatet var, at det var os om bord på Marco Polo, som konstant lærte nye ting; fik nye holdninger og nye værdier. Hvor vi var trænet op til at se Tvind og Lærergruppen som det eneste, der var værd at bruge tid på i hele verden, så sad jeg nu der og beundrede Alberto Hotus og De Ældstes Råd for den kamp, de førte på deres folks vegne.

Langsomt, meget langsomt, begyndte mit nye verdensbillede at tage form. Et verdensbillede, hvor Lærergruppen gled mere og mere ud mod horisonten.

Allerede inden vi forlod Chile, var vi begyndt at forberede besøget på Pitcairn-øen. Denne ø, som kun måler en km på den ene led og to km på den anden, ligger midtvejs mellem Panama og Australien og på ruten mellem Påskeøen og Tahiti. Pitcairn-øens navn er forbundet med drama, mystik og sydhavsromantik, for det var her, mytteristerne fra Bounty gik i land og gemte sig i 1790. Øen har stadig hverken havn eller lufthavn og besøges kun sjældent af forbipasserende skibe. Den eneste måde at komme dertil er ved at sejle syv-otte dage fra New Zealand med et containerskib på vej mod Panamakanalen og håbe, at vejret er godt nok ved ankomsten til, at øboernes langbåd kan gå ud gennem brændingen og tage imod passagererne.

Vores store problem i Chile var, at vi ikke kunne få fat i Pitcairn. Det var umuligt at ringe dertil, fik vi at vide. Men i Iquique havde vi tilfældigvis mødt Bill Black, en newzealænder, som mente, at det var muligt at ringe til Pitcairn fra New Zealand. Vi gav ham vores plan og bad ham om at ringe til øen og fortælle, at vi snart ville være på vej. Nogle uger senere modtog vi en fax fra New Zealand. Bill havde via kortbølgeradio været i kontakt med Pitcairn.

Og nu spurgte de fra øen, om vi kunne medbringe 100 tønder med benzin og et uvist antal lastbilsbatterier. Vi undrede os en del over det med benzinen. Hvad skulle de med 100 tønder benzin? Det svarede til 4.000 gallons eller omkring 15 tons. Vi forestillede os den puritanske ø, med den lille befolkning af Bounty-mytteristernes efterkommere. Vi havde læst i bøger, hvordan de dyrkede deres haver, fiskede fra klipperne og levede et liv i hengivenhed til Gud. Siden en missionær fra syvendedagsadventisterne kom til øen engang i 1800-tallet, havde Pitcairn ifølge bøgerne været domineret af denne religion. Desværre måtte vi sige nej til benzinen, for det ville være alt for farligt for os at transportere tværs over oceanet. Det måtte et “rigtigt” fragtskib gøre for dem.

Bill gav os også en radiofrekvens, vi kunne bruge til at snakke med Pitcairn, og da vi lå ved Påskeøen, forsøgte vi for første gang at komme i kontakt med øen via vores egen skibsradio.

– Pitcairn Island, Pitcairn Island, this is Marco Polo, do you copy? kaldte vi ud i æteren på det tidspunkt og på den frekvens, Bill havde angivet. Og efter nogle forsøg kom svaret pludselig klokkeklart ud af højttalerne i radiorummet.

– Marco Polo, Marco Polo, this is Pitcairn Island. Yes, we hear you loud and clear, please go ahead.

Stemmen i den anden ende lød venlig og imødekommende. Vi havde fået fat i The Magistrate, en slags valgt borgmester for den lille ø. Jeg forestillede mig hans lille kontor på øen og så for mig ulasteligt klædte og lidt sekteriske adventister gå rundt i varmen. Det ville blive et spøjst sted at besøge efter at have været æresgæster på Påskeøen i over en måned. Men vi var meget velkomne på Pitcairn, forsikrede stemmen, som havde identificeret sig om Brian.

Efter syv dages sejlads dæmrede endnu en stillehavsmorgen agten for styrbord. Pitcairn-øen skulle ligge forude og være synlig nu. På radaren kunne vi se øen tydeligt, men med det blotte øje var der intet tegn på land. Det var gråvejr og skyet, og der var byger på horisonten og ingen ø.

Vi kiggede og kiggede, og lige pludselig var den der. I stedet for, at øen langsomt dukkede op af havet, blev tæppet af grå skyer trukket til side, og med ét så vi den forrevne profil af Pitcairn foran os.

– Hold da kæft, hvor er den lille, udbrød Kenneth.

Det var rigtigt. I sammenligning med Pitcairn havde den 20 km lange Påskeø været som et kontinent.

Vi gik tættere på og kunne nu med det blotte øje se de hvide bliktage på bygningerne i den lille landsby Adamstown. Her boede hele befolkningen på omkring 50 mennesker. Hvor Påskeøen havde været bar og stort set uden træer, så var Pitcairn helt overbegroet med, hvad der så ud til at være jungle, bortset fra nogle enkelte stenede tinder, der ragede op mod de flyvske skyer.

Vi befandt os uden for Bountybugten. Et eller andet sted derinde mod kysten lå resterne af kaptajn Blighs berømte skib. Mytteristerne sejlede Bounty på grund i brændingen og tømte skibet for alt brugbart materiale. Derefter brændte de HMS Bounty, for at den engelske flåde ikke skulle kunne finde deres tilholdssted senere. Lige pludselig sejlede en lang aluminiumsbåd ud fra øen. Det så ud, som om den kom direkte ud af klipperne, men i kikkerterne kunne vi ane en lille stenmole og en lav bygning. For fuld kraft sejlede båden ud gennem brændingen.

Nogle minutter senere gjorde båden en runde omkring Marco Polo. Vi kunne tælle over 20 personer om bord, men det var en lang og solid og tydeligvis meget sødygtig åben motorbåd, som så ud til sagtens at kunne tage dobbelt så mange passagerer. De kom op på siden af os, og uden et ord blev vi bordet af syv-otte øboere. De gav sig ikke tid til at snakke, men vendte sig mod langbåden, hvorfra der nu blev kastet klynger af bananer og sække med mangoer, passionsfrugter og kokosnødder om bord. Først da det var klaret, vendte den største og absolut mest overvægtige af folkene sig mod os og præsenterede sig som Brian. Det var magistraten, borgmesteren, som jeg havde snakket med via radio fra Påskeøen og flere gange siden. Jeg kunne genkende den høflige og korrekte stemme, men mit billede af manden havde været helt forkert. Han var iklædt et par meget slidte sportsshorts og en hullet og meget gammel T-shirt. Hans mave var mægtig, og hans hænder, ben og fødder var enorme. Men på trods af mandens vægt og størrelse var han, ligesom resten af folkene fra båden, kommet om bord med et adræt spring, der viste, at han var hjemmevant på søen og ofte færdedes om bord på skibe.

Den lille gruppe af øboere kiggede lige så nysgerrigt på os, som vi kiggede på dem. De lignede en blandet samling af pirater og søfolk, som de stod der med bare fødder og vejrbidte ansigter. De fleste havde polynesiske træk, mørklødede og med sort hår, men der var enkelte med blå øjne og ansigtstræk, som mere hørte hjemme i Manchester eller Liverpool end i Sydhavet. Her, midt imellem os, så vi den blanding af engelske søfolk og tahitianske mænd og kvinder, som var kommet til Pitcairn for næsten 200 år siden.

– Velkommen til Pitcairn, sagde Brian med et stort smil. Og så haglede spørgsmålene ned over os; venlige og interesserede spørgsmål. Hvad var Marco Polos tonnage? Hvornår var hun bygget? Hvilken type hovedmotor havde vi? Hvor hurtigt kunne hun gå? Rullede hun meget? Hvordan havde vejret været ved Påskeøen? Var vi kommet forbi Ducie Øen, 300 sømil mod sydøst, en ubeboet ø, der tilhører Pitcairngruppen, men som sjældent besøges? Hvor længe ville vi blive på Pitcairn? Ville vi med i land med det samme, vi havde kastet anker?

Vinden kom fra øst, og det gjorde Bountybugten til en usikker ankerplads. I stedet, sagde pitcairnerne, skulle vi gå om på øens nordside og kaste anker ved Tedside. De skulle nok vise os hvor. Langsomt vendte vi skuden rundt og gik rundt mod nordsiden, mens deres langbåd fulgte os. Kysten var vild og klippefuld. Lodrette klippevægge rejste sig direkte op fra det cirka 20 meter dybe vand omkring øen, og Stillehavets lange og evige dønninger ramlede ind i klipperne med en ubrudt række af brusende brag. Dønningerne blev kastet tilbage i den modsatte retning og kolliderede så med de indkommende vandmasser. Resultatet var en skvulpende urolig og uforudsigelig sø, hvor bølger og dønninger kom fra alle retninger på samme tid. Men pitcairnerne havde ret: Søen var roligere, og vinden førte fra land ved Tedside. Vi droppede krogen og lå stille ved Pitcairn.

– Vil I ha’ en øl? spurgte Brian, da vi endelig sad i hans hus oppe på øen. Vi kiggede forskræmte på hinanden. Det måtte være en fælde, tænkte vi. Øen var jo alkoholfri, så øl var utænkeligt.

– Nej tak, ellers mange tak, svarede vi høfligt, næsten i kor. Brian kiggede rundt på os, trak på skuldrene og så ud, som om han spurgte sig selv, hvad for nogle underlige fisk, vi mon var. Så rejste han sig og tog en øl til sig selv fra køleskabet, mens vi andre fik en cola hver. Vi vidste slet ikke, hvad vi skulle tro, for indtil nu havde intet passet ind i vores forestillinger om øen. Brian må have tænkt det samme. Her kommer et skib helt fra Europa og bliver tilbudt en øl, og så vil de ikke engang tage imod.

Vi forklarede, at vi gerne ville filme på øen. Det måtte vi da godt, sagde Brian, det var jo op til os, hvad vi gerne ville her. Der var jo lige spørgsmålet om, hvor vi skulle bo. På Pitcairn er den eneste mulighed at bo hos øens familier, og Brian fordelte os hurtigt på tre forskellige huse. Jeg kom til at bo hos Brians mor, Vula. Her boede hans bror Terry også.

Else Jensen sendte os en telex med et forslag til en film. Vi skulle fortælle den dramatiske historie om Bounty-mytteristernes ankomst til Pitcairn og de begivenheder, der førte til, at de alle på nær én døde en tragisk død. Historien skulle fortælles ved, at vi skulle “spille” mytterister og tahitianere og således på dramatisk vis rekonstruere begivenhederne. Idéen kom ganske givet fra Amdi. Ingen anden kunne have fundet på så umulig en opgave. Vi var ikke skuespillere og havde aldrig lavet eller filmet drama. Men det var lige meget, vi måtte i gang. Vi gjorde vores bedste, men hvis der fandtes en pris for det dårligst producerede drama, så måtte vi have været absolutte vinderkandidater, for resultatet af vores anstrengelser var ikke alene elendigt, det var pinligt. Vores udgangspunkt var Nordhoff og Halls bog Pitcairnøen. Den blev nu vores manuskript.

Historien om mytteristernes skæbne på Pitcairn er ellers nok en film værd. Der er lavet tre Hollywood-film om selve mytteriet med henholdsvis Cary Grant, Marlon Brando og Mel Gibson i helterollen som mytteristlederen Fletcher Christian. Men ingen af filmene fortæller den dybt tragiske historie om mytteristernes liv og død efter landgangen på Pitcairn. Det er historien om et lille samfund, som fuldstændigt isoleret fra omverdenen skridt for skridt går sin undergang i møde. Alle mytteristerne på nær én døde en voldelig død, inden øen blev “genopdaget” af et amerikansk sælfangerskib, 18 år efter at Bounty blev brændt.

Pitcairn var et sted, som ikke lignede noget andet, jeg havde set ude i verden. Alle voksne var radioamatører og sad hver aften og udvekslede detaljer om antennevinkler og radiorør med folk på de syv kontinenter. En flåde af tre- og firhjulede motorcykler summede rundt på øens smalle stier.

Overgangen mellem de mærkeligt brøstfældige huse og det fugtighede tropiske klima udendørs var svær at definere. Træer, gevækster, kryb og kravl syntes at ville opsluge huset, men samtidig var det, som om bygningen selv langede ud og med blækspruttearme forsøgte at opsluge naturen. Meterhøje sorte plasticvandtanke, vrag af forhenværende motorcykler og potentielt nyttige ting lige fra mælkejunger

og nedløbsrør til ankerkæder og fiskenet dekorerede omegnen i nærheden af beboelsen. Når man kom nærmere, mødte man gulvbrædder, spånplader, vinduesrammer og andre byggematerialer, som måske en dag kunne finde anvendelse. Længere inde under et halvtag – men stadig ikke inde i huset – begyndte beboelsen at tage form. I midten et aflangt bord lavet af en formicaplade og ved siden af en lænestol eller to og en repareret liggestol fra et krydstogtskib. På den anden side af bordet var en rustfri stålvask monteret på et spindelvævsoverhængt sammenhamret bræddestativ. En sort gummislange fra en vandtank snoede sig ned og dinglede med en drejehane over stålvasken.

Inde i huset fandtes fjernsynet, videoen og sofaerne og små værelser fyldt med kufferter, papkasser og kommoder. Fra loftet stirrede grønne gekkofamilier ned på sceneriet, og ud på eftermiddagen samledes divisioner af angrebslystne myg mellem bananpalmerne, klar til dagens blodtørstige fremstød.

Så blev de osende myggespiraler tændt, og vi smurte os ind i en myggebalsam, der var så potent, at den ætsede overfladen på en kuglepen væk. Øboerne satte hver deres private dieseldrevne generator i gang klokken 21, når det centrale elværk lukkede for strømmen, og kunne så fortsat se videoer, som slægtninge i New Zealand sendte ud med de forbipasserende containerskibe. Og øboerne udnyttede enhver lejlighed til at arrangere overdådige ædegilder, kamufleret som fødselsdagsfester, bryllupsdage eller officielle festdage.

Da vi endelig forlod Pitcairn, havde vi filmet alt, som kunne kravle, gå og stå på øen. Vi havde været ude at fiske fra klipperne og fra langbåden. Vi havde fulgt forberedelserne til et norsk krydstogtskibs ankomst og var gået med om bord sammen med øboerne, da de skulle sælge deres træskærerarbejde til rige amerikanske pensionistpassagerer. Vi havde lavet et portræt af en af øens ældste. Og midt i det hele havde øens eneste skolelærer fået blindtarmsbetændelse, og vi havde været nødt til at smide alt og sejle ham til Gambier-øerne i Fransk Polynesien, hvorfra han blev evakueret med fly til Tahiti. Rundturen havde varet fem dage. Da vi kom tilbage til Pitcairn, gik det op for os, at vi var blevet ophøjet til helte, fordi vi sandsynligvis havde reddet mandens liv.

Men nu, midt i marts 1989, så vi den grønne ø forsvinde under horisonten. Vi havde fået venner på endnu et sted og var kommet til at holde af de gæstfrie og sjove pitcairnere. Og hver især tænkte vi på et spørgsmål, Tom Christian havde stillet, da vi sagde farvel.

– Næste år har vi 200-års jubilæum for mytteriet på Bounty, havde han sagt. Kunne det måske tænkes, at Marco Polo ville være interesseret i at sejle chartergæster fra Mangareva i Fransk Polynesien til Pitcairn til den tid?

– Måske, havde jeg svaret ham.

Måske var der alligevel en chance for, at vi igen ville kunne sætte fod på Bounty-mytteristernes fristed. Hvad jeg ikke vidste var, at Pitcairn fik rollen som startblok for mit eget private mytteri, der til sidst ledte til mit endelige opgør med Tvind.

Jeg havde ikke glemt, at Amdi havde bedt mig besøge Mehetia. Jeg skulle finde ud af, om det ville være en praktisk base for Lærergruppen og undersøge, om den var til salg.

Havnemesteren i Papeete fortalte, at øen var ubeboet og gav os navnet på en tahitianer af kinesisk afstamning, som ejede den. Det viste sig, at øen var til salg.

– Tag ud og besøg øen, det er en gave fra Gud, sagde Lee Wing Ah Moy.

Og så tilføjede han, at vi skulle læse Åbenbaringens kapitel 21 om Det Evige Liv.

Bingo! tænkte jeg. Sælgeren er lidt underlig, men nu har jeg måske fundet en privat ø, vi kan købe.

I Tahiti fik vi to nye besætningsmedlemmer om bord. Kim og Morten havde gået på efterskole og glædede sig meget til eventyret på Marco Polo. Deres første oplevelse blev at deltage i en ekspedition til Mehetia.

Det tog os hen ved otte timer at sejle de 50 sømil mod øst. Så snart jeg så Mehetia, vidste jeg, hvorfor stedet var ubeboet. Øen bestod af den øverste del af en perfekt kegleformet vulkan. På afstand lignede det en ligesidet trekant, der ragede op over havet. Dønningerne slog ind mod en smal bræmme af lavasten. En lodret skrænt rejste sig mellem 20 og 50 meter op fra stenbræmmen til et plateau, der skrånede op mod midten af øen. Et par hundrede meter inde rejste selve vulkankeglen sig stejlt op. Keglen var ifølge søkortet 300 m høj, og den var helt groet til af lavt krat mod syd og bestod af en utilgængelig lavaørken på nordsiden.

Langsomt gik vi rundt om øen, som ikke engang var en kilometer i diameter. På vestsiden syntes der at være et område tilplantet med kokosnødder. Men det var umuligt at gå i land her, brændingen var alt for voldsom. Jeg havde mest lyst til at opgive. Hvad skulle vi med en ø som denne her? Det havde ingen mening. Men jeg vidste, at jeg var nødt til at undersøge stedet personligt, hvis jeg skulle kunne sige til Amdi, at det var en ubrugelig ø.

Vi fandt et sted på østsiden, hvor det så ud til, at man kunne gå i land. Gummibåden blev læsset med kogegrej, vanddunke, soveposer og alt vores filmudstyr. Bølgerne ved landingen var meget større end ventet, og det var kun med nød og næppe, at vi klarede os i land. Slæbende på vores pakkenelliker begav vi os af sted langs en ubestigelig klippe for at finde et sted, hvor vi kunne komme op på plateauet ovenfor. Vi havde ingen rygsække om bord, så alt var pakket i kufferter. Hvis nogen havde set den sære række af danskere, som stavrede sig over stranden af kæmpe lavasten på kanten af den ubeboede ø, ville de have taget sig til hovedet. Og lidt før solnedgang gik det op for os, at vi var gået i en fælde. Stranden blev smallere og smallere, og til sidst rejste lavaklipperne sig lodret op af havet foran os. Nu var vi nødt til at bestige den ubestigelige klippevæg.

Det tog en time for to personer at klatre de 30 meter op, og nu fik vi gavn af vores medbragte tovværk. Langsomt blev kufferter hevet op langs klipperne, mens deres sider blev flænset af de skarpe lavafremspring. Da de sidste ting var oppe, var det blevet så mørkt, at resten af os var nødt til at blive nede på stenene indtil næste morgen. Vi åbnede en dåse tun og delte den. Det var vores aftensmad.

Næste morgen besteg vi klipperne og fortsatte vandringen på den øde klippeø. Vi gik over lavamarker, gennem tæt krat og forbi enkelte kokospalmer, til vi udmattede kom til det lille skur, vi havde set ude fra skibet dagen før. Her var intet. Absolut intet. Forsigtigt åbnede vi døren til skuret, og til vores overraskelse fandt vi i hundredvis af plasticflasker med Evian-vand derinde. Bag hytten var der en helikopterlandingsplads, og ved siden af stod en seismograf. En eller anden havde ridset årstallet 1987 ind i cementfundamentet. Vi lavede mad over et bål og gik til køjs kort efter solnedgang, da mørket lagde sig tungt over os. Vi blev øjeblikkeligt overfaldet af horder af udsultede myg.

Jeg lå i min hængekøje og kiggede op i stjernerne. Af og til blev de dækket af forbifarende småskyer. Mærkelige lyde fra krattet oppe ad skrænten blandede sig med havets brus. Indimellem kunne vi høre et svagt sus af vinden i brødfrugttræerne. Jeg måtte skuffe Amdi. Dette sted var et helvede. Næsten ingen flad jord, myggebefængt, intet ferskvand, og ingen steder man kunne gå sikkert i land. Mehetia kunne stryges fra listen over drømmeøer i Stillehavet.

Næste gang jeg skulle udforske en Stillehavsø for Amdi, dukkede han op i egen person.

Hver tredje måned, siden vi forlod Chile, havde jeg mindet mig selv om, at vi angiveligt var i gang med et forskningsprojekt. Så satte jeg mig ned og forfattede endnu en “forskningsrapport” til IFAS’ bestyrelse. Hver rapport konkluderede, at forskningen gik godt fremad, og at IFAS-bevillingerne til projektet derfor burde fortsætte. Som Amdi havde bestemt, blev alt skrevet på engelsk. Der var imidlertid

tale om absolut envejskommunikation. Vi hørte aldrig noget fra IFAS eller fra Thomas Væth, som var den betalte “forskningskonsulent” for projektet. “Forskningen” var noget, der kun blev tænkt på, når jeg skulle skrive mine rapporter, og i dagligdagen blev den aldrig nævnt eller diskuteret. Vi havde hverken noget forskningsprogram eller en fastlagt forskningsmetode. Vi havde ingen videnskabelig litteratur og ingen kommunikation med medieforskere rundt om i verden.

I Norge var One World Channel også finansieret som et “forskningsprojekt”, og her var situationen den samme. Vi hørte aldrig om “forskning” på kanalen, og i vores kommunikation med kanalens hovedkvarter i Norge, nævntes ordet “forskning” aldrig. Der var ingen seeranalyser og intet overblik over, hvor mange mennesker der så kanalens udsendelser.

Som månederne gik, begyndte Frederik og jeg om bord at mene, at dette forskningshalløj var en klods om benet. Forestillingen om at tjene penge ved at transportere passagerer forekom mere reel end at skulle fortsætte med at sende rapporter om fiktiv “forskning” til IFAS i de næste tre-fire år.

De næste otte måneder sejlede Marco Polo videre fra ø til ø i Stillehavet. Vi lærte Tahiti at kende, vi besøgte Cookøerne og vi lagde til i Amerikansk Samoa. I hver havn fandt jeg tid til mit hemmelige poste restante-ritual på posthuset.

– Er der nogen breve til Hans la Cour? spurgte jeg forhåbningsfuldt og håbede på en hilsen fra Leila. Der var ingen hilsen. Var det, fordi vi ikke havde overholdt vores tidsplan? Allerede fra Påskeøen havde vi været forsinkede. Ved ankomsten til Fiji var vi flere måneder bagude, og flere af postkontorerne sendte breve retur efter blot en måned uden afhentning. Måske havde hun skrevet, og brevene var sendt retur? Eller måske havde hun givet op og bekymrede sig ikke længere om mig? En dag ville jeg finde svaret. Jeg havde ikke glemt mit løfte om, at jeg ville vende tilbage til Leila.

Med regelmæssige mellemrum talte vi med Pitcairn via kortbølgeradio om deres jubilæumsforberedelser. Da vi kom til Fiji, var planen begyndt at se mere realistisk ud end nogensinde før. Vi havde nu kontakt med en gruppe Pitcairn-slægtninge i Australien, som bekræftede, at de gerne ville sejle med os til jubilæumsarrangementet. Rejsebureauet Ocean Voyages i Sausalito, Californien, tilbød os flere passagerer, og vi underskrev et memorandum of understanding. Vi var nu garanteret én returrejse fra Gambier til Pitcairn med mindst 35 passagerer.

Faxer og telexbeskeder fløj frem og tilbage mellem skibet og Grindsted. Vi argumenterede for, at det ville være en enestående chance at filme 200-års jubilæet. Vi skrev optimistiske forudsigelser for, hvor mange penge vi kunne tjene. Else Jensen tilkendegav, at det var en glimrende idé. Det måtte betyde, at Amdi og Kirsten Larsen havde velsignet planen, og det betød så igen, at vi begyndte at forberede

skibet på at modtage de mange passagerer. Steen Byrner overførte et udlæg på 15.000 dollars til os i Amerikansk Samoa, og vi købte en ny påhængsmotor, en ekstra redningsflåde og en ekstra fryser. I Fiji fik Frederik en fabrik til at bygge lydisolerede aluminiumskasser til at sætte op rundt om vores støjende hjælpemaskiner. Jakob stod for tilberedelsen af hundredvis af portioner mad, og alt blev frosset ned og var klar til optøning og servering. Det her var sjovt. Ikke alene fik vi mulighed for at vende tilbage til vores venner på Pitcairn, Tahiti og øerne på ruten. Vi fik også gennemført tiltrængte forbedringer om bord, som vi aldrig ville have fået Lærergruppen eller IFAS til at betale.

Efter nogle uger i Fiji vendte vi Marco Polo og sejlede for første gang mod øst. Vores rejse tilbage til Pitcairn var begyndt. Juleaften lå vi igen i skyggen af Bora Bora, en af de smukkeste øer i Stillehavet.

Der var stor forventning om bord, da flyveren fra Tahiti landede, og vores 35 passagerer efterhånden myldrede om bord. Der var et filmhold fra den australske version af 60 Minutes, og vi havde også et italiensk tv-hold om bord. Der var en hovedrig japaner, som ifølge eget udsagn arbejdede for FN. Og der var en broget forsamling på over 20 øboere fra Norfolk Island.

Vi havde indrettet vores 12 kahytter, så to personer kunne sove i hver, mens de resterende 11 måtte bo på dækket. Her havde vi bygget feltsenge og fået lavet sider på solseglet, så eventuel regn ikke ville genere passagererne. Besætningen hutlede sig sammen i klipperummet, radiorummet og i vores bibliotek.

Jeg har altid godt kunne lide folk, som griner. Det er vel noget med, at når der grines, så har man det godt. Så er man glad og måske endda tilfreds med det hele. Det var måske derfor, latteren oppe fra soldækket virkede så tiltrækkende på mig. Den kom fra nogle af de passagerer, som nedstammede fra Pitcairn.

En af dem var særlig glad. Det var en kvinde på min egen alder, hvis øjne hele dagen vandrede over horisonten, mens hun udvekslede gamle historier med de Pitcairn-slægtninge, vi havde med om bord. Hun havde typiske polynesiske ansigtstræk, et udtryk for de tahitianske gener i Pitcairn-folket, tænkte jeg. Hvordan det helt gik til, kan jeg stadig ikke sige. Men vi begyndte at snakke sammen. Hendes mor boede på øen, og det var nitten år siden, de havde set hinanden. Vi snakkede om havet og tiden og himlen og skyerne. Så spurgte hun interesseret til Marco Polo og til mig og til mit liv, og hun fortalte om sit. Fraskilt, to halvvoksne døtre, sagde hun og var pludselig alvorlig.

– Men hvor er I heldige, sagde hun, I sejler rundt her i Stillehavet og besøger alle de øer, jeg altid har drømt om at se. Gid det var mig!

– Du kan jo bare komme tilbage og sejle med os, sagde jeg til hende, uden at tænke over konsekvenserne. Jeg kunne godt lide hende. Hun var bramfri, hun var sjov, hun var direkte, og hun kendte havet. Og hun elskede tydeligvis at være tilbage i Sydhavet. Jeg så, at jeg med min bemærkning havde tændt et lys i hendes øjne. En urealistisk og fjern drøm begyndte at transformere sig til en mulighed for hende.

– Mener du det? spurgte hun

– Selvfølgelig, sagde jeg, mens jeg vidste, at jeg var ude på et skråplan i forhold til normerne i Lærergruppen. Jeg havde jo ingen ret til sådan helt på egen hånd at invitere en vildfremmed person med om bord. Efter en dag gik det op for mig, at jeg igen og igen søgte hendes selskab, og hvis jeg ikke tog meget fejl, søgte hun også mit.

Det endte, som den slags må ende, når det er hedt, og man er på en lille stillehavsø med små stier og hemmelige kroge og afsidesliggende bløde græstæpper og hvislende kokospalmer. Månen var så ny, at den selv ikke med den bedste vilje kunne ses, og når lysene gik ud på Pitcairn, åbnede universet sig ovenover med dets myriader af stjerner. Så kunne man sidde på en sten, der endnu var varm af solens bagen, og høre havet og forestille sig, hvad der er deroppe i uendeligheden. Hun hed Melva, og allerede før vi forlod Pitcairn igen, havde hun sagt, at hun ville komme tilbage til skibet. Jeg protesterede ikke – det var vel nærmest min idé.

Jubilæet havde været en succes for pitcairnerne. Aldrig havde så mange fremmede besøgt øen på en gang. Der havde været festfyrværkeri for første gang i årtier. Den engelske dronning havde sendt et telegram. Måltiderne havde været uden lige, og der havde været sjove sportsarrangementer med kricket, stafet, vandkamp og splitning af kokosnødder. Nu sagde øboerne farvel til Marco Polo og vores 35 passagerer. Vi sejlede tilbage mod Mangareva og Fransk Polynesien.

I besætningen havde der i nogen tid hersket en stemning af opbrud. Kenneth, Louise og Jakob stod for at skulle rejse hjem til Danmark efter Pitcairn-eventyret. De tre havde været absolutte grundpiller i alt, hvad vi havde lavet, siden vi forlod Sydamerika. Vi havde allerede fået et nyt, garvet lærergruppemedlem med om bord. Det var Martin, en dygtig og samvittighedsfuld tidligere efterskolelærer. Andre nye besætningsmedlemmer ville være frivillige fra nogle af Humanas butikker i Europa.

På den baggrund tog jeg mig sammen og fortalte Frederik, at Melva havde spurgt, om hun kunne komme tilbage og arbejde på Marco Polo. Men siden jeg ikke nævnte det, måtte han jo spørge.

– Er det rigtigt, at du har en eller anden slags forhold til Melva?

– Ja, indrømmede jeg, det er rigtigt nok.

Der kom nogle forargede kommentarer fra de andre i besætningen. Var det måske ikke mig, der havde afvist enhver tale om retten til at forelske sig i en af de lokale få måneder forinden, da vi lå i Samoa? blev der spurgt. Det måtte jeg medgive, jo, det var rigtigt nok.

Frederik kom mig til hjælp.

– Hvis Melva kommer her, så skal hun komme for at være med til vores arbejde på skibet og ikke for at være sammen med dig, sagde han.

– Jo, jo, bedyrede jeg, selvfølgelig, og vidste, at det kun ville være delvist sandt.

Afslutningen blev, at hun kunne komme, så længe hun indordnede sig under det fælles arbejde om bord.

Samtidig havde Frederik og jeg forestillinger om, at vi i fremtiden måske kunne kombinere tv-produktionen med chartersejlads. Vi havde modtaget næsten 400.000 kroner som betaling for at sejle med passagererne. Forsigtigt foreslog vi i en telex til Amdi, at vi kunne lave flere charterrejser og derved tjene penge til den fortsatte drift af skibet. Samtidig kunne vi fortsætte med at lave film for One World Channel, sagde vi. Da vi via telex fremsatte forslaget til Amdi, skrev han tilbage:

”I indgår de charteraftaler, I kan komme til, idet det er en lige så god måde at udvælge filmområder på som så mange andre. Vi beder jer om at stille et økonomisk overslag op, der viser, at charter og IFAS deler udgifterne. Skulle dette ikke kunne lade sig gøre, er IFAS parat til at betale mindre end halvdelen. Sig blot til. Fremtiden vil så være, at Lærergruppen altid har et ekspeditionsskib sejlende i denne stadig mere verdensbetydningsfulde del af kloden. Med forskellige kammerater, med forskellige ’indfødte’, med turister og med stadige filmoptagelser. Jeres film er nogle af de mest sete på One World Channel.

Sådan ser vi sagerne efter Jeres skrivelse. K+K KLAP”

(Radiotelex til Marco Polo fra Amdi Petersen & Kirsten Larsen, 31. januar 1990)

K+K stod der. Det var Amdis omskrivning af Kærligst og Kammeratligst, den sædvanlige signatur på deres faxer og telexer. Nu havde vi hans velsignelse til vores projekt og indirekte til, at ’fremmede’ personer kunne komme om bord og være med til vores arbejde. Jeg sendte en fax til Melva og sagde, at hun kunne komme om bord, når vi kom til Tahiti.

Enhver, som har sejlet over Stillehavet, kender lagunens magiske tiltrækningskraft. Efter dage eller uger med uafbrudt rulning og bevægelse om bord passerer man indsejlingen gennem det beskyttende koralrev. Man kan pludselig se den hvide sandbund, og havet har skiftet farve fra dybblå til grønlig turkisblå. Man kommer længere ind, og de sidste dønninger hører op. Vandet er fladt og varmt og vidunderligt, og så kastes ankeret, og maskinerne slukkes. Langsomt svinger vi os rundt og lægger os i strømmen eller skubbes lidt af den vind, som blæser hen over os. Stilheden om bord giver plads til havets lyde: Fra revet høres en konstant brusen. Måger forfølger skrigende hinanden frem og tilbage, og måske trænger et fjern lyd fra en knallert ud til os fra vejen inde på øen.

Vi lå ved øen Mangareva, en af Gambier-øerne i det alleryderste sydøstlige hjørne af Fransk Polynesien, mere end 2.000 kilometer fra Tahiti. Vores chartergæster var rejst, og vi lå nu og ventede på besked, om der ville blive endnu en charterrejse til Pitcairn – denne gang med øens engelske guvernør, som ville komme med fly fra New Zealand. Vi forventede en telex, hvad dag det skulle være, fra vores charteragent i San Francisco.

Så en morgen dukkede en sejlbåd op ude i sydpassagen. At den kom fra syd, betød næsten helt sikkert, at den var kommet hertil fra en meget lang rejse, måske helt fra Sydamerika. Lagunens ro måtte være en sand velsignelse for folkene om bord. Båden kastede anker et par hundrede meter fra Marco Polo, ud for Mangarevas eneste landsby, Rikitea. Som det er skik og brug mellem sejlere, stak vi over til dem og hilste på. Der var et ældre tysk og et ungt chilensk par om bord på Ambler. De to chilenere lyste synligt op, da vi tiltalte dem på spansk.

Nogle dage senere var båden væk; de var vist sejlet over til en af de andre øer i lagunen. Jeg gik rundt ude på fordækket, da jeg hørte en stemme kalde et sted ude fra lagunen.

– Hello?

Jeg kiggede mig omkring og så ingen båd.

– Hello? lød det nu igen, og da så jeg hovedet af en mand, som svømmede rundt ude ved siden af skibet.

– Ja, sagde jeg, kan jeg hjælpe?

– Jeg ville gerne tale med kaptajnen, sagde manden på gebrokkent engelsk. Nu genkendte jeg ham. Det var chileneren fra Ambler.

– Han er her ikke lige nu, vil du ikke om bord? spurgte jeg.

– Hvornår kommer han? svarede han.

– En gang i eftermiddag. Han er i land og i gang med at filme.

– O.k., så kommer jeg tilbage i eftermiddag, mange tak, sagde han og vendte om og begyndte at svømme mod land.

Der var omkring 500 meter til molen, og da han allerede havde svømmet herud, tænkte jeg, at jeg skulle tilbyde at tage ham ind til land.

– Skal jeg ikke sejle dig ind? spurgte jeg ham på spansk.

– Nej, nej, insisterede han, det er ikke nødvendigt. Vi ses i eftermiddag.

Inden han forsvandt, blev vi dog enige om, at han ikke skulle svømme ud igen. Vi ville hente ham ved stranden ved firetiden. Og sådan blev det. Den eftermiddag kom både Eduardo og hans kone Sandra med ud på Marco Polo. De ville gerne sejle med os til Tahiti, sagde de. Det gik ikke så godt på den lille sejlbåd. Nu stod vi lige og manglede besætningsmedlemmer, fordi Jakob, Kenneth og Louise var taget hjem. Så vi sagde ja, og Sandra og Eduardo kom om bord.

Det var for mig begyndelsen til et rigt venskab, måske det første, jeg nogensinde havde uden for Lærergruppens og Tvinds grænser, siden jeg var begyndt på seminariet 17 år tidligere. Her var lige pludselig en person, som jeg følte, jeg kunne lære en hel masse af.

Eduardo og jeg delte flere af nattevagterne, da vi en uge senere atter var på vej til Pitcairn med den engelske guvernør. I det mørklagte styrehus fortalte han mig om sit liv. Hans fire ekspeditioner til Antarktis, hvor han havde dykket i ugevis mellem sæler og spækhuggere og registreret mikrobeformer og tangarter til hans tæer var ved at fryse af. Han fortalte om sine rejser op og ned langs Chiles kystlinje, hvor han havde fortsat sine studier i felten. Havbiologi var hans lidenskab. Hans drøm var at dykke og samle prøver i hver eneste bugt og krog fra Kap Horn til Arica ved grænsen til Peru. Han talte med brændende lidenskab om Chiloé, en ø på størrelse med Bornholm i det sydlige Chile.

– Jeg har en masse venner der, sagde han. Vi tager på ferie, fisker og lever ved stranden. Tænder bål, og griller fisken.

Tanken om grillet fisk tog ham til Puerto Montt, en havneby på fastlandet

– Fiskemarkedet i Puerto Montt, sagde han. Det er det bedste, der findes. Man går derind, vælger mellem dusinvis af arter af levende skaldyr, som ligger til salg i saltvandskar. Så tager du dem hen til det store køkken midt i markedet, og de tilbereder dig en ret, som man ellers kun kan få i himlen. Hvidløg, tomater, chilipeber og hakket frisk koriander. Retten kommer ud i et lerfad, gerne med en rødspætte eller en abalone som sideret. En pisco sour eller en bordvin fra Maipú, og det kan ikke blive mere perfekt.

Jeg kunne høre, at han drømte sig tilbage til Chile. Han fortalte om ture ind i skoven og langs med kysten. Om utrolige tildragelser ved fuldmåne på Chiloé; om selvlysende fisk og planktonskyer og om den dag, han solgte sit køleskab og sin 2CV for at få råd til at sejle med tyskerne fra Chile mod Australien.

Jeg lyttede intenst. Også jeg havde haft mageløse oplevelser. Jeg tænkte på Khyberpasset i Afghanistan og mayapyramiderne i Tikal. Jeg havde stukket foden i asfaltsumpene på Trinidad og blaffet med en blind dansker fra El Dorado til Maracaibo-søen. Jeg havde set solnedgangen en sensommerdag ved Algarve-kysten, badet i Victoriasøen og mødt cigarrygende kvinder i urskoven mellem Bangladesh og Burma. Jeg havde besøgt flygtninge i Beirut og jammet med et olietøndeorkester på Barbados. Men et eller andet fik mig til at lytte ekstra godt til Eduardos historier, og der skulle gå flere år, før jeg blev klar over hvorfor. Jeg havde haft de mest eventyrlige oplevelser i mit liv, ja. Og ingen ville nogensinde kunne tage de oplevelser fra mig. Men jeg havde aldrig fanget en fisk for at fange fisken. Aldrig tændt

bål på stranden blot for at tænde bål. Alt, hvad jeg havde gjort, havde haft et formål. Jeg havde aldrig bare taget en kano og sejlet af sted ned ad en flod sammen med mine venner. Jeg havde haft et program for livet, siden jeg forlod skolen for 17 år siden. Jeg vidste ikke hvorfor, men ideen om at kaste sig over det chilenske fiskemarked tiltalte mig. Uden at være klar over det blev jeg grebet af Eduardos drøm om frihed og lykke.

På det mere rationelle plan nød jeg Eduardos selskab, fordi han lod sig lede af sund fornuft. Han stillede logiske spørgsmål.

– Kan vi ikke sætte os ned og gennemgå, hvordan man sætter billeder sammen, spurgte han en dag. Vi mangler den helt basale teknik.

Jeg måtte indrømme, at han havde ret. Jeg havde sendt ham af sted som kameramand, og det eneste, han havde fået at vide, var, hvor han skulle tænde og slukke for tv-kameraet, og hvordan han skulle justere farverne. Jeg kunne dengang ikke vide, at mit venskab med Eduardo i de følgende måneder ville blive stærkere og stærkere, mens mit forhold til Lærergruppen for alvor begyndte smuldre.

I Gambierlagunens sydvestlige hjørne ligger en stejl klippeø kaldet Kamaka. Øen rejser sig ugæstfrit op af lagunen, men har flere flade plateauer oppe mod dens højeste punkt. Enkelte hvide strande gemmer sig langs den korte kystlinje. Vi havde fået at vide, at der på denne ø boede en familie med to børn, og en dag på molen i Rikitea mødte vi manden, som netop var ved at sætte fra i sin båd for at sejle over til Kamaka. Han stod i båden og snakkede på tahitiansk med en af de lokale perlefarmere. Jeg var gået hen til ham for på fransk at spørge, om vi kunne besøge hans ø. Men før jeg nåede at åbne munden, hilste han på os på flydende engelsk. Han talte som en højtuddannet amerikansk professor fra New England. Hvis han var professor, røbede hans fremtræden det ikke. Han stod i bare ben i båden og var kun iført et par lasede shorts og resterne af en hawaiiskjorte. Han var omkring 45 år, og hans hænder vidnede om en hverdag med hårdt fysisk arbejde.

– Tihoni hedder jeg, sagde han, Tihoni. Johnny på engelsk, hvis I forstår.

Vi var meget velkomne, havde han sagt, og så var han sejlet af sted mod Kamaka. Nu var vi på vej dertil med Marco Polo. Langsomt krydsede vi gennem lagunen og kastede anker et par hundrede meter fra Tihonis stejle og umiddelbart fjendtligt udseende ø.

Med kameraudstyret i gummibåden stod vi ind mod øens eneste landgangsplads, en 50 meter lang hvid strand neden for nogle stejle klipper, som stak lodret op mod himlen. Der var koraller overalt, og vi måtte gå med stor forsigtighed for ikke at rive bunden af gummibåden op. Nu kunne vi se et stejlt spor gå fra stranden op langs en afsats i klipperne. Tihoni måtte altså have en type køretøj herude. Vi landede på stranden og så ud på Marco Polo, som stille lå og vuggede derude. Gummibåden blev trukket op på sandet og fortøjet med en line til et mirotræ ved klippernes fod. Det var omkring det tidspunkt, at vi lagde mærke til den uvante lyd henne fra enden af stranden. Rockmusik. Vores sanser var indstillede på bølgebrus, kokospalmerasien og mågeskrig. Men midt i de forventede lyde dunkede Dire Straits ud fra et sæt højttalere et eller andet sted.

– Welcome to Kamaka! lød et råb fra den anden ende af stranden. Det var Tihoni, som kom imod os. Hans kultiverede engelsk-amerikanske slog os igen, da han viste os forbi et klippeudspring og bød os velkommen i sit hjem. Vi slog øjnene op, for hvad vi så, var helt uventet.

Foran os lå en lille plads, som var delvist overdækket med et skrånende tag af blik og palmeblade. Taget beskyttede mod den stærke sol, men sikkert også mod regnen, når den kom. Til venstre, ud mod lagunen, blev halvtaget til en del af en huskonstruktion. Man kunne se et moderne køkken, med kaffemaskine og gaskomfur. Længere inde førte nogle trin op til en stor stue, som lå helt ud over vandet, og som havde glasløse vinduesåbninger i et stort panorama mod den nordlige del af lagunen. Med knæet i en sofa lænede jeg mig ud af vinduet og kiggede direkte ned i vandet udenfor. Møblerne var i råtræ og

bambus og beklædt i farverige betræk. Taget skrånede op mod en stor bjælke foroven, hvorfra det igen skrånede ned mod indgangen, hvor vi var kommet ind. Der hang et kæmpe skildpaddeskjold og en række malerier over en imponerende samling af bøger. Til højre stod stereoanlægget, som stadig pumpede rytmisk rock ud i huset. Ved siden af stereoen stod et stort arbejdsbord, fyldt med bøger om byggeteknik, kunstvanding, elektricitet, svejsning, dieselmekanik, arkæologi og bådebyggeri.

På den anden side af halvtaget udenfor åbnede klipperne sig i en revne, der længere inde blev til en dyb og rummelig hule. I bunden af hulen havde Tihoni indrettet et stort badeværelse, og ude mod indgangen lå køkkenet. Under halvtaget mellem hus og klippeflade stod et stort og solidt træbord omkranset af træbænke. Mine øjne blev ved med at vandre rundt, og hele tiden så jeg noget nyt. Lidt længere oppe lå to små træhytter, og mellem en række papajatræer stod nogle stativer, hvorpå en række solpaneler var monteret.

Pludselig hørte vi lyden af barnelatter, og to brune børn skreg forbi os og forsvandt igen rundt om klippeblokkene ud mod lagunen. Og så kom en rank polynesisk kvinde frem fra et sted bag et stort træ, med en balje vasketøj mellem armene. Hun var klædt i en turkisblå pareu, det traditionelle simple tahitianske, farvede stykke klæde, som svøbes om kroppen og bindes sammen om nakken.

Vi må have stået med måbende ansigter, uden at vide hvad vi skulle sige, for Tihoni rev os ud af vores tanker og tilbød os kaffe. Kaffe? Det her var som at træde ind i en Hollywood-filmkulisse.

– Det er her, jeg bor, forklarede Tihoni beskedent.

– Hvem har lavet alt det her? spurgte Eduardo nysgerrigt.

– Det har jeg, sagde Tihoni, men jeg er ikke færdig endnu. Jeg mangler stadig at gøre kunstvandingsanlægget og mine haver færdige, så jeg kan blive helt selvforsynende.

Og så fortalte han sin historie. Hans far var amerikaner og hans mor tahitianer. Moderen nedstammede fra den tahitianske pomare- familie – det var kongefamilien på Tahiti, indtil slutningen af 1800- tallet. Familien havde ejet øen i mange år, og da Tihoni som teenager var blevet grebet i at dyrke pakalolo – den lokale udgave af marihuana – undgik han straf ved at acceptere at blive “udvist” fra Tahiti til den fjerntliggende Kamaka. Her skulle han bo i ét år, før han fik lov til at komme tilbage til Tahiti. Men for Tihoni var det ingen straf. Han forelskede sig i øen og drømte om at bosætte sig og skabe sin egen tilværelse der. Senere gav hans mor ham øen og – han slog ud med armene – nu sidder vi så her. Kamaka var ikke længere blot en drøm.

Han tog os med op ad den stejle og smalle vej. Et hårnålesving tog os i den modsatte retning, og dér stod en lille 3-tons bulldozer på larvefødder.

– Jeg var nødt til at bygge en pram, da jeg skulle have den herover, forklarede han. Det var der, jeg lærte at svejse. I Rikitea kørte vi dozeren op på prammen, og så slæbte vi prammen hen over lagunen på en helt stille dag. Det gik lige.

Det var bulldozeren, som havde lavet vejen, der førte op på øen, forklarede Tihoni. Vi kom op til et fladt plateau, hvor vi fik os endnu en overraskelse. Her havde Tihoni med sin maskine lavet et stort bassin. 40 meter langt, 20 meter bredt og med sider skrånende ned til tre meters dybde. Hele bassinet var bedækket med en stærk presenninglignende gummidug.

– Jeg er lige blevet færdig med at svejse bunden sammen, sagde han. Det er den slags, man også bruger i svømmehaller. Det er til mit kunstvandingsanlæg, fortsatte han og trak os hen til en af mange tilløbskanaler, vi nu lagde mærke til. Her kommer til at være mere end en million liter vand, og så vil jeg kunne dyrke grøntsager hele året rundt.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Her rejste jeg rundt i Stillehavet, og en af mine fortrolige opgaver var at finde en privat ø til Amdi. Og nu stod jeg på en ø, som på mange måder kunne være den ideelle. Den lå isoleret og var helt privat. Der var plads, der var ferskvand, der var lagune, der var varmt. Man kunne bygge flottere og større, man kunne udvide. Man kunne sprænge en indsejling i koralrevet og bygge en lille bådehavn. Der var 15 kilometer over lagunen til lufthavnen. Men øen var optaget, og det af en mand, som slet ikke kendte Lærergruppen eller Tvind. Han havde ikke noget større politisk mål med sit projekt – han var blot i færd med at realisere den drøm, han havde haft i mange år: at etablere et selvforsynende og bæredygtigt sted for sig selv og sin familie. Han var ikke på flugt fra verden, han var ikke gået under jorden, og han søgte ikke et liv i isolation. Han var blot tiltalt af ideen om at bo på Kamaka.

Det var her, Eduardo første gang for alvor udfordrede min tilbøjelighed til hurtigt at fælde dom over de mennesker, vi kom i kontakt med. Vi var på vej op ad sporet mod øens top, og jeg må have været lidt halvirriteret, da jeg udbrød, at hele stedet virkede vanvittigt på mig.

– Hvorfor? spurgte Eduardo nysgerrigt.

– Jamen, kan du ikke se, sagde jeg. Det hele er lavet blot for ham selv. Han knokler og regerer og laver sin egen ideelle verden her, helt alene. Det er sgu da skørt.

– Hvorfor er det skørt?

– Hele verden er begravet i problemer, sagde jeg. Synes du ikke, det virker lidt egoistisk at bruge sit liv på sådan et projekt?

– Næh, sagde han ligeud. Det mener jeg egentlig ikke. Hvad med Sandra og mig? Er vi egoistiske, fordi vi rejser ud i verden? Hvad med folk over det hele, som skaber sig et liv, en hverdag, køber hus, bygger, rejser rundt? Er det ikke bare en del af livet for os alle sammen?

Hans logik irriterede mig, fordi den var svær at komme udenom. For hvad var det egentlig, jeg forsøgte at argumentere for? Sagde jeg, at alle mennesker uden for Lærergruppen var egoister?

Para mi es un lugar de sueños, sagde han. For ham var det et sted skabt af drømme.

– Tænk dig! han slog ud med hænderne og appellerede til min sunde fornuft, Tihoni har lavet alt det her! Nu kan han dyrke grøntsager. Han bruger solenergi. Hans børn vokser op her og lærer at leve med naturen. Han fisker, han laver det hele selv.

Jo, jeg kunne godt se det. Jeg måtte indrømme, at Tihonis projekt var beundringsværdigt. Det var enestående, det var miljøvenligt, jo, det var godt. Jeg kunne ikke komme uden om det.

Som følge af min samtale med Eduardo blev vores film om Kamaka til Tihonis fortælling om, hvorfor han havde slået sig ned på øen, og hvordan han havde indrettet sig. En film om, hvordan en enkelt mand havde kæmpet for at skabe sig en tilværelse i sin egen verden. Vi viste, hvordan Kamaka var blevet ændret fra en stenet og utilgængelig klippeø til et sted med haver, kunstvanding, soldrevet elektricitet og beboelse. Jeg viste Tihoni som en person, der var dybt optaget af sit projekt og antydede, at indbyggere på andre stillehavsøer kunne lære af ham.

Jeg vidste, at jeg med denne film bevægede mig ud på ydergrænsen af, hvad der ville være ideologisk acceptabelt for TV-Tvind. Det var i orden at vise historier om folk, som dyrkede jorden, fiskede eller lavede musik rundt omkring i Stillehavet. Det var også helt fint at fortælle om den berygtede Pitcairnø og om livet om bord på Marco Polo. Det var uproblematiske og kuriøse historier, om de såkaldte “almindelige mennesker”, vi mødte. Vi var altid oven på problemstillingerne og betragtede med interesse, hvad vi så. Kamaka-historien var anderledes. Her var det os, der lærte noget om, hvordan man kunne organisere sig. Programmet kom til at fremstå som en positiv beskrivelse af Tihonis alternative livsstil. Der kunne blive en reaktion fra den ideologiske kontrol på TV-Tvind, det vidste jeg.

Sagen var, at vi i Tvind havde udviklet en udpræget foragt for andre menneskers forsøg på at finde nye veje at organisere sig. Kollektiver, Greenpeace, venstrefløjen, fredsbevægelsen – alle havde de gennem årene fået på huden bag vores lukkede døre. Kollektiverne var simpelthen blot selvoptagede og havde ingen funktion i samfundet. Desuden røg de sikkert hash. Venstrefløjen og fredsbevægelsen hængte plakater op eller holdt møder om tirsdagen og drak sig fulde på støttefester om lørdagen. Vi, derimod, vi var i gang med Det Store Projekt, og brugte vi ikke hele vores liv og al vores tid på det? Vi var blevet lynhurtige til at fælde dom over ethvert samfundseksperiment og enhver gruppe i samfundet, som havde en tro på sig selv.

Vi var selv blevet kraftigt påmindet om netop dette mindre end en måned forinden, da Amdi og Kirsten Larsen sendte os en telex med kritik af en film fra Samoa. Filmen handlede om et besøg i en samoansk landsby, hvor vores tre yngste besætningsmedlemmer blev “adopteret” af en familie, som de kom til at holde meget af. En længere sekvens i filmen viste polynesisk korsang i den lokale kirke.

Amdis reaktion var ikke til at tage fejl af:

”I går på TV-Tvind så vi en udsendelse fra Return of Marco Polo. “The Heart of Polynesia”. Optaget af de unge mennesker. I modsætning til efterhånden alle de film, der kommer fra jer, var den ualvorlig og uden retning. Men det væsentlige ved udsendelsen var, at det er tydeligt at se, hvad der er sket med de unge mennesker. Ganske ligesom vi har set det mange gange med højskoledeltagere. De tager alene på undersøgelse, og uerfarne som de er, lader de hovedet dreje 100 grader af: En religiøs gruppe. En politisk gruppe. Et storkollektiv, og så videre. Når deltagerne så kommer tilbage, går der et døgns tid med at afværge de værste aggressioner, og forsøge at få dem på ret køl.

De unge mennesker har mødt for dem “Drømmen” om en familie. Alt det, de ikke har fået hos deres egen familie. Det 1½ års familiære afsavn. Venindehemmeligheder, hårnusseri og så videre og så videre.”

(Telex fra KLAP til Marco Polo 9. marts 1990)

Vores film skulle være om “almindelige mennesker”, men de skulle ikke beskæftige sig med folk, som havde fundet noget at tro på. Det havde vi selv patent på. Nu havde vi fortalt i et helt program om Tihonis private ø og hans store projekt. Og selvom det tog et par måneder, før den kom, så udeblev reaktionen fra TV-Tvind da heller ikke. “Historien virker falsk, fordi hovedpersonens baggrund ligger i dyrkning af hash i Tahiti, og fordi den ikke spørger, hvad den dybere mening med hans arbejde på øen er ...” skrev Henrik Sørensen fra TV- Tvind til mig, da han havde modtaget filmen.

For første gang, siden jeg gik med i Lærergruppen i 1977, trodsede jeg den indre disciplin og skrev surt tilbage til TV-Tvinds ledelse:

”Ideen med filmen er klar, og det er et flot og godt portræt. Personligt er jeg uenig i, at den er falsk, fordi vi ikke dømmer manden på grund af hans fortid. Hvis vi skulle dømme os selv nu ud fra, hvad vi har lavet for 10 år eller 15 år siden ... det kunne vi jo ikke finde på.”

(Fax til TV-Tvind, april 1990)

Sådan en reaktion var helt uhørt, og jeg var ganske klar over, hvordan brevet ville blive modtaget. Det ville blive taget som tegn på opsætsighed og manglende disciplin. Brevet ville gå ad kommandovejen, og en kopi ville ende i hovedkvarteret i Grindsted. Else Jensen ville konferere med Anne Hansen eller Bodil Ross, og måske ville Amdi endda blive indblandet, når det skulle bestemmes, hvordan der skulle reageres. Brud på disciplinen – især fra ældre og ledende lærergruppemedlemmer – var en meget alvorlig sag.

Jeg var klar over, at jeg nok ville høre fra dem igen. Men jeg vidste ikke, at jeg netop var stået på en seks måneders rutsjetur, der ville ende med mit brud med Amdi, Lærergruppen og Tvind.

En dag modtog vi en telex om, at vi ville få besøg. Joep Nagel var på vej og ville blive på skibet i nogle uger for at male motiver fra Tahiti. Den store og svedige Joep ankom ganske rigtigt. Han havde lige været i Malaysia, fortalte han. Inde i Papeete købte han maling og terpentin, pensler og lærred, for han kunne ikke tage de brandfarlige materialer med i flyveren. Sådan måtte det jo være. Så sad han oppe på Marco Polos soldæk og malede. Hver eftermiddag forsvandt han ind til byen i et ikke nærmere angivet ærinde, men denne gang havde jeg regnet den ud. Det hele lignede til forveksling mine allerførste dage på skibet i Panama. Joep ankomst varslede, at vi ville få besøg af Amdi på Tahiti inden for den næste uge, gættede jeg.

Få dage efter stod jeg i den tropiske hede uden for lufthavnen i Faa’a på Tahiti. Jeg havde taget mit pæneste tøj på, og det inkluderede lange bukser fra Casablancafabrikken i Marokko. Sveden løb ned ad ryggen, og solen bagte. Fugtighedsprocenten var oppe over 80, og det betyder, at kroppen ikke kan komme af med sveden. Det var helt i orden med varmen ude på skibet, men her, hvor ikke en vind blæste, var den næsten ulidelig. Jeg havde allerede været inde i byen og leje en bil – det var en mindre Nissan Pulsar – og det var første gang, vi havde flottet os på den måde i Tahiti.

Men det var heller ikke nogen tilfældig dag, for jeg havde gættet rigtigt, da jeg så Joeps ankomst som et varsel for et meget vigtigere besøg. Nu stod jeg i mit fine tøj og ventede på ingen ringere end Amdi og Kirsten. Mogens Amdi Petersen og Kirsten Ambrosius Larsen, tænkte jeg. Hvad skal vi sige til vores besætning? spurgte jeg mig selv i varmen. Vi kan jo ikke kalde dem “De andre”, eller bruge bogstavkombinationen KLAP. De må have et navn. Jeg faldt i staver og kiggede omkring. Flyveren var landet, men ingen var kommet ud. Det var et af de få fly, der landede i dagtimerne. Normalt er Tahitis lufthavn kun i live fra midnat til før solopgang. Fly letter på hver side af Stillehavet ved aftenstid eller sen eftermiddag og mellemlander i Tahiti midt om natten. Transitpassagerer vælter søvndrukne ud i

transithallen, mens flyet tanker op, og de passagerer, der er nået til deres mål, forlader lufthavnen i buldermørke. De fleste bliver slået af varmen og fugtigheden, og alle kommer ud med en frangipaniblomst over det ene øre. Lige før toldskrankerne står en polynesisk skønhed med en kurv fyldt med de hvide og stærkt duftende blomster. Uden at spørge klemmer hun blomsten fast over det ene øre, og man er øjeblikkelig i sydhavsstemning.

Jeg blev endnu en gang enig med mig selv om, at Tahiti og Fransk Polynesien er et af de steder, jeg elsker mest i hele verden. Og det var ikke blevet ringere af, at Melva for to dage siden var ankommet og nu sad ude på skibet i fuld gang med at gøre klar til at lakere bænkene på soldækket. Hun var gået om bord, som om hun blot havde været væk et par dage.

Jeg blev revet ud af mine tanker, for nu begyndte passagererne at komme ud. Og så kørte min hjerne igen, for lige pludselig begyndte jeg at spekulere på, hvad Amdi mon egentlig kom for. Det var jo noget med at diskutere fremtiden for Marco Polo, men der måtte ligge mere bag. Hvad kunne det være?

Med Amdi ved man aldrig. Manden er komplet uforudsigelig. Han kan virke som den mest elskelige og venligste mand det ene øjeblik. Han organiserer ting for én, han hjælper med problemer. Så siger man farvel og næste gang, man møder ham, er det lige omvendt. Helvede bryder løs. Man er på glatis, når Amdi spørger, og lige meget, hvad man svarer, er det forkert. Hver sætning fra ham er som stød med en bajonet, og det eneste, man venter på, er, at det er overstået. Hvad kom han for nu? Hvilke overraskelser ville vi få? Alt kunne ske.

Og så var de der. Med store smil, glade øjne og fulde af liv. Amdi i sit es. Tilbage på Tahiti for første gang i over tyve år. Kirsten Larsen storgrinede og var øjensynlig meget tilfreds med varmen. Amdi lignede sig selv, selvom hår og skæg var grånet siden sidst. Han var ret tynd, og hans skæg og hår fik hovedet til at blive uproportionalt stort i forhold til kroppen. Hans gang var stadig lidt ludende, ryggen stadig lidt foroverbøjet. Og rynkerne var blevet meget dybere, og skægget længere. Med laset tøj og en bajer i hånden ville han kunne gå for at være en hjemløs på Istedgade, tænkte jeg. Men Amdis tøj var ikke laset. Han var iklædt en silkeskjorte, smarte og dyrt udseende brune lædersko og løstsiddende kakifarvede Calvin Klein-bukser. Hans briller var allerede blevet mørkere efter at have forladt ankomsthallen.

Et par store og meget dyrt udseende læderkufferter og flere håndtasker i samme stil blev skubbet af sted på en bagagevogn. Du godeste, tænkte jeg, bagagen ... den havde jeg ikke taget højde for med min lejede bil. Der var godt nok plads til både Amdi og Kirsten, men de store kufferter og taskerne ... det så ikke godt ud. Efter de hjertelige omfavnelser og hilsener skulle jeg lige til at foreslå, at vi trak bagagen over parkeringspladsen til min nys lejede bil, selvom jeg vidste, der ikke var plads.

– De sagde, at den stod herovre, sagde Kirsten og så sig omkring, mens hun viftede med et sæt bilnøgler.

Jeg kiggede forvirret fra den ene til den anden.

– Jamen, jeg har allerede en bil, sagde jeg.

– Nååh, her er den, sagde Kirsten og gik hen til en sølvgrå Mercedes 190, som holdt parkeret henne ved udlejningsbilerne kun 10-15 meter fra, hvor vi stod. Det gik op for mig, at de allerede havde lejet en bil, og jeg må have set lidt slukøret ud, for med højtidelig alvor i stemmen sagde Amdi til mig, at det gjorde de altid, når de rejste rundt.

– Vi er nødt til at have vores egen bil, sagde han. I mange år har ingen anden end Kirsten kørt, når jeg rejser. Det er en beslutning, vi tog for længe siden.

Jo, ja, selvfølgelig, tænkte jeg og nikkede. Det er klart. Der må jo være system i tingene. Han kan jo ikke bare sådan blive kørt rundt af alle og enhver. Og egentlig var jeg også lidt lettet. Det var jo alt sammen gået fint. De smilede og var glade. Der var ingen tordenskyer i sigte, alt syntes at ånde fred og ingen fare. O.k., tænkte jeg. Så kører jeg tilbage til skibet.

Og så opstod der pludselig et andet problem. Hvad nu? Jeg var jo godt klar over, at jeg ikke kunne spørge dem om netop dette. Hvordan mødes vi igen? Hvor tager de hen? Hvordan finder jeg dem igen? Men Kirsten kom igen med forløsningen.

– Vi har et hotelværelse på Maeva Beach Hotel, sagde hun. Det ligger jo i samme bugt, hvor Return of Marco Polo ligger.

De havde helt styr på det, tænkte jeg. Det havde ganske rigtigt været Joeps opgave at sondere terrænet i den sidste uge. Det var selvfølgelig derfor, han kom. Han er deres sikkerhedsmand, og han rejser i forvejen under påskud af at lave malerier, mens hans egentlige opgave er at tjekke de steder, hvor Amdi kommer.

– Vi ses, sagde de. Deres Mercedes forsvandt af sted mod Maeva Beach, og jeg holdt mig andægtigt tilbage fra at køre efter dem. Nu havde jeg jo en bil selv, og jeg spekulerede over, om jeg skulle køre tilbage og aflevere den igen. Men eftersom jeg allerede havde betalt for en dag, så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne beholde den indtil næste morgen.

Da jeg kunne regne ud, at Amdi og Kirsten for længst måtte have tjekket ind på hotellet og derfor måtte være ude af syne, kørte jeg af sted mod Maeva Beach. Sagen var jo, at det nu var dem, der skulle bestemme, hvornår vi skulle ses igen. Det kunne ikke nytte, at vi sådan rendte ind i hinanden igen. Jeg kom til hotellets parkeringsplads og kunne ikke undgå at bide mærke i, at deres Mercedes ikke var der. Jeg blev enig med mig selv om, at de nok slet ikke boede på Maeva Beach, men at det havde været en dækmanøvre. O.k., tænkte jeg. Så må vi se.

Den næste dag forsvandt Joep fra skibet i nogle timer. Han kom tilbage og havde en lavmælt samtale med Frederik. Jeg blev straks urolig. Noget var i gære, og det var ikke et godt tegn, at Joep ikke havde konfereret med mig. Jeg begyndte at få en fornemmelse af, at vores første og uundgåelige møde med Amdi og Kirsten ikke ville blive sjovt.

Så forsvandt Frederik. Det mærkelige var, at han ikke sagde, hvor han gik hen. Nu var jeg helt sikker. Noget skulle til at ske, og det handlede om mig. Alle tegnene var der, og mine instinkter sagde mig, at nu kunne jeg godt forberede mig på det værste. Frederik måtte sidde sammen med Amdi og Kirsten og diskutere, hvad de skulle stille op med mig.

Mødet var indkaldt. Frederik og jeg blev sejlet ind til bådebroen uden for Maeva Beach Hotel af Kim. Frederik førte mig ind til receptionen, og vi tog elevatoren op til den øverste etage. Så var det altså alligevel her, tænkte jeg. Vi steg ud, gik hen ad korridoren og stoppede uden for en dør.

– Det er os, sagde Frederik og ventede uden at røre døren.

Kirsten åbnede, og vi blev lukket ind i, hvad der må have været et af hotellets dyreste og fineste værelser. Faktisk så det så dyrt og fint ud, at ordet værelse slet ikke dækker beskrivelsen. Suiten lå naturligvis på øverste etage. En korridor førte ind til et stort åbent lokale med vinduer i to sider. Udsigten over lagunen var bjergtagende. Alle reklamesprogets floskler om turkisblåt vand og hvide strande kunne anvendes her. Ude ved koralrevet bankede Stillehavets dønninger uendeligt mod barrieren. En bred glasdør stod åben ud til en altan, og bruset fra brændingen kunne tydeligt høres, selv herinde i hotelsuiten. Men det, der gav udsigten fra Maeva Beach Hotel klasse, var synet af Tahitis naboø, Moorea. Der er ikke mere end 10-15 kilometer over til den bjergrige og frodiggrønne ø. Man kan se Moorea fra hele Tahitis vestkyst. Bratte tinder, mange af dem helt lodrette, skyder mod himlen fra Mooreas indre og giver øen en hakket, siksakket og helt speciel profil. Når man kører sydpå langs Tahitis vestkyst og betragter Moorea, ser det ud, som om øens tinder danser med hinanden og skifter form, efterhånden som de flytter sig og skifter deres indbyrdes position.

– Tahiti uden Moorea ville være ligesom jorden uden månen, buldrede Amdi poetisk og rev mig ud af mine tanker.

Jo, jo, rigtigt nok, ligesom jorden uden månen, jo, jo, gentog jeg for mig selv.

Rummet var meget luksuriøst udstyret. Gardinerne flagrede lidt i den svale søbrise, som stod ind fra døren og de åbne træpaneler. Der var naturligvis aircondition i rummet, men den var ikke i brug, og det ville også have været omsonst med alle døre og vinduer åbne. Der var et kontorområde i den ene ende af suiten. Et stort mørkt udseende skrivebord med en lampe i grønne og laguneblå nuancer. Væggene var behængt med malerier, langt de fleste med motiver fra Tahiti. Flere af dem var reproduktioner af Gauguins berømte kvindeportrætter. Ude på altanen stod et sofaarrangement og en stor parasol med hvidt lærred. Der var rigeligt plads til seks personer rundt om et teaktræsbord under parasollen.

Inden for glasdørene, modsat skrivebordet, var der endnu et sofasæt, og det var hertil, Frederik og jeg nu blev ledt af Kirsten. Amdi stod stadig og betragtede Moorea gennem den åbne dør og vendte os derfor fortsat ryggen. Vi satte os ned, og snakken om havet, solen og Tahiti gik videre, men det var mest Kirsten, som talte. Amdi syntes at være henfaldet i tanker og tog sine briller af. Hans ansigt var blevet mere furet, siden jeg havde set ham sidst i Grindsted, og brillerne lavede dybe røde mærker der, hvor de sad på næsen. Jeg tænkte ved mig selv, at manden så træt ud, og at den første oplagthed måske var mere påtaget, end jeg havde troet.

– Har du brillevæsken? spurgte han Kirsten. Hun rejste sig og kom tilbage med en lille sort og fornemt udseende læderpose. Da hun havde sat sig igen, åbnede hun posen og trak en lille flaske og en brillepudseklud op. Der var noget rituelt over det, tænkte jeg. Amdi modtog flaske og klud, stadig med brillerne i hånden.

– Hans, sagde han, bruger du brillevæske?

Og dér måtte jeg jo bekræfte hans formodning. Nej, det gjorde jeg ikke, måtte jeg tilstå.

– Jamen, hvordan pudser du så briller? spurgte han forundret. Får du aldrig beskidte briller?

Jo, det måtte jeg jo indrømme, af og til fik jeg beskidte briller. Og som jeg havde gjort det siden dinosaurernes tid, så pudsede jeg mine briller i min skjorte eller i min T-shirt, berettede jeg. I baghovedet var der allerede ved at danne sig et billede af, hvad det hele gik ud på. Jeg havde oplevet Amdi tilstrækkeligt mange gange til at kunne dechifrere hans indledende manøvre. Han var ved at få mig ud på glatis, han var ved at gøre mig usikker, sådan, at når han for alvor tog fat, så ville jeg være helt mør.

– Pudser briller i skjorten! sagde han, henvendt til Kirsten og Frederik. Hvordan skal vi kunne arbejde for en ny fremtid med folk, der pudser briller i skjorten? Han rystede på hovedet og fik et fjernt og næsten trist udtryk i øjnene.

Med to fingre skruede han toppen af flasken med brillevæske, vendte bunden i vejret på den og lod et par dråber falde ned på det ene brilleglas. Bruset fra brændingen syntes pludselig overdøvende, følte jeg, men lyden blev sødet af et ukuleleband et eller andet sted i nærheden. Var det ikke en smule latterligt at komme rejsende til Tahiti og begynde at belære mig om, hvordan jeg skulle pudse briller? spurgte jeg mig selv, mens Amdi stadig pudsede det første brilleglas med, hvad der forekom som en overdreven nidkærhed.

– Det svære i vores daglige arbejde, sagde han – og her talte han om sig selv og Kirsten Larsen og kiggede på Frederik, som om jeg ikke eksisterede – det svære er, at der er så mange kammerater, der er håbløst bag efter tiden. Så ikke alene skal vi kæmpe mod alle de ydre fjender, men vi skal også kæmpe med de indre. Vi skal kæmpe med de mange lærergruppemedlemmer, der simpelthen ikke vil gi’ sig og tilslutte sig de fælles betingelser.

Han var godt i gang og nød at høre sig selv. Både Frederik og jeg sad og lyttede andægtigt, og Kirsten kom med kvidrende udtryk for enighed nu og da. Det faktum, at jeg ikke havde brillevæske og ikke ejede en professionel brillepudseklud, var udtryk for, at jeg ikke støttede begrebet “det fælles”. Jeg var bagefter. Nu var det jo ikke, fordi folk i Tvind rendte rundt og pudsede briller hele tiden, og sandsynligvis havde Amdi anskaffet sig væske og klud få dage forinden. Og så var det jo med at udbrede nyheden. Jeg blev utålmodig og rykkede lidt i sædet, og Amdi så det straks.

– Er du træt af at sidde her? spurgte han.

Nej, nej, jeg var ikke spor træt, ikke det mindste, jeg var yderst oplagt og nød selskabet, forsikrede jeg med en så overbevisende stemme, jeg kunne magte.

Så skulle der bestilles te, kaffe og kager. Både Amdi og Kirsten var sultne, og Kirsten telefonerede rapt til roomservice efter frugter og en osteanretning med croissanter og papaja- og ananasjuice. Kort tid efter kom en tjener fra restauranten med en vogn fyldt med alskens godter. Der var mindst 10 forskellige slags te og masser af frisk frugt. Det var en anretning af den slags, man ser i James Bond-filmene, men dér ligger der bomber, pistoler eller mikrofoner gemt under sølvkuplerne.

Selvom Amdi tydeligvis havde ment brillepudseepisoden som en irettesættelse af mig, så var den generelle stemning stadig jovial. Men det skiftede lige pludselig, da Amdi for alvor tog fat.

– Vi kan vel lige så godt begynde et eller andet sted, sagde han og kiggede på Frederik. Det var et dårligt tegn, for det betød, at han havde til hensigt at udelukke mig fra diskussionen.

– Har I det godt på skibet? spurgte Amdi. Nølende svarede Frederik, at vi da havde det fint.

– Og fortæl mig lige, hvem I er om bord nu, og hvad de forskellige laver, og hvordan du mener, de har det. Det ved du vel som kaptajn, eller hvad? fortsatte han.

Frederik gik igennem hele besætningen. Da han kom til Melva undgik han behændigt at nævne, at jeg havde et forhold til hende. Måske var han ikke interesseret i at få rodet op i det, tænkte jeg. Men det var Amdi interesseret i, og han vidste tydeligvis allerede, hvordan sagerne forholdt sig – sikkert fra Joep, der jo allerede havde opholdt sig over en uge på skibet.

– Nåh, sagde han, og hvordan kom hun så med på Return of Marco Polo?

– Jo, svarede Frederik, hun var jo med til Pitcairn og ville gerne forsætte med at sejle.

– Og det er hun glad for? spurgte Amdi.

Det mente Frederik nok, hun var.

– Og hvad mener hun om at lave film for One World Channel, spurgte han.

– Det vil hun da nok gerne, sagde Frederik.

– Vil hun nok gerne? sagde Amdi. Hvad mener du egentlig? Er det ikke derfor, hun er kommet?

Nu brænder tampen, tænkte jeg. Og så kom det:

– Jo, forklarede Frederik, sagen er jo den, at hun egentlig kom for at være sammen med Hans, for på turen til Pitcairn havde de et forhold af en eller anden type ...

– Af en eller anden type, afbrød Amdi, hvad skal det sige? Hvad betyder det? spurgte han nu direkte henvendt til mig.

Og så måtte jeg jo forklare. Jo, det var rigtigt nok, hvad Frederik sagde. Det var en slags kæresteforhold. Og hun var kommet om bord, først og fremmest fordi hun ville være sammen med mig. Amdi blev edderspændt rasende.

– Hvad i helvede bilder du dig ind? sagde han. At oprette din egen private elskovsrede om bord. Du, som er leder af hele projektet om bord. Har du glemt, hvorfor du er om bord?

Han fortsatte med forargede bemærkninger om min forkastelige opførsel, men fik til sidst nok og sagde så, at “mens vi var ved det”, var der et par andre ting vedrørende min person, han gerne ville drøfte.

– Vi har fået klager over dig hjemme i Danmark, sagde han og gloede på mig med sit intetsigende, men alligevel borende fjendtlige blik. Hele hans holdning til mig viste nu kun foragt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad kunne jeg finde på, der på den ene side ikke gjorde det hele værre, og som på den anden side på en eller anden måde tilfredsstillede ham? Men inden jeg kunne nå at sige noget, brød han ind.

– En hel række personer har klaget over din opførsel, sagde han.

Han henviste så til min korrespondance med One World Channel.

– Du har svinet kammeraterne i Danmark til, sagde han. Du har været flabet i din kommunikation. Du har hånet Else Lichtenberg med din forbandede bedreviden. Du har udstillet Bodil Ross og kritiseret hende for det kæmpearbejde og den strålende indsats, hun gjorde ved julekoncerten for seks måneder siden. Vi har sendt dig om på den anden side af jorden for at lede forsamlingen om bord på dit skib, og nu viser det sig så, at vi overhovedet ikke kan stole på dig. Du har behandlet dine kammerater elendigt, og du håner deres arbejde. Du tåler ikke kritik. Du må være en pest at have om bord. Fy for fanden, du sku’ kraftedeme smides af det skib lige her og nu, hvis det stod til mig.

Amdis stemme var efterhånden gået op i styrke og over i det vanlige skingre og hysteriske tonefald. Hans angreb fortsatte med beskyldning efter beskyldning. Frederik sad tavs og lyttede, og Kirsten, som ivrigt havde tilkendegivet sin forargelse, udbrød, at jeg “sgu altid havde været fræk og uden respekt for det fælles”.

Nå, tænkte jeg, det her er en af de store omgange. Det kan ende med hvad som helst. Mine dage om bord kan være talte. Der gik et gys igennem maven, og jeg huskede tilbage på andre tidspunkter, hvor enten jeg eller andre var blevet taget under behandling af Amdi.

Amdis bemærkninger om min “manglende respekt” for tv-folkene og andre lærergruppemedlemmer var for så vidt rigtige nok. Han henviste selvfølgelig til den udveksling af faxer og telexer, der havde fundet sted mellem mig og ledelsen af One World Channel i de foregående måneder. Her havde jeg på helt uhørt vis modsagt ledelsen og endda kritiseret nogle af kanalens programmer. Resultatet havde været, at Henrik Sørensen, som stod for One World Channels ledelse, var begyndt at gå udenom mig og kommunikere direkte med Frederik i stedet for.

I de følgende timer buldrede og bragede Amdi det ene øjeblik i vild ophidselse over mine alvorlige forseelser og sad så stille og tænksom, mens han kiggede ud på Moorea og den hvide linje fra brændingen. For ikke alene var han rasende, han ville også give indtryk af at være trist og træt. Her kom han, manden som utrætteligt og uselvisk arbejdede for den fælles sag. Og i stedet for at kunne nyde sit første ophold på Tahiti i over tyve år, skulle han sidde – her gik stemmen over i et rasende råb hen over det lave mahognibord – og beskæftige sig med sådan en ussel og uforbederlig lort som dig.

Og så afbrød han sig selv og fortalte Frederik om sit og Kirstens travle liv. Jeg blev fortsat ignoreret. Han beskrev, hvordan de rejste rundt i verden og holdt “disciplinen i Lærergruppen”, som han udtrykte det. De var kommet lige fra Malaysia, sagde han med betydningsfuld stemme. Her ejede Lærergruppen ikke mindre end syv forskellige farme. For mindre end 24 timer siden havde han siddet på et hotel i Kota Kinabalu og lavet planer med alle Lærergruppens medlemmer i Malaysia. Kota Kinabalu ligger i Sabah, en malaysisk stat på det østlige Borneo.

Nu blev mødets egentlige formål glemt, og samtalen fortsatte med en lang forklaring på, hvorfor Amdi og Kirsten havde indbudt Tvindfolkene i Sabah til møde på et hotel. Sagen var, at disse hårdtarbejdende folk fortjente lidt luksus i ny og næ. De sled og slæbte, og i total selvopofrelse og afsavn byggede de forretninger op for Lærergruppen. Jeg var ikke med det samme klar over, hvor det skulle føre hen, men så drejede samtalen sig hen på det hotel, vi sad på lige her og nu, og hvor vi på sin vis også var indbudt.

– Føler I jer godt tilpas ved at komme her på hotellet og sidde til møde med os? spurgte han med spiddende øjne.

– Helt bestemt, bedyrede både Frederik og jeg. Vi føler os strålende tilpas. I skal jo også have rimelige arbejdsvilkår selv.

– Ja, sagde Amdi, men det kan vi slet ikke tillade os at sige. Er I klar over, hvor mange af kammeraterne, der egentlig har ondt i røven over, at vi lejer et sted som dette her?

– Nej, sagde vi i kor, det kunne vi slet ikke forestille os. Imens sad jeg og tænkte på, at manden må være enten rablende skør eller have storhedsvanvid. Eller måske begge dele. Og at jeg ganske rigtigt havde ondt i røven over, at han brugte vores penge så lemfældigt. Han kiggede på mig længe og med et ansigtsudtryk, der lyste af foragt. Kunne han læse mine tanker? spurgte jeg mig selv.

– Hvad fanden skal vi stille op med dig? spurgte han ud i rummet. Hvis det stod til mig, så blev du læsset af skibet lige på stedet for aldrig mere at sætte dine ben der igen. Kirsten samtykkede højlydt.

– Hvad mener du, Frederik? Frederik trak lidt på det. Han var tydeligvis utilpas ved situationen. Amdi havde lige sagt sin mening: Jeg skulle smides af skibet, og det betød, at Frederik ville komme til at stå med alle de opgaver, som jeg normalt udførte. Vi var i forvejen hårdt presset med at nå både sejlads, vedligeholdelse og filmproduktion. Hvordan skulle det hele nås, hvis alt nu kom til at hvile på ham? Frederiks ansigt må have afsløret ham, for nu kom Amdi med en ny idé.

– Vil du gerne diskutere det her lidt mere, Frederik? spurgte han kryptisk. Og det måtte Frederik jo indrømme, at han gerne ville.

– O.k., sagde Amdi. Det er dit skib. Det er dig, der skal være om bord. Du er den, der skal kunne holde Hans ud, du er den, der skal stå model til hans elendige opførsel. Nu sender vi Hans ud, og når han er gået, så kan vi snakke om det her i fred. Så, når du har taget en beslutning om, hvad vi skal gøre med ham, så kalder vi ham ind igen og meddeler ham det. Jeg ville sætte ham af her og nu, men det er din beslutning, Frederik, og den vil vi respektere.

Nu var han pludselig kommet i demokratisk humør. Amdi vendte blikket mod mig og spurgte mig, om jeg forstod.

– Jo, sagde jeg, jeg forstår. Jeg rejste mig og forlod suiten. Elevatoren ned til receptionen var usædvanlig varm, syntes jeg. Da jeg kom ud i luften uden for hotellet, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg kiggede tilbage på hotellet og tænkte pludselig klarere, end jeg nogensinde havde gjort før.

– You bloody bastard. You fucking bloody arsehole. Det lød bedre på engelsk, tænkte jeg. Jeg er færdig med dem. Hvis jeg bliver sat af nu, så er jeg færdig med dem nu. Hvis jeg ikke bliver sat af nu, så er jeg færdig alligevel, men så bestemmer jeg selv, hvornår jeg står af. Dit dumme svin, tænkte jeg. Her knokler vi løs i årevis, og så bliver vi uenige, og så får man den behandling. Selvoptaget, storhedsvanvittig idiot. Jeg blev mere og mere rasende, mens jeg så tahitianerne gå frem og tilbage udenfor, som om intet var hændt. De hilste alle sammen med de sædvanlige store smil. Jeg var rasende, men jeg var også i en slags panik. Maven gjorde ondt, krampede sig sammen. Jeg gik ind igen og satte mig i lobbyens behagelige stole. En tjener kom straks og spurgte, om jeg skulle have en cocktail. Men nej, hernede, uden for Amdi og Kirstens suite, var jeg vendt tilbage til den barske virkelige verden. For det første havde jeg ingen penge, og for det andet ville det være utænkeligt at bestille fra baren eller restauranten med de sparsomme midler, vi havde til rådighed. Jeg kunne selvfølgelig have bestilt en cocktail på Amdi og Kirstens regning, men den tanke faldt mig slet ikke ind.

Jeg ventede og ventede. Jeg blev utilpas og svedte. Jeg var sulten, men kunne alligevel ikke spise noget. Intet skete, ingen kom. Udenfor var det stadig hedt. De smilende tahitianere passerede stadig forbi hotellet og hilste med “Iaorana”. De havde ikke den fjerneste idé om, hvad der var ved at ske. Her stod en person, hvis liv var ved at blive vendt op og ned af en langskægget guru, som sad oppe på øverste etage af hotellet. Selv hvis jeg havde stoppet en eller anden og forsøgt at forklare, ville ingen kunne forstå. Jeg forestillede mig, at jeg sad og forklarede til receptionisten, en billedskøn tahitiansk kvinde på måske 25 år:

– Ja, der sidder altså en mand oppe i suiten, og han vil sætte mig af skibet derude i lagunen. Der har jeg været om bord i tre år, og vi laver tv-programmer. Nu sidder skipperen og manden med skægget og bestemmer, om jeg skal sættes i land her i Tahiti ...

Det virkede absurd. Selv en dansker ville ikke kunne forstå noget af alt dette. Tankeprocessen kunne kun føre mig til én konklusion. Ligegyldigt hvad deres beslutning blev, så var jeg færdig. Inden for Tvind- sammenhæng ville jeg blive en paria, et udskud, nøje kontrolleret og mistroet i lang tid fremover. Jeg vidste med mig selv, at det kunne jeg ikke længere finde mig i. Og jeg havde set Amdi i et nyt lys. Manden var brutalt hensynsløs. Menneskeskæbner betød intet for ham. Han havde ubestridt magt og kunne uden videre have smidt mig af skibet på stedet. Det kunne han stadig, og jeg vidste med mig selv, at min grænse var nået. Igen og igen lød det i min hjerne: Jeg er færdig. Færdig med Tvind. Færdig med Marco Polo. Færdig med det hele.

Erkendelsen kom til mig næsten som en lettelse. Færdig. Slut. Finale. Afgjort.

Det dumme svin, gentog jeg for mig selv igen og igen. Det dumme svin. Hvad fanden bilder han sig ind? Det dumme, selvoptagede, magtsyge svin.

Det tog flere timer, før Frederik dukkede op i hotellobbyen og sagde, at jeg skulle følge med ham. På vejen op vekslede vi ikke et ord, men min ven og arbejdskammerat gennem mange år så meget utilpas ud.

Oppe på topetagen kom vi ind i suiten, og også jeg så sandsynligvis særdeles spagfærdig ud. Tankerne kørte rundt i hovedet, da Amdi begyndte at tale. Nu kom dommen.

– Nå, Hans, vi har diskuteret frem og tilbage og er kommet til en beslutning. Beslutningen er Frederiks ene og alene. Det er ham, der har taget den, og vi andre anbefalede faktisk en anden beslutning. Men vi respekterer Frederiks beslutning, og det håber vi så, at du også vil gøre. Han bad Frederik om at fortælle om mødets konklusion.

– Ja, vi har besluttet to ting, sagde Frederik. Jeg mener, du kan blive om bord på Marco Polo, men på to betingelser.

I mit hoved registrerede jeg omgående. O.k., så Amdi ville have sat mig af båden, men Frederik havde sat igennem, at jeg kunne blive om bord. Jeg var reddet, jeg havde fået tid til at forberede mig på selv at træde ud af Lærergruppen.

– De to betingelser er, fortsatte Frederik, at for det første har du for fremtiden ingen indflydelse på programmerne, vi laver, og du er ikke længere ledelse om bord. Al kommunikation med Danmark og Norge foregår via mig. Dit job bliver at lave film, intet andet. Den anden betingelse angår Melva. Du skal fortælle Melva, at du ikke kan være kæreste med hende, men at hun er velkommen til at blive som medlem af besætningen. Grunden, til at du ikke kan være kæreste med hende, er, at du koncentrerer dig for meget om hende og derfor ikke laver dit arbejde ordentligt. Det må du fortælle hende.

Jeg var dybt chokeret. Det var grusomt. Melva var kommet om bord blot halvanden dag før, og hun var selvfølgelig især kommet for at være sammen med mig. Hvordan skulle jeg nu sige til hende, at det var slut? Hvordan skulle jeg lyde overbevisende?

– Og, Hans la Cour, sagde Amdi med spotsk stemme, vi er blevet enige om, at hvis du bliver grebet i så meget som én eneste gang at fortsætte med hende der Melva, så bliver du sat af skibet på stedet. Og så er det fandengalemig lige meget, om I så ligger ud for en øde ø. Af kommer du. Forstår du?

Jeg forstod. Og i samme øjeblik sagde jeg til mig selv, at før eller siden ville manden komme til at stå til regnskab for sin måde at behandle andre mennesker på. Lige meget hvad der nu skete, så var jeg færdig med Tvind. Nu ville jeg forberede mig på at stå af. Forsøge at holde den gående til New Zealand eller Australien og stå af der.

– Hvad så, Hans la Cour, kan du acceptere de to betingelser, så vi kan komme videre med det væsentlige? spurgte Amdi.

– Ja, løj jeg, jeg kan godt forstå det. Jeg skal nok opføre mig ordentligt over for TV-Tvind og de andre kammerater, og jeg skal også nok snakke med Melva. Jeg kan godt se, at det har været helt galt.

– Melva skal være om bord for det fælles, sagde Amdi. Ikke fordi du er om bord. Hvis hun er tilfreds med det fælles, så kan hun blive om bord for vores skyld. Men hvis hun distraherer dig fra dit egentlige arbejde, så kan enten hun ikke være om bord eller du må forlade skibet. Og vi har altså valgt at sige, at hvis der er så meget som tegn på, at du fortsætter med dit forhold til hende, så er det ud og af, lige på stedet. Du skal fandeme ikke gøre Return of Marco Polo til dit eget lille private kærlighedskrydstogt, det kan jeg godt fortælle dig.

På skibet havde jeg senere på dagen den svære opgave at sige til Melva, at det skulle være slut imellem os. Melva kendte ikke Amdi, endsige hans eksistens. Frederik og jeg havde naturligvis hemmeligholdt, hvor vi tog hen. Det var blot noget med en gammel ven, som var kommet til Tahiti. Hun var selvfølgelig helt rundt på gulvet. Vi havde skrevet og faxet til hinanden de sidste to måneder, og

nu kom hun for at sejle med til New Zealand og for at være sammen med mig om bord. Dagen efter ankomsten får hun så at vide, at vi ikke kan have et forhold til hinanden. Hun er velkommen til at blive om bord, men vi kan ikke være kærester. Hun kunne ikke forstå og var meget forvirret. Så bestemte jeg mig til at fortælle hende historien, som den var. Det var ikke nogen let opgave at få det til at lyde naturligt. Jeg havde netop siddet inde i hotellobbyen og overvejet, hvordan man kunne forklare det hele til en forbipasserende, og min konklusion havde været, at det ville være umuligt. Her sad jeg så med en person, der aldrig havde hørt om Tvind eller Amdi og heller ikke kendte baggrunden for Return of Marco Polo eller One World Channel. Hun så os som et tv-hold og havde glædet sig usigeligt til at komme om bord. Oven i købet var hun også forelsket i mig, og jeg var også om bord. Men nu kom jeg så og sagde, at det ikke kunne gå an.

– I hvert fald ikke offentligt, men man kan ikke tage følelser væk så let, og derfor kan vi jo bare fortsætte i det skjulte, sagde jeg. Det var meget svært at forklare noget, der var så urimeligt og umenneskeligt.

Amdi havde været forbandet over min “mangel på respekt” over for folkene på tv-kanalen og andre lærergruppemedlemmer. Men det havde stødt ham endnu mere, at jeg havde understået mig i at indgå i et kæresteforhold på Marco Polo og så endda med en person uden for Lærergruppen. Mit forhold til Melva var dømt til døden, og nu var dommen eksekveret. Selv ikke med Melvas bedste vilje lykkedes det nogensinde at få genskabt de følelser, der havde været før.

Et par dage senere kom Frederik og meddelte, at Amdi ønskede at mødes med hele skibets besætning – også med den halvdel, der ikke var med i Lærergruppen. Der skulle laves en middag, og vi skulle spise sammen, og Amdi ville tale til besætningen. Der blev købt ekstra stole, duge, glas og ikke mindst masser af fransk vin, og der blev malet omkring fordækket, hvor vi skulle sidde og spise. Der blev gjort hovedrent på skibet. Besætningen vidste, vi ventede besøg, men ingen fik at vide, hvem det var.

Oppe på øverste dæk sad Joep uforstyrret og malede et panorama af Moorea. Hans tilstedeværelse var tegnet på, at Amdi var i byen, men det var der ingen, der vidste noget om.

Den store aften kom. Amdi og Kirsten blev hentet i land og kom om bord. Maden var overdådig, vinen flød, og alle var glade. Amdi talte og talte. Kirsten nikkede og nikkede. Det handlede om One World Channel. Amdi præsenterede sig som medlem af “The Board of Directors” på kanalen, han var jo nødt til at have en eller anden form for titel over for de besætningsmedlemmer, der ikke var i Lærergruppen.

Vi var i gang med en opgave af stor betydning. Stor betydning for folk i Europa, men også for mennesker rundt omkring i den tredje verden. For med kanalen fik milliarderne i de fattige lande for første gang et talerør direkte ind i dagligstuer rundt omkring i hele Vesteuropa. Folk i den tredje verden og i Europa blev for første gang i verdenshistorien bragt sammen. Og de blev bragt sammen uden om de etablerede magthaveres systemer. Her var det ikke regeringer eller multinationale selskaber, der satte betingelserne for, hvordan fjernsynskanalen skulle køres, og hvad der skulle sendes. Det var almindelige mennesker som os, der sidder omkring dette vidunderlige bord. Han fortsatte i over en time. Marco Polos betydning for kanalen blev understreget. Vi var en af krumtapperne i projektet. Vi var, som han sagde, “the flagship project of the channel”. Lærergruppen og Tvind blev ikke nævnt. Det var tydeligvis ikke meningen, at han skulle sættes i forbindelse med andet end kanalen. Vores fiktive “forskningsprojekt”, som betalte for middagen, vi sad og nød, blev heller ikke nævnt med et ord.

Jeg sad næsten og morede mig indvendigt. Jeg kunne se lige igennem ham. Hvor han dog tog fusen på sig selv! “Stor betydning for Europa,” sagde han. Det var jo latterligt, for hans verdensforandrende “kanal” havde sendetid i lidt over en time fra klokken 09.30 om morgenen, hvor hele Europa var gået på arbejde! Endelig, efter alle de mange år i Tvind, var jeg modig nok til at gennemskue hans bedrageri.

Så kom talen ind på en ny plan for organisation på skibet. Han forsøgte at få det til at lyde, som om jeg var blevet forfremmet.

– Hans skal fra nu af være producer om bord og udelukkende beskæftige sig med fjernsynsproduktionen. Det vil sige, at han ikke skal blandes ind i den daglige drift af skibet eller den overordnede planlægning eller kontakten til kanalen. Alt det vil Frederik tage sig af i fremtiden. Hans er her for at lave film, og det er hans speciale.

Jeg sad og hørte på i tavshed, mens jeg tænkte på, hvordan det mon ville være at holde op i Lærergruppen. Hvor skulle jeg egentlig stå af? Hvad skulle jeg give mig til? Hvordan skulle jeg tjene penge? Kunne jeg forvente nogen repressalier fra Amdi og fra Tvind? Jeg havde trods alt været med meget tæt på kernen af Tvind og havde set og hørt mere, end Amdi forestillede sig. Hvordan skulle jeg nu tolke mødet for år tilbage i Æbleplantagen, hvor vi hver især havde taget stilling til at være med til “yderste konsekvens”?

Hvis Amdi troede, at han badede i beundring, tog han fejl. Den næste dag fortalte Eduardo mig, at hele aftenen havde været en slags deja-vu for ham. Som 20-årig universitetsstudent i Chile var han gået med i en religiøs gruppe under ledelse af en katolsk jesuiterpræst. Denne padre lignede i den grad Amdi, at Eduardo måtte knibe sig i armen for at overbevise sig selv om, at det var sandt, hvad han oplevede. Ikke alene havde Amdi det samme lange grå skæg og hår. Men han havde de samme manerer, det samme udtryk i øjnene og talte på samme måde, som om det drejede sig om liv og død.

Nogle dage senere bad Frederik mig komme med i land igen. Hvad nu, tænkte jeg. Hvad har jeg nu gjort? Men denne gang var formålet fredeligt. Inde på restauranten ved Maeva Beach Hotel sad Kirsten og Amdi allerede og drak appelsinjuice, og vi blev inviteret på frokost. Vi sad i behagelige stole i den udendørs restaurant, kun få meter fra stranden og lagunen. Et tag tækket med palmeblade beskyttede mod solen. Hibiscusbuske blomstrede lige ved siden af, og på bordet lå en lille tallerken med afplukkede frangipaniblomster, som spredte deres duft over os. I baggrunden lød tahitiansk te tamure-musik fra højttalerne. Lyden blev af og til blandet med den fjerne støj fra mooreaflyveren, der lettede fra lufthavnen ikke så langt derfra.

Der var ikke antydning af fjendtlighed at mærke i Amdis stemme, eller den måde han hilste på. Det var en af hans kunstformer: som sædvanligt vidste man aldrig, hvor man havde ham. Dit dumme svin, sagde jeg til mig selv, mens jeg satte mig ned med et smil og hilste igen. Det var næsten som at prøve både manden og mig selv af. Hvem var dygtigst? Var jeg bedre til at skjule min nu ret afklarede beslutning om at holde op, eller var han i stand til at gennemskue mig?

Snakken gik om løst og fast et stykke tid, hvorefter den kom ind på øen Tetiaroa. Atollen lå 25 sømil stik nord for Tahiti og bestod af 13 koraløer. De ligger på et ringformet rev, som indeslutter en lagune. Det specielle ved Tetiaroa er, at den er privatejet. Atollen tilhører Marlon Brando, som havde købt den engang i tresserne. Lærergruppen var i gang med at købe Tetiaroa, fortalte Amdi. For nogle måneder siden havde Henning Bjørnlund været der og forhandlet med den berømte skuespiller. Nu var der det problem, at Brando var en meget ustabil herre. Amdi brugte lidt tid på at vise sin foragt for Hollywood og de dekadente millionærskuespillere, der trods ufattelig rigdom lever et forhutlet liv som alkoholikere og stofmisbrugere. Men Amdi og Kirsten ville gerne derover og se på øen, så de havde et førstehåndsindtryk. Det var trods alt deres beslutning, så det var jo kun rimeligt, at de vidste, hvordan stedet så ud.

Jeg spekulerede på, hvad alt dette havde at gøre med mig, og Amdi gav mig svaret efter flere forklaringer om Marlon Brandos privatliv, og om hvor fed skuespilleren var. Han var så fed, at han ifølge Bjørnlund havde været nær ved at destruere sin liggestol, da de to havde ligget under en kokospalme og forhandlet om øens pris. Jeg skulle rejse med Amdi og Kirsten over til Tetiaroa, og der skulle jeg lave en film om øen.

– Vi skal have den på film, så hele Lærergruppen kan se øen. Når vi har købt øen, sender vi filmen ud til alle. Så har vi et strålende dokument, der viser, hvad vi har købt. Det eneste problem vi har, sagde han så og kiggede på Kirsten, det er, at Kirsten her siger, hun ikke stoler på dig.

Kirsten tyggede færdig og tog en slurk juice.

– Jamen, det er, fordi jeg mener simpelthen ikke, du har den holdning, der skal til, sagde hun. Jeg vil simpelthen ikke føle mig tryg ved at rejse derover med Hans. Jeg mener, jeg er stadig skiderasende på ham for den usle måde, han opførte sig på ...

Amdi afbrød.

– Jo, men nu har han jo sagt, at det skal blive anderledes. Og vi har frataget ham muligheden for at behandle andre kammerater på den måde igen. Og hende, pigen, hun er ude af billedet. Hvad er problemet?

Sagen var jo, at han havde brug for, at jeg tog med over med kameraet. Der var ingen andre, han kunne give opgaven.

– Jamen, det er bare en fornemmelse. Jeg stoler ikke på ham, svarede Kirsten.

Hun skulle bare vide, hvor meget ret hun havde. Her sad Amdi og forsvarede mig over for Kirsten, kun få dage efter at han selv havde svinet mig til som aldrig før. Og samtidig sad jeg og havde bestemt mig til at forlade dem af samme grund. Resultatet af diskussionen blev selvfølgelig, at Amdi fik ret, og to dage efter sad vi i en lille turistflyver på vej ud over Stillehavet fra Papeete. Amdi var ekstatisk. Han sad bag i flyet, mens jeg fik lov til at sidde foran ved siden af piloten, så jeg kunne fotografere forud.

Tetiaroas landingsbane er anlagt i en rydning mellem kokospalmerne og er så lang, som den overhovedet kan blive, uden at flyveren kører enten i havet eller falder i lagunen. Sammen med et par andre turister fra flyveren blev vi færget 50 meter over lagunen til naboøen, hvor Brandos Tetiaroa Resort lå. Her var ingen lyd af by. Bulderet fra brændingen blandede sig med vindens hvislen og med klirren fra et køkken et eller andet sted. Hotellet bestod af en række hytter med tag af palmeblade og var bygget udelukkende af materialer fra øen. Håndvaskene var lavet af kæmpe muslingeskaller. Lamperne var konkylier med elpærer indbygget. Der var intet glas i vinduesåbningerne, men man kunne lukke af med måtter af palmeblade, som hang i et snoresystem. Det var eftermiddag, og Amdis humør var strålende. Han så allerede sig selv som den nye ejer, kunne jeg høre. Her kan vi fjerne den bygning! Der kan vi bygge en anden! Her må vi have en bådehavn! Her blæser det ikke, her skal vi have et haveanlæg!

Marlon Brando var der ikke. Vi vandrede ned gennem den overgroede kokosplantage og fandt hans private hus. Det lå ubrugt og i forfald. Enkelte simple træmøbler stod hist og her. En kat hoppede ud af en vinduesåbning, da vi kom ind. I mange af rummene var der rottelort på gulv og møbler, og Amdi hoverede igen over Brandos livsstil.

Vi tilbragte de næste to dage på Tetiaroa. Jeg tog tv-kameraet med ud på de andre øer og fotograferede fra stranden og fra den lille turistbåd, vi sejlede med. På en af de små såkaldte motu eller koraløer var der en fuglekoloni. Her lå tusindvis af havfugle og rugede æg, og fra det øjeblik jeg satte mine ben på stranden, begyndte fuglene et koordineret angreb på min person. Jeg skulle væk, jeg var uvelkommen. En efter en styrtdykkede måger, havterner og fregatfugle, idet de forsøgte at hakke mig i hovedet, når de kom tæt nok. Kun én strejfede mig i håret, men gjorde ingen skade. Jeg satte kamerastativet op, monterede kameraet og dukkede mig. Nu var jeg sikrere, for fuglene ville ramme kameraet, før de fik ram på mig. Amdi og Kirsten var flygtet ud i sikkerhed i båden sammen med resten af turisterne. Jeg fik nogle aldeles glimrende billeder af de styrtdykkende fugle og var godt tilfreds. Det så ud, som om de dykkede lige efter kameralinsen. Men Amdi var yderst ophidset over oplevelsen. Her havde været en situation, han ikke kunne kontrollere.

– Hvorfor er de fugle så aggressive? spurgte han Kirsten. Der må være noget galt her. Måske bliver de mishandlet af turisterne? Måske er det en særligt aggressiv art?

Jeg fotograferede båden, kølvandet, øerne set fra båden og korallerne, vi sejlede over, mens jeg hørte deres diskussion. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet: Når fuglene var aggressive, var det selvfølgelig en ganske almindelig reaktion mod uvedkommende, der maser i land, mens de er i fuld gang med at udruge deres æg. Mens vi krydsede lagunen, kiggede Amdi og Kirsten efter fisk og havskildpadder, men de så ingen.

– Hvorfor er der ingen fisk? skræppede Kirsten. Det burde være fisk i vandet! Det er unaturligt, at fiskene er forsvundet!

Amdi var enig, det var helt unaturligt. Nu havde jeg allerede været på mange atoller rundt omkring i Stillehavet, og jeg vidste jo, at fiskene ikke var at se midt i lagunen, og da slet ikke nær overfladen. Fiskene lever ude på koralrevet, det er der, de hører til, tænkte jeg. Hvor er hun dog dum i hovedet. Jeg grinede indvendigt af den skvaldrende Kirsten og den dumkloge Amdi. De anede ikke, hvad de snakkede om. Men Amdi gjorde de hidsige fugle til et kernespørgsmål i diskussionen om, hvorvidt Tetiaroa nu var et sted, der var værd at købe.

– Vi kan jo ikke have et sted uden fisk, eller hvor man ikke kan komme, fordi fuglene er aggressive, sagde han.

Snakken gik frem og tilbage. Amdi havde som altid store planer, selvom de lød både forvirrede og selvmodsigende. Fuglene passede ikke ind i hans planer, for han kunne ikke styre dem. Tetiaroa skulle være en del af University of the Seven Seas, også kaldet USS. Den ene halvdel af de tretten små koraløer skulle indrettes til “universitetsbrug” og forskning i koralrev og kokosnødder.

– Hvordan kan koralrevet udnyttes bedre af mennesket, og hvordan kan kokosnødden blive profitabel igen, sagde han og pegede mod de lavtliggende øer, som kun var bevokset af miki-buske.

Han tænkte sikkert med gru på den enorme underskudsforretning, han havde købt et par år forinden i Fiji. Dengang havde han påstået, at det var den sydlige halvkugles største kokosplantage. Det passede nu ikke, for på Vestsamoa fandtes flere plantager, som var mange gange større. Men problemet var, at verdensmarkedet for kopraolie var kollapset i de senere år, fordi sæbe- og parfumeproducenter havde fundet bedre og billigere erstatningsprodukter.

Den anden halvdel af Tetiaroas småøer skulle så ligge hen og blive “det vigtigste naturreservat” i hele Stillehavsregionen. Det skulle være en “biosfære”, sagde Amdi. Intet skulle røres, naturen skulle gå sin gang.

– Det bliver Lærergruppens lod at sikre jordens fremtidige generationer, sagde han betydningsfuldt. Alle vigtige arter og økosystemer skal bevares i naturlig tilstand, og det er her, University of the Seven Seas og biosfærerne kommer ind! Regnskovsprojektet i Malaysia var en biosfære og andre ville komme til senere. Et stort anlagt projekt til menneskehedens og naturens frelse.

Der var triumf i stemmen. Amdi var stadig i gang med at redde verden. Din løgnhals, tænkte jeg og kiggede stift på ham. Jeg kunne ikke glemme Global Research og alle de folk, som aldrig havde hørt fra IFAS, efter at vi havde udarbejdet vores såkaldte “forskningsprojekter”. Forbandede hykler, du kan rende mig et vist sted med dine planer. Det lød helt godt i mit indre øre og stivede mig af. Han stod der, lige foran mig, og var igen helt gennemsigtig.

Men han var for optaget af sig selv til at lægge mærke til mig. Amdis planer var rent blændværk. Tetiaroa var en smuk samling af koraløer, men den biologiske mangfoldighed var meget sparsom. Det var en geologisk set ny atol, som var flad og stort set kun bestod af sand. De oprindelige polynesiske beboere ryddede flere af koraløerne for naturlig vækst, og senere ejere plantede kokospalmer for at få en indtægt fra atollen. Brando byggede et hotel og lod kokosplantagen forfalde. Øerne var nu overgroet af en blanding af naturlige planter og diverse ukrudt. Den største biologiske mangfoldighed var sandsynligvis at finde ude på koralrevet.

Men nu ville Amdi høre, hvad jeg mente om idéen. Selvfølgelig syntes jeg, det var en aldeles strålende idé.

– Kunne du godt tænke dig at arbejde med sådan noget som det her? spurgte han.

Nu skulle jeg passe på. Hvis jeg sagde nej, måtte det tages som en afvisning, og man afviser ikke Amdi på den måde. Men hvis jeg sagde ja, kunne det meget hurtigt ende med, at jeg havde et nyt job, før vi kom tilbage til skibet. Jeg ville fortsætte på Marco Polo, og jeg ville have tid til at forberede min exit fra Lærergruppen om bord. Hvis jeg pludselig skulle sidde alene med et andet stort projekt, ville det blive langt vanskeligere at holde op på mine egne betingelser. Jeg klarede skærene ved at sige, at selvfølgelig ville jeg kunne lide at arbejde et sted som Tetiaroa, men på den anden side var jeg nu indstillet på at køre videre med Return of Marco Polo, som vi havde aftalt.

Det var lige ved, for Amdi fortalte mig, at Lærergruppen netop var ved at købe et kæmpe regnskovsområde i Belize for at lave den første større biosfære.

Efter et par dage på Tetiaroa sad vi igen i den lille syvsæders Britten Norman Islander på vej mod Tahiti. Langsomt steg vi igennem de spredte kumulusskyer, og jeg kunne allerede se Diademtinderne på Tahiti. Bag ved mig sad Amdi og Kirsten. De mente ikke, at flyveren burde gå så højt op, når nu der kun var 25 sømil til Papeete. Hvad vidste de om det? spurgte jeg mig selv, mens mine tanker kørte i høje omdrejninger. I løbet af den sidste uge var der blevet vendt op og ned på alting i mit liv. Amdis revolution var kørt helt af sporet. Det gik op for mig, at jo tættere man kom på manden, jo mere lignede hans projekter afsindigt galmandsværk.

I Lærergruppens periferi, langt fra den centrale ledelses udskejelser, kunne den enkelte lærer overbevise sig selv om, at han eller hun stadig brugte sit liv til et godt formål. Hundreder af flittige lærere knoklede på skolerne i Danmark, og langt de fleste havde kun en ting på hjerte: At give deres ungdommelige elever den bedst mulige undervisning. Og selvom den danske presse konsekvent skrev om de enkelttilfælde, hvor tingene gik galt, så havde størstedelen af eleverne på Tvinds skoler mange gode oplevelser sammen og lærte meget nyt på skolen.

På de såkaldte småskoler anbragte kommunerne elever, som ingen andre gad have med at gøre. Det var de adfærdsvanskelige, de småkriminelle, de hyperaktive, de asociale. Utrætteligt kæmpede lærerne for, at også disse elever skulle lære noget. Der blev arrangeret busture, eleverne lærte at sejle eller flyve ballon, og lærerne forsøgte at forhindre dem i at drikke, stjæle eller tage stoffer. Og når aviserne kaldte lærerne for pengepugere, som havde stukket et sugerør i statens kasse, kiggede de på hinanden og syntes, at verden var meget uretfærdig.

I UFF-butikkerne arbejdede frivillige og ansatte med det helt klare formål at hjælpe folk i Afrika. Og nede i Mozambique og Zimbabwe organiserede lærergruppemedlemmerne skolebyggeri, oprettede klinikker og oplærte unge afrikanere på fagskoler. Tvind-lærerne gav al deres tid, arbejdede i afsavn og levede ofte under elendige vilkår. Overalt kunne man se de konkrete resultater af arbejdet, og det var grunden til, at folk blev i organisationen.

Men højt hævet over det daglige slid udført af fodfolket, byggede Amdi sine luftkasteller, oprettede og nedlagde projekter og dirigerede tropper til nye fronter. Han havde nu levet i skjul i elleve år, og han så stadig sig selv som leder af verdens mest betydningsfulde revolutionære bevægelse. Som andre autoritære ledere anså han det for både nødvendigt og rimeligt, at han havde særlige privilegier. Han var jo forfulgt og skulle skjules og beskyttes.

Han havde håndplukket en brigade af loyale beundrere og belønnet og korrumperet dem med en privilegeret livsstil, forfremmelser og store magtbeføjelser på deres arbejdsområder. Med en blanding af paranoid magtsyge, brutal hensynsløshed og næsten psykopatisk selvoptagethed styrede Amdi Lærergruppen imod verdensomvæltningens illusoriske mål.

Det var ofte en kollision med Amdi eller andre fra Tvinds ledende elite, der fik menige fra Lærergruppen til at indse, hvor sygt systemet var. Sådan havde det været for mig selv: Jeg havde trofast forsvaret Tvind, indtil jeg kom så tæt på Amdi, at kollisionen var uundgåelig. Amdis nådesløse angreb på min person og på mit arbejde havde denne gang åbnet mine øjne. Ved tidligere lejligheder havde jeg blot taget skraldet og fortsat arbejdet, men nu havde jeg set og hørt for mange ting, der ikke passede ind i min opfattelse af, hvad vores arbejde gik ud på. Og for at slå hovedet på sømmet havde han i fuld alvor forsøgt at bilde mig ind, at Tvind skulle være jordens nye Noahs Ark. Han måtte være splitterravende gal.

Vi kom tilbage til lufthavnen. Amdi og Kirsten fandt deres Mercedes, og jeg baksede tv-kamera og andet udstyr ind i en lokal bus. Snart efter var jeg tilbage på skibet, og alt var ved det gamle.

Frederik tog til Danmark. Det var hans første hjemrejse, siden han mønstrede på skibet helt tilbage i 1986, og han fortjente turen. At Frederik var væk betød også, at vores nylige beslutning om, at han skulle være chef for det hele om bord, ikke blev omsat i praksis. Det var stadig mig, der stod for filmene, regnskaberne og for kommunikationen med både One World Channel og med Else Jensen hjemme i Danmark. Frederiks fravær betød også, at jeg kunne fortsætte med mit forhold til Melva. Forståeligt nok var hun forvirret. Jeg prøvede at forklare, men det lykkedes kun delvis. Joep var stadig om bord, så min eneste opgave var at holde ham udenfor.

Efter at Amdi og Kirsten landede i Tahiti, var de kørt direkte til Papara, en mindre landsby omkring 40 minutters kørsel mod vest fra Papeete. Deres mål var at besøge Fernando (Nano) og Jenine Stein, som var Amdis tahitianske venner fra dengang, han og hans gruppe kom igennem Tahiti engang i tresserne. Amdi havde ikke været tilbage på Tahiti siden, og Kirsten havde aldrig været der. De to blev

naturligvis modtaget med stor glæde. Sådan gør man i Tahiti. Der spares ikke på noget. Amdi må have været pavestolt af sine bedrifter og ikke helt vidst, hvordan han skulle forklare sin nuværende position og magt til den fredelige familie af hønse- og svineavlere. Besøget ledte til, at hele Marco Polos besætning blev inviteret til Nanos 60-års fødselsdag nogle uger senere. Amdis gave til Nano skulle være et portræt, malet af ingen ringere end Josephus Hermanus Maria Nagel, Joep, som godt kunne afses til at blive på Tahiti.

I Papara tog maleren Joep så et fotografi af Nano, og i den følgende uge sad han på Marco Polos soldæk og malede et halvanden meter højt portræt af Amdis gamle tahitianske ven. Det var endnu en gestus fra Amdis side, som Nano og hans familie ville få svært ved at gengælde. Og det blev ikke ved det. Et par måneder efter Marco Polos afrejse fra Tahiti blev Nano og Jenine inviteret til at besøge Tvindskolerne i Danmark og TV-Tvinds studie på Hornsjø Høyfjellshotell nær Lillehammer – alt sammen på Lærergruppens regning. Efter sådan en gave var der næsten intet, som Nano og Jenine kunne gøre, som ville være “stort” nok. Amdis plan var givetvis at bruge tahitianerne som en slags brohoved for at komme ind i Fransk Polynesien. Frederik kom omsider tilbage fra Danmark. Vi havde i mellemtiden produceret adskillige film og fik nu kommentarer tilbage fra både Danmark og Norge. Vi fik også kopier af nogle af de andre programmer, som One World havde sendt. Noget af det var simpel propaganda for UFF. Andet var naive og overfladiske rekrutteringsvideoer fra nogle af Tvinds skoler. Og så var der programmerne fra “den tredje verden”. De inkluderede for eksempel en 40 minutters dokumentarfilm fra Kina, hvor udviklingen af den første kinesiske atombombe – The Beautiful Bomb – prises som et mirakel skabt af kommunistpartiet. Soldaternes og videnskabsfolkenes heltemodige indsats beskrives af en dramatisk fortællerstemme. Man ser soldaterne stå i geled, mens de bliver oplyst af skæret fra den eksploderende bombe. Det var højst ejendommeligt at sidde på Tahiti, hvor folk har protesteret mod atombombeforsøg i næsten 30 år, og se glorificeringen af atombomben. Det blev endnu værre af, at det var vores egen kanal, TV-Tvind, der udsendte denne propaganda til Europa. “Voice of the Third World” hed det, og så skulle det altså være helt fint at sende propaganda for atomsprængninger i Kina.

Det var næsten mere, end jeg kunne tage, og grænsen blev nået, da jeg modtog en harsk fax fra Henrik Sørensen i Norge. Vi havde lavet et program, hvor hver især om bord talte frit fra leveren om, hvad vi syntes, vi havde lært i Tahiti. Det blev beskrevet som upassende. Mortens engelsk var for dårligt, og besætningens personlige meninger og følelser havde ikke noget at gøre på TV-Tvind. For mig lugtede det alt for langt væk af, at folkene hjemme i Europa ikke brød sig om vores overvejelser om Tahiti. For mig lignede det simpel censur, og jeg parerede med en vred svarfax. Her klagede jeg over en række

forhold, jeg fandt utilfredsstillende ved kanalen. For eksempel havde man tilbage i Hornsjø klippet nogle af vores programmer sammen på en helt amatøragtig måde. Lange bidder af en udsendelse manglede lyd. En anden var klippet sammen i den forkerte rækkefølge, som om det var fuldkommen lige meget, hvad udsendelsen gik ud på. Og så foreslog jeg ironisk, at man undlod at bringe propagandaudsendelser om kinesiske atombomber i fremtiden. Der kom intet svar.

Først da Frederik var tilbage i folden, kom en fax stilet til ham. Her frabad Henrik Sørensen sig mere kommunikation fra mig og afviste selvfølgelig alle mine klagepunkter. Jeg blev kaldt “flabet og uforskammet”, men i modsætning til tidligere trak jeg intet tilbage, da Frederik anklagende spurgte, om det var rigtigt, at jeg havde skrevet sådan “til kammeraterne hjemme i Norge”.

– Ja, sagde jeg, for de begyndte at censurere vores programmer, og det er jeg fuldkommen uenig i.

Frederik vidste ikke, hvad han skulle sige, men var forholdsvis rystet over, at jeg på den måde modsagde “den fælles linje”, som det hed. Det var en anden historie med Martin. Det skulle blive normalen i de næste måneder, at han regelmæssigt skældte mig hæder og ære fra. Mit indtryk var, at han selv var usikker over det hele, og de verbale angreb på mig var hans personlige måde at forsøge at gøre sig sikker på. Men det rørte mig ikke meget. Jeg var fast besluttet på at holde op i Lærergruppen, og hver gang de overfusede mig, blev jeg blot mere bekræftet i min beslutning.

Vi forlod Tahiti og satte kursen mod Bora Bora, hvor vi skulle i land og filme. Øen går for at være en af de smukkeste i Stillehavet. For millioner af år siden stod her en fuldvoksen vulkan. Vind og regn har slidt på overfladen af vulkanen, og nu står kun de midterste meget hårde basaltkerner fra krateret tilbage og rager op som gigantiske søjler. Langs øens rand ligger en ubrudt sandstrand ud til en fredelig lagune – hele forestillingen er som taget ud af en reklamefilm. Lagunen omkredser fuldstændigt øen med enkelte passager gennem revet, som er dybe og brede nok til, at store skibe kan gå igennem.

Hertil ankom vi en dag sidst i juni 1990. Og det var på sejlturen til Bora Bora, at Frederik opdagede, at jeg stadig var kæreste med Melva. Da ankeret var droppet, brød helvede løs. Hvad fanden jeg bildte mig ind? Om jeg ikke var klar over konsekvenserne? Havde aftalen ikke netop været at afslutte det forhold? Og havde jeg ikke fattet, at jeg nu stod til at blive sat af, her og nu? Jeg sagde, at det var deres valg, og at hvad de end valgte, så var det ikke min beslutning. Det var deres, og jeg kunne ikke forhindre dem i at beslutte, hvad de ville.

Både Frederik og Martin forsvandt nu ind på land til et hotel, hvor der var en telefon. De ville ringe hjem til Amdi og diskutere, hvad de skulle stille op med mig. Jeg havde ikke overholdt betingelserne, som blev stillet under mødet en måneds tid forinden, og hans ord havde ikke været til at misforstå: “Hvis du bryder betingelserne bliver du sat af skibet, lige meget hvor fanden I så end er ...” Jeg var derfor klar over, at det sandsynligvis var min sidste dag på Marco Polo, og mens de var i land, begyndte jeg at forberede mig.

Som i en trance gik jeg rundt og samlede mine ting sammen. Mine ting. Sandheden var jo, at nu, efter næsten 18 år i Tvind og Lærergruppen, udgjorde mine ting, hvad der kunne rummes i et par papkasser. Jeg havde omhyggeligt gemt og passet på to store portugisiskengelsk og engelsk-portugisisk ordbøger. De kom ned i kassen, jeg fandt frem ude agter. Jeg havde købt dem i Portugal, da jeg i sin tid var lærer for et hold på Den Rejsende Højskoles såkaldte “alfabetiseringshær”. Vi var kørt i bus fra Tvind til Portugal. Som sædvanlig havde jeg ikke brugt mine lommepenge og købte så de to ordbøger i en boghandel, vi kom forbi. Tilbage i Tvind fortsatte undervisningen i blandt andet portugisisk. Jeg kunne jo ikke rigtig sige nej til, at andre på skolen brugte dem, og lige så langsomt blev de en del af undervisningsbiblioteket. Da jeg så rejste fra højskolen, gik jeg ind og hentede mine ordbøger til Esther Neltrups store fortrydelse. Hun protesterede og sagde, at dem kunne jeg ikke bare dampe af med, de blev brugt i undervisningen. Jeg tog dem alligevel og sagde, at hvis de manglede ordbøger på højskolen, så kunne de jo bare købe nogen, ligesom jeg havde gjort.

Så fandt jeg nogle kassettebånd, som jeg havde taget med fra både Chile og fra Danmark. Jeg kiggede længe på det bånd, Leila havde givet mig ved afrejsen fra Iquique, og som jeg havde hørt så mange gange siden. Jeg så hende pludselig for mig igen, med hendes uimodståelige smil og hendes ubeskriveligt smukke øjne. Hvad mon hun lavede nu? Var hun stadig i Iquique? Jeg havde sendt postkort og breve, men aldrig hørt tilbage. Jeg havde tjekket ved poste restante-skranker overalt, men var hver gang gået tomhændet tilbage til skibet. Det var nu længe siden, at jeg havde overbevist mig selv om, at det var min egen skyld, at hun måtte have fundet en anden. Kunne jeg i fuld alvor forvente, at hun blot skulle sidde der i Chile som en anden sømandsenke og vente på, at jeg en dag fik taget mig sammen til at gå i land? Gik jeg da ikke også selv her om bord og havde mødt en anden kvinde? Jeg lagde kassettebåndene i min taske og vidste på en eller anden måde, at jeg en dag ville komme til at fortryde, at jeg havde mistet kontakten med Leila.

Turen kom til mit tøj. Det kunne være i et par indkøbsposer fra supermarkedet Euromarché i Papeete. Så var der min sovepose, den gode gamle og meget slidte Ajungilaq som jeg havde haft lige så længe, jeg kunne huske det. Og det var vist det. Jeg kiggede så omkring i kammeret og prøvede på at komme i tanke om andre ting, men det lykkedes ikke.

I videorummet begyndte jeg at kopiere Marco Polo-film over til VHS. Jeg havde hele tiden planlagt at gøre det, så jeg havde en eller anden form for bevis for, hvad jeg havde lavet om bord, når jeg skulle ud og finde et arbejde et eller andet sted. Men nu havde jeg travlt, for det kunne være et spørgsmål om timer, før jeg var af sted.

Melva kunne se, at jeg pakkede, og spurgte, hvad problemet var. Jeg forklarede hende situationen. Frederik og Martin var i land, og det var et spørgsmål om tid, før jeg ville blive sat af skibet. Dybt chokeret begyndte hun selv at pakke. Hun havde glædet sig meget til sejlturen gennem stillehavslandene og ned til New Zealand, men nu var det alligevel for meget. Hun ville stå af sammen med mig, sagde hun.

Så hørte jeg båden komme og tænkte, at nu skete det. Men det var noget af et antiklimaks, for de kom om bord og sagde ikke et ord om telefoner eller Danmark eller om, at jeg skulle sættes af lige på stedet. Det var, som om intet var hændt. Til sidst overvandt jeg min egen frygt for, hvad der kunne være blevet besluttet og spurgte dem.

– Jo, sagde Frederik, du skal komme med ind til hotellet i aften, og der skal vi så ringe og snakke med dem derhjemme.

Dem derhjemme, tænkte jeg. Det dækkede over Amdi og Kirsten. De kan rende mig i røven. Hvad er der at snakke om? Jeg har jo slet ingen indflydelse på, hvad der besluttes alligevel. Jeg bestemte mig til at tie stille nu, men jeg ville ikke snakke med dem – det ville være spil for galleriet. De kunne tage deres beslutning og meddele mig resultatet.

Dagen gik i Bora Boras hede. Jeg sad og kopierede flere film og nåede at få lavet alle de vigtigste, inden det blev aften, da Frederik kom og sagde, at det nu var tid at tage ind til hotellet. Jeg sagde, som jeg havde besluttet, at jeg ikke ville med, og at hvad der end skulle ske, så var det ikke min beslutning. De protesterede voldsomt og beordrede mig til at tage med dem, men jeg stod fast, og de var nødt til at tage af sted alene. Et par timer senere kom de tilbage og meddelte mig kort, at det var blevet bestemt, at jeg kunne fortsætte på skibet. Der var ingen diskussion eller begrundelse, dommen var nu, at jeg kunne blive om bord – selv med mit forhold til Melva.

Marco Polo forlod et par dage senere Bora Bora med kurs mod de nordligste atoller tilhørende Cookøerne. Men det var for sent nu med Melva og mig. Fra begyndelsen havde det nok været lidt af et sydhavseventyr for os begge. For hende en historie om at komme fra Alaska til Sydhavet, forelske sig i en sømand og sejle af sted ud mellem laguner, vidunderlige koralrev og grønne tropeøer. For mig havde det været mødet med en person, som viste mig kærlighed, og samtidig en flugt fra de evige krav om indordning og disciplin. Forholdet begyndte at fryse til. Det var alt for indviklet for os begge. Jeg fandt ud af, at der hjemme i Alaska sad en temmelig utilfreds boyfriend, som hun stadig holdt varm med breve og postkort. Og hun fandt ud af, at bag de venlige mennesker på skibet gemte der sig en grim og til tider ond organisation, som hun ikke kendte til og ikke forstod – en organisation, som jeg stadig var medlem af.

Én af de sidste dage i august 1990 forlod vi endelig Fiji. Hovedstaden Suva – den største by jeg havde været i, siden vi forlod Chile – forsvandt i solnedgangen efterfulgt af de hængende skygger af bjergene på Viti Levus centrale højderyg.

Efter alt at dømme ville det være min sidste rejse med Marco Polo, tænkte jeg den nat, da jeg stod ved roret og kiggede ud over skumringen og de orangerøde skyer mod vest. Nattevagterne har noget særligt over sig: Der er tid til at tænke. Ude på et sort hav, under stjernerne, bliver man meget, meget lille. Man er så alene, så uendelig ubetydelig. Tiden trækkes i langdrag, og man bliver et med himmel, hav, vind og regn.

Jeg vidste, at jeg ville komme til at savne skibet og ikke mindst besætningen. Men jeg var også klar over, at jeg ikke havde noget valg. Tidspunktet var kommet for mig. Mange andre af mine kammerater havde forladt Tvind, og nu var det min tur. Jeg havde kun haft kontakt med ganske få af dem, og kun når vi uheldigvis var rendt ind i hinanden. En Tvind-lærer kunne ikke tænkes at have forbindelse med folk, der var rejst fra Lærergruppen. Derfor havde jeg ingen idé om, hvordan det var gået mine venner, som ikke længere var med i Lærergruppen.

Jeg spekulerede over, hvordan jeg skulle organisere det. Jeg ville komme til at stå i New Zealand uden penge. Sandsynligvis ville jeg ikke engang få penge til en billet hjem til Danmark. Det ville være mit problem, hvad jeg ville gøre med mig selv, når jeg først var stået af. Jeg ville komme til at stå meget alene, og ensomheden blev så meget større, når man begyndte at spekulere på den usikre fremtid. Min plan var blevet til i mit hoved, og den eneste, som kendte lidt til den, var Melva. Og hun havde ingen forudsætninger for at forstå, hvad det var, som var ved at ske i mit liv. Jeg kunne ikke dele situationen med nogen, og jeg kunne ikke spørge nogen til råds.

Jeg tænkte på Sandra og Eduardo, som nu lå og sov nede under dæk. De havde forladt Chile uden at vide, hvordan det skulle gå dem. De havde solgt alt og sejlet af sted sammen med to vildfremmede mennesker i en lille sejlbåd, på vej tværs over Stillehavet. De havde kun haft ganske få midler og alle deres jordiske ejendomme på en lille båd. Hvis de havde kunnet gøre det, så kunne jeg også, tænkte jeg.

Senere var de kommet om bord på Marco Polo, og Eduardo var det første menneske uden for Lærergruppen, jeg mente at kunne kalde en Ven med stort V. Hans baggrund var helt forskellig fra min, men på en eller anden måde syntes det, som om vi kunne snakke om alt. Han interesserede sig for naturen og kunne kæle i timevis for de alger og søgræstyper, han fandt på lagunernes bund, og som han derefter pressede og tørrede. Han var en rolig og eftertænksom person, som tog konstant mål af begivenhederne omkring sig, og han opfattede mange af de konflikter og spil, som nu kørte mellem Lærergruppen og mig. Han havde for eksempel ikke kunnet undgå at se, hvordan de betragtede mig som et udskud, da vi besøgte Lærergruppens farm på Fiji. Jeg måtte få fortalt Eduardo, at jeg ville forlade skibet, sagde jeg til mig selv.

Som man sejler mod syd, flytter Sydkorset sig langsomt op mod himmelhvælvingens zenit. Samtidig begynder andre stjernebilleder at forsvinde under den nordlige horisont. Jeg stod og kiggede op og fandt det punkt, hvor der ikke sidder en Sydstjerne. Der, hvor stjernen burde sidde, er der blot et sort hul, et punkt ud i uendeligheden. Hvor er vi forvænte på den nordlige halvkugle, tænkte jeg. Vi har Nordstjernen, som viser vej, og som aldrig flytter sig. Det eneste faste punkt i universet. Det eneste holdepunkt; det eneste ikke-kaotiske i et ellers tilsyneladende aldeles kaotisk verdensalt. Her syd for vendekredsen mangler ledestjernen, og man må sætte kursen efter en forestilling. Her må man selv skabe sin vision og håbe på, at man er på rette kurs. Deroppe kunne jeg se Orion med sit sværd i bæltet, og den stærkt lysende planet, som endda reflekteredes i havet, måtte være Jupiter. Længe stod jeg med armene hvilende på den forhøjede ræling ved siden af styrehuset, mens vores 330 tons af dansk egetræ, maskiner, brændstof og menneskelast skar gennem dønning efter dønning. Mod syd, mod syd, mod syd. Månen lå nu lige under horisonten, og et skær af koldt, hvidt lys dominerede allerede havet mod øst. Så stod den rund og trind op og markerede slutningen på min vagt. Det var natten før min sidste fuldmåne på havet.

I løbet af natten var vinden gået om i vest og langsomt taget til, og om morgenen var det, som om havet havde skiftet ham. Lave hurtige skyer jog mod os og en uigennemtrængelig gråsort front lå ude i horisonten. Nede i radiorummet spyttede vejrfaxen et vejrkort ud hver sjette time, og vi kunne se et dybt lavtryk bevæge sig mod øst fra det nordlige Australien. Det så ud, som om vi ville få dårligt vejr de næste dage.

Og dårligt vejr fik vi; rigtigt dårligt vejr. En stiv kuling fra vest, og dens tilhørende søer bankede og hamrede i skibet og dængede os til i bølge efter bølge af frådende saltvand. Fronten og skyerne passerede, det klarede op, men vinden var nu støt på 40 knob. Skroget knagede og knirkede i rulningerne, og hele skibet rystede, når stævnen dunkede hårdt ned i endnu en modgående sø og hamrede pæle. Det er i sådan et vejr, at træskibe kan springe læk, så vi holdt konstant øje med lænsepumpe og vand i skroget. I kabyssen var Sandra i gang med aftensmaden. Hun dansede ufrivilligt rundt på dørken for at holde balancen, mens andre i besætningen bukkede under for søsygen. Til sidst var det kun Morten, Sandra og mig, som ikke var søsyge. I hurtig rækkefølge brød vores satellitnavigeringssystem, vores elektroniske kompas og vores autopilot sammen. Nu skulle vi finde New Zealand med den gamle metode: Den følgende dag sad Frederik, for første gang siden vi forlod Sydamerika, med sekstanten og tog middagshøjden og lagde kursen, som vi nu var nødt til at holde ved manuelt at styre skibet.

Efter fire dage holdt blæsevejret pludselig op. Teoretisk set var vi nu i læ af New Zealands Nordø, men vi havde ikke set den endnu. Frederik forudsagde tidspunktet, da vi ville få landkending, og vi ventede spændt. Og ganske rigtigt, ved midnat viste radaren tydeligt konturen af land 35 sømil mod vest. Senere på natten så vi lys fra fiskefartøjer og et fyr fra en ø ud for Nordøens kyst.

Så kom morgenen, og vi var få timer fra Auckland. Vi kunne nu tydeligt se en grøn og tilsyneladende uendelig lang kystlinje på vores styrbords side.

– Delfiner! råbte én nede fra fordækket. De var kommet i hundredvis for at byde os velkommen. I den begyndende morgensol brugte de mest dumdristige bovbølgens kraft på samme måde, som en måge svæver ubevægelig over en klint ved havet. Tilsyneladende uden at gøre nogen anstrengelse svirpede de frem og tilbage en meter foran bovens egeplanke. Man kunne høre pustet fra åndehullet, hver gang de tog et åndedrag: Pfffftttthhh, sagde det, og dyret dykkede igen og fortsatte legen. Hele besætningen kom til, nogle direkte fra køjen. I en time hang vi over siden og beundrede akrobatikken. Så forsvandt de lige så hurtigt, som de var kommet til.

Nu kunne vi se huse og bygninger langs kysten, og et par sejl lå længere forude og viste vej mod havnen. Så dukkede de høje kontorbygninger i Aucklands centrum op. Hypnotiserede stod vi der og bare kiggede. Det her var stort. I næsten to år havde vi kun set små stillehavsøer. Nu var vi på vej til en millionby.

Lodsen kom om bord – der er lodspligt for skibe over 100 tons – og langsomt gik vi op gennem farvandet mellem øerne i Hauraki Golfen og selve Nordøen. Vi lagde kursen mod vest ind gennem en slags fjord, hvis indsejling kun var omkring en kilometer bred. Overalt så vi skibe og både, og inde på land kørte en uafbrudt strøm af biler på noget, der lignede en strandvej ind mod byen.

– Toyota Corolla, New Zealand’s Car of the Year. Don’t dream it, drive it, lød det fra salonen, hvor Kim stod og drejede på FM-radioens skala og fandt station efter station. En Toyota Corolla var i sandhed en drøm. Jeg så den fremmede by passere forbi, nu på meget tæt hold. Skulle denne by være mit nye hjem, ikke langt fra verdens ende?

Vi havde to formål med opholdet i Auckland. Dels skulle vi lave film fra New Zealand, dels skulle skibet på bedding og have et grundigt eftersyn. Marco Polo havde sidst været på land i Nyborg Flydedok, og det var over fire år siden.

Jeg stod for fjernsynsprogrammerne, mens Frederik tog sig af at koordinere de mange opgaver på skibet. Samtidig ville jeg bruge tiden til at forberede mig så godt som muligt på at gå min vej. Jeg brugte derfor mine erfaringer fra Chile og gav mig selv tid til at etablere venskaber med de newzealændere, vi mødte. En dag fortalte jeg nogle af dem i Auckland, at jeg ikke ville sejle videre fra New Zealand. Jeg fortalte dem, at folkene på båden stadig ikke vidste det og bad dem holde fortroligheden indtil videre.

– Kunne jeg få lov til at stille nogle ting i deres garage?

Selvfølgelig kunne jeg det, sagde de. – Hvor skal du bo?

Samtalen endte med, at jeg – uden at det havde været meningen - havde fået en midlertidig løsning på mit største problem: at få tag over hovedet. Hver gang, jeg havde mulighed for det, kørte jeg forbi mine venners hus. Langsomt fik jeg fyldt en papkasse i deres garage med mine ejendele. Jeg tog fra skibet, hvad jeg forestillede mig, at jeg ville få brug for. Der var et par håndklæder, lagner, kopper, bestik. Jeg fjernede mine ordbøger og mine kassettebånd. Jeg forsynede mig med kontorartikler og tøj.

Og så tog jeg alle papirer, som jeg kunne finde vedrørende IFAS og de såkaldte “forskningsprojekter” i både Global Research og One World Channel. De skulle være min forsikringspolice, tænkte jeg. Hvis Tvind nogensinde fandt på at genere mig, så havde jeg ammunition nok til at give igen i rigeligt mål.

Efter en uge i New Zealand var Melva taget af sted. Jeg vidste, at jeg aldrig ville se hende igen. Hun havde sit hjem i Alaska, og hendes sydhavseventyr var slut. Jeg havde været en episode i eventyret, og hun havde på en sær måde givet mig anledningen til at gøre oprør.

Nu kredsede mine tanker atter og atter om, hvordan jeg ville klare at stå alene i et fremmed land, uden penge og uden den fuldtidsopbakning, som Lærergruppen havde været. Og igen rejste jeg i tankerne til Chile, og jeg så Leila for mig. Jeg havde lovet hende at komme tilbage. Var det mon der, jeg hørte hjemme? Men som sædvanlig var der ikke så meget tid til tænkeriet. Nu skulle vi rundt i hele landet og filme. Det ville samtidig blive min mulighed for at lære New Zealand at kende. Vi lejede en såkaldt campervan med seks sengepladser, køkken og toilet. Jeg var den eneste fra Lærergruppen i bilen, og i løbet af turen fortalte jeg hver enkelt min historie.

Jeg berettede om Lærergruppen. Om vores ideer, om vores mål. Vi ville lave en bedre verden. Jeg fortalte om Amdi, som alle havde mødt på Tahiti, og om hans rolle i organisationen. Vi snakkede om, hvordan hans liv i luksus stod i skærende kontrast til vores eget spareliv om bord på skibet. Jeg fortalte dem, at manden var gået under jorden og ikke havde vist sig i offentligheden i over ti år. Jeg udpenslede historien om vindmøllen og skolerne hjemme i Danmark og om, hvordan den store kokosplantage, vi havde besøgt i Fiji, tilhørte den samme gruppe af mennesker.

Da vi kom hjem fra vores tur rundt i New Zealand, kendte besætningen hele Lærergruppens historie i grundrids og var grundigt advaret mod nogensinde at fristes til at gå med i foretagendet. Og alle undtagen Frederik og Martin vidste, at der nu kun var få uger tilbage for mig på båden og i Lærergruppen.

Turen rundt i New Zealand havde også givet mig et indtryk af det land, hvor jeg havde valgt at prøve lykken. Vi var blevet modtaget af venlige mennesker overalt, og her kunne jeg bo, havde jeg sagt til mig selv. Her kunne jeg skabe mig det nye liv, jeg trængte til at leve.

Tre dage før afgangen bad jeg Frederik komme ned i styrmandskahytten, hvor vi havde en slags kontor, og hvor vores klippeudstyr var installeret. Jeg ville gerne snakke med ham om noget, sagde jeg. Forholdet mellem os var blevet meget anstrengt, og han var tydeligvis under pres fra Danmark. Under vores ophold i New Zealand var jeg helt holdt op med at trække det tunge læs, og det kunne Frederik selvfølgelig mærke. Han syntes, jeg var slap, doven og kontrær. Jeg var begyndt at forberede redigeringen af vores film fra New Zealand, men var langtfra færdig, selvom filmene allerede nu burde have været på vej til Danmark, klar til udsendelse.

– Hvad skal vi snakke om, spurgte Frederik mistroisk. Han var blevet vant til, at jeg var på tværs, og at jeg klagede åbent, når jeg var utilfreds.

– Det skal jeg fortælle dig, når vi sætter os ned, sagde jeg.

Han svarede ved at kalde på Martin, det andet Lærergruppemedlem om bord. Vi satte os ned.

– Jeg vil bare sige, begyndte jeg, at når I nu sejler af sted videre, så bliver jeg her. Jeg vil ikke være med i Lærergruppen mere.

Jeg lyttede til mine egne ord. Jeg havde sagt det, og det havde endda ikke været svært. Jeg havde ikke rystet på stemmen eller været usikker.

– Hvad mener du med det? spurgte Frederik.

– Jeg mener præcis, hvad jeg siger, svarede jeg. Jeg er træt af det hele, og jeg vil ikke være med mere.

– Det kan du jo slet ikke sige, kom det fra Martin.

– Jeg kan sige lige præcis, hvad jeg vil, hørte jeg mig selv svare igen.

– Men hvad er problemet, spurgte Frederik nu. Jeg kendte det. Jeg havde selv været i hans situation og forsøgt at få folk til at ombestemme sig. Nu skulle “problemet” blot løses, så ville alt blive godt igen. Og så, om en uge eller om en måned, ville der komme en opringning fra Amdi, som ville lede til et nyt job et eller andet sted, endnu dybere begravet i Tvind-systemet, med endnu mindre mulighed for at slippe ud.

– Problemet er, sagde jeg, at jeg har bestemt mig til at holde op. Jeg gider ikke mere. Jeg brænder ikke for Lærergruppens projekter. Jeg er ikke interesseret. Jeg vil have mit eget liv.

Martin lod til at være rystet i sin grundvold og blev lige pludselig voldsomt ophidset, næsten som om han følte sig truet.

– Hvad bilder du dig ind? råbte han til mig. Du er fandeme så selvoptaget, at jeg er ved at brække mig. Her render du rundt og forlanger specialbehandling og stiller betingelser og laver ikke dit forbandede arbejde, og nu kommer du og skider på hele Lærergruppen. Han fortsatte råberiet et stykke tid og blev mere og mere gal i skralden.

– Ved du hvad, sagde jeg. Du behøver slet ikke at råbe. Jeg sidder lige ved siden af dig, jeg kan sagtens høre dig. Hvis du har noget at sige, så snak ordentligt til mig. Ellers gider jeg ikke høre på dig.

Min hånlige tone gjorde underværker. Manden begyndte at ryste. Han var helt ude af sig selv, for det var ikke meningen, at jeg skulle have svaret igen. Jeg skulle have underkastet mig.

– Det vil jeg fandeme ikke at høre på, sådan noget lort, din lorterøv, du kan rende mig i røven, jeg har sgu andet at tage mig til end at blive svinet til af sådan en som dig, sagde Martin, idet han rejste sig. Han bandede og svovlede stadig, da han smækkede døren i og forlod lukafet.

– Kan vi ikke prøve at finde ud af det her, forsøgte Frederik igen.

Men jeg var stædig.

– Frederik, der er ikke noget at finde ud af. Jeg har bestemt mig. Jeg bliver her, når I sejler af sted.

Han rejste sig og gik, uden et ord. Jeg kendte proceduren. Han ville kontakte Else Jensen. Hun ville spørge Amdi til råds. Amdi ville komme med et dekret, og beskeden ville gå tilbage til Frederik. Det var blot et spørgsmål om at vente på, hvad deres næste træk ville blive.

Næste formiddag ringede telefonen om bord. Jeg sad i redigeringsrummet og rumsterede med bånd og planer, da telefonen ringede.

– Hans, råbte Frederik, der er telefon til dig.

– Hvem er det? spurgte jeg.

– Det er Anne Hansen, hun vil gerne snakke med dig.

– Jeg har ikke noget at tale med hende om, sagde jeg.

Anne Hansen var altså blevet sat til at få mig tilbage i folden. Min gamle kammerat fra seminariet.

– Jamen, hun er i telefonen nu, gentog Frederik. Kom nu og snak med hende.

– Det er for sent, sagde jeg. Jeg vil ikke snakke med hende. Det er slut. Jeg er ikke interesseret i, hvad hun har at sige. Du kan snakke med hende. Jeg har intet at sige til hende.

Frederik talte med Anne og var nødt til at lægge på, uden at jeg kom til telefonen. På en måde havde jeg ondt af manden. Det kunne så let have været mig, der var i hans sko. Han vidste, at presset på ham nu ville blive endnu større fra alle sider. Her stod min makker og kammerat og ven gennem de sidste fire år med et problem og havde fået alt for kort varsel til at finde en løsning før afgangen. Jeg vidste, at et eller andet sted, dybt inde i hans hjerte, forstod han mig, og jeg håbede blot, at den dag ville komme, da vi kunne se hinanden i øjnene igen.

Det kunne vi ikke nu. Forholdet frøs til is. Martin undgik mig, som havde jeg kolera, og al snak mellem os forstummede. Men jeg blev om bord. Jeg havde bestemt mig til at gå med manér og blive til det sidste. Jeg ville holde ryggen rank og ikke tvinges til at luske ud, når det passede dem. Dagen før skibets afgang indkaldte Frederik hele besætningen til møde i salonen.

– Hans har noget, han gerne vil sige til jer, sagde han alvorligt og kiggede på den lille forsamling. Han vidste ikke, at de alle sammen allerede vidste, at jeg ikke rejste videre. Jeg havde jo fortalt dem det hele.

– Jo, sagde jeg, jeg bliver her i Auckland. Jeg kommer ikke til at rejse videre med Marco Polo. Jeg har været glad for at være om bord, men nu vil jeg prøve lykken her i New Zealand.

Ganske vist var nyheden ingen nyhed, men nu var den officiel, og der var en lidt sørgmodig stemning over os alle. Jeg ønskede dem en god tur videre, de ønskede mig held og lykke i mit nye liv. Frederik og Martin forholdt sig tavse.

Så blev det morgen. Jeg pakkede en vadsæk med de sidste af mine ejendele. Jeg havde bevidst ladet lidt ligge i mit skab, som jeg kunne tage i allersidste øjeblik. Den egentlige årsag var, at jeg havde brug for en skrivemaskine. Vi havde tre transportable elektroniske skrivemaskiner om bord, og jeg havde udset mig en af dem. Det skulle være min, tænkte jeg uden skrupler. Uden en skrivemaskine ville jeg ikke kunne søge stillinger eller skrive mit CV. Men jeg kunne ikke fjerne den før i sidste øjeblik, for indimellem blev maskinerne brugt.

Det var lavvande, da tidspunktet for afgangen endelig kom. Fra kajen kiggede man ned på skibet. Besætningen og jeg stod på kajen, og vi så forlegent på hinanden. Det var nu. Det ville blive et endegyldigt farvel for de fleste af os. Med undtagelse af Martin, som aldrig var kommet sig over det faktum, at jeg stod af, gav hver enkelt mig et stort knus. Jeg vidste, at jeg havde læst Frederiks hjerte korrekt, da jeg mærkede oprigtigheden i hans omfavnelse. Det bliver din tur næste gang, tænkte jeg.

Så gik de om bord. Maskinen blev startet op. Lodsen var kommet til på kajen og blev hjulpet ned på dækket. Havnearbejdere stod klar ved trosserne.

– Vent! råbte jeg, jeg glemte noget!

Frederik stod allerede oppe på broen med lodsen, da jeg uden yderligere varsel spurtede om bord på skibet, skød ned i min kahyt og fiskede vadsækken frem fra bunden af skabet. Så løb jeg ind i det lille kontor, åbnede skuffen, hvor skrivemaskinen stod pakket og klar, og stoppede den i sækken. Alt var klart, min fremtid var sikret, tænkte jeg og røg op ad lejderen og forsvandt i land igen. Jeg havde været om bord for sidste gang, i mindre end 30 sekunder, og nu havde jeg en skrivemaskine.

Trosserne blev kastet. Vadsækken og min taske stod på cementkajen ved mine fødder. I en lang og vanskelig manøvre vendte skibet rundt i havnebassinet, mens besætningen rullede trosser op på både for- og agterdæk. Så stod de dér langs rælingen og kiggede over til mig og vinkede. To snuskede og overvægtige havnearbejdere i blå kedeldragter stirrede lidt på det mærkelige skib, men lagde ikke mærke til mig. For dem var det blot endnu et skib, endnu et par fortøjningstrosser, endnu en formiddag på jobbet. Bag mig hørte jeg værftsarbejderne på Marine Steel banke på skroget af den slæbebåd, de var i færd med at bygge.

Marco Polo var på vej ud, nu med flere fra besætningen stående i agterstavnen. Ingen på hele havnen eller i Auckland eller i New Zealand kunne vide, hvad der gik gennem hovedet på den 37-årige mand på kajen. Det var afslutningen. Nu var der ingen vej tilbage.

De drejede mod styrbord og satte kursen mod udsejlingen til Rangitoto Channel. Der gik omkring et kvarter, hvor jeg stod ubevægelig og blot så det cremefarvede skib blive mindre og mindre, indtil det forsvandt rundt om North Head.

De var væk.

Jeg samlede min taske og vadsæk op og vendte mig om. Jeg opdagede, at jeg ikke havde været alene. Bag mig stod den flinke kontormand fra Marine Steel, som havde hjulpet os med alt lige fra telefonlinje til fotokopiering.

– Staying behind? sagde han.

– Yeah, staying behind, svarede jeg og gik ind mod byen.

Hans la Cour (1953-2009) var en dansk forfatter, tv-fotograf og -tilrettelægger. Umiddelbart efter gymnasiet blev Hans la Cour medlem af Tvind og var en aktiv del af organisationen, indtil han 18 år senere brød med den. Han blev på grund af sin store insiderviden hovedvidne, da der blev indledt retssag mod Tvind-skolerne. Hans la Cour skabte sig efterfølgende en strålende karriere inden for tv-branchen og lavede blandt andet rejsedokumentarfilm. I bogen "Den rejsende" fortæller han om sine 18 år hos Tvind.